Kun digitalt
Vi er bedre sammen
Vi vil se tydeligere, når vi indser, at vores perspektiv er begrænset uden andres perspektiv.
Jeg tilsluttede mig Kirken alene i det centrale Californien i USA, da jeg var teenager, og i de mere end 20 år siden har jeg altid været enten den eneste sorte person i min menighed eller en af meget, meget få. Jeg har haft nogle svære oplevelser, selv i kirken, med hensyn til min race. Heldigvis har jeg et vidnesbyrd om, at Gud elsker mig, og at der er plads til os alle i hans rige.
Det er svært at være anderledes
Ideelt set kan kirken være et tilflugtssted for os, når vi kæmper og har brug for støtte og fællesskab med mennesker, der deler vores værdier. Men den følelse af sikkerhed og støtte kan forsvinde, hvis man føler sig ekskluderet på grund af sine forskelligheder. Det kan være svært at være anderledes, og det er svært at beskrive, hvordan det er, for en, der ikke har oplevet det.
Selvom kirkeledere har opfordret »alle mennesker til at opgive fordomsfulde attituder og handlinger mod nogen gruppe eller individ«,1 er der nogle, der stadig ikke har lært, hvordan man gør det. Jeg så det som ung voksen, da jeg spekulerede på, om det var derfor, at ingen af drengene var interesseret i at date mig, og om jeg nogensinde ville få mulighed for at blive gift i templet på grund af det. Jeg ser det nu, når nogen i kirken kommer med en forkert kommentar om race, der får mig til at føle mig fremhævet, som om min værdighed skal bedømmes af alle. Og hvis ingen siger noget for at irettesætte denne falske lære, er jeg overladt til at gøre det alene.
Det er ubekvemt at blive stirret på, at folk rører ved mit hår uden tilladelse eller at blive ignoreret. Og når jeg prøver at tale om disse ting, så gør det dybt ondt, når jeg får at vide af mennesker, jeg elsker og stoler på, at jeg bare finder på noget, er for overfølsom eller opfører mig som et offer.
Hvorfor fortæller jeg og andre om disse smertefulde oplevelser? Det er fordi, jeg gerne vil være en del af min menighedsfamilie. Det er fordi, jeg kan se, hvor meget jeg kunne bidrage, hvis jeg fik muligheden. Men jeg føler, at jeg er i udkanten af kirkelivet – ikke helt beskyttet i det tilflugtssted, vi alle har brug for. Det er fordi, vi med større gensidig forståelse kan blive så meget bedre sammen.
Forskellighed kan styrke os
»Gud gør ikke forskel på nogen« (ApG 10:34). Han elsker alle sine børn (se Joh 3:16) og ønsker at drage os alle til sig (se 2 Ne 26:24).
Præsident Russell M. Nelson har mindet os om, at »Gud elsker ikke den ene race mere end den anden.«2
Vores forskelligheder er ikke noget, vi bare behøver at overse. De er en vigtig del af Guds plan. Paulus sagde:
»Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det …
Øjet kan ikke sige til hånden: ›Jeg har ikke brug for dig‹« (se 1 Kor 12:17-21).
Vi er alle et resultat af utallige valg og oplevelser, der har formet vores særlige verdenssyn, og der er opnået en skønhed og styrke ved vores forskelligheder.
Vores forskellighed gør os bedre, ikke blot fordi vi alle har forskellige styrker, men fordi vi er nødt til at arbejde sammen i enighed for at blive velsignet af disse styrker. Faktisk hjælper vores forskelligheder os til at lære og vokse, når vi sammen går fremad og forbereder os på, at Kristus kommer igen.
Hvor begynder vi?
Når vi arbejder sammen om at finde større enighed, vil det ikke altid være let. Det kræver, at vi er ydmyge nok til at anerkende forskellige perspektiver, lære af dem, der er anderledes end os, og ændre os, hvis vi finder ud af, at vi har taget fejl.
Det kan vi gøre ved at udvide vores vennekreds og ved at søge yderligere perspektiver gennem pålidelige ressourcer. Vi er nødt til at høre dem, vi anser som værende anderledes end os, og anerkende deres oplevelser som gyldige. For at forstå hinanden må vi lytte til hinanden. I et essay til Kirken sagde Darius Gray: »Hvis vores ærlige fokus var at lade dem fortælle om deres liv, deres historie, deres familie, deres håb og deres smerter, ville vi ikke alene få en større forståelse, men denne praksis ville række langt henimod at hele racismes sår.«3
Jeg vil gerne give folk en mulighed for at lære mig at kende, så jeg prøver at være åben og ærlig over for og venlig mod alle, jeg møder. Jeg prøver at tage initiativ til venskaber ved at invitere folk til frokost og indlede samtaler. Jeg prøver at skabe sikre steder til ærlighed, sårbarhed og kærlighed og tager mig tid til andre mennesker på den måde, jeg håber, at de vil tage sig tid til mig. Jeg prøver at være den ven, jeg gerne vil have – hvilket omfatter at prøve at forstå oplevelser, andre har haft, som jeg ikke deler.
Jeg har følt mig anerkendt og inkluderet på grund af små venlige handlinger, og når nogen har taget kontakt til mig. Jeg føler mig inkluderet, når folk gør en indsats for at få en reel samtale med mig, tage sig tid til mig eller invitere mig med til noget med dem. Det føles virkeligt godt, når folk viser, at de ønsker at være omkring dig.
Vi kan være mere
Ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Enighed og forskellighed er ikke modsætninger. Vi kan opnå større enighed, når vi fremelsker en atmosfære af inklusion og respekt for forskellighed.«4
Når vi vælger at tage os tid til at forstå hinandens livserfaringer – selv når det ikke er let for os at gøre det – og vælger at arbejde sammen om at bruge det, vi har fået, til at tjene Herren og hinanden, er vi så meget mere end summen af vores roller.