Kun digitalt: Unge Voksne
Anvendelse af præsident Nelsons fem råd til at øge sin tro
Hvis I føler, at jeres tro vakler, så følg disse fem forslag fra profeten.
Vi møder alle prøvelser og pres, der prøver vores tro hver dag. Nogle gange kan disse udfordringer virke for overvældende at bære. Men lad mig forsikre jer om, at vi hver især faktisk kan have tro.
Præsident Russell M. Nelson opfordrede os for nylig til at anerkende troen og sagde »bagatelliser ikke den tro, I allerede har«. 1 Han sagde:
»Og alligevel kan det virke overvældende at udøve tro. Til tider kan vi være i tvivl, om vi kan mønstre tro nok til at få de velsignelser, vi så desperat behøver …
Herren forstår vores jordiske svagheder. Vi vakler alle til tider. Men han kender også til vores store potentiale …
Herren kræver ikke fuldkommen tro, for at vi kan få adgang til hans fuldkomne kraft. Men han beder os om at tro.« 2
Med denne sandhed in mente kan I overveje disse fem anbefalinger fra præsident Nelson om, hvordan vi kan øge vores tro på Jesus Kristus lidt mere hver dag.
1. »Studér.«
Som unge voksne lever vi et meget travlt liv. Men livet vil altid være travlt, og vi kan stadig tage os tid til Herren og til at studere hans evangelium. Præsident Nelson har sagt: »Jo mere I lærer om Frelseren, desto lettere vil det være at stole på hans nåde, hans uendelige kærlighed og hans styrkende, helende og forløsende kraft.« 3
At studere skrifterne betyder ikke nødvendigvis at læse dem i timevis. At studere kan være at fordybe sig i et emne i 20, 10 eller endda 5 minutter. Uanset hvor meget tid, vi bruger på det, vil vores tro på Jesus Kristus øges, hvis vi dagligt åbner vores hjerte for budskaberne i skrifterne.
Skrifterne er fyldt med virkelige mennesker, der havde tilstrækkelig tro på Jesus Kristus til at flytte bjerge eller opleve andre mirakler. Fordybelse i disse historier vil hjælpe jer til bedre at forstå vigtigheden af tro, hvordan tro ser ud, de mirakler, der kommer ved at udøve tro, og hvordan I kan begynde at gøre jeres tro urokkelig.
At studere Kristi mission, tjenestegerning og lære i skrifterne vil hjælpe jer til at forstå den kraft, som tro på ham bringer ind i jeres liv, og hvordan hans forsoning gælder for jer. 4
2. »Vælg at tro på Jesus Kristus.«
Det er okay at have spørgsmål. Husk, at Kirken blev genoprettet, fordi en dreng havde spørgsmål og bad vor himmelske Fader om at lære sandheden at kende.
Hvis vi har spørgsmål eller står tilbage i visdom (se Jak 1:5-6), så søg i skrifterne, find pålidelige kilder, og stil vor himmelske Fader disse spørgsmål i bøn. Han ønsker, at vi søger og finder sandheden og vil ikke føre os på afveje.
Selv med de spørgsmål eller den tvivl, vi måtte have, har præsident Nelson bedt os om stadig at »vælg[e] at tro og forblive trofaste. Tag jeres spørgsmål til Herren og andre pålidelige kilder. Studér med ønsket om at tro, snarere end med håbet om, at I kan finde selv den mindste plet på profetens kappe eller en uoverensstemmelse i skrifterne.« 5
Vi tænker måske: »Men hvordan kan jeg forblive trofast, når jeg har spørgsmål eller tvivl, som jeg ikke kan finde svar på?«
For det første kan vi fortsætte med at søge efter sandhed med et ønske om at tro i stedet for at søge i håb om at finde løgne eller fejl. Og for det andet kan vi følge præsident Nelsons råd om at »stop[pe] med at øge jeres tvivl ved at gennemgå den med andre tvivlere. Tillad Herren at lede jer på jeres åndelige opdagelsesrejse.« 6
Når vi omsætter disse ting til praksis, vil Helligånden vidne for os om løftet om, at vi »kan kende sandheden af alt« (Moro 10:5).
3. »Handl i tro.«
Vi lærer af skrifterne, at tro ikke kan eksistere uden handling (se Joseph Smiths Oversættelse, Jak 2:17).
Præsident Nelson sagde: »Hvad ville I gøre, hvis I havde mere tro? Tænk over det. Skriv om det! Få så mere tro ved at gøre noget, der kræver mere tro.« 7
At handle i tro behøver ikke at være kompliceret. Blot at række ud efter jeres skrifter hver dag og stole på, at I kan finde vejledning; bede med tro på, at vor himmelske Fader vil vejlede jer; og at vælge at følge buddene hver dag på trods af verdens fristelser er alle troshandlinger. Og jo mere vi gør disse små troshandlinger, jo mere vil vi modtage mere tro.
4. »For det fjerde, deltag værdigt i hellige ordinancer.«
Jeres forpligtelse til at tage værdigt del i hellige ordinancer, deriblandt den ugentlige nadver, vil, som præsident Nelson sagde, »åbne for Guds kraft i jeres liv«. 8
Ældste Taniela B. Wakolo fra De Halvfjerds har sagt: »Når I deltager i ordinancer og ærer de tilhørende pagter, vil det give jer et vidunderligt lys og beskyttelse i en verden med tiltagende mørke.« 9
Vor himmelske Fader ønsker, at vi alle høster velsignelserne ved at deltage i tempelordinancer. Hvis I ønsker at deltage i disse ordinancer, men ikke er sikre på, hvor I skal begynde, så vær ikke bange for at opsøge jeres biskop for at få hjælp til at finde ud af, hvordan I skal forberede jer og blive værdige til disse ordinancer.
5. »Bed jeres himmelske Fader, i Jesu Kristi navn, om hjælp.«
Præsident Nelson har sagt: »Tro kræver arbejde. At modtage åbenbaring kræver arbejde. Men ›enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for‹ [Matt 7:8]. Gud ved, hvad der vil få jeres tro til at vokse. Bed og bed derpå igen.« 10
Som præsident Nelson vidnede om, er vor himmelske Fader og Jesus Kristus der for at hjælpe os. De elsker os. Vi kan altid bede vor himmelske Fader om hjælp til at vide, hvordan vi udvikler vores tro. Og efterhånden som vores tro på Jesus Kristus vokser, vil vores tro flytte bjergene af lidelser i vores liv og »hjælpe jer med at vende udfordringer til vækst og muligheder uden fortilfælde.« 11
Så hvis I føler, at jeres tro glider væk, så følg disse kraftfulde skridt for at begynde at få jeres tro på Jesus Kristus og hans evangelium til at vokse i stedet for at lade den skrumpe ind. Når I gør det, vil Herren »gøre det svage stærkt« (Eter 12:27), og I vil opdage, at jeres tro virkelig bliver stærk nok til at flytte jeres åndelige bjerge.