Kun digitalt: Unge Voksne
Kan jeg hjælpe med at indsamle Israel ved at lære mine forfædres sprog?
Jeg følte mig tilskyndet til at lære mine forfædres sprog at kende, så jeg bedre kunne skabe en forbindelse til dem. Men jeg indså ikke, hvor mange muligheder det ville give.
Modelfoto
Billedtekst
Min oldefar var den sidste i min familie, der havde te reo [sproget] maori som modersmål. Jeg plejede at se videoer af ham og høre ham tale vores folks sprog og jeg ønskede, at jeg kunne forstå ham. Selvom han kun var nogle få generationer ældre end mig, havde jeg ikke den forbindelse til vores fælles arv.
Jeg tjente som missionær i Filippinerne, og jeg elskede det. Jeg elskede sproget, folket – alt. Og fordi jeg brugte tid på at prøve at komme i kontakt med de mennesker, jeg tjente og underviste, blev jeg fortrolig med deres kultur.
Hvor vidunderlig den mulighed end var, så indså jeg, at jeg aldrig havde prøvet at komme i kontakt med min egen kultur og mit eget folk på samme måde. Selvom jeg havde hjulpet med at indsamle Israel under min mission, indså jeg, at der også var vigtige måder for mig at hjælpe med at indsamle Israel derhjemme. Især i min egen familie.
En af mine venner, som er maori, og også for nylig var vendt hjem efter at have tjent i Filippinerne, fortalte mig om en drøm, han havde haft om sin bedstemor. Hun viste sig i drømmen og spurgte ham, hvorfor han havde studeret andre kulturer, men aldrig sin egen.
Hans drøm gav genklang hos mig. Jeg følte mig mere tilskyndet til at lære om mine forfædre og skabe forbindelse til dem end nogensinde før.
Forstå Elias’ løfte
Jeg var lige begyndt på lægestudiet, da jeg besluttede mig for at lære mit folks sprog. Så ud over min travle hverdag tog jeg aftenundervisning for at lære maori.
Da undervisningen begyndte, følte jeg mig alene og usikker på, hvordan jeg skulle komme videre. Men jo mere jeg talte med mine klassekammerater, jo mere indså jeg, at mange også havde følt sig tilskyndet til at skabe forbindelse til deres herkomst ved at lære maori.
Med tiden begyndte det virkelig at føles som en åndelig oplevelse at lære maori. Jeg begyndte at forstå løftet om, at Elias skulle »vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre« (Mal 4:6). Mine forfædre blev mere virkelige for mig.
Det åbnede også døre i mit eget liv at lære sproget. Jeg opdagede, at evnen til at tale maori hjalp mig med bedre at komme i kontakt med de mennesker, som jeg gav medicinsk behandling. Jeg hjalp med at starte et maori-hold på mit universitet og opdagede, at mange andre medicinstuderende også var interesserede i at lære det, så de kunne yde bedre pleje.
Selvom sproget bliver stadigt mindre almindeligt, har evnen til at kommunikere med dem, der har maori som modersmål, hjulpet mig til at drage omsorg for bestemte grupper. Jeg har set, hvordan mine patienter, der taler det som modersmål, føler sig særligt hørt og set, når vi kan tale deres sprog sammen. Disse oplevelser har virkelig vist mig, hvad det betyder at drage omsorg for den enkelte.
Vi kan hjælpe hinanden med at indsamle Israel
Med henblik på dette vigtige værk har præsident Russell M. Nelson sagt: »Når vi taler om Israels indsamling på begge sider af sløret, taler vi selvfølgelig om missionering, tempeltjeneste og slægtsforskning. Vi taler også om at opbygge tro og vidnesbyrd hos dem, vi bor med, arbejder sammen med og tjener.«1 Evnen til at tale maori hjalp mig helt sikkert til at skabe forbindelse til min arv og mine forfædre på den anden side af sløret. Og jeg planlægger at arbejde for dem, når templet i Hamilton i New Zealand genåbner. Men det har også hjulpet mig til at tjene på denne side.
At være en del af en kirke, der tror på at skabe forbindelse til vores forfædre, giver en utrolig glæde til mit liv. Vi prioriterer tempeltjeneste og slægtshistorie, fordi vi tror, at alle medlemmer af vores familie, uanset hvor længe siden de levede, bør have mulighed for at modtage Jesu Kristi evangelium. Og vi kan hjælpe hinanden med at udføre dette arbejde.
Da jeg lærte maori, var det en måde for mig at hjælpe med at indsamle Israel på. Men vi kan alle deltage i dette værk på mange andre måder, og de behøver ikke at være komplicerede. Når vi tager i templet og udfører stedfortrædende arbejde for vores slægtninge, undersøger vores slægtstræer, indekserer og lærer om vores bedsteforældre og oldeforældre, kan det være vidunderlige muligheder for at få kontakt med vores forfædre.
Når alt kommer til alt, er det ultimative mål for os alle at vende tilbage til vor himmelske Fader og bo sammen med ham og vores familie for evigt. Og med vores indsats for at styrke vores forbindelser til andre – især vores forfædre – kan vi styrke vores forpligtelse over for Kristus og holde det mål i sigte.