»Vi kan finde måder at elske, dele og invitere på hver dag«, Liahona, dec. 2022.
Principper for omsorg
Vi kan finde måder at elske, dele og invitere på hver dag
Omsorg kan blive en del af, hvem vi er, ikke blot endnu en ting at gøre.
Carl (navne er blevet ændret) havde for nylig fået til opgave at drage omsorg for Gus. Carl prøvede at finde et fælles grundlag og fandt ud af, at Gus delte hans interesse for at skrive. Så Carl inviterede ham med til et møde i en lokal gruppe for forfattere. I sidste ende havde ingen af dem tid til gruppen, men invitationen førte til en god samtale, som førte til, at de spiste frokost sammen med nogle få ugers mellemrum – hvilket var med til at danne et venskab, som Gus kunne trække på, da han senere havde brug for hjælp.
Når Carl og hans hustru, Julie, drager omsorg, har de søgt en balance mellem formel og uformel omsorg. Der er tidspunkter, hvor de bønsomt planlægger noget, der har til hensigt at støtte andres fremgang på pagtsstien. Men de har også prøvet at gøre omsorg til en normal og naturlig del af deres hverdag.
Da Julie tog imod en opgave om at bruge en morgen på at tjene på en kirkedrevet fødevarefabrik, besluttede hun sig for at invitere Shawna med sig. Shawna var kun kommet i kirke nogle få gange i de år, siden hun var flyttet til nabolaget. Julie og Shawna havde det sjovt med at tjene sammen på fabrikken. Ikke længe efter planlagde Julie og Carl en spilleaften til hjemmeaften. De besluttede sig for at invitere Shawnas familie til at være med. Fordi Julie tænkte på at inkludere Shawna i disse aktiviteter, som hun allerede havde planlagt, udviklede de to et dybere forhold. Da Shawna senere fik nogle udfordringer, rakte hun ud til Julies mand, Carl, for at få en præstedømmevelsignelse.
Meningsfuld omsorg kan ske, når vi finder enkle måder at vise vores kærlighed på, dele vores tro på Jesus Kristus og invitere andre til at komme til ham og slutte sig til os – selv i ting, vi alligevel skulle gøre.
En del af vores hverdag
Profeten Zakarias hjalp sit folk med at finde måder i hverdagen, hvorpå de kunne tænke på Herren i deres liv. Under hans ledelse skrev folket ordene »Helliget Herren« på ting, de ville se i løbet af deres dag, såsom skåle og hestebjælder, for at minde dem om at tænke på ham (se Zak 14:20-21).
Profeter i dag har også opfordret os til at finde naturlige måder, hvorpå vi kan have Gud først i vores liv og at elske, dele og indbyde på samme naturlige vis. Jo mere behagelige og naturlige vores kærlige invitationer kan være, jo mere bekvemme bliver vi ved at udvise kærlighed og invitere, og jo mere bekvemme bliver andre ved at modtage dem.
Principper til overvejelse
Omsorg er noget, der kan have gavn af bønsom planlægning. Efterhånden som omsorg bliver en del af, hvem vi er, kan det også være så enkelt som at tænke på at inkludere andre i det, vi måske allerede gør. For eksempel:
-
Jeres telefon er allerede fremme for at sende en besked til en ven. Brug 10 sekunder på at høre hvordan det går for en person, I drager omsorg for.
-
I endte med at lave mere mad, end I havde planlagt. Giv det til én, der måske har brug for det.
-
I elskede noget i jeres skriftstudium denne morgen. Del det med en ven.
-
Jeres familie skal til en park til familieaften. Inviter jeres naboer til at komme med jer.
-
I blev bedt om at tale til nadvermødet. Inviter en kollega til at komme og høre jer.
Hvad kan vi gøre?
Hvordan kan I bruge noget, I allerede gør denne uge, til at række ud og inkludere andre?