Kun digitalt: Unge Voksne
At finde mening i mellemtiden
Kristus giver os styrke og nåde til at elske, hvor vi er, og til at se frem mod fremtiden.
Jeg har fem ældre søstre, der alle blev gift i begyndelsen af deres tyvere. Da jeg voksede op, forventede jeg, at mit liv ville se ud som deres – men det kom det ikke til. Jeg bestod college uden nogen forlovet og uden at være i noget seriøst forhold. Jeg påbegyndte en karriere, flyttede tilbage til mine forældre et stykke tid, rejste, købte et hus, havde fantastiske bofæller og fandt min egen retning. Jeg følte mig aldrig helt udelukket i min familie, men der var tider, hvor jeg følte mig meget ensom og ønskede mig en mand og børn, sådan som mine søstre havde.
Og var det ikke også det, Gud ønskede for mig?
Jeg var selvfølgelig ikke altid ensom. Og jeg vidste bestemt, at Gud ikke havde forladt mig – jeg havde mange fantastiske velsignelser i mit liv. Jeg var i stand til at fokusere på mit åndelige og mentale helbred, jeg deltog i frivilligt arbejde og mødte utrolige mennesker, og jeg havde tid og energi til at tjene på unikke måder. Når jeg følte mig mismodig, fortalte jeg mig selv, at jeg lærte og voksede, og at Gud var opmærksom på mig.
Værd at vente på
Endelig blev jeg gift, og det var absolut værd at vente på. Nogle få dage efter vores bryllup fik jeg denne meget klare tanke: »Jeg er så taknemlig for mellemtiden. Jeg ville ikke bytte den for noget.«
Jeg blev helt ærligt lidt overrasket over dette øjebliks åbenbaring. Ville jeg ikke gerne have mødt min mand meget hurtigere? Men jeg var blevet et bedre menneske og ægtefælle på grund af alt det, jeg havde lært og oplevet, mens jeg ventede på denne evige velsignelse. Jeg ville være gået glip af så megen udvikling uden den tid.
Selvfølgelig er en persons timing ikke bedre eller værre end andres. Den rette tid for ægteskab er op til jer og Gud, og udvikling kan ske på ethvert tidspunkt i livet – gift eller ugift, med eller uden børn osv. Og jeg blev ved med at lære og udvikle mig; selvfølgelig er ægteskabet ikke et endeligt mål for vores udvikling og åndelige udvikling. Men for mig var der afgørende erfaringer, jeg sandsynligvis ikke havde gjort mig under andre omstændigheder, og jeg er taknemlig for, hvordan de har formet mig.
Plads til tilfredshed og håb
En aften flere år før jeg mødte min kommende mand, stødte jeg på dette skriftsted i Filipperne: »for jeg har lært at nøjes med, hvad jeg har. Jeg kender til at have ringe kår, og jeg kender til at have overflod. I ét og alt er jeg indviet, både at være mæt og at sulte, både at have overflod og at lide mangel« (Fil 4:11-12).
Dette skriftsted forbløffede mig. Paulus skrev om vanskeligheder, der var meget anderledes end mine, men budskabet til mig var, at det er muligt at få både fred og lykke i vores nuværende situation og håb om fremtiden – på samme tid. Jeg kunne være både mæt og sulten. Jeg kunne leve mit liv fuldt ud og være taknemlig for den tid, hvor jeg var single, og jeg kunne håbe på og arbejde hen imod et ægteskab. Der var plads til begge dele.
Og hvordan var det muligt? Svaret ligger i næste vers: »Alt formår jeg i [Kristus], der giver mig kraft« (Fil 4:13). Kristus giver os styrke og nåde til at elske, hvor vi er, og til at se frem mod fremtiden.
Spild ikke mellemtiden
Jeg er vendt tilbage til disse skriftsteder igen og igen. De gælder for så meget mere end at være single. Vi befinder os konstant i forskellige mellemtider i vores liv – venter på velsignelser, svar eller store ændringer i livet. Lige nu har min mand og jeg har ventet og håbet på at få børn. Jeg har set søstre og venner blive gravide og få børn, mens vi har bedt og ventet på den samme velsignelse.
Denne ventetid har været hård og ofte hjerteskærende, men der har været mange velsignelser og muligheder på samme tid. Jeg har været i stand til at færdiggøre en kandidatgrad, udvikle mig i min karriere, skabe et hjem, hvor familie og venner føler sig elsket og velkomne, fortsætte med at tjene i kirkekaldelser og udføre frivilligt arbejde og søge personlig åbenbaring og vejledning. Min mand og jeg prøver at bruge denne tid på at blive den slags mennesker (og forhåbentligt fremtidige forældre), som Gud ønsker, vi skal være. Vi kan ikke gøre ventetiden kortere, men vi kan prøve ikke at spilde den.
Nogle gange er det svært at bevare dette perspektiv. Som Paulus skrev, er vi sommetider »mætte« og andre gange er vi »sultne«. Det er gennem Kristus og hans nåde, at vi altid er i stand til at være begge dele og finde den omhyggelige balance mellem tilfredshed og håb. Meget af livet består i at vente, og jeg prøver ikke at gå glip af de velsignelser og lektier, der kan komme på samme tid.