Hvordan kan jeg hjælpe mine mindre aktive venner til at komme tilbage til Kirken?
En af vore pligter som præstedømmebærere er at række ud til kvorumsmedlemmer og venner, der ikke kommer i Kirken. Præsident Monson har ofte bedt os om at »komme til undsætning« (»Til undsætning«, Liahona, maj 2001, s. 57). Vi kan hjælpe vore mindre aktive venner ved at sikre os, at de mærker vores oprigtige kærlighed og omsorg ved at bære vores vidnesbyrd for dem gennem ord og handlinger og ved at inddrage dem i vore aktiviteter.
Forbered dig åndeligt
Studér bønsomt disse skriftsteder og andre hjælpekilder. Hvad føler du dig inspireret til at videregive til de unge mænd?
Luk 15 (Lignelsen om det mistede får, den tabte mønt og den fortabte søn)
Alma 31:34-35; L&P 18:10, 14-16 (Sjæles værdi er stor)
L&P 20:46-47, 53-55 (Det Aronske Præstedømmes pligter)
Mervyn B. Arnold, »Til undsætning: Vi kan klare det«, Liahona, maj 2016, s. 53-55
Dieter F. Uchtdorf, »Kom, slut jer til os!«, Liahona, nov. 2013, s. 21-24
Videoer:,,
Lad de unge mænd lede
Et medlem af kvorumspræsidentskabet (eller i præsternes kvorum en assistent til biskoppen) leder mødet. Han leder de unge mænd, når de sidder i råd sammen om kvorummets anliggender, underviser dem i deres præstedømmepligter (fra skrifterne og hæftet Pligt mod Gud), opfordrer dem til at fortælle om deres oplevelser med at udføre deres pligt mod Gud og inviterer en vejleder eller et andet kvorumsmedlem til at undervise i en evangelisk lektion. Han kunne forberede sig ved til et præsidentskabsmøde at udfylde en dagsorden til kvorumsmøde.
Begynd undervisningen
Vælg nogle af disse forslag, eller udtænk selv nogle til at gennemgå sidste uges lektion og præsentere denne uges lektion:
-
Bed de unge mænd om at fortælle, hvad de har gjort for at udføre eventuelle opgaver, som de fik i sidste uge.
-
Vis en af de videoer, der er foreslået i dette oplæg, eller fortæl om en oplevelse, som du har haft med at hjælpe en mindre aktiv en eller familiemedlem tilbage til Kirken. Bed de unge mænd om at læse Alma 31:34-35 og Lære og Pagter 18:10, 14-16. Hvad lærer vi af disse skriftsteder og oplevelser om vor himmelske Faders følelser for sine børn?
Lær sammen
Alle aktiviteterne herunder kan hjælpe kvorumsmedlemmerne til at forstå, hvordan de kan styrke deres mindre aktive venner. Følg Åndens inspiration, og vælg et eller flere af de forslag, der vil virke bedst i dit kvorum:
-
Bed de unge mænd om at tænke på en situation, hvor de tabte noget meget værdifuldt. Hvad gjorde de for at finde det? Giv hvert af kvorumsmedlemmerne en af de tre lignelser fra Lukas 15 og bed dem læse den. Bed dem om at genfortælle lignelsen med deres egne ord og nævne en vending fra lignelsen, der sammenfatter, hvad Frelseren underviste om i lignelsen. Hvad lærer de unge mænd af hyrdens, kvindens og faderens handlinger i lignelserne? Hvordan kan de unge mænd følge deres eksempel, når de forsøger at hjælpe dem, der er blevet »tabt« fra deres kvorum? Bed de unge mænd om at fortælle om oplevelser med venner eller familiemedlemmer, der er vendt tilbage til Kirken efter at have været mindre aktive.
-
Lad de unge mænd læse Lære og Pagter 18:10-13 og bed dem om at fortælle, hvordan de ville fortsætte denne sætning: »Sjæles værdi er stor, fordi …« Bed de unge mænd om at se i Lære og Pagter 20:46-47 og 53-55, og få dem til at skrive de ord eller vendinger på tavlen, der beskriver deres præstedømmepligter. Hvilke af disse ord beskriver, hvordan vi kan hjælpe kvorumsmedlemmer, der er mindre aktive? Bed kvorumspræsidenten om at lede en drøftelse af, hvad de unge mænd kan gøre for at række ud til mindre aktive kvorumsmedlemmer.
-
Bed på forhånd en ung mand om at læse ældste Mervyn B. Arnolds tale »Til undsætning: Vi kan klare det«. Bed ham om at komme forberedt på at fortælle en eller to historier fra talen, der gjorde indtryk på ham. Lad de unge mænd tale om, hvordan historierne gælder for dem som kvorum. Hvem kender de, der ikke er kommet i Kirken? Hvordan kan de arbejde sammen som kvorum for at hjælpe den person til at komme nærmere Frelseren? Du kan også bede dem om at se efter de fire hovedprincipper i ældste Arnolds tale. Kender de nogen, der er et eksempel på disse principper? Hvad kan de gøre for at være som disse mennesker?
-
Skriv nogle af de årsager, som folk kommer med for ikke at komme i kirke, på tavlen, som fx: »Jeg tvivler på Kirkens lærdomme«, »jeg passer ikke ind blandt folkene i Kirken«, »jeg tror ikke, at jeg kan leve op til Kirkens standarder«, »jeg kender et medlem af Kirken, der er en hykler« og så videre. Bed de unge mænd om at finde præsident Dieter F. Uchtdorfs reaktion på disse udtalelser i talen »Kom, slut jer til os!«. Lad de unge mænd lave et rollespil over, hvordan de kan reagere, hvis en ven giver udtryk for en af disse bekymringer.
Bed de unge mænd om at gengive, hvad de har lært i dag. Forstår de, hvordan de kan styrke deres mindre aktive venner? Hvilke følelser eller indtryk har de fået? Har de yderligere spørgsmål? Vil det være værd at bruge mere tid på denne læresætning?
Opfordring til handling
Den unge mand, der leder, afslutter mødet. Han kan:
-
Rådføre sig med kvorummet om, hvordan de konkret kan invitere mindre aktive medlemmer med i kirke og til GUF.
-
Udfordre de unge mænd til at række ud til et mindre aktivt medlem og næste uge rapportere tilbage.