2:3

Sandheden består

Ældste D. Todd Christofferson

De Tolv Apostles Kvorum

En aften med ældste D. Todd Christofferson

Tale til religionsundervisere i CES • 26. januar 2018 • Tabernaklet i Salt Lake City

Jeg takker min himmelske Fader for det privilegium, det er at være sammen med jer her til aften. Jeg er taknemmelig for ældste Kim B. Clark og bror Chad H. Webb. Jeg beundrer alle, der er blevet nævnt denne aften, eller som står på programmet. Jeg værdsætter højt Kirkens Uddannelsessystem for Seminar og Institut. Jeg har en stor beundring for alle, der tjener, de ansatte, de frivillige, alle der bidrager. Jeg tror på, at den tjeneste, I yder, er ekstrem vigtig og værdifuld for Kirkens medlemmer, især for den opvoksende generation, og jeg er taknemmelig for jer.

Jeg vil gerne tale til jer i aften om sandhed. Kirkens Uddannelsessystem er viet til at undervise om og indprente sandheden, især de mest fremtrædende og afgørende sandheder, der er fundamentet for evigt liv. Det har altid været vigtigt ikke blot at undervise om, men at forsvare sandheden, og i vore dage bliver det behov større.

Vi husker alle samtalen i Johannesevangeliet, da Jesus blev stillet foran Pilatus og erklærede, at han var kommet til verden for at »vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden,« sagde Jesus, »hører min røst.«¹ Pilatus, der lød meget som en kyniker, svarede: »Hvad er sandhed?«² Det var åbenbart et retorisk spørgsmål. Han har måske ikke troet på, at sandheden fandtes, eller måske var han efter et liv med politiske intriger fortvivlet over aldrig at nå frem til det, der virkelig er sandt. Ikke desto mindre er det et godt spørgsmål og et, vi bør tænke over.

I sin storslåede bøn ved den sidste nadver vidnede Herren om, at Faderens ord er sandhed.³ Han erklærede, at Helligånden vidner om sandheden, og at »sandheden består for evigt og altid.«⁴ Både Faderen og Sønnen er »fuld af nåde og sandhed.«⁵ Gennem åbenbaring til profeten Joseph Smith gav Frelseren måske den tydeligste definition på sandhed: »Sandhed er kundskab om alt, som det er, og som det var, og som det skal blive.«⁶

Selvom den definition er ligefrem, er konsekvensen, at uden guddommelig hjælp kan menneskets forståelse af sandheden ikke være særlig bred. Emeritus professor, Chauncey C. Riddle, fra BYU forklarede det på denne måde:

»Intet menneske kan have andet end en lille del af sandheden om, hvordan det er, var og vil blive. Og da vi forstår gennem forhold, kan vi som mennesker ikke fuldt ud forstå den del af sandheden, vi kender, fordi den del får kun hele sin betydning, når den er forbundet til alt andet og fortiden, nutiden og fremtiden af alt andet.

Sandhed er da en ting, som kun forstås af guder, de som er alvidende, og som ser og ved alt, der er sket, sker og vil ske.«⁷

Professor Riddle fortsætter:

»For at redde menneskeheden fra dens begrænsede evne til at skelne sandhed, har vor Fader givet os vor Frelser, Jesus Kristus, og Helligånden. Vor Frelser giver alle mænd og kvinder, der bliver født ind i denne verden, Kristi lys, så de kan kende godt fra ondt … Hvis en person modtager og elsker Kristi lys og lærer at bruge det til at skelne godt fra ondt, vil han eller hun være klar til at modtage Helligåndens vidnesbyrd … En person med Helligåndsgaven er berettiget til Helligåndens konstante ledsagelse. Alle personer, der har den konstante ledsagelse, har adgang til al sandhed. ›Og ved Helligåndens kraft kan I kende sandheden af alt‹ (Moro 10:5).«⁸

Frelseren bekræftede det i en udtalelse ved den sidste nadver: »Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden«.⁹ Til Joseph Smith tilføjede han: »Den, som holder [mine] befalinger, modtager sandhed og lys, indtil han bliver herliggjort ved sandheden og ved alt.«¹⁰

Det første, vi så bør forstå om sandhed, er, at en kundskab om sandhed i et betydeligt mål kræver guddommelig hjælp, enten gennem Kristi lys eller ved hjælp af Helligånden. På grund af vores begrænsede menneskelige evner og ressourcer, hvis vi ikke får hjælp gennem åbenbaring, er vi simpelthen ikke i stand til at forstå tingene, som de var, er og vil blive, og hvordan en ting var, er og vil blive forbundet til alt andet.

Dog rådgav Herren Joseph Smith til at »studere og lære og blive bekendt med alle gode bøger og med sprog, tungemål og folk.«¹¹ Og han giver det råd til os alle: »Søg flittigt og lær hinanden visdomsord; ja, søg visdomsord i de bedste bøger; stræb efter at lære, ja, ved studium og også ved tro.«¹² Og det skal vi gøre »flittigt«, siger han.¹³ Vi må gøre vores allerbedste, og det omfatter udøvelse af tro – aktivt bede, søge og banke på for at få den sandhed og det lys, der kommer fra Gud.¹⁴ Det er indgående læring, som ældste Clark har beskrevet det i aften.

Jeg tror, at det meste af den sandhed, hvis ikke det hele, vi er i stand til at opdage, kommer gennem guddommelig hjælp, hvad enten vi erkender det eller ej. Præsident Boyd K. Packer har sagt følgende, da han skrev om Kristi lys eller Ånd:

»Kristi Ånd kan oplyse opfinderen, videnskabsmanden, kunstmaleren, billedhuggeren, komponisten, skuespilleren, arkitekten og forfatteren til at skabe storslåede, ja, sågar inspirerende værker til velsignelse og gavn for hele menneskeheden.

Denne Ånd kan give tilskyndelser til landmanden på marken eller fiskeren i sin kutter. Den kan inspirere læreren i klasseværelset eller missionæren, der præsenterer evangeliet. Den kan inspirere den elev, der lytter. Og hvad der har meget stor betydning, den kan inspirere ægtemænd og hustruer, fædre og mødre.«¹⁵

Vi af alle mennesker bør være ydmyge og realistiske nok til at anerkende, at det ikke kun er frelse der kommer ved nåde, »efter alt hvad vi kan gøre«, men vores forståelse af sandhed kommer på lignende måde ved nåde, »efter alt hvad vi kan gøre.«¹⁶ »For Herrens ord er sandhed, og hvad der er sandhed er lys, og hvad der er lys er ånd, ja, Jesu Kristi ånd.«¹⁷

Jeg går nu til Frelserens erklæring: »Sandheden består for evigt og altid.«¹⁸ I afsnit 93 i Lære og Pagter erklærer Herren: »Al sandhed er uafhængig i den sfære, hvori Gud har sat den, så den selv kan handle, ligesom al intelligens også er det; ellers ville der ingen tilværelse være.«¹⁹ Jeg forstår dette som, at al sandhed, deriblandt den sandhed, der findes i vores nuværende sfære, eksisterer uafhængigt og særskilt. Den er upåvirket af min forkærlighed eller jeres mening. Den er uafhængig af enhver indsats på at kontrollere eller ændre den. Den kan ikke påvirkes på nogen som helst måde. Den er en fast realitet.

Frelseren sagde, at uden sandhedens faste realitet »ville der ingen tilværelse være.«²⁰ Jeg tror, at det er, hvad Lehi mente, da han sagde:

»Og hvis I siger, at der ingen lov findes [lov anvendes her som et synonym for sandhed – sandhed, som er ›uafhængig i den sfære, hvori Gud har sat den‹], da siger I også, at der ingen synd findes [synd er ulydighed mod loven]. Hvis I siger, at der ingen synd findes, da siger I også, at der ingen retfærdighed findes [retfærdighed er lydighed mod loven, med andre ord, uden lov eller sandhed er der intet at adlyde eller være ulydig mod]. Og hvis der ingen retfærdighed findes, da findes der ingen lykke [lykke er resultatet af retfærdighed]. Og findes der hverken retfærdighed eller lykke, da findes der heller ingen straf eller elendighed [straf og elendighed er konsekvensen af synd]. Og hvis dette ikke findes, så findes der ingen Gud. Og findes der ingen Gud, da er vi ikke til, heller ikke jorden; for intet kunne være blevet skabt, hverken til selv at handle eller til at være genstand for handling; derfor måtte alt være svundet bort.«²¹

Vi ved derfor ud fra disse ting, at sandhed findes, at den repræsenterer en fastsat og uforanderlig virkelighed, at alene mængden af sandhed, som dødelige kan skelne, er relativ lille, så vi er afhængige af hjælpen fra guddommelig åbenbaring for at lære »sandheden af alt,«²² og at vi og Gud er afhængige af sandheden for at handle og skabe, »ellers ville der ingen tilværelse være.«²³ Andre steder lærer vi også, at sandhed ikke er i modstrid med sandhed, men at al sandhed kan afgrænses til én stor helhed.

Hvor befinder vi os i vore dage, når vi forsøger at undervise og bekræfte sandhed, især åndelig sandhed?

I en stor del af verden er relativistisk tænkning blevet en dominerende filosofi. Med relativisme mener jeg opfattelsen af, at etiske eller moralske sandheder er relative, at de afhænger af holdninger og følelser hos dem, der besidder dem, og at ingen kan dømme gyldigheden af andres »sandhed«. Disse dage hører man megen snak om »min sandhed« og »hans sandhed«. Denne form for tankegang er beskrevet af klummeskribenten David Brooks, der anmeldte bogen Lost in Transition af Notre Dame sociologen Christian Smith m.fl. Brooks siger:

»Standardsvaret, som de fleste af [dem, som Smith interviewede,] vendte tilbage til igen og igen, lød, at moralske valg blot er et spørgsmål om personlig smag. Det er op til den enkelte. ›Det er personligt,‹ svarede de adspurgte typisk. ›Det er op til den enkelte. Det kan jeg ikke bestemme.‹

Mange af de unge har afvist blind lydighed over for autoriteter og er gået i den anden grøft: ›Jeg vil gøre det, jeg tror gør mig lykkelig eller følge mine følelser. Jeg har ingen anden måde at vide, hvad jeg skal gøre, bortset fra mine følelser.‹

Mange talte hurtigt om deres moralske følelser, men tøvede med at forbinde disse følelser til nogen bredere tanke om en fælles moralsk ramme eller forpligtigelse. Som en sagde: ›Jeg mener, at jeg tror, at det, som gør noget rigtigt, er, hvordan jeg har det med det. Men forskellige personer har det forskelligt, så jeg kan ikke tale på andres vegne om, hvad der er rigtigt og forkert.‹«²⁴

Jeg tror, at I er enige i, at filosofien om moralsk relativisme er meget udbredt i vor tid. Det er blevet en næsten ubestridelig standard »ikke at dømme« samtale og opførsel. Men i virkeligheden dømmer vi alle, hvad der er rigtigt og forkert, og ikke kun os selv, men folk og samfundet omkring os. Love og lovsystemer, selv politiske systemer, er legemliggørelsen af moralske værdier og opfattede sandheder. I et pluralistisk samfund kan vi diskutere, hvilke værdier der bør medtages i love eller bestemmelser, og hvad der er rigtigt eller forkert eller sandt, men i sidste ende vil sandheden herske over ethvert spørgsmål, en persons eller gruppes mening, og alle vil blive bundet af den.

Moralsk relativisme fungerer ikke, hvis der skal være orden og retfærdighed i samfundet. Kan en morder have gjort noget forkert for de fleste, men for nogen noget rigtigt? Har en tyv ret til at beholde det, han stjæler, og blive ved med at stjæle, fordi han tror, at tyveri er det rigtige for ham, især fordi han voksede op under fattige vilkår? Eller med tanke på noget, der er meget aktuelt i nyhederne i dag, er en mand berettiget til seksuelt at chikanere en kvinde, fordi han føler, at det stemmer overens med hans personlige følelse for rigtigt og forkert?

»Jamen,« kan man måske sige, »du taler om ting, der generelt bliver accepteret som værende forkert. Der er nogle selveksisterende værdier, der findes i menneskeheden, som ligger til grundlag for love mod mord, voldtægt, tyveri og andre handlinger, der skader folk eller griber ind i deres retsmæssige søgen efter lykke. Disse er afgørende og universelle menneskerettigheder, der fratager enhver retten til det modsatte. Det er kun udover disse anerkendte menneskerettigheder, at moralsk relativisme gælder, hvor hver enkelt personligt kan definere for sig selv, hvad der er rigtigt og forkert.« Men denne tankegang fastslår, at der findes moralske absolutter, uanset om man kalder dem menneskerettigheder eller noget andet. Der findes i det mindste nogle sandheder og moralske begreber ud over personlige indfald eller præferencer. Den eneste virkelige debat er, hvad de er, og hvor langt de rækker. Det, som vi kalder moralsk relativisme, er faktisk en vedvarende debat om tolerance: Hvilke handlinger og forskelle skal tolereres i samfundet og i menneskelige relationer?

Vores kaldelse er, og det er endnu mere presserende i dette miljø, at undervise om sandheden om moralske begreber: Hvad de er, og hvor langt de rækker. Vi værdsætter sandhed i alle emner fra enhver kilde, men evig sandhed, især når den påvirker livets betydning og mening samt vores livsførelse, skal vi få af Gud. Tilhængere af moralsk relativisme ser ikke Guds rolle eller relevans i denne diskussion og tvivler typisk på, at han overhovedet eksisterer. Det vil være højst ubelejligt for dem, hvis han gør, og endnu mere, hvis han taler til mennesker. Man kan kun betragte sandheder som relative, hvis Gud ikke er der.

Pew Research rapporterede for nyligt, at for første gang siger hovedparten af amerikanere (56%), at det ikke er nødvendigt at have religiøse overbevisninger for at være en god person. »›Gud er ikke en forudsætning for gode værdier og moral,‹ sagde Greg Smith, vicedirektør for Pew research, i sit indlæg om resultaterne.«²⁵

Jeg er sikker på, at vi er enige i, at mennesker, der er ateister eller på anden vis har bekendt en religiøs overbevisning, kan være, og er for det meste, gode og retskafne personer. Men vi er ikke enige i, at dette sker uden Gud. Som nævnt tidligere, uanset om nogen kan lide det eller ej, tror på det eller ej, er opmærksom på det eller ej, er han eller hun fyldt med Kristi lys og besidder derfor en almindelig sund fornuft om rigtigt eller forkert, som vi sommetider kalder samvittighed. Frelseren har sagt: »Jeg er det sande lys, som oplyser enhver, der kommer til verden.«²⁶ Der står også: »Og ånden giver lys til enhver, som kommer til verden; og ånden oplyser enhver overalt i verden, som lytter til åndens røst.«²⁷

Præsident Boyd K. Packer sagde i den artikel, der tidligere blev citeret:

»Enhver mand, kvinde eller barn fra ethvert land, trossamfund eller hudfarve – enhver, uanset, hvor de bor, eller hvad de tror på, eller hvad de gør – har i sig det uudslukkelige Kristi lys. Set i det lys er alle mennesker skabt lige. Det, at Kristi lys findes i enhver, er et vidnesbyrd om, at der ikke er personsanseelse hos Gud (se L&P 1:35). Han behandler alle lige med hensyn til dette Kristi lys.«²⁸

Kristi lys er i alle levende, hvilket Lehi tænkte på, da han sagde: »Menneskene er tilstrækkeligt undervist til, at de kender godt fra ondt … Og fordi de er forløst fra faldet, er de blevet frie for evigt, idet de kender godt fra ondt, til selv at handle.«²⁹ Mormon tilskyndede: »Gransk[] flittigt i Kristi lys, så I kan kende godt fra ondt; og hvis I vil gribe fat i alt godt og ikke fordømme det, skal I med sikkerhed blive Kristi børn.«³⁰

Moralsk relativisme gør reel skade, da den virker for at mindske samvittigheden. Hvis samvittigheden bliver anerkendt og fulgt, vil det føre til mere lys og sandhed. Men hvis samvittigheden bliver ignoreret eller undertrykt, fører dette selvfølgelig en væk fra lys og sandhed og mod benægtelse, fejl og fortrydelse. At lade som om, der ikke er nogen fast, objektiv sandhed, er intet mere end at forsøge at undgå ansvar og ansvarlighed. Det er ikke en opskrift på lykke.

For tyve år siden skrev J. Budziszewski, en professor i statskundskab og filosofi ved University of Texas i Austin, en interessant artikel i det katolske tidsskrift First Things med titlen: »Samvittighedens hævn.« Han talte om samvittighed som en del af en naturlig lov, »en lov skrevet i hjertet på alle mennesker.« Vi ville selvfølgelig beskrive det som Kristi lys. Hans observationer om forsøget på at undertrykke samvittigheden er i hvert fald indsigtsfulde.

Han skrev, at »vores viden om grundprincipperne [såsom dem i form af de ti bud] vil altid være der. Det er love, som er umulige for os ikke at kende.«³¹ Moralsk relativisme benægter, at disse grundprincipper eksisterer, eller hvis de gør, at de så er rigtige for alle. Moralsk realisme argumenterer, at vi ikke rigtigt kender sandheden, men vi søger oprigtigt efter den og gør det bedste, vi kan, og prøver at se på en tåget aften, kan man sige. Budziszewski siger: »Vi ved bedre, vi gør ikke det bedste, vi kan … Generelt kender vi forskel på rigtigt og forkert, men vi ville ønske, at vi ikke gjorde. Vi lader bare, som om vi søger efter sandheden – så vi kan gøre det forkerte, tolerere det forkerte eller undertrykke vores anger for at have gjort det forkerte i fortiden. Vores tilbagegang skyldes ikke moralsk uvidenhed, men moralsk undertrykkelse. Vi er ikke ulærde, men i ›fornægtelse‹. Vi mangler ikke moralsk viden, vi holder den nede.«³²

Det, Alma beskrev for sin søn Corianton som »samvittighedsnag«,³³ findes, og Budziszewski påpeger, at forsøg på at undertrykke eller lindre angeren uden omvendelse, ikke lykkes til sidst. Vi ser det hos personer, der lader som om, at det, de ved er forkert, ikke er forkert. De kan bevidst begå en synd om og om igen i et forsøg på at drukne samvittighedens røst. Nogle kan forfølge vedvarende forstyrrelser ved at begrave sig selv i de sociale medier, videospil eller konstant musik i deres ører for at undgå et stille øjeblik, hvor samvittigheden kunne tale. Vi ser det med rationaliseringer, som der synes ikke at være nogen ende på, hverken i antal eller kreativitet. Budziszewski citerer denne: »Jeg fortæller mig selv, at sex [uden for ægteskabet] er okay, fordi jeg bliver gift med min partner, fordi jeg ønsker, at min partner gifter sig med mig, eller fordi jeg skal finde ud af, om vi kan blive lykkelige ved at blive gift … [eller] ›vi behøver ingen løfter, fordi vi er forelskede‹. Implikationen er selvfølgelig, at dem, der [gerne vil eller] har brug for løfter, har en forkert opfattelse af kærlighed.«³⁴

Udover at lade som om, blive forstyrret og rationalisere kan folk prøve at få andre til at deltage i den skyldige handling som en måde at retfærdiggøre sig selv på. De »synder ikke personligt, de rekrutterer.«³⁵ Vi kan sige, at Satan er en mesterrekrutteringsperson, »for han stræber efter at gøre alle mennesker elendige, ligesom han selv er.«³⁶ De mest foruroligende er dem, der insisterer på, at »samfundet skal ændres, så det ikke længere står i forfærdelig dom. Det er sådan, at de ændrer lovene, infiltrerer skolerne og skaber påtrængende sociale velfærdsbureaukratier.«³⁷ Esajas advarede passende: »Ve dem, som kalder ondt godt og godt ondt, som gør mørke til lys og lys til mørke, som gør bittert til sødt og sødt til bittert!«³⁸

Budziszewski konkluderer dermed, at det er vores indsats for at undertrykke samvittighedens stærke kræfter og rationalisere skyld, der får samfundet til at fjerne sig yderligere fra moralske sandheder.³⁹ Jeg vil tilføje, at det også står for den vrede, der i stigende grad bryder frem i enhver diskussion, der involverer samfundsmæssige standarder og normer.

Jesus sagde dette til Nikodemus:

»Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde.

For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres.

Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.«⁴⁰

Forsøg på at undertrykke samvittigheden er ikke blot nytteløse, men hvis folk forstod ting i deres sande lys, ville ingen nogensinde ønske at forsøge. Jeg nævnte i begyndelsen det, som Lehi underviste om at forsøge at undslippe straf og elendighed ved at benægte virkeligheden af synd – »hvis I siger, at der ingen lov findes, da siger I … at der ingen synd findes.«⁴¹ Hvis vi kunne slette loven eller sandhed, ligesom de, der kæmper mod samvittigheden, forsøger, kunne vi skille os af med skyld eller straf eller elendighed. Men husk det, som Lehi sagde, at uden loven ville der heller ikke være nogen fordel ved vores eksistens. Vi ville slette muligheden for retfærdighed og lykke. Vi ville slette skabelse og eksistens. Selvfølgelig er ideen om at slette eller eliminere sandhed vrøvl, men der er en måde at udelukke elendighed, mens vi bevarer muligheden for lykke. Det kaldes Jesu Kristi evangelium – tro på Kristus, omvendelse og dåb af både vand og af Ånden.⁴²

Vi må hjælpe vores elever til, med Frelserens ord, at »gør[e] sandheden,«⁴³ hvilket er helhjertet at omfavne Kristi lys, som findes i dem, og byde yderligere lys og sandhed velkommen, der kommer gennem Helligånden. Modstand, rationalisering og at lade som om virker ikke. Kun omvendelse og lydighed mod sandhed kan frembringe den »ægthed,« som mange ønsker. Kun omvendelse og lydighed mod sandhed kan bevare og forstørre vores lykke og frihed.

Tidligt i min karriere inden for jura så jeg helt tæt på de sørgelige konsekvenser af at ignorere samvittigheden. Jeg var juridisk assistent for forbundsdommer John J. Sirica i Washington D.C. Den nationale skandale kaldet Watergate begyndte kort tid efter, jeg startede, og retsmøderne, der var forbundet med Watergate, tog nærmest al dommer Siricas tid, og derfor også min tid, i næsten 2½ år. Uden at gentage detaljerne vil jeg blot sige, at i 1972 forsøgte agenter fra præsident Richard Nixons genvalgskampagne, komiteen for at genvælge præsidenten, ved brug af indbrud og aflytning at stjæle oplysninger fra Den Demokratiske Nationale Komité. Der blev foretaget anholdelser og næsten med det samme begyndte en indsats for at skjule enhver forbindelse til disse ulovlige aktiviteter til præsident Nixons kampagne eller nogen embedsmænd fra Det Hvide Hus. Den mørklægning udgjorde en kriminel hindring af retfærdighed, og den endte med at omfatte selv præsident Nixon.

Det syntes for mig, at der var mange gange i løbet af de næste to år, inden Nixon trak sig, hvor han, med en opmærksom samvittighed, kunne have stoppet det ved at sige: Dette er ikke rigtigt, vi vil ikke fortsætte, lad der ske, hvad der sker,« og så kunne han muligvis have overlevet den politiske skam og den uundgåelige kritik og have afsluttet sin periode. Men han sagde aldrig stop. I stedet blev han selv mere involveret i mørklægningskonspirationen. Lavpunktet for mig var, da dommer Sirica og jeg lyttede til en optagelse af en samtale, der fandt sted den 21. marts 1973, mellem præsidenten og juridisk rådgiver for Det Hvide Hus, John Dean, i det ovale kontor.

Dean havde sørget for mørklægning inde fra Det Hvide Hus, og han følte, at det var ved at falde fra hinanden. Han var kommet til Nixon for at bede om vejledning. I denne optagne samtale fremlagde Dean det, som han havde gjort i løbet af de foregående måneder, herunder at arrangere, at der blev udleveret penge til familierne hos dem, der havde erkendt sig skyldige i Watergate-indbruddet. Pengene blev givet for at købe deres tavshed med hensyn til de højtstående i komiteen for at genvælge præsidenten, der havde planlagt og beordret indbruddet, men nu truede de med at tale, fordi pengene til deres familie udeblev eller var ikke lige så meget, som de følte, de var blevet lovet.

Dommer Sirica og jeg var chokerede, da vi hørte Nixon spørge roligt: »Hvor mange penge ville det kræve?« Dean virkede ud fra sit toneleje selv overrasket over hans svar, og med det, der føltes som et vilkårligt valgt nummer, svarede han: »En million dollars.« Nixon svarede, at det ikke ville være noget problem at skaffe den sum, men han var bekymret for, hvordan de kunne uddeles uden at blive sporet. Dommeren og jeg kunne ikke tro – vi ville ikke tro – det, som vi hørte, og han gav mig en seddel, der foreslog, at vi spolede båndet tilbage og lyttede til det igen. Vi blev færdige med at lytte til samtalen og så, uden at sige meget til hinanden, lagde vi båndet væk og gik tidligt hjem. Selv nu mindes jeg følelsen af skuffelse og sorg. Dette var nogle måneder forinden Nixons afgang, men vi vidste da, at præsidenten ville blive anklaget, hvis han ikke trak sig først.

Jeg undrede mig dengang og har siden over, hvorfor Nixon tillod denne skandale at vokse og tage til. Jeg er stadig overrasket over, at hans samvittighed med tiden kunne blive tilstrækkeligt undertrykt, at selv Watergate-røvernes forsøg på at afpresse den amerikanske præsident ikke vækkede nogen forargelse i ham. Den livslektie, jeg lærte af denne oplevelse, var, at mit håb for at undgå muligheden for en lignende katastrofe i mit eget liv lå i aldrig at gøre en undtagelse – at altid og uvægerligt underkaste mig samvittighedens tilskyndelser. At sætte sin integritet på pause, selv i små handlinger, der virker som små sager, sætter en i fare for til sidst helt at miste fordelen og beskyttelsen af samvittigheden. Jeg er sikker på, at nogen »er sluppet afsted med det« på den måde, at de handlede uærligt eller ulovligt i erhvervslivet eller i deres professionelle eller politiske liv og aldrig er blevet stillet til ansvar for det (i hvert fald i dette liv). Men en svag samvittighed, og helt sikkert en undertrykt samvittighed, åbner døren for »Watergates«, om de er store eller små, fælles eller personlige – ødelæggelser, der kan skade og ødelægge både de skyldige og uskyldige.

Johannes nedskrev Frelserens kraftfulde løfte »til de jøder, som var kommet til tro på ham: ›Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie‹«⁴⁴ Ved at kende og følge sandheden gør det os helt sikkert frie – først og fremmest frie af uvidenhedens og syndens trældom⁴⁵ og derefter frie til at forfølge alt det gode, indtil vi modtager Faderens rige og alt, som han kan give.⁴⁶ At vide, at Jesus selv er »vejen og sandheden og livet,«⁴⁷ måske den største betydning af sandheden, der gør os fri, er, at ved hans nåde befrier han os fra døden og helvede.⁴⁸

Herren har sagt: »Lys og sandhed skyr den Onde [og afslutter syndens trældom] … [Men] den Onde kommer og borttager lyset og sandheden fra menneskenes børn ved ulydighed og på grund af deres fædres overlevering.«⁴⁹

I Mormons Bog har vi et væsentligt eksempel på, at den onde borttager lys og sandhed gennem falske traditioner og ulydighed. Omkring halvandet århundrede inden Kristi komme bliver lamanitterne beskrevet som et folk, der er bebyrdet af falske traditioner, og som »intet [kendte] til Herren«;⁵⁰ Det var først, da Mosijas sønner påtog sig deres bemærkelsesværdige mission, at et betydeligt antal af lamanitter hørte om frelsesplanen og lærte sandheden at kende.⁵¹

For kong Lamoni blev overvældet af glæden ved at komme ud af falskhedens mørke ind i sandhedens vidunderlige lys. »Det lys, som oplyste hans sind, og som var Guds herligheds lys … havde indgydt hans sjæl en sådan glæde, efter at skyen af mørke var blevet spredt, og at det evigtvarende livs lys var blevet tændt i hans sjæl, ja … det havde overvældet hans naturlige legeme, og han var bortrykket i Gud.«⁵²

Der er virkelig kun to muligheder. Den ene er at søge sandhed ved at lytte til Kristi ord – »Den, som holder hans befalinger, modtager sandhed og lys, indtil han bliver herliggjort ved sandheden og ved alt.«⁵³ Den anden er at blive bedraget af modstanderen og forsøge det umulige – at finde lykke i hans fiktioner. Man kan ikke få succes i livet her eller herefter ved at ignorere sandhedens realitet, men nogle, faktisk mange, forsøger det – det ser bare meget nemmere ud end at omvende sig. Men kun omvendelse og lydighed mod Guds sandhed sætter os fri fra en fantasiverden, der er bestemt til at fejle, »og dets fald [skal blive] stort.«⁵⁴

De grundlæggende sandheder, de centrale realiteter af vores eksistens, at vi skal undervise med ren overbevisning og al den kraft, Gud giver os, er disse:⁵⁵

Gud, vor himmelske Fader, lever, den eneste sande og levende Gud.
Jesus Kristus er Guds enbårne Søn.
Jesus Kristus kom til jorden for at forløse sit folk; han led og døde for at sone for deres synder.
Han opstod fra døden, hvilket tilvejebragte opstandelsen.
Alle vil stå foran ham og blive dømt efter deres gerninger ved den sidste og endelige dom.

Må vi elske og efterleve disse sandheder. Jeg bærer højtideligt vidnesbyrd om, at de er sande. Må vi aktivt og med begejstring søge, undervise og efterleve sandheden. Det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.