Vores profet: Thomas S. Monson
William R. Walker
De Halvfjerds
CES-foredrag for unge voksne • 5. maj 2013 • Brigham Young University-Idaho
»Hav tak for profeten, du sendte«, (Salmer og sange, nr. 13). Denne salme er et af Kirkens kendetegn. Vi takker virkelig Gud for en profet, der leder os i disse sidste dage.
Det, at Gud har skænket os en profet, er af afgørende betydning for sidste dages helliges tro og overbevisning verden over. Vi ved, at Gud lever, og at han elsker os. Vi ved, at han sendte sin Søn, Jesus Kristus, for at være vor Frelser og Forløser, og vi ved, at han har givet os en profet.
De, der levede i Kirkens tidlige dage, følte stor taknemlighed for at have levet i en tid med profeten Joseph Smith. Budskaber og vidnesbyrd om genoprettelsen var ofte førstehåndsoplevelser for de tidlige hellige.
Der skete mange fantastiske ting i løbet af de år, hvor Brigham Young præsiderede over Herrens kirke. De hellige rejste vestpå og etablerede sig midt i Rocky Mountains, hvor Kirken blomstrede. De, der levede på den tid, anså det som en stor velsignelse at have levet på samme tid som profeten Brigham Young.
Det samme mønster gentog sig, efterhånden som Herren frembragte store og noble mænd til at lede sin kirkes anliggender. Mine forældre og bedsteforældre talte med stor ærbødighed og beundring om profeten på deres tid – præsident Heber J. Grant.
For søster Walkers og mit vedkommende og for mange af jeres forældres og bedsteforældres vedkommende, holdt vi meget af profeten David O. McKays store eksempel og storslåede undervisning. Hans efterfølgere var: Joseph Fielding Smith, Harold B. Lee, Spencer W. Kimball, Ezra Taft Benson og Howard W. Hunter. Hver enkelt af dem var på vidunderlig vis blevet beredt til at lede Kirken i en tid, som Herren selv havde bestemt for dem. Hver enkelt af dem blev elsket og opretholdt af Kirkens medlemmer.
Mange af jer her i aften vil med stor kærlighed huske præsident Gordon B. Hinckleys store lederskab. Sikke en velsignelse at have levet, mens han var Kirkens præsident.
For fem år siden kaldte Herren præsident Hinckley hjem og Thomas S. Monson blev Kirkens præsident – Herrens profet på jorden i dag. Hvilken velsignelse det er for jer og mig at leve i denne vidunderlige tid, hvor vi bliver ledt af så stor en profet.
Dette er Herrens kirke. Han planlægger disse store apostles liv, og han placerer dem i en position til at lede hans kirke. Et af Kirkens særlige kendetegn er, at Herren har apostle og profeter på jorden i dag.
Apostlen Paulus beskrev Kirken som at have »apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten« (Ef 2:20). Sådan var det, og sådan er det. Herrens kirke adskiller sig ved at have apostle og profeter med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. Hver eneste af Kirkens præsidenter har vidnet om, at Jesus Kristus er denne kirkes overhoved.
Der er ingen tilfældigheder, ingen fejltagelser og der er ingen kampagner. Når det handler om rækkefølgen af præsidentskabet i Herrens kirke, så er det Herren, der bestemmer, og hans vilje vil ske.
Jeg vidner for jer, at det er Herrens vilje, at vi i dag ledes af præsident Thomas S. Monson, som er Herrens profet på jorden i dag.
Som profeten Jeremias fra Det Gamle Testamente har belært os om profeter, så ved vi, at det i sandhed forholder sig sådan med præsident Monson. Skriftstedet lyder: »Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig, før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig; jeg gjorde dig til profet for folkene« (Jer 1:5).
Jeg vil i dag tale til jer om præsident Thomas S. Monsons liv og tjenestegerning, han, som er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges 16. præsident.
I løbet af præsident Hinckleys sidste år udpegede han mig til at være leder af Tempelafdelingen, og præsident Monson har beæret mig ved at lade mig forblive i denne stilling. I de sidste seks år har jeg haft den store og uforglemmelige velsignelse at bistå præsident Thomas S. Monson og hans rådgivere i tempelanliggender. Jeg har siddet ved præsident Monsons side, når han har rådgivet og vejledt mig omkring templer og tempelanliggender i hele verden. Han har inviteret mig til at ledsage ham til tempelindvielser, til første spadestik samt besøg til potentielle tempelgrunde. Jeg har haft velsignelsen af at rejse med ham rundt i verden til steder så fjernt som Kijev i Ukraine og Cebu i Filippinerne og andre spændende steder som Rom i Italien.
Idet han har valfartet rundt i verden, er jeg blevet velsignet med at være vidne til hans store kærlighed til mennesker – ikke blot til medlemmer af Kirken, men til alle mennesker. Jeg har været vidne til hans konstante varme og venlighed, hans kristuslignende mildhed og følsomhed, især over for børn, ældre og syge. Når jeg har betragtet præsident Monson, har jeg mange gange haft den tanke: »Sådan ville Frelseren handle. Sådan ville Frelseren behandle mennesker.«
Jeg har været vidne til hans uendelige entusiasme, hans gåpåmod og beslutsomhed, hans glæde ved livet og hans dybe ønske om at tjene Herren og gøre, som Herren ønsker af ham. Han trættes aldrig af at gøre Herrens værk.
I Lære og Pagter 52:14 læser vi: »… jeg vil give jer et mønster i alt, for at I ikke skal blive bedraget.«
Jeg holder meget af dette skriftsted, for det fortæller mig, at Herren vil give mig en ledesnor og vise mig, hvordan jeg skal gøre noget, hvordan jeg skal handle, og hvordan jeg skal leve. Men det handler ikke om mig. Det handler om os hver især. Herren viser os virkelig vejen. Han giver virkelig hver især en ledesnor i livet, der viser os, hvordan vi skal leve.
Jeg tror på, at en af de vigtigste ledetråde i vores liv er profetens liv, han, som vejleder og leder Herrens kirke i vore dage. Som jeg nævnte tidligere, så var præsident David O McKay forbilledet for mig, da jeg var ung. Jeg elskede ham og opretholdt ham, bad for ham og studerede omhyggeligt hans ord, og jeg ønskede at være som han, så meget som jeg kunne.
Jeg formoder, at da mange af jeres forældre var unge, var deres forbillede præsident Spencer W. Kimball. For hver enkelt af os er vores største ønske at efterligne Frelseren i vores liv – at følge ham, efterleve hans befalinger og så meget som muligt være som han.
I 3 Ne 27:27, siger Jesus: »Hvad slags mænd burde I derfor være? Sandelig siger jeg til jer: Ligesom jeg er.«
Det er vores primære mål – at blive som ham.
Lige siden præsident Monson blev kaldet som biskop, har der på hvert eneste af hans kontorer hængt et velkendt billede af Frelseren malet af Heinrich Hofmann. Det er et smukt portrætmaleri af Frelseren.
Præsident Monson har om dette maleri sagt: »Jeg elsker det maleri, som jeg har haft, siden jeg var en 22-årig biskop, og jeg har haft det med mig, hvor end jeg er blevet bedt om at virke. I mit liv har jeg prøvet at efterligne Mesteren. Når jeg har skullet træffe en vanskelig afgørelse, har jeg set på det billede og spurgt mig selv: ›Hvad ville han gøre?‹ Og så forsøger jeg at gøre netop det« (Heidi S. Swinton, To the Rescue: The Biography of Thomas S. Monson, 2010, s. 135).
Jeg ved, at præsident Monson ønsker at følge Jesu eksempel. Ved en bestemt lejlighed var jeg sammen med præsident Monson til et arrangement forud for en tempelindvielse. Han var lige ankommet den dag, og da aftenens møde var ved at slutte, tænkte jeg, at præsident Monson måtte være udmattet, og jeg ville gerne sikre mig, at han fik hvile før morgendagens begivenheder. Mens afslutningssalmen blev sunget, lænede jeg mig over til præsident Monson og sagde: »Præsident, hvis vi efter afslutningsbønnen smutter ud ad sidedøren, kan vi hurtig få dig tilbage på hotellet, så du kan få lidt hvile.«
Med forundring i stemmen svarede han: »Ældste Walker, hvis Jesus havde været her, tror du så, at han ville smutte ud af sidedøren, når mødet sluttede?«
Jeg har ikke foreslået dette sidenhen. Som Frelseren ville have gjort det, ønskede han at være sammen med menneskene. Han tænkte overhovedet ikke på sig selv. Han tænkte kun på det gode, som han kunne udrette.
Jeg har altid følt, at jeg kan blive en bedre person, når jeg efterligner retskafne personer, som Herren har placeret på min vej: Mine bedsteforældre, mine forældre, mine biskopper, min missionspræsident og selvfølgelig Guds profet, som jeg kan se og høre, og som jeg beder for hver dag. Jeg er sikker på, at de fleste af jer gør det samme.
Det har været en vidunderlig velsignelse i mit liv at søge at være mere som Herren og søge at være mere som hans profet – præsident Thomas S. Monson.
Jeg vil fortælle jer lidt om præsident Monsons liv og lærdomme, og forhåbentlig vil I, mens jeg gør dette, være i stand til at finde egenskaber, som I ønsker at implementere i jeres liv. Vi ville alle blive velsignet ved at søge at efterligne og lære af Herrens profet.
Som Nefi, og som de fleste af jer, blev Thomas S. Monson født af agtværdige forældre. Han blev født i Salt Lake City den 21. august 1927. Han voksede op under beskedne forhold. Han prøvede aldrig at pynte på, hvor han kom fra. Med sin selvironiske sans for humor kombineret med fuldstændig forståelse for, hvem han er, har præsident Monson til tider sagt, at han ikke behøver at bekymre sig om, hvilken side af jernbanesporerne han kom fra – for han voksede op lige imellem dem.
Jeg har altid været fascineret af, hvordan han altid har talt om sin ungdom med så stor glæde. Jeg tror, at han var meget ligesom Nefi. Laman og Lemuel syntes at være gode til at fokusere på problemerne og se den negative side af alting. Nefi derimod var positiv, optimistisk og taknemlig. Han så det gode i alting omkring sig. Sådan voksede Tommy Monson op – og sådan har han været hele sit liv!
Han var en god elev, og måske vigtigere endnu, så var han en god dreng. Han viste sit ønske om at gøre sit bedste i Herrens tjeneste, da han blev kaldet til at tjene som sekretær i diakonernes kvorum i sin menighed. Næsten 70 år efter, som Kirkens præsident, reflekterede han med stolthed over sit ønske om at gøre sine referater i diakonernes kvorum til de bedst mulige. Han tænkte ikke: »Hvorfor er jeg sekretær og ikke præsident for kvorummet?« Han ville blot gøre et ordentligt stykke arbejde. Han var blevet kaldet til en stilling i Herrens kirke, og han ønskede at gøre sit bedste. Han ville gerne have, at referaterne var pæne og nydelige, så han renskrev referaterne for diakonernes kvorum på skrivemaskine. Som 12-årig satte han et vidunderligt eksempel for os.
Hvis dette lyder utroligt i jeres ører, så er jeg ikke overrasket. Det lød også utroligt i hans stavspræsidents ører, som, da han fik kendskab til unge Tommys fine stykke arbejde, kaldte ham til at tale til stavskonferencen – som sekretær for diakonernes kvorum. Har I nogensinde hørt om en sekretær for diakonernes kvorum, som har talt til en stavskonference? Sikke et eksempel for os alle!
Han færdiggjorde gymnasiet og blev indkaldt til den amerikanske flåde. Han tjente sit land, og holdt sig ren og dydig under sin tjeneste. Han vendte tilbage efter sin tjeneste i flåden og arbejdede hårdt på at få en god uddannelse. Han var en god studerende – endnu et godt eksempel for os alle! (Eksemplet ved at være en god studerende er måske vigtigere for visse af jer end for andre).
Han forelskede sig i en smuk sidste dages hellig ung kvinde ved navn Frances Johnson, gjorde kur til hende og friede kort tid efter. De blev gift i templet i Salt Lake City den 7. oktober 1948 som 21-årige. Sikke et eksempel for os alle! (Dette er måske igen vigtigere for nogle af jer end for andre).
Selvom de kun havde været gift i 18 måneder, og mens han arbejdede på at komme fremad i et nyt job, tog han imod kaldelsen fra Herren om at tjene som biskop for en stor menighed i den indre by. Det var den samme menighed, hvor han var vokset op. (Overvej lige det)! Han sagde ikke: »Det er ikke det bedste tidspunkt« eller »jeg er for ung«, han tog blot imod kaldelsen, stolede på Herren og gik til denne opgave med al den energi og alle de talenter, som Herren havde givet ham. Han ønskede at være det bedste, han kunne være i Herrens tjeneste.
Den unge biskop Monson kom til at holde meget af et skriftsted, som kan velsigne vores liv, som det gjorde hans.
»Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt.
Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier« (Ordsp 3:5–6).
Den dag i dag citerer præsident Monson ofte det skriftsted og lever sit liv ifølge dets budskab. Sikke et eksempel han er for os alle! Det ville gavne os at huske på det skriftsted og gøre det til en vigtigt del af vores livssyn og livsstil – præcis som præsident Monson har gjort det.
Der var over 1000 medlemmer i biskop Monsons menighed, heriblandt 84 enker. Vi er til generalkonferencer og andre lejligheder blevet velsignet med at høre ham fortælle om nogle af de kærlige oplevelser, han har haft ved at drage omsorg for disse søstre, som blev velsignet derved.
Hver eneste gang jeg hører ham tale om en af sine oplevelser som biskop, indser jeg, og det imponerer mig meget, at hans kærlighed til og bekymring for medlemmerne i hans menighed ikke endte, da han blev afløst som biskop. Han blev kaldet til stavspræsidentskabet som 27-årig, men selv mange år senere (efter sit kald som missionspræsident og apostel), fortsatte han med at elske, nære og tage vare på de ældre medlemmer i sin menighed. Det var klart, at det ikke blot var på grund af opgaven, at han elskede dem og tog sig af dem. Hans kærlighed til og bekymring for dem rodfæstede sig i hans hjerte og kunne ikke fjernes ved tildeling af andre kaldelser.
På dette område har præsident Monson vist os vejen. Det er en bedre måde; det er Herrens måde. Han elsker andre og bekymrer sig for andre – præcis som Herren lærte os, at vi skulle gøre. Sikke et eksempel han er for os alle!
I en alder af 31 år blev præsident Monson kaldet til præsident for Den Canadiske Mission med hovedsæde i Toronto i Ontario. Præcis som han havde gjort det som biskop, gav han sig helt til kaldelsen, gav den sin fulde styrke og stolede på Herren af hele sit hjerte. Alle omkring ham kunne se hans kærlighed til Herren, hans kærlighed til sin hustru og børn, hans kærlighed til missionærerne og medlemmerne og hans kærlighed til Canada, det land, som han var kaldet til at tjene. Hans indflydelse som missionspræsident var stor og kan til denne dag ikke måles. Hans missionærer elskede ham og stræbte efter at leve på en måde, der ville gøre deres missionspræsident stolt. Det kan vi alle lære af.
Som han gjorde, da han blev afløst som biskop, fortsatte han med at have følelser og hengivenhed for sine missionærer og de hellige, som havde været velsignet med at have været under hans ledelse. Jeg har været vidne til præsident Monsons evige hengivenhed og interesse for de missionærer, som tjente under ham i Den Canadiske Mission. Sikke et eksempel!
Jeg ved, at de missionærer, der var velsignede med at have præsident Thomas S. Monson som deres missionspræsident, har søgt at følge det eksempel på retskaffen tjeneste i Herrens rige, som præsident og søster Monson viste dem. For at illustrere dette, vil jeg fortælle jer om det bemærkelsesværdige faktum, at ud af de 141 tempelpræsidenter, der p.t. tjener rundt om i verden, så var fem af dem unge missionærer, der tjente under præsident Monson i Den Canadiske Mission.
Tusindvis af jer, som er med os her i aften, er hjemvendte missionærer. Jeg beder til, at vi hver især vil følge disse fem tempelpræsidenters eksempel og stræbe efter at være trofaste og gå på den retskafne sti, som vore missionspræsidenter har vist os.
Jeg blev for nylig rørt over at se et foto i Church News af præsident Monson, der besøgte en mand på et hospital i Toronto i Canada (se »Teachings of the Prophet«, Church News, 3. feb. 2013, s. 7). Denne mand havde tjent ved præsident Monsons side 50 år tidligere. Præsident Monson har aldrig glemt ham. Mange år og mange kilometer havde ikke berøvet præsident Monson de kærlige følelser og den hengivenhed, der kommer af at tjene Herren sammen. Jeg håber, at vi hver især vil følge hans eksempel og ikke glemme dem, der har velsignet vores tilværelse i tidligere år.
I 1963, da Thomas S. Monson var 36 år gammel, blev han inviteret til præsident David O. McKays kontor, som på det tidspunkt var Kirkens præsident. Det var under dette møde, at præsident McKay kaldte ham som Herren Jesu Kristi apostel.
I løbet af de sidste 100 år er præsident Monson den eneste apostel, der i så ung en alder er blevet kaldet til De Tolv. Herrens hånd ledte uden tvivl til kaldet af denne unge apostel, for han vidste, at Thomas S. Monson ville komme til at lede Kirken i vore dage.
Den næste oktoberkonference vil være Thomas S. Monsons 50-års jubilæum som apostel. Er det ikke helt vidunderligt? (Ikke siden Joseph Fielding Smith har vi haft en apostel, der har kunnet fejre 50 år i De Tolv).
I 22 år har præsident Monson tjent som rådgiver til tre af Kirkens præsidenter: Ezra Taft Benson, Howard W. Hunter og Gordon B. Hinckley. Den 3. februar 2008 blev Thomas S. Monson ordineret og indsat som Kirkens præsident. Han har to ædle og dygtige rådgivere, der står ved hans side: Præsident Henry B. Eyring og præsident Dieter F. Uchtdorf. De er de tre præsiderende højpræster, der leder Herrens kirke på jorden i dag (se L&P 107:22).
Præsident Monsons bemærkelsesværdige tjenestegerning er ofte blevet karakteriseret med udtrykket »til undsætning«. Heidi Swinton skrev en storslået biografi om hans liv, og meget passende gav hun den titlen To the Rescue (til undsætning). Biografien blev udgivet i 2010. Hvis I ikke har læst den, kan jeg i høj grad anbefale den. Den vil velsigne jer.
Budskabet er selvfølgelig det samme budskab, som Jesus gav os i Lukasevangeliet: Om at forlade de »nioghalvfems« og gå ud og kom det ene til undsætning (Luk 15:4). Dette er kernen i Jesu Kristi evangelium, at elske vores næste og gøre alt, hvad vi kan for at velsigne dem. Præsident Monson har altid undervist i disse principper, men vigtigere endnu, så lever han på denne måde. Hans liv har været fyldt med utallige eksempler på at række ud til andre og besøge, trøste eller hjælpe dem med størst behov: Enkerne, børnene, de syge, de tyngede og dem, der er ensomme eller fortvivlede.
Apostlen Jakob skrev: »En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden« (Jak 1:27).
Dette er måden, hvorpå præsident Monson har levet sit liv. Lektien for os er, at man ikke behøver at være apostel for at leve på denne måde. Vi kan dyrke vores religion, vi kan besøge de faderløse og enkerne, og vi kan bevare os selv uplettet af verden. Vi kan se, hvordan vi gør dette ved at se på vores profet! Vi kan sige til os selv: »Den slags person ønsker jeg at være.«
For mange år siden, lige før en generalkonference, belærte præsident Monson om endnu en vidunderlig lektie. Denne gang var det til generalautoriteterne, der var rejst til Salt Lake City, hvoraf mange kom fra steder rundt om i verden, hvor de tjente i områdepræsidentskaber. Det var et meget vigtigt møde. Vi var samlede for at blive instrueret af Det Første Præsidentskab og De Tolv.
Da mødet skulle til at begynde, så vi alle ud til at være til stede undtagen præsident Monson, som endnu ikke var kommet. Et par minutter inden mødet skulle begynde, ophørte talen blandt os, og vi sad alle ærbødigt og lyttede til præludiet – og ventede på, at profeten ville komme hvert øjeblik.
Vi ventede tålmodigt, mens klokken blev 9 og lidt mere. Der var en, der gik ud – tydeligvis for at se, om der var brug for hjælp. Da han vendte tilbage, blev vi fortalt, at »præsident Monson var lige på trapperne«.
Et kvarter efter at mødet skulle have været begyndt, trådte præsident Monson ind i lokalet. Som tegn på respekt, rejste vi os, da han trådte ind. Vi var glade for at se ham og glade for at se, at han så ud til at have det godt. Det så ikke ud til, at der var en tydelig årsag til hans forsinkelse.
Præsident Monson gik straks hen til talerstolen og sagde: »Brødre, jeg er ked af, at jeg er forsinket, men min hustru havde brug for mig her til morgen.«
Jeg var dybt imponeret og ydmyg. Jeg kunne ikke abstrahere fra præsident Monsons ord. Dette var et meget vigtigt møde. Hele Kirkens seniorledelse var samlet, men præsident Monson satte eksemplet for os alle. Hans hustru havde brug for ham, og han tog den fornødne tid til at tage sig af hende. Det var en enorm prædiken. Jeg husker intet andet, der blev sagt den dag, men jeg kan huske den prædiken: »Min hustru havde brug for mig.«
Denne prædiken blev underbygget ved en anden lejlighed, hvor præsident Monson sagde: »Når jeg hører mænd sige, at de elsker deres hustru, har jeg lyst til at sige til dem: ›Så bevis det gennem den måde, du behandler hende på og tjener hende.‹«
Sådan er præsident Monson: Han passer altid på andre. Han udviser altid venlighed og omsorg over for andre.
Man skal ikke være længe sammen med præsident Monson for at fornemme hans dybe kærlighed og forpligtigelse til sin elskede, søster Frances Monson. Hver eneste gang han omtaler hende, lyser hans øjne op, og han smiler stort. I ved, at dette er en mand, hvis kærlighed til sin hustru er et eksempel for os hver især. Præsident og søster Monson har vist os eksemplet på en mand og en kvinde, der forenet deler deres kærlighed til Herren og deres ønske om retskaffent at tjene ham.
Jeg ønsker at være mere som Herren, men jeg vil også være mere som hans profet.
Hvis I tænker over, hvad præsident Monson måtte ønske af hver enkelt af jer, så kan følgende oplevelse måske hjælpe jer med svaret:
Sidste år i november blev det smukke tempel i Boise i Idaho klar til genindvielsen efter at have været lukket i 18 måneder for at blive forskønnet og istandsat. Efter 30 års fantastisk brug af trofaste hellige i den del af Idaho og omkringliggende områder, havde templet stor brug for istandsættelse. Da det er kutyme at fejre tempelindvielsen, blev de unge i tempeldistriktet inviteret til at opsætte en storslået kulturel festlighed. Det var en aften med sang og dans og udtryk for deres tro og taknemlighed for templet.
Jeg sad ved siden af præsident Monson, mens vi så de vidunderlige indslag fra de forskellige stave. Et af dansenumrene blev opført af en smuk gruppe unge piger. Mens præsident Monson nød forestillingen, lænede han sig over mod mig og udtrykte sine følelser. Han sagde: »Jeg håber, at de hver især vil indgå tempelægteskab. Jeg ønsker virkelig, at hver enkelt af dem må få den velsignelse – at blive viet i templet.«
Jeg tænkte: »Hvor er det vidunderligt. Guds profet sidder her og er vidne til de unges sang og dans, og for ham er det meget tydeligt forbundet med det tempel, som han skal indvie den følgende dag. Han håber, at hver eneste af dem vil indgå tempelægteskab.« Hvis det er profetens ønske for os, og det er det, så bør hver enkelt af os ønske det samme for os selv, og det bør være et meget, meget vigtigt mål i vores liv.
Jeg vil fortælle jer om en anden oplevelse:
Præsident Monson, præsident Eyring og ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum rejste i november 2010 til Laie i Hawaii til genindvielsen af det smukke tempel. Aftenen før tempelindvielsen var vi samlet til en kulturel festlighed i Cannon Center på BYU-Hawaiis område. Det var et vidunderligt program. Gennem sang, dans og fortællinger fortalte de unge i tempeldistriktet historien bag Kirken i Hawaii. De fortalte om de første missionærer og de første konvertitter. De fortalte den fantastiske beretning om den fremtidige profet Joseph F. Smith, der blev kaldet til at tjene en mission i Hawaii i 1854, da han kun var 15 år gammel. Den unge Joseph F. Smith vendte hjem efter sin 3 års mission lige før sin 18 års fødselsdag. (Og I syntes, at ændringen til 18 år var bemærkelsesværdig, gjorde I ikke?)
Den kulturelle festlighed fortsatte, idet de unge skildrede Kirkens vækst blandt det polynesiske folk og fortalte, hvordan præsident Joseph F. Smith vendte tilbage til Hawaii mere end 50 år efter og indviede som Kirkens præsident grunden og tog det første spadestik til opførelsen af templet i Laie i Hawaii.
Det var en vidunderlig kulturel festlighed, og præsident Monson nød hvert eneste sekund. Han nød et indslag, der indeholdt det populære dansenummer »Boogie Woogie Bugle Boy« fra 2. verdenskrig, for det mindede ham om hans tid i flåden. Andre numre havde fokus på øboernes traditionelle danse.
Der blev bl.a. optrådt med den smukke hula-dans. En af de unge piger, der var med i dansenummeret, sad i kørestol. Hun var meget smuk, og selv om hun ikke kunne bruge sine ben, medvirkede hun smukt. Præsident Monson udpegede hende for mig og kommenterede, hvor yndig hun var, og hvor smukt hun udførte dansen.
Da programmet sluttede, var alle glade for den flotte præstation, der var blevet givet. Idet vi forlod forhøjningen, gik alle danserne tilbage på gulvet, heriblandt hula-danserne. Præsident Monson fulgte ikke den vej ud, som var planlagt, men gik direkte hen til gulvet for at udtrykke sin påskønnelse til de unge, og han gik især direkte hen til den smukke pige i kørestolen, for at give ros og udtrykke sin kærlighed til hende.
Selv midt i denne festlighed og store skare udviste præsident Monson igen Frelserens rene kærlighed. Han henvendte sig til den enkelte. Han bøjede sig og kyssede hende på panden. Jeg tænkte: »Hvor er det vidunderligt. Endnu engang viser Guds profet os, hvordan man rækker ud til dem omkring os, hvordan man er venlig og kærlig, og hvordan man opmuntrer og opløfter.« Jeg tænkte: »Sådan ville Jesus have handlet. Sådan vil Frelseren ønske, at vi behandler andre.«
Jeg holder meget af primarysangen, der siger: »Jeg prøver at bli’ som Jesus« (»Jeg prøver at bli’ som Jesus«, Børnenes sangbog, s. 40). Og dertil vil jeg tilføje: »Og jeg prøver at bli’ som hans profet.«
Jeg vil foreslå fem måder, hvorpå vi kan følge præsident Monsons eksempel:
Vi kan for det første være positive, og vi kan være glade.
I Den Kostelige Perle beskrives profeten Joseph Smith som havende et muntert udtryk (se JS–H 1:28). Dette beskriver også præsident Monson. Han har virkelig et muntert udtryk.
Ved en bestemt lejlighed sagde præsident Monson: »Vi … kan vælge at have en positiv indstilling. Vi kan ikke ændre på vinden, men vi kan tilpasse sejlene. Med andre ord, så kan vi vælge at være glade og positive, uanset hvad der møder os« (»Messages of Inspiration from President Monson«, Church News, 2. sep. 2012, s. 2).
En dag sad jeg og ventede uden for Det Første Præsidentskabs mødelokale. Jeg var blevet inviteret til at tage del i et møde vedrørende tempelanliggender. Jeg sad alene og i stilhed uden for lokalet. Jeg troede, at Det Første Præsidentskabs møde allerede var i gang, og at jeg ville blive budt indenfor om få minutter. Mens jeg sad der, kunne jeg høre nogen komme fløjtende ned ad gangen. Jeg tænkte ved mig selv: »Nogen forstår vist ikke passende skik. Man går ikke rundt og fløjter uden for Kirkens præsidents kontor og Det Første Præsidentskabs mødelokale.« Et øjeblik efter kom den fløjtende gående rundt om hjørnet – det var præsident Monson. Han var glad, og han var positiv. Han tog varmt imod mig og sagde: »Vi går i gang med mødet om få minutter.« Selv med hele Kirkens vægt på sine skuldre er han et eksempel på glæde, og han har altid en positiv indstilling. Vi burde være sådan.
For det andet: Vi kan være venlige og kærlige mod børn, som præsident Monson er det.
Jesus talte ofte om børn. Hans profet, præsident Monson, taler også ofte om børn, og det er især ved tempelindvielser, at jeg har lagt mærke til, hvordan han holder af børn, og gennem sit eksempel lærer han os, hvordan vi skal behandle dem. Ved hver eneste tempelindvielse fokuserer han på børnene. Han holder af at inkludere dem ved hjørnestensceremonien og inviterer altid et par stykker af dem til at påføre mørtel på hjørnestenen og derved deltage i den symbolske færdiggørelse af templet. Han gør det sjovt for dem. Han gør det mindeværdigt for dem. Han har altid et stort smil til dem. Han opmuntrer og roser dem. Det er vidunderligt at være vidne til.
Hans varme modtagelse indebærer af og til også at give high five, vrikke med sine ører og opmuntre til at tjene en mission og blive gift i templet. Han nyder virkelig livet – og det skulle vi alle gøre.
For et par år siden var det planlagt, at præsident Monson skulle indvie templet ved Oquirrh Mountain på sin fødselsdag. Da han ankom til templet og nærmede sig templets hoveddør, havde en gruppe unge samlet sig. De vidste tydeligvis, at det var præsident Monsons fødselsdag, for de begyndte at synge »Happy Birthday« for ham. Han elskede det. Han stoppede op og vendte sig imod dem med et stort smil. Han begyndte endda at svinge med armene, som om han ledte dem i sang. Sidst i sangen tilføjede de: »Længe leve må.« Det kunne præsident Monson også godt lide, og sagde: »Det er min yndlingssætning.«
Kirkens børn og unge elsker ham, og jeg tror, at det er fordi, at de ikke er i tvivl om, at han elsker dem! Jesus elskede de små børn, og hans profet elsker de små børn. Det er et stort eksempel for os alle!
For det tredje: Vi kan følge Åndens tilskyndelser, ligesom præsident Monson.
Præsident Monsons hengivenhed over for Herren og hans forpligtelse til at følge Åndens tilskyndelser, udtrykte han på smukkeste vis med disse ord: »Den dejligste oplevelse i livet, som jeg kender til, er, at føle en tilskyndelse og handle på den, og så senere finde ud af, at den var en opfyldelse af en eller andens bøn eller behov. Og jeg vil altid gerne have, at Herren ved, at hvis han skal have foretaget ærinder, så vil Tom Monson gerne foretage de ærinder for ham« (On the Lord’s Errand, DVD, 2008). Dette er et eksempel, vi alle burde have et ønske om at følge.
For det fjerde: Vi kan holde af templet, som præsident Monson holder af templet.
Præsident Monson vil huskes som en af de største tempelbyggere i Kirkens historie. Siden han blev Kirkens præsident i februar 2008, har han fortsat det store værk med tempelbyggeriet. Nogle af templerne, som han har bekendtgjort, har været blandt de mest historiske: »Det glæder mig denne formiddag at kunne bekendtgøre fem nye templer, hvor grunden er købt, og som i de kommende måneder og år vil blive opført følgende steder: Calgary i Alberta, Canada; Córdoba i Argentina; Kansas City-området; Philadelphia i Pennsylvania i USA samt Rom i Italien« (Thomas S. Monson, »Velkommen til konference«, Liahona, nov. 2008, s. 6).
I de fem år, hvor han har været profeten, har præsident Monson bekendtgjort planer om at opføre 33 nye templer. Blot sidste måned ved aprilkonferencen bekendtgjorde han planer om at opføre to nye templer: Et i Cedar City i Utah og et i Rio de Janeiro i Brasilien.
Med indvielsen af templet i Tegucigalpa i Honduras i marts har vi nu 141 templer i Kirken samt 29 flere, der p.t. er under opførsel eller i planlægningsfasen. Dette er en storslået tid for tempelbyggeriet og tempelbesøg i Herrens kirke. Jeg har hørt præsident Monson bede unge, der var for unge til at komme til templet, om at gå op og røre tempelmuren og så »lade templet røre jer«.
Præsident Monson har sagt: »Må vi hver især leve værdigt, med rene hænder og rent hjerte, så templet kan røre os og vores familie« (»Templets velsignelser«, Liahona, okt. 2010, s. 19).
Han tilføjede også dette vidunderlige løfte: »Når vi elsker templet og rører templet og kommer i templet, afspejles vores tro i vores levevis. Når vi kommer til disse hellige Guds huse, og når vi husker de pagter, som vi indgår der, vil vi være i stand til at bære hver eneste prøve og overvinde hver eneste fristelse« (Be Your Best Self, 1979, s. 56; fremhævelse tilføjet).
Lad os følge det mønster, som profeten har sat for os ved at holde af templet.
For det femte: Vi kan være venlige, betænksomme og elske andre, som præsident Monson gør.
Præsident Monson er et vidunderligt eksempel på at elske andre. Hele hans tjenestegerning har været fyldt med hjemmebesøg, at lægge hænder på hovedet og give velsignelser, foretage uventede opkald til trøst og opmuntring, sende breve med anerkendelse og påskønnelse, besøge hospitaler og plejehjem og finde tiden til at tage til begravelser trods et meget travlt skema.
Jeg nævnte tidligere de 84 enker fra præsident Monsons menighed, da han var biskop. I løbet af de årtier, der fulgte hans tjeneste som biskop, har præsident Monson, som udtryk for hengivenhed kombineret med resultatet af deres mange bønner, været i stand til at tage til hver eneste af deres begravelser. Tænk over det.
Præcis som Frelseren ville gøre, har Thomas Monson udrettet meget godt, velsignet og elsket andre, som om det var den drivende kraft i hans liv. Vi kunne alle lære af dette, når vi søger at følge i hans fodspor.
Sidste år fandt et pragtfuldt eksempel på præsident Monsons venlighed sted. Da det smukke tempel i Brigham City i Utah nærmede sig færdiggørelsen, mødtes jeg med Det Første Præsidentskab for at drøfte planerne for tempelindvielsen. Eftersom Brigham City kun ligger en time nord for Salt Lake City, ville det have været meget nemt for præsident Monson at rejse dertil til indvielsen. I stedet sagde præsident Monson: »Brigham City er præsident Boyd K. Packers hjemby, denne store apostel, som i så mange år i De Tolv har siddet ved min side. Jeg ønsker, at han får æren og velsignelsen af at indvie templet i hans hjemby. Jeg holder mig væk, og jeg giver præsident Packer opgaven at indvie templet i Brigham City. Jeg ønsker, at det bliver hans dag.«
Det blev en vidunderlig dag for præsident Packer og søster Packer, som også voksede op i Brigham City. Jeg blev meget rørt over præsident Monsons venlige og storsindede gestus over for sin medapostel. Vi kan alle være sådan. Vi kan dele og være venlige og ikke tænke så meget på os selv – men tænke mere på dem omkring os.
Jeg holder meget af børnenes sang »Følg Guds profeter«. Den har ni vidunderlige vers, men jeg har kun tid til at læse det sidste vers:
Vore dages verden fuld af virvar er.
Krig og ufred hersker, som vi daglig ser.
Men en sikker tryghed får vi, når vi blot
følger Guds profeter – gør, hvad der er godt.
… … … … … … …
følg Guds profeter, de leder dig.
… … … … … … …
følg Guds profeter, de viser vej.
(Børnenes Sangbog, s. 58)
Præsident Monson kender virkelig vejen. Den rette vej er Herrens vej. »Den rette vej er at tro på Kristus« (2 Ne 25:29).
Præsident Monson har med sine vidunderlige og inspirerende budskaber ved generalkonferencerne lært os måden, hvorpå vi skal leve vores liv. Han har lært os, hvordan vi skal være Jesu Kristi tilhængere ved sit pragtfulde og vidunderlige, personlige eksempel. Herren har i sandhed givet os et forbillede i alle ting, og et af forbillederne, som vi bør søge at følge, er vores elskede profets eksempel.
Jeg vidner om, at der er en Gud i himlen, der kender os og elsker os. Han har givet os en profet – til at vejlede os, undervise os og lede os i disse sidste dage. Jeg vidner om, at Jesus Kristus er Guds Søn og verdens Frelser. Jeg tror på, at Herren forventer af os, at vi elsker profeten, opretholder ham og følger hans eksempel.
Vi takker dig for profeten, du sendte. Vi takker dig for denne profet. Jeg anser det som en velsignelse at have levet i en tid, hvor Thomas S. Monson var Herrens profet. Når vi følger profeten og forsøger at blive mere som ham, vil vi uvægerlig have succes med at være mere trofaste disciple af Herren Jesus Kristus.
Det har været en ære at tale til jer i aften, og jeg beder til, at Herren vil velsigne hver enkelt af jer i rigt mål, idet jeg vidner om, at dette er Herrens værk, i Jesu Kristi navn. Amen.
© 2013 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Engelsk original godkendt: 9/12. Godkendt til oversættelse: 9/12. Oversættelse af Our Prophet: Thomas S. Monson. Danish. PD50046139 110