Så vi ikke skal »undlade« (se L&P 19:18 )

David A. Bednar

De Tolv Apostles Kvorum

CES-foredrag for Unge Voksne • 3. marts 2013 • University of Texas Arlington

Jeg er taknemlig for at kunne deltage ved dette foredrag for unge i Kirken over hele verden. Jeg elsker jer og påskønner denne mulighed for at udvikle vores tro sammen.

Susan har talt og vidnet om vigtige principper, og hver og en af os vil blive velsignet og styrket, når vi vedholdende anvender det, hun belærte om, i vores dagligdag. Susan er en retskaffen og udvalgt kvinde og mit livs kærlighed.

Jeg har tænkt alvorligt over og tryglet vor himmelske Fader om at vide, hvordan jeg kunne være til størst hjælp for jer i aften. Jeg beder om, at Helligånden vil være med os hver især – så vi kan tænke det, vi har brug for at tænke, føle det, vi har brug for at føle, og lære det, vi har brug for at lære, så vi kan gøre det, vi ved, vi bør gøre og i sidste ende blive det, som Herren længes efter, at vi bliver.

En hengiven discipel og et eksempel på ikke at bukke under

Ældste Neal A. Maxwell var en af vor Herres, Jesu Kristi disciple. Han tjente som medlem af De Tolv Apostles Kvorum i 23 år fra 1981 til 2004. Den åndelige kraft i hans belæringer og det trofaste eksempel, han var, velsignede og velsigner stadig medlemmer af Frelserens genoprettede kirke og mennesker rundt om i verden på mange forunderlige måder.

I oktober i 1997 var søster Bednar og jeg værter for ældste og søster Maxwell på Brigham Universitetet i Idaho. Ældste Maxwell skulle tale til de studerende, personalet og lærerne ved et foredrag. Alle på campus så ivrigt frem til hans besøg og forberedte sig oprigtigt på at modtage hans budskab.

Tidligere samme år havde ældste Maxwell undergået 46 dage og nætters risikabel kemoterapi mod leukæmi. Kort tid efter han havde afsluttet behandlingen og var blevet udskrevet fra hospitalet, talte han kort ved Kirkens generalkonference i april. Hans rehabilitering og fortsatte behandling skred frem, som det skulle i forårets og sommerens løb, men ældste Maxwells fysiske styrke og udholdenhed var ikke desto mindre begrænset, da han rejste til Rexburg. Efter at have hentet ældste og søster Maxwell i lufthavnen kørte Susan og jeg dem til vores hjem for at hvile og spise en let frokost inden foredraget.

Under en af de samtaler, vi havde i dagens løb, spurgte jeg ældste Maxwell, hvad han havde lært af sin sygdom. Jeg vil altid huske det præcise og skarpsindige svar, han gav. »Dave,« sagde han, »jeg har lært, at det er vigtigere ikke at bukke under end at overleve.«

Hans svar på mit spørgsmål var et princip, som han havde fået stor personlig erfaring med gennem sin kemoterapi. Da ældste Maxwell og hans hustru kørte til hospitalet i januar 1997, den dag han skulle påbegynde første omgang af behandlingen, kørte de ind til siden og havde et lille privat øjeblik sammen. Ældste Maxwell »sukkede dybt og så på [sin hustru]. Han tog hende i hånden og sagde … ›Jeg ønsker ikke at bukke under‹« (Bruce C. Hafen, A Disciple’s Life: The Biography of Neal A. Maxwell, 2002, s. 16).

I sit budskab ved generalkonferencen i oktober 1997 belærte ældste Maxwell med stor autoritet i en tale med titlen »Anvend Kristi forsonende blod.« »Når vi står over for vore egne … prøver og modgang, kan vi også trygle Faderen, som Jesus gjorde, om, at vi ›ikke [må] … undlade‹ – i betydningen at trække sig eller vige tilbage (L&P 19:18). Ikke at vige tilbage er langt vigtigere end at overleve! Desuden er det at drikke af det bitre bæger uden at blive bitter en del af det at blive som Jesus« (Stjernen, jan. 1998, s. 23).

Ældste Maxwells svar på mit spørgsmål fik mig til at tænke over noget, som ældste Orson F. Whitney, der også havde tjent som medlem af De Tolv Apostles Kvorum, havde sagt: »Ingen smerte, som vi må udholde, ingen prøvelse, som vi bliver udsat for, er spildt. Den tjener til vores dannelse, til at udvikle egenskaber som tålmodighed, tro, mod og ydmyghed. Alt, hvad vi lider, og alt, hvad vi skal igennem, særligt hvis vi holder tålmodigt ud, opbygger vores karakter, lutrer vores hjerte, udfolder vores sjæl og gør os mere milde, barmhjertige og værdige til at blive kaldt Guds børn … og det er gennem sorg, lidelser, trængsler og vanskeligheder, at vi opnår den uddannelse, som vi er kommet her for at få« (citeret i Spencer W. Kimball, Faith Precedes the Miracle, 1972, s. 98).

Og disse skriftsteder om Frelserens lidelser, da han led det endelige og evige sonoffer, bliver mere gribende og meningsfulde for mig:

»Derfor befaler jeg dig at omvende dig – omvend dig, for at jeg ikke skal slå dig med min munds stok og med min harme og med min vrede, og for at dine lidelser ikke skal blive svære – hvor svære ved du ikke, hvor intense ved du ikke, ja, hvor tunge at bære ved du ikke.

For se, jeg, Gud har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig;

men hvis de ikke vil omvende sig, må de lide, ligesom jeg;

hvilken lidelse fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd – og jeg ønskede, at jeg ikke skulle drikke det bitre bæger, men undlade det –

dog, æret være Faderen, så drak jeg og fuldendte mine forberedelser for menneskenes børn« (L&P19:15–19).

Frelseren veg hverken tilbage i Getsemane eller på Golgata.

Ældste Maxwell veg heller ikke tilbage. Denne mægtige apostel pressede sig stadigt fremad og blev velsignet med mere tid på jorden til at elske, tjene, undervise og vidne. De sidste år af hans liv var en overbevisende understregning af hans hengivenhed som discipel – både i hans ord og i hans gerninger.

Jeg tror, de fleste os forventer, at en mand med den åndelige kapacitet, erfaring og statur, som ældste Maxwell havde, vil møde alvorlig sygdom og død med en forståelse af Guds plan for lykke og med forvisning, nåde og værdighed. Og det gjorde han. Men min hensigt i dag er at vidne om, at sådanne velsignelser ikke er forbeholdt generalautoriteter eller få udvalgte medlemmer af Kirken.

Efter mit kald til at udfylde den ledige plads i De Tolv Apostles Kvorum som følge af ældste Maxwells død har mine opgaver og rejser gjort mig mere bekendt med trofaste, modige og tapre sidste dages hellige over hele verden. Jeg vil gerne fortælle jer om en ung mand og en ung kvinde, som har velsignet mit liv, og som jeg sammen med har lært livsvigtige åndelige lektier om ikke at vige tilbage og om at lade vores personlige vilje »blive opslugt i Faderens vilje« (Mosi 15:7).

Beretningen er sand og personerne eksisterer i virkeligheden. Jeg vil dog ikke bruge personernes rigtige navne. Jeg vil omtale den unge mand som John og den unge kvinde som Heather. Jeg har fået lov til at læse udvalgte afsnit op af deres dagbøger.

Ske ikke min vilje, men din

John er en værdig præstedømmebærer og har tjent trofast om fuldtidsmissionær. Da han vendte hjem fra sin mission, datede og giftede han sig med en retskaffen og vidunderlig ung kvinde, Heather. John var 23 og Heather 20, da de blev beseglet til hinanden for tid og al evighed i Herrens hus. Deres alder betyder noget for beretningens videre forløb.

Omtrent tre uger efter at de var blevet gift i templet, blev John diagnosticeret med knoglekræft. Der blev også fundet kræftknuder i hans lunger, og prognosen var ikke god.

John skrev i sin dagbog: »Det var den mest skræmmende dag i mit liv. Jeg fik ikke blot konstateret kræft, men jeg var også nygift, og jeg følte, at jeg svigtede som ægtemand. Jeg skulle forsørge og beskytte vores nye familie og her – tre uger inde i rollen – følte jeg mig som en taber. Jeg ved, at tanken er absurd, men det er en af de skøre ting, jeg sagde til mig selv i et kritisk øjeblik.«

Heather skrev: »Det var forfærdelige nyheder, og jeg husker, hvordan det ændrede vores perspektiv totalt. Jeg sad i hospitalets venteværelse og skrev takkekort fra brylluppet, mens vi ventede på svaret på Johns prøver. Da vi fandt ud af, at John havde kræft, var gryder og køkkenudstyr ikke så vigtigt mere. Det var den værste dag i mit liv, men jeg husker, at jeg den aften gik i seng fyldt med taknemlighed over vores tempelbesegling. Selvom lægerne kun havde givet John 30 % chance for at overleve, vidste jeg, at dersom vi var trofaste, så havde jeg 100 % chance for at være sammen med ham for evigt.«

Cirka en måned efter begyndte John på kemoterapi. Han har beskrevet sin oplevelse: »Jeg blev mere syg af de behandlinger, end jeg nogensinde har været det i mit liv. Jeg tabte håret og 20 kilo, og det føltes som om min krop faldt fra hinanden. Kemoterapien påvirkede mig også følelsesmæssigt, mentalt og åndeligt. I månederne med kemoterapi var livet som en rutsjebanetur – op og ned og alt der imellem. Men midt i det hele fastholdt Heather og jeg troen på, at Gud ville helbrede mig. Vi vidste det bare.«

Heather nedskrev sine tanker og følelser: »Jeg kunne ikke lade John ligge alene på hospitalet, så jeg sov på en lille sofa inde på hans værelse. Vi havde masser af besøg af familie og venner i dagens løb, men nætterne var svære. Jeg lå og så op i loftet og spekulerede over, hvad vor himmelske Fader havde i tankerne for os. Sommetider blev mine tanker mørke og frygten for at miste John overmandede mig næsten. Men jeg vidste, at de tanker ikke kom fra vor himmelske Fader. Mine bønner om trøst blev hyppigere, og Herren styrkede mig til at kunne fortsætte.«

Tre måneder senere gennemgik John en stor operation for at få fjernet en stor svulst i benet. John sagde: »Operationen var ret vigtig for os, fordi man ville tage nogle prøver af svulsten for at afgøre, hvor meget af den der var levende, og hvor meget af kræften der var død. Resultatet ville give os den første indikation af, hvorvidt kemoterapien virkede, og hvor intensiv behandlingen fremover skulle være.«

To dage efter operationen besøgte jeg John og Heather på hospitalet. Vi talte om mit første møde med John i missionsmarken, om deres ægteskab, om kræften og om de evige og vigtige lektier, vi lærer gennem jordelivets prøvelser. Da jeg skulle til at gå, bad John mig om at give ham en præstedømmevelsignelse. Jeg svarede med glæde ja til at give en sådan, men jeg var nødt til at spørge om noget først.

Så stillede jeg spørgsmål, som jeg ikke havde planlagt og aldrig før havde overvejet: »John, har du tro til ikke at blive helbredt? Hvis det skulle være vor himmelske Faders vilje at tage dig bort i din ungdom og ind i åndeverdenen for at fortsætte din tjeneste der, har du så tro nok til at underkaste dig hans vilje og ikke blive helbredt?«

Jeg blev noget overrasket over de spørgsmål, jeg følte mig tilskyndet til at stille dette par. I skriften læser man mange steder om, at Frelseren og hans tjenere udøvede den åndelige gave at helbrede (se 1 Kor 12:9; L&P 35:9; 46:20), og man går ud fra, at personen havde tro til at blive helbredt (se ApG 14:9; 3 Ne 17:8; L&P 46:19). Men da John, Heather og jeg rådførte os med hinanden og grundede over disse spørgsmål, forstod vi, at dersom det var Guds vilje at helbrede denne gode unge mand, så kunne den velsignelse kun opnås, hvis dette tapre par havde tro til ikke at blive helbredt. Med andre ord var John og Heather nødt til gennem Jesu Kristi forsoning at overvinde »det naturlige menneske« (Mosi 3:19), tilbøjeligheden i os alle til utålmodigt at forlange og ustandseligt insistere på de velsignelser, vi ønsker os og tror, vi fortjener.

Vi indså et princip, som gælder enhver hengiven discipel: Stærk tro på Frelseren er at kunne acceptere og underkaste sig hans vilje og timing – selv når udkommet ikke er det, vi havde ønsket eller håbet på. Ingen tvivl om at John og Heather kunne ønske, længes og trygle om helbredelse af hele deres sjæl, sind og styrke. Men vigtigere var det, om de var »villig[e] til at underordne sig alt det, som Herren finder det tjenligt at pålægge [dem], ligesom et barn underordner sig sin far« (Mosi 3:19). Ja, var de villige til at »bring[e] hele [deres] sjæl som et offer til ham« (Omni 1:26) og ydmygt bede »Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din« (Luk 22:42).

Hvad der til at begynde med for John, Heather og jeg virkede som forvirrende spørgsmål blev en del af et gennemgående tema af evangeliske paradokser. Overvej Frelserens formaning: »Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det« (Matt 10:39). Han erklærede også »men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første« (Matt 19:30). Og Herren gav de sidste dages hellige dette råd: »Og ved dit ord skal mange af de høje blive gjort ydmyge, og ved dit ord skal mange af de lave blive ophøjet« (L&P 112:8). Så det at have tro nok til ikke at blive helbredt, virkede til at passe fint ind i et stærkt mønster af store paradokser, som fordrer, at vi beder, søger og banker på, for at vi kan modtage kundskab og forståelse (se 3 Ne 14:7).

Efter at have taget sig den nødvendige tid til at tænke over mine spørgsmål og tale med sin hustru, sagde John: »Ældste Bednar, jeg ønsker ikke at dø. Jeg ønsker heller ikke at forlade Heather. Men hvis det er Herrens vilje at sende mig til åndeverdenen, så gætter jeg på, at det er fint med mig.« Mit hjerte svulmede af påskønnelse og beundring, da jeg så dette unge par stå i en af de sværeste åndelige kampe – at underordne sin egen vilje Guds. Min tro blev styrket, da jeg så dette par lade deres stærke og fuldt forståelige ønske om helbredelse blive »opslugt i Faderens vilje« (Mosi 15:7).

John beskrev sin reaktion på vores samtale og den velsignelse, han modtog: »Ældste Bednar delte en af ældste Maxwells tanker med os om, at det er bedre ikke at undlade end at overleve. Ældste Bednar sagde så: ›Jeg ved, at du har troen til at blive helbredt, men har du også troen til ikke at blive helbredt?‹ Det var for nyt for mig. Og det, han egentlig spurgte mig om, var, om jeg havde tro til at acceptere det, hvis det var Guds vilje, at jeg ikke blev helbredt? Var jeg rede til at underordne mig og acceptere det, hvis tiden nærmere sig for mig til at dø og træde ind i åndeverdenen?«

John fortsætter: »At have tro til ikke at blive helbredt virkede ulogisk, men det perspektiv ændrede måden min hustru og jeg tænkte på, og gjorde os i stand til at stole helt på Guds plan for os. Vi lærte, at vi er nødt til at opnå en tro på, at Herren står ved roret, uanset hvad der sker, og han vil vejlede os fra det sted, vi er, til det sted, vi har brug for at være. Når vi bad, ændrede vores tryglen sig fra ›gør mig rask‹ til ›giv mig tro til at acceptere, hvad end du har planlagt for mig.‹

Jeg var sikker på, at eftersom ældste Bednar var apostel, ville han velsigne mig med det, der ville få min krop til at hoppe ud af sengen og begynde at danse eller noget andet dramatisk! Men da han velsignede mig den dag, blev jeg forbløffet over, at de ord, han udtalte, næsten var identiske med min fars, min svigerfars og min missionspræsidents. Jeg indså, at det i sidste ende ikke betyder noget, hvem der lægger deres hænder på mit hoved. Guds kraft er den samme, og hans vilje bliver gjort til kende for os personligt og gennem hans bemyndigede tjenere.«

Heather skrev: »Denne dag var fyldt af blandede følelser. Jeg var overbevist om, at ældste Bednar ville lægge sine hænder på Johns hoved og gøre ham helt rask. Jeg vidste, at han kunne blive helbredt ved præstedømmets kraft, og jeg ønskede det brændende. Da han havde belært os om troen til ikke at blive helbredt, blev jeg rædselslagen. Indtil da havde jeg på intet tidspunkt tænkt, at det kunne være en del af Herrens plan, at jeg skulle miste min mand. Min tro afhang af det, jeg ønskede. Den var på en måde ret ensrettet. Selvom det til at begynde med var skræmmende, tog tanken om tro til ikke at blive helbredt min bekymring fra mig. Det gjorde det muligt for mig at stole på, at vor himmelske Fader kendte mig bedre, end jeg gjorde, og at han ville gøre det, der var bedst for mig og John.«

Der blev givet en velsignelse, og uger, måneder og år gik. John fik det på mirakuløs vis bedre. Han var i stand til at gøre sine universitetsstudier færdige og få et godt job. John og Heather styrkede deres forhold og nød livet sammen.

Nogen tid senere modtog jeg et brev fra John og Heather om, at kræften var vendt tilbage. Kemoterapien blev genoptaget, og der blev planlagt en operation. John forklarede: »Denne nyhed var ikke alene en skuffelse, men den vakte også forundring. Hvad var det, vi ikke havde lært første gang? Hvad mere forventede Herren sig af os? Jeg er vokset op som sidste dages hellig, og der er det almindeligt at gå i kirke og høre, at ›alle de prøver, Gud giver, er til vores eget bedste.‹ Jeg kunne helt ærligt ikke se, hvordan dette gavnede mig!

Så jeg begyndte at bede om klarhed og om, at Herren ville hjælpe mig til forstå, hvorfor kræften var vendt tilbage. Jeg læste i Det Nye Testamente en dag og modtog mit svar. Jeg læste beretningen om Kristus og hans apostle, der var ude på et oprørt hav. I frygt for at båden ville synke, gik disciplene til Frelseren og spurgte: ›Mester, er du ligeglad med, at vi går under?‹ Det var præcist sådan, jeg følte! Er du ligeglad med, at jeg har kræft? Er du ligeglad med, at vi gerne vil stifte familie? Men da jeg læste videre, fandt jeg mit svar. Herren så på dem og sagde: ›I lidettroende‹, han rejste sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille.

I det øjeblik var jeg nødsaget til at spørge. ›Tror jeg på dette? Tror jeg virkelig på, at han stilnede stormen den dag? Eller er det bare en god historie?‹ Svaret er: Jeg tror, og fordi jeg ved, at han stilnede stormen, vidste jeg, at han kunne helbrede mig. Indtil da havde jeg haft det svært med at forlige behovet for min tro på Kristus med hans uundgåelige vilje. Jeg så det som to forskellige ting, og sommetider tider syntes jeg, det var modsigende. Hvorfor skulle jeg have tro, hvis hans vilje alligevel bare skete i sidste ende? Efter den oplevelse vidste jeg, at det at have tro – i det mindste i mit tilfælde – ikke nødvendigvis var at vide, at han ville helbrede mig, men at han kunne helbrede mig. Jeg måtte tro på, at han kunne, og om det skete var op til ham.

Da jeg lod disse to tanker sameksistere i mit liv, fokuseret tro på Jesus Kristus og totalt at underordne mig hans vilje, fandt jeg større trøst og fred. Det har været forunderligt at se Herrens hånd virke i vores liv. Tingene er faldet på plads, mirakler har fundet sted, og vi ser ydmygt Guds plan udfolde sig for os.«

Jeg gentager Johns udtalelse for at understrege: »Da jeg lod disse to tanker sameksistere i mit liv, fokuseret tro på Jesus Kristus og totalt at underordne mig hans vilje, fandt jeg større trøst og fred.«

Retfærdighed og tro kan i sandhed flytte bjerge – hvis det at flytte bjerge stemmer overens med Guds hensigt og vilje. Retfærdighed og tro kan helbrede den syge, døve eller lamme – hvis en sådan helbredelse stemmer overens med Guds hensigt og vilje. Så selv med stærk tro er der mange bjerge, der ikke bliver flyttet. Og ikke alle syge bliver helbredt. Hvis al modgang blev afkortet, al sygdom fjernet, så ville det primære formål med Faderens plan blive forpurret.

Mange af de lektier, vi skal lære i jordelivet, kan vi kun lære gennem de ting, vi oplever og til tider lider. Og Gud forventer og stoler på, at vi kan møde jordelivets prøver med hans hjælp, så vi kan lære det, vi er nødt til og i sidste ende blive til det, vi skal, i evigheden.

Betydningen af alting

Denne historie om John og Heather er både almindelig og ualmindelig. Dette unge par er repræsentativt for millionvis af trofaste, pagtstro sidste dages hellige over hele verden, som presser sig fremad på den lige og snævre sti med urokkelig tro på Kristus og et klart håb. John og Heather tjente ikke i fremtrædende, ledende stillinger i Kirken, de var ikke i familie med generalautoriteter, og sommetider nærede de tvivl og frygt. På den måde er deres historie ganske almindelig.

Men brødre og søstre, denne unge mand og kvinde blev velsignet på en ualmindelig måde for at lære afgørende, evige lektier gennem prøvelse og modgang. Jeg har delt denne beretning med jer, fordi John og Heather, ligesom så mange af jer, kom frem til en forståelse af, at det ikke at vige tilbage er vigtigere end at overleve. Derfor handler deres oplevelse ikke primært om liv og død, men snarere om at lære, leve og blive.

Denne mægtige kombination af tro i og på Jesu Kristi hellige navn, af ydmyg underordnen sig hans vilje og timing, bestræbelsen »med utrættelig flid« (Hel 15:6) og anerkendelsen af hans hånd i alle ting, baner vejen for Guds riges fredsskabende ting, som giver glæde og evigt liv (se L&P 42:61). Og selv om dette par mødte tilsyneladende overvældende udfordringer, levede de et »roligt og stille liv, i al gudfrygtighed og agtværdighed« (1 Tim 2:2). De nød fredsommelig omgang med menneskenes børn (se Moro 7:4). »Og Guds fred, som overgår al forstand, [bevarede deres] hjerter og tanker i Kristus Jesus« (Fil 4:7).

For mange af jer er deres historie jeres, har været eller bliver det. I står eller vil komme til at stå over for tilsvarende udfordringer i livet med det samme mod og åndelige perspektiv, som John og Heather havde. Jeg ved ikke, hvorfor nogle mennesker skal lære evighedens lektier gennem prøvelser og lidelser – hvor andre tilsyneladende lærer dem gennem redning og helbredelse. Jeg kender ikke alle årsager eller formål, og jeg ved ikke alt om Herrens timing. Tillige med Nefi og jer kan jeg sige, at vi ikke »forstår betydningen af alle ting« (1 Ne 11:17).

Men visse ting ved jeg. Jeg ved, at vi som ånder er sønner og døtre af en kærlig himmelsk Fader. Jeg ved, at den evige Fader er ophav til planen for lykke. Jeg ved, at Jesus Kristus er vor Frelser og Forløser. Jeg ved, at Jesus satte Faderens plan i værk gennem sit uendelige og evige sonoffer. Jeg ved, at Herren, som blev »korsfæstet, sønderknust« for os (Jesus af Nazaret, Salmer og sange, nr. 105), kan styrke og »bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder« (Alma 7:12). Og jeg ved, at en af jordelivets største velsignelser er ikke at vige tilbage og lade vores personlige vilje opsluges i Faderens (se Mosi 15:7).

Selv om jeg ikke ved alt om, hvordan og hvornår eller hvor og hvorfor disse velsignelser bliver givet, så ved jeg, og jeg vidner derom, at de gør. Jeg vidner om, at alle disse ting er sande – og at vi kender nok til Helligåndens kraft til at bære sikkert vidnesbyrd om deres guddommelighed, virkelighed og virkning. Mine elskede brødre og søstre, jeg nedbeder over jer denne velsignelse: Når I går fremad med standhaftighed i troen på Kristus, vil I have kraft til ikke at bukke under. Jeg vidner om dette og nedbeder denne velsignelse over jer i Herren Jesu Kristi hellige navn. Amen.

© 2013 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Engelsk original godkendt: 8/12. Godkendt til oversættelse: 8/12. Oversættelse af That We Might »Not … Shrink.« Danish. PD50045417 110