Jul er kærlighed

Præsident Thomas S. Monson

Billede

Brødre og søstre, I er et smukt syn. Det er et privilegium hvert år at begynde min juletid sammen med jer til Det Første Præsidentskabs julebudskab. Jeg sender min kærlighed til jer alle, uanset om I er til stede her i denne bygning eller lytter til mødet på anden måde.

Julen med dens særlige betydning og skønhed fremkalder ofte en lille tåre, inspirerer til fornyet forpligtelse over for Gud og skænker – med ordene fra den smukke sang »Calvary« – »hvile til den trætte og fred til sjælen«.

Det er dog let at blive fanget af kravene i denne tid og måske miste selve den ånd, som vi forsøger at opnå. Det er for mange meget normalt at prøve at gøre for meget på denne tid af året. Årsagerne til dette kan være deltagelse i for mange juleaktiviteter, at spise for meget, bruge for mange penge, have for høje forventninger og alt for meget stress. Ofte fører vore anstrengelser i juletiden til, at vi føler os stressede, pressede og udmattede på et tidspunkt, hvor vi i stedet burde føle de enkle glæder ved at mindes vor Frelsers fødsel.

At finde den sande glæde ved julen kommer ikke ved at haste og jage for at få mere gjort eller ved at købe gaver. Vi finder den sande glæde, når vi gør Frelseren til det centrale i julen. Vi kan konstant have ham i vore tanker og i vores tilværelse, når vi gør det, som han ønsker, at vi gør her på jorden. Lad os i denne tid især følge hans eksempel, når vi elsker og tjener vore medmennesker.

Den del af vores samfund, som desperat higer efter udtryk for kærlighed findes blandt dem, der bliver ældre, og især når de føler ensomhedens kvaler. Den kolde vind fra et døende håb og svundne drømme blæser gennem de ældres rækker og hos dem, der nærmer sig årene, hvor det går nedad fra livets tinde.

Ældste Richard L. Evans skrev for nogle år siden: »Det, de behøver i de ældre års ensomhed, er i det mindste delvist det samme, som vi havde brug for i vores ungdoms usikre år: En følelse af at høre til, en forvisning om at være ønsket og venlige handlinger fra kærlige hjerter og hænder; ikke blot opfyldelse af pligter, ikke blot et værelse i en bygning, men plads i nogens hjerte og liv …

Vi kan ikke bringe ungdommens morgenstund tilbage. Men vi kan hjælpe dem til at leve i solnedgangens varme glød, der gøres smukkere af vores betænksomhed, af vore gaver og af vores opsøgende og oprigtige kærlighed.«¹

Mine brødre og søstre, sand kærlighed er en afspejling af Frelserens kærlighed. Hvert år i december kalder vi det for julens ånd. Man kan høre det. Man kan se det. Man kan føle det.

For nylig tænkte jeg tilbage på en oplevelse fra min barndom – en oplevelse, som jeg har fortalt om en gang eller to. Jeg var kun 11 år. Vores primarypræsident Melissa var en ældre og kærlig gråhåret kvinde. En dag til Primary bad Melissa mig om at blive og tale med hende. Der sad vi to i en ellers tom kirkesal. Hun lagde sin arm omkring min skulder og begyndte at græde. Overrasket spurgte jeg hende, hvorfor hun græd.

Hun svarede: »Jeg kan ikke få pionerdrengene til at være ærbødige under forprogrammet i Primary. Vil du hjælpe mig, Tommy?«

Det lovede jeg Melissa. Helt overraskende for mig, men ikke for Melissa, gjorde det en ende på problemet med ærbødighed i Primary. Hun var gået direkte til ophavet til problemet – mig. Løsningen var kærlighed.

Årene fløj af sted. Vidunderlige Melissa var nu i halvfemserne og boede på et plejehjem i den nordvestlige del af Salt Lake City. Lige før jul besluttede jeg mig for at besøge min elskede primarypræsident. I bilradioen hørte jeg sangen: »Lyt nu medens englekor«.² Jeg tænkte på det besøg, som de vise mænd aflagde for længe siden. De medbragte gaver bestående af guld, røgelse og myrra. Jeg medbragte kun kærlighedens gave og et ønske om at sige tak.

Jeg fandt Melissa i spisesalen. Hun sad og stirrede på sin tallerken med mad og prikkede til den med den gaffel, som hun holdt i sin aldrende hånd. Der forsvandt ikke en bid. Da jeg talte til hende, blev mine ord mødt med et venligt, men tomt blik. Jeg tog gaflen ud af Melissas hånd og begyndte at made hende, mens jeg hele tiden talte til hende om dengang, hun arbejdede med drengene og pigerne i Primary. Der var ikke så meget som et glimt af genkendelse og ikke et eneste ord. To andre beboere på plejehjemmet så forvirret på mig. Til sidst sagde den ene: »Tal ikke til hende. Hun genkender ikke nogen – end ikke sin egen familie. Hun har ikke sagt et ord i al den tid, hun har været her.«

Frokosten var forbi. Min ensidige samtale ophørte. Jeg rejste mig for at gå. Jeg holdt hendes spinkle hånd i min, så på hendes rynkede, men smukke ansigt, og sagde: »Gud velsigne dig, Melissa. Glædelig jul.« Helt uden varsel sagde hun: »Jeg kender dig. Du er Tommy Monson, min primarydreng. Hvor jeg dog elsker dig.« Hun trykkede min hånd mod sine læber og gav den et kærligt kys. Tårer løb ned af hendes kinder og badede vore hænder, der knugede hinanden. De hænder blev den dag velsignet af himlen og beæret af Gud. Englekoret sang virkelig. Mesterens ord syntes at få en mere personlig betydning, end jeg nogensinde før havde følt: »Kvinde, der er din søn.« Og til disciplen: »Der er din mor.«³

Fra Betlehem syntes disse ord at lyde:

Kom Jesusbarn fra Bethlehem,
o kom, det beder jeg.
Borttag min synd og hjælp mig til
et bedre liv i dig.
På julesalmens toner
min bøn jeg bærer frem:
Din fred mig giv og hos mig bliv,
du barn fra Bethlehem.4

Præsident David O. McKay har sagt til os: »Sand lykke kommer kun ved at gøre andre glade … Julens [ånd] får vores hjerte til at gløde af broderkærlighed og venskab og tilskynder os til at tjene andre. Det er ånden i Jesu Kristi evangelium.«⁵

Der er intet bedre tidspunkt end netop nu i denne juletid, for os alle til at genindvie os selv til de principper, som Jesus Kristus underviste i. Dette er tiden til at elske Herren vor Gud af hele vores hjerte – og vores næste som os selv. Det er godt at huske på, at den, der giver penge, giver meget, og at den, der giver sin tid, giver mere, men den, der giver af sig selv, giver alt, hvad han har.

Lad os holde en ægte jul. Det er ikke kun lametta og bånd, medmindre vi har gjort det til det. Julen er ånden med at give uden tanke på at få. Det er lykke, fordi vi ser glæden hos andre. Det er at glemme sig selv og finde tid til andre. Det er at bortkaste det meningsløse og understrege de sande værdier. Det er fred, fordi vi har fundet fred i Frelserens lærdomme. Det er den tid, hvor vi dybest set erkender, at jo mere kærlighed, der gives, jo mere af det er der til andre.

Der er jul i hjem og kirke.
Der er jul på markedspladsen,
men hvad julen er ved ingen,
medmindre den er i hjertet.

Klokkens klang lyder gennem sneen,
og julesange høres overalt,
men hjertet går glip af det hele,
medmindre der også dér er jul.6

Nu hvor vi er omgivet af julen og al dens fest, må vi da som de vise mænd søge en lysende, klar stjerne til at lede os til vores mulighed for at tjene vore medmennesker i julen. Må vi alle i ånden tage på rejsen til Betlehem og medbringe et kærligt og omsorgsfuldt hjerte som vores gave til Frelseren. Og må hver eneste have en rigtig glædelig jul. I Jesu Kristi hellige og velsignede navn. Amen.