2:3

Den gode og taknemlige modtager

Præsident Dieter F. Uchtdorf

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab

Hvor er det en vidunderlig tid på året! Når jeg hører den smukke musik, ser lysene og mærker kulden i luften, fører det mig tilbage til mange begivenheder gennem mit liv, hvor juleånden har varmet mit hjerte og opløftet min sjæl.

Ligesom mange af jer synes jeg, at nogle af de varmeste og mest levende minder om jul stammer fra min barndom. Selv om jeg voksede op under beskedne forhold, ønskede mine forældre, at julen skulle være en glædelig og vidunderlig tid for deres børn. De gjorde deres yderste for at gøre julen til en særlig tid for vores familie.

Vi børn lavede gaver til hinanden. Et år kan jeg huske, at jeg tegnede et billede som julegave til min søster. Det har nok ikke været noget kunstværk, men hun behandlede det som en skat. Hvor jeg elsker hende for det! Et andet år gav min 12 år ældre bror mig en dyrebar gave. Han havde fundet en kæp i parken ved vores hjem og skar en lille legetøjskniv af den. Den var helt enkel, ikke spor luksuriøs, men hvor jeg dog elskede den gave, fordi den kom fra ham!

Er en af julens store glæder ikke at se de små børns spændte ansigter, når de tager en indpakket gave i deres hænder, der kun er til dem?

Men når vi bliver ældre, synes vores evne til at modtage gaver med den samme begejstring og taknemlighed at mindskes. Sommetider når mennesker endda til et punkt, hvor de ikke kan modtage en gave eller for den sags skyld selv en kompliment uden at være forlegne eller føle, at de skylder tak. De tror fejlagtigt, at den eneste, acceptable måde at reagere på at få en gave er ved at give noget af endnu større værdi tilbage. Andre forstår ganske enkelt ikke betydningen af en gave – de fokuserer blot på dens ydre eller dens værdi og overser den oprigtige givers dybere mening.

Det minder mig om en begivenhed, der fandt sted i løbet af den sidste nat i Frelserens liv. Han samlede sine elskede disciple omkring sig, brød brødet med dem og gav dem sine dyrebare, sidste instrukser. Kan I huske, hvordan Jesus rejste sig fra bordet under måltidet, hældte noget vand i et fad og begyndte at vaske sine disciples fødder?

Da han kom hen til Simon Peter, nægtede fiskeren og sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Frelseren irettesatte ham blidt: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.«¹

Jeg er sikker på, at Peter mente, han havde ædle årsager til at afslå denne gave, og følte, at han gjorde det rette. Men i situationen forstod han helt klart ikke den åndelige betydning af det, Jesus tilbød ham.

Ved juletid taler vi meget om at give, og vi ved alle, at »det er saligere at give end at få«,² men nogle gange spekulerer jeg på, om vi ignorerer eller endda forklejner vigtigheden af at være en god modtager.

En juleaften for mange år siden, fik en lille pige en fin æske med perler. Pigens far foreslog hende, at hun lavede noget til en af gæsterne til deres familiefest.

Pigens ansigt lyste op, og hun gik i gang med det, hun mente var den perfekte gave. Hun valgte den person, hun ville lave den til – en ældre tante, der ikke så glad ud og var lidt barsk.

»Hvis jeg nu laver et armbånd til hende,« tænkte den lille pige, »så vil det måske gøre hende glad.«

Så hun valgte omhyggeligt hver perle og gjorde sit allerbedste for at lave en særlig gave til sin tante.

Da hun langt om længe var færdig, gik hun hen til tanten, rakte armbåndet frem mod hende og fortalte hende, at hun havde lavet det til lige netop hende.

Stilheden sænkede sig over rummet, da tanten tog armbåndet med sin tommel- og pegefinger, som om hun holdt i en snor med slimede snegle. Hun så på gaven, kneb øjnene sammen, rynkede på næsen og lod armbåndet falde tilbage i den lille piges hænder. Hun vendte sig væk fra hende uden et ord og begyndte at tale med en anden.

Den lille pige rødmede af skam. Dybt skuffet gik hun stille ud af rummet.

Hendes forældre prøvede at trøste hende. De prøvede at få hende til at forstå, at armbåndet var smukt – trods tantens ufølsomme reaktion. Men den lille pige kunne ikke lade være med at blive ked af det, hver gang hun tænkte på denne oplevelse.

Det er årtier siden, og den lille pige, der nu selv er tante, husker stadig med et stik af bedrøvelse den dag, da hendes gave blev afvist.

Enhver gave, vi får tilbudt – især en gave, der kommer fra hjertet – er en mulighed for at opbygge eller styrke kærlige bånd. Når vi er gode og taknemlige modtagere, åbner vi en dør til at udvikle vores forhold til giveren af gaven. Men når vi ikke værdsætter eller endda forkaster en gave, sårer vi ikke kun dem, der rækker ud mod os, men vi skader på en måde også os selv.

Frelseren lærte os, at medmindre vi »bliver som børn, kommer [vi] slet ikke ind i Himmeriget«.³

Når vi ser børns spænding og forventning på denne tid af året, kan vi måske minde os selv om, at vi vil genfinde og kræve den dyrebare og strålende egenskab, som børn har, tilbage – evnen til at modtage med oprigtig venlighed og taknemlighed.

Ikke overraskende er Frelseren det fuldkomne eksempel på ikke blot at give gavmildt, men også på at modtage med oprigtig venlighed. Da han var i Betania ved slutningen af sin jordiske tjenestegerning, nærmede en kvinde sig ham med en alabastkrukke med en sjælden og kostbar olie. Hun fik lov til at salve hans hoved med denne kostbare gave.

Nogle af dem, der overværede denne begivenhed, blev vrede. »Sikke et spild af penge,« sagde de. Olien var meget dyr. Den kunne have været solgt, og pengene være givet til de fattige. De så kun den timelige værdi af gaven og overså fuldstændig den væsentligt større åndelige betydning.

Men Frelseren forstod det symbolske i det og udtrykte kærlighed for den gave, og han modtog den med oprigtig venlighed.

»Lad hende være!« sagde han til dem, der murrede. »Hvorfor gør I det svært for hende? … Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen.«⁴

Mine brødre og søstre, mine kære venner, hvilken slags modtager er vi? Anerkender vi, ligesom Frelseren, gaver som udtryk for kærlighed?

I vor tid har Frelseren sagt, at de »der modtager alt med taknemlighed, skal blive gjort herlig[e]«,⁵ og »jordens fylde [er deres]«.⁶

Jeg håber, at vi denne jul og hver dag hele året især vil overveje de mange gaver, vi har fået af vor kærlige himmelske Fader. Jeg håber, vi vil modtage disse gaver med et barns forventning, taknemlighed og begejstring.

Mit hjerte blødgøres og varmes, når jeg tænker på de gaver, vor kærlige, nådige og gavmilde Fader i himlen har givet os: Helligåndens ubeskrivelige gave, tilgivelsens mirakel, personlig åbenbaring og vejledning, Frelserens fred, visheden om og det fortrøstningsfulde i, at døden er besejret – og mange, mange flere.

Frem for alt har Gud givet os sin enbårne Søn som gave, han der ofrede sit liv, »for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv«.⁷

Har vi modtaget disse gaver med ydmyg taknemlighed, med glæde? Eller forkaster vi dem på grund af stolthed eller en falsk følelse af frigjorthed? Føler vi vor himmelske Faders kærlighed, som er udtrykt i disse gaver? Modtager vi dem på en måde, der udvikler vores forhold til denne vidunderlige, guddommelige giver? Eller er vi for distraherede til overhovedet at lægge mærke til, hvad Gud giver os hver især hver dag?

Vi ved, at »Gud elsker en glad giver«,⁸ men elsker han ikke også en god, taknemlig og glad modtager?

»For hvad gavner det et menneske, at han, hvis der bliver skænket ham en gave, ikke modtager den? Se, han glæder sig ikke over det, der bliver givet til ham, ej eller glæder han sig over den, der er gavens giver.«⁹

Hvad enten vi har oplevet en jul 9 gange eller 90 gange, er vi stadig alle børn – vi er børn af vor himmelske Fader.

Derfor har vi det i os at opleve denne juletid med et barns forventning og ærefrygt. Det ligger i os at kunne sige: »Mit hjerte er fyldt til randen af glæde, og jeg vil fryde mig i min Gud«¹⁰ – giveren af alle gode gaver.

Sammen med jer og med alle dem, der ønsker at følge den milde Kristus, opløfter jeg min røst til lovprisning af vor almægtige Gud for hans dyrebare gave i form af sin Søn.

I denne juletid og altid beder jeg om, at vi må se den storslåede gave, som Guds Søns fødsel er, gennem et velsignet barns øjne. Jeg beder til, at vi udover at give gode gaver vil stræbe efter at blive en god og taknemlig modtager. Når vi gør det, vil Ånden i denne juletid gøre vores hjerte mere rummeligt og øge vores glæde usigeligt. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.