Lærere kommer fra Gud

Ældste Kim B. Clark

De Halvfjerds

En aften med ældste M. Russell Ballard

Tale til religionsundervisere i CES • 26. februar 2016 • Tabernaklet i Salt Lake City

Mine kære brødre og søstre, jeg er taknemlig for at være sammen med jer denne aften. Jeg ønsker i særdeleshed at udtrykke min taknemlighed for alle lærere og deres ægtefæller og til alle, som støtter dem, der underviser. Jeg har en svigersøn, der underviser i morgenseminar, og derfor kender jeg noget til det offer og den hengivenhed, som det kræver at undervise i morgenseminar, og jeg har set den betydning, som fuldtidslærere har på den opvoksende generation heriblandt mine børnebørn. Må Gud velsigne jer alle for det I gør.

I august talte jeg til jer om behovet for at acceptere det store ansvar, der påhviler os. Vi skal i højere grad og med mere kraft uddanne den opvoksende generation, end vi nogensinde før har gjort. Det betyder, at vi alle skal være bedre og gøre det bedre, end vi nogensinde før har gjort.

Når jeg har overvejet denne formaning fra Herren og muligheden for at sige nogle få ord i aften, har mit sind været draget mod beretningen om det besøg, som Nikodemus aflagde Frelseren om natten, som det er beskrevet i Johannes kapitel tre. Nikodemus sagde: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.«¹

Denne udtalelse erklærede ikke blot, hvem Jesus er – en lærer, der kommer fra Gud – men også hvad lærere, der kommer fra Gud, gør: De udretter mirakler for dem, som de underviser, fordi Gud er med dem.

Jeg har et godt kendskab til en sådan lærer. Jeg vil gerne dele en lignelse om hende med jer i aften. Den hedder: »Lignelsen om lederen af børnehaven.«

En bestemt søster blev kaldet som leder i børnehaven i sin menighed. Hun havde en universitetsgrad, og hun havde mange ideer til aktiviteter og kunsthåndværker, som børnene kunne lave. Hun besluttede sig for, at børnehaven skulle være et udstillingsvindue.

Efter mange uger blev søsteren mismodig. Børnehaven var en byrde. Hun gruede for at stå foran børnene. På trods af hendes planer var børnene urolige, de græd, og de ignorerede hende hver eneste uge. Intet af det, hun prøvede, virkede. Hver uge kom hun hjem med tårer i øjnene.

Frustreret sagde hun: »Jeg har gjort mit bedste! Hvad mere kan jeg gøre?«

En tanke faldt hende ind: Spørg vor himmelske Fader om, hvad du skal gøre. Hun tørrede tårerne væk og knælede i bøn. Hun bad om børnehaven, sine håb, frustrationer og skuffelse. Hun bad om hans hjælp og vejledning.

Vor himmelske Fader besvarede hendes bøn. Hun fik en stærk tilskyndelse: Din læseplan handler kun om dig. Du skal i stedet fokusere på børnene; lær dem at kende og elsk dem.

Det var et godt råd, budskabet var godt, men svært at tage imod. Søsteren vidste, at hun skulle omvende sig. Hun måtte ændre indstilling og have et nyt syn på børnehaven. Hun bad og studerede skriften for at få inspiration.

Da læreren kom til børnehaven den følgende søndag, var hun ikke længere bange. Hun stolede på Herren. Hun mødte børnene i døren, knælede ned i øjenhøjde og hilste på dem personligt. Hun talte til dem om deres familie, deres yndlingsret og meget andet. Hun sang med dem og læste historier for dem. Nogle af børnene græd og var urolige, men der var en anderledes følelse i børnehaven den uge. Da klassen var forbi, var søsteren udmattet, men græd ikke.

Lidt efter lidt, i takt med at den gode søster lærte børnene at kende, ændredes hendes følelser for dem. Børnehavelederen så frem til søndagen. Hun glædede sig og var glad for sine børn i børnehaven. Hun elskede dem.

Og … inspirationen kom. En uge medbragte hun et kamera og tog billeder af børnene. Hun forberedte en tavle med billeder og satte billedet af hvert barn på tavlen, som hun medbragte til børnehaven hver uge. Børnene elskede at se sig selv på tavlen. De følte ikke kun, at de havde betydning; de følte sig elsket.

Efter nogen tid brugte lederen af børnehaven sine aktiviteter og projekter i undervisningen af børnene. Børnene elskede det. Faktisk elskede børnene børnehaven så meget, at de løb ind i børnehaven lige efter nadvermødet. Børnene elskede at være i børnehaven. De elskede lederen i børnehaven, og hun elskede dem.

Der er mange principper, vi kan lære af denne lignelse. Vigtigst af alt er tro på vor himmelske Fader og på hans Søn, Jesus Kristus. Det var lærerens tro, som førte hende på knæ i bøn, tro der motiverede hende til omvendelse, og tro som ledte hende fremad uden at vide præcis, hvad hun skulle gøre. Tro er det første princip.

Det andet princip er håb. Det kan være svært for små børn at være i børnehaven. De kan være ængstelige, føle sig alene eller endog forladt. De spekulerer måske på, om der er en udvej. Lederen i børnehaven havde haft samme følelser, men hun havde arbejdet med dem, og hun vidste, at der var håb i Kristus. Hendes håb var »levende«, »strålende« og »lysende«, og børnene mærkede det.

Det tredje princip er ydmyghed. Stolthed og at sætte sin lid til en arm af kød er en fare, der følger med lærergerningen. Ydmyghed – at være undervisningsparat – er den store modgift mod stolthed. Lederen i børnehaven handlede i tro på Kristus og ydmygede sig for vor himmelske Fader. Han oplyste hendes sind og velsignede hende med kundskab gennem Helligåndens kraft.

Det fjerde princip er kærlighed – Kristi rene kærlighed. I begyndelsen var børnene svære at elske. Men lederen i børnehaven havde tro på Kristus, og hun vandrede i ydmyghed med håb i ham om at elske disse børn. Gud velsignede hende med Kristi rene kærlighed, og børnene mærkede det. Faktisk skabte lederen i børnehaven næstekærlighedens bånd til børnene. Disse bånd blev en åndelig kanal, hvorigennem læring, opmuntring og håb kunne flyde.

Brødre og søstre, Jeg beder om Guds velsignelser til os, at vi alle, uanset hvor vi underviser, må handle i henhold til disse principper om tro, håb, ydmyghed og kærlighed med større ihærdighed, mod og tålmodighed end nogensinde før. Jeg ved, at Kristi nåde vil omslutte os, hvis vi gør det, og at vi i sandhed vil være lærere, der kommer fra Gud, som udvirker mirakler i elevernes liv. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.