Lev med formål: Vigtigheden af »oprigtig hensigt«
Randall L. Ridd
Andenrådgiver i Unge Mænds hovedpræsidentskab
En aften med bror Randall L. Ridd Verdensomspændende foredrag for Unge Voksne • 11. januar 2015 • Brigham Young University-Idaho
Det er en fantastisk lejlighed at være sammen med jer i dag. Det er en stor ære for min hustru og mig at være her i aften. Jeg synes, det var interessant, at min telefon vidste, at jeg havde denne tur til Rexburg i min kalender i dag. Den fortalte mig, hvordan vejret ville blive og gav mig en liste over hoteller og restauranter i byen. Min telefon fortalte mig endda om de mange oplevelser, der er i Rexburg denne weekend.
Hallo! Nu hvor jeg tænker over det, så nævnte den ikke min tale som en af oplevelserne. Det er vel sådan, man ved, at det er en smartphone!
Selv om jeres smartphone ikke har anbefalet det, har I hver især valgt at bruge en time af jeres tid sammen med mig i aften, en time, som I aldrig får tilbage. Så jeg føler et stort ansvar for at bruge tiden fornuftigt. Men jeg ved også, at det, jeg siger, ikke er så vigtigt som det, Ånden lærer jer, og det vil kun være så værdifuldt som jeres forpligtelse til at handle på disse tilskyndelser.
Jeg tror, at I alle er enige med mig i, at det er en fantastisk tid at leve i. Sociologer kaldte min generation for babyboomere, selv om betegnelsen ikke rigtig passer længere, den næste generation for generation X, og de kalder jeres generation Y eller zapperne. I er kendt for den lethed I har med teknologi, og for hvordan I har taget de sociale medier til jer. I er klogere og bedre uddannede end tidligere generationer. Disse karaktertræk gør jer ikke bare ekstremt værdifulde i vor tids samfund, men også i at udføre Herrens værk.
I har flere valg og flere muligheder end nogensinde før. Ligesom så mange ting i livet er dette både en velsignelse og en forbandelse. Alt for mange valg og frygten for at træffe dårlige beslutninger fører ofte til beslutningslammelse, hvilket er en af jeres generations udfordringer. Det er sværere at fokusere end nogensinde før! Med teknologi er der risiko for, at så snart I har købt noget, er det forældet, kort tid efter I har forladt butikken. Alt for mange mennesker er bange for at forpligte sig til noget, fordi de ikke ved, om der venter noget bedre lige rundt om hjørnet. Så de venter – og ender med ikke at vælge noget. I denne passive tilstand er de lette mål for at blive distraheret. Modgiften til dette, brødre og søstre, er, hvad jeg gerne vil tale om i aften; at leve med formål: Vigtigheden af oprigtig hensigt.
I. Formål
Forestil jer et øjeblik, at I sidder i en redningsbåd ude på havet omgivet af store bølger i alle retninger, lige så langt øjet rækker. Båden har årer, men i hvilken retning vil I ro? Forestil jer nu, at I kan skimte land forude. Nu ved I, hvilken retning I skal. Giver det jer både motivation og formål at se land? Folk, der ikke har en klar fornemmelse af formål, driver afsted. De, der driver, lader verdens tidevand bestemme, hvor de skal hen.
Leo Tolstoj
Historien om den store russiske forfatter, Leo Tolstoj, der har skrevet Krig og fred, illustrerer dette. Leo Tolstoj havde en noget ustabil ungdom. Hans forældre døde, da han var omkring 13. Hans ældre brødre lærte ham at drikke, spille hasard og alt om seksuelle udsvævelser, og Leo var knap så flittig med sine studier. Da han var 22, følte han, at hans tilværelse manglede et reelt formål, og han skrev i sin dagbog: »Jeg lever som et udyr«. To år senere skrev han: »Jeg er 24 år gammel, og jeg har stadig intet formået.« Tolstojs utilfredshed motiverede ham til at påbegynde en livslang søgen efter, hovedsageligt ved at prøve sig frem, formålet med sit liv – hans hvorfor. Før han døde som 82-årig, konkluderede han i sin dagbog: »Hele formålet med og glæden … ved livet ligger i en søgen efter fuldkommenhed og forståelse af Guds vilje«1 – og jeg vil tilføje at udføre Guds vilje.
Det er blevet sagt, at »de to vigtigste dage i ens tilværelse er den dag, man bliver født, og den dag, man finder ud af, hvorfor« man blev født.2 Fordi vi har evangeliet, behøver vi ikke at bruge hele livet på at prøve at opdage formålet med det. I stedet for kan vi fokusere på at opfylde det formål.
I Matthæus 5:48 læser vi: »Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«
Jeg tror, at vi hver især har en indre længsel efter at blive bedre. Men fordi vi alle begår fejl, er mange af os overbevist om, at målet om fuldkommenhed er uopnåeligt. Og det ville det være, hvis det ikke var for forsoningen. Vor Frelsers offer gør fuldkommenhed mulig: »Ja, kom til Kristus, og bliv fuldkommengjort i ham, og fornægt jer selv al gudløshed; og hvis I fornægter jer selv al gudløshed og elsker Gud af al jeres kraft, sind og styrke, da er hans nåde tilstrækkelig for jer, så I ved hans nåde kan blive fuldkomne i Kristus« (Moro 10:32; fremhævelse tilføjet).
Vor Frelser har givet os det håb, der inspirerer os til at blive ligesom vor Fader i himlen. I ved, ligesom Leo Tolstoj fandt ud af, at der er glæde på vejen til fuldkommenhed. Når I gør det til jeres mål at følge Herrens vilje, vil I have et mægtigt formål med jeres tilværelse.
Ældste Tad R. Callister spurgte: »Hvorfor er det så utroligt vigtigt at have en korrekt forståelse af gudsfrygtens guddommelige skæbne, hvorom skrifterne og andre kilder så klart vidner? Fordi med en større forståelse kommer der en større motivation.«3
Mission
Da jeg var ung, havde jeg næsten besluttet mig for ikke at tage på mission. Efter et år på universitetet og et år i hæren havde jeg fået et godt job på det lokale hospital som radiograf. En dag inviterede doktor James Pingree, en af hospitalets kirurger, mig på frokost. Under vores samtale fandt doktor Pingree ud af, at jeg ikke havde planer om at tage på mission, og han spurgte mig, hvorfor ikke. Jeg fortalte ham, at jeg var lidt ældre, og at det sikkert var for sent. Han fortalte mig, at det ikke var en særlig god grund, og at han var taget på mission, da han var færdig med sit lægestudium. Derpå bar han sit vidnesbyrd om vigtigheden af sin mission.
Hans vidnesbyrd gjorde et stort indtryk på mig. Det fik mig til at bede, som jeg aldrig før havde bedt – med oprigtig hensigt. Jeg kunne komme i tanke om mange grunde til ikke at tage på mission: Jeg var genert – så genert, at tanken om at holde en afskedstale ved nadvermødet var grund nok til ikke at tage afsted. Jeg havde et arbejde, som jeg holdt af. Jeg havde mulighed for et stipendium, som jeg ikke kunne få efter en mission. Vigtigst af alt havde jeg en kæreste, der havde ventet på mig, mens jeg var i hæren, og jeg vidste, at hun ikke kunne vente i yderligere to år! Jeg bad og bad om at få bekræftelse på, at mine grunde var legitime, og at jeg havde ret.
Til min store frustration kunne jeg ikke få det lette ja eller nej-svar, som jeg håbede på. Så slog tanken mig: »Hvad ønsker Herren, jeg skal gøre?« Jeg var nødt til at erkende, at han ønskede, at jeg tog på mission, og det blev et afgørende øjeblik i mit liv. Skulle jeg gøre det, jeg ønskede at gøre, eller følge Herrens vilje? Det er et spørgsmål, som vi alle burde stille os selv ofte. Det er et storslået mønster, som vi alle kan begynde på tidligt i vores tilværelse. Mange gange har vi denne holdning: »Jeg går, hvor du sender mig hen, og jeg gør, hvad du ønsker af mig, kære Herre, så længe det er der, hvor jeg gerne vil hen, og det, som jeg gerne vil gøre.«
Heldigvis valgte jeg at tage på mission og blev sendt til Mexicos Nordlige Mission. For at lette den spænding, som nogle af jer måske føler, kan jeg fortælle jer, at min kæreste ikke ventede på mig, men jeg giftede mig alligevel med hende! Hun er en af de største velsignelser i mit liv. Med kundskaben om, at formålet med vores tilværelse er at blive som vor Fader i himlen, er jeg kommet frem til, at der ikke findes noget bedre universitet end at være gift og have en familie til at lære os om Guds kærlighed til sine børn. Når jeg ved det, som jeg ved nu, ville jeg gøre alt i min magt for at komme ind på det universitet, hvis jeg var jer. Jeg har forstået, at der er åbent for tilmelding lige nu.
II. Oprigtig hensigt
Da vores søn var ved at lære at tale, havde han en umættelig nysgerrighed. I hans begrænsede ordforråd var yndlingsordet »Hvorfor«. Hvis jeg sagde: »Det er ved at være sengetid«, svarede han: »Hvorfor?«
»Jeg skal arbejde.«
»Hvorfor?«
»Lad os bede en bøn.«
»Hvorfor?«
»Vi skal afsted til kirke.«
»Hvorfor?«
Det var rigtigt kært de første 500 gange, han sagde det. Men selv efter det kære var forsvundet, og det blev noget udmattende, var jeg taknemlig for den hyppige påmindelse om at undersøge, hvorfor jeg (bogstaveligt talt) gjorde det, jeg gjorde.
Jeg ved ikke, om bogstavet Y, der på engelsk udtales »why«, har særlig betydning som navn for jeres generation, men jeg tror, at det er en god idé at tænke på jer selv som »hvorfor«-generationen? Det er vigtigt i vor tids verden at være bevidst om hvorfor, man gør det, man gør.
At leve med oprigtig hensigt indebærer en forståelse af »hvorfor« og en viden om motiverne bag jeres handlinger. Sokrates sagde: »Det ureflekterede liv er ikke værd at leve«.4 Overvej, hvordan I bruger jeres tid, og spørg ofte jer selv »Hvorfor?« Dette vil hjælpe jer til at udvikle evnen til at se udover øjeblikket. Det er langt bedre at se fremad og spørge sig selv: »Hvorfor vil jeg gøre det?« end at se tilbage og sige: »Åh nej, hvorfor gjorde jeg dog det?« Hvis den eneste grund er, at Gud ønsker, at I gør det, er det grund nok.
Stjerner
Jeg lærte betydningen af oprigtig hensigt, da jeg havde seminar som ung. Vores lærer udfordrede os til at læse Mormons Bog. For at holde styr på vores fremgang lavede han en oversigt med vore navne ned langs siden og bøgerne foroven. Hver gang vi havde læst en bog, blev der sat en stjerne ud for ens navn. Til at begynde med brugte jeg ikke megen energi på at læse, og det tog ikke lang tid, før jeg kom længere og længere bagud. Ansporet af flovhed og min indre konkurrencementalitet begyndte jeg at læse. Hver gang jeg fik en stjerne, havde jeg det godt. Og jo flere stjerner jeg fik, jo mere motiveret blev jeg til at læse – i frikvartererne, efter skoletid, i hvert ledigt øjeblik.
Det ville være en fantastisk historie, hvis jeg kunne fortælle jer, at jeg sluttede først i klassen, men det gjorde jeg ikke. (Jeg var dog heller ikke den sidste). Men ved I, hvad jeg fik ud af at læse Mormons Bog? Jeg tror, at I tænker på et »vidnesbyrd«, ikke? Men det fik jeg ikke. Jeg fik stjerner. Jeg fik stjerner, fordi det var, hvorfor jeg læste. Det var min oprigtige hensigt.
Moroni var tydelig, da han beskrev, hvordan man finder ud af, om Mormons Bog er sand: »Og når I modtager dette, vil jeg formane jer til, at I spørger Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om ikke dette er sandt; og hvis I spørger af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet I har tro på Kristus, så vil han tilkendegive sandheden af det for jer ved Helligåndens kraft« (Moro 10:4; fremhævelse tilføjet).
Når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at Herren var fuldstændig rimelig overfor mig. Hvordan kunne jeg forvente at finde andet end det, som jeg ledte efter? Jeg stoppede aldrig rigtigt op og spurgte mig selv, hvorfor jeg læste Mormons Bog. Jeg drev rundt, lod verdslig motivation lede mig blot for at finde ud af, at jeg havde læst den rigtige bog af de forkerte årsager. Oprigtig hensigt vil sige at gøre det rette af de rette årsager.
Det var først nogle år senere, da jeg kæmpede for at beslutte, hvorvidt jeg skulle tage på mission, at jeg læste Mormons Bog med oprigtig hensigt. Hvis jeg skulle bruge to år på at bære vidnesbyrd om den bog, så måtte jeg først have et vidnesbyrd.
Jeg ved, at Mormons Bog opfylder dens guddommelige formål om at vidne om Jesu Kristi liv og mission, fordi jeg har læst den med oprigtig hensigt.
Lignelsen om appelsinerne
Jeg vil gerne fortælle jer en nutidig lignelse, som jeg vil kalde »Lignelsen om appelsinerne.« Lyt og tænk over, hvad denne historie lærer jer om kraften i oprigtig hensigt.
Der var en ung mand, der havde ambitioner om at arbejde for et firma, fordi de betalte godt, og det var meget prestigefuldt. Han klargjorde sit CV og havde adskillige interviews. Endelig fik han en stilling nederst i hierarkiet. Så begyndte han at arbejde på sit næste mål – en lederstilling, der ville give ham endnu større prestige og højere løn. Så han udførte de opgaver, som han fik. Han kom tidligt nogle morgener og blev længe, så chefen kunne se, at han arbejdede meget.
Efter fem år var der en lederstilling, der blev ledig. Men til den unge mands store skuffelse var det en anden medarbejder, der kun havde arbejdet for firmaet i seks måneder, der fik forfremmelsen. Den unge mand var meget vred, gik til sin chef og krævede en forklaring.
Den kloge chef sagde: »Før jeg besvarer dit spørgsmål, vil du så gøre mig en tjeneste?«
»Ja, selvfølgelig,« sagde medarbejderen.
»Vil du gå hen i butikken og købe nogle appelsiner? Min hustru skal bruge dem.«
Den unge mand indvilligede og gik hen i butikken. Da han kom tilbage, spurgte chefen: »Hvilken slags appelsiner købte du?«
»Det ved jeg ikke,« svarede den unge mand. »Du sagde bare, at jeg skulle købe appelsiner, og dette er appelsiner. Her er de.«
»Hvor meget kostede de?« spurgte chefen.
»Det ved jeg ikke helt,« lød svaret. »Du gav mig 30 US$. Her er din kvittering, og her er dine byttepenge.«
»Tak,« sagde chefen. »Sæt dig venligst ned, og vær opmærksom.«
Så bad chefen den ansatte, der var blevet forfremmet, om at komme ind og bad ham om at gøre det samme. Han indvilligede og gik hen i butikken.
Da han kom tilbage, spurgte chefen: »Hvilken slags appelsiner købte du?«
»Altså,« svarede han, »der var mange forskellige slags i butikken; navelappelsiner, Valencia-appelsiner, blodappelsiner, mandariner og mange andre, og jeg vidste ikke, hvad slags jeg skulle købe. Men jeg huskede, at du sagde, at din hustru skulle bruge appelsinerne, så jeg ringede til hende. Hun sagde, at hun skulle holde en fest, og at hun skulle lave appelsinjuice. Så jeg spurgte købmanden, hvilke af disse appelsiner der var bedst til appelsinjuice. Han sagde, at Valencia-appelsinen er fuld af meget sød juice, så det er den, jeg købte. Jeg afleverede dem hjemme hos dig på vej tilbage til kontoret. Din hustru var meget glad.«
»Hvor meget kostede de?« spurgte chefen.
»Ja, det var et andet problem. Jeg vidste ikke, hvor mange jeg skulle købe, så jeg ringede atter til din hustru og spurgte hende, hvor mange gæster hun fik på besøg. Hun sagde 20. Så jeg spurgte købmanden, hvor mange appelsiner der skal bruges for at lave juice til 20 personer, og det var mange. Så jeg spurgte købmanden, om han ville give mig mængderabat, og det gjorde ham. Disse appelsiner koster normalt 75 cents hver, men jeg betalte kun 50 cents. Her er dine byttepenge og kvittering.«
Chefen smilede og sagde: »Mange tak, du må gerne gå.«
Han så over på den unge mand, der havde observeret det hele. Den unge mand rejste sig, sukkede og sagde: »Jeg forstår, hvad du mener«, og gik modløst ud af kontoret.
Hvad var forskellen på disse to unge mænd? De blev begge bedt om at købe appelsiner, og det gjorde de. Man kan måske sige, at den ene gik den ekstra mil, var mere effektiv eller var mere detaljeorienteret. Men den vigtigste forskel handler om oprigtig hensigt snarere end blot at lade stå til. Den første unge mand var motiveret af penge, status og prestige. Den anden unge mand var drevet af et stærkt ønske om at behage sin arbejdsgiver og en indre forpligtelse til at være den bedste medarbejder, han kunne være, og resultatet er tydeligt.
Hvordan kan I anvende denne lignelse i jeres liv? Hvordan ville jeres bestræbelser i jeres familie, på studiet, på arbejdet og i Kirken være anderledes, hvis I altid søgte efter at behage Gud og gøre hans vilje motiveret af jeres kærlighed til ham?
III. Applikationer
Undgå at blive distraheret – Betydningen af fokus
Hvor mange gange har I ikke sat jer ved jeres computer for at lave lektier eller en opgave til arbejdet, da der pludselig popper en reklame op for noget, som I kiggede efter for nylig? Når I så kigger på butikker online, lægger I mærke til, at nogle af jeres venner er online, så I begynder at chatte med dem. Så får I en meddelelse om, at en ven har lagt noget på Facebook, og I er simpelthen nødt til at se, hvad det er. Inden I ved af det, har I mistet dyrebar tid og glemt, hvorfor I overhovedet satte jer ved computeren til at begynde med. Vi bliver så ofte distraheret, når vi skulle have handlet. Distraktioner stjæler tid fra jer, der kunne være blevet brugt på at gøre godt. Evnen til at fokusere hjælper os til at undgå distraktioner.
Jeg ved, at I alle holder af at tage tests. Så her i aften vil jeg give her en hurtig test af jeres evne til at fokusere. I vil se to hold; et, der har hvidt på, og et, der har sort på. De kaster med en basketball, og jeg vil blot have jer til at se, hvor mange gange holdet i hvidt kaster bolden til hinanden.
[Videoen, der var en opmærksomhedsprøve, blev vist].
Hvor mange kast talte I?
Løft hånden, hvis I talte 19 kast. Hvor mange talte 20? Hvor mange talte 21? Hvor mange talte 22?
Det korrekte svar er 21.
Alle med det korrekte svar på 21 rækker hånden op. Behold hånden oppe, hvis I også så en ældre dame gå og derefter moonwalke hen over gulvet. Lad hånden være oppe, hvis I så en ninjakriger blive udskiftet med en af spillerne i sort. Så I, at nogle af spillerne på det sorte hold tog hatte på?
Prøv nu at se igen, og fokusér på noget, som I ikke så første gang.
[Videoen, der var en opmærksomhedsprøve, blev vist igen].
Vi gør denne video tilgængelig bagefter på de sociale medier.
Vores fokus er så vigtigt i vores tilværelse. Som testen viser, finder vi typisk det, som vi leder efter. Eller som skrifterne siger det: »Søg, så skal I finde« (Luk 11:9).
Hvis vi fokuserer på de verdslige ting, kan vi gå glip af en hel åndelig verden, der er overalt omkring os. Vi er måske ikke i stand til at genkende de åndelige tilskyndelser, som Helligånden er ivrig efter at give os for at vejlede os i vores tilværelse og for at velsigne andre. Hvis vi omvendt fokuserer på det åndelige og det, der er »dydigt, elskeligt, værd at tale godt om eller rosværdigt« (TA 1:13), er det mindre sandsynligt, at verdens fristelser og distraktioner fører os ud på et sidespor. Den bedste måde, hvorpå man kan undgå distraktioner på, er at være fast fokuseret på vores formål og være ivrigt engagerede i en god sag. Vær forsigtig med jeres fokus. Lad være med at fokusere på at bestige et bjerg, blot for at opdage, at I har besteget det forkerte.
Styrken i små ting
35 år efter at jeg havde »justeret mit fokus« og besluttet mig for at tage på mission, opfordrede min søn mig til at tage til Mexico sammen med ham og forhåbentlig finde nogle af de personer, som jeg havde undervist. Vi tog til et nadvermøde i den lille by, hvor jeg havde påbegyndt min mission, og jeg regnede med, at jeg ville genkende nogen – men ikke én. Efter mødet spurgte vi biskoppen, om han genkendte nogen fra min liste over folk, som vi havde undervist og døbt. Ikke en eneste. Han forklarede, at han kun havde været medlem i fem år. Han foreslog, at vi talte med en anden mand, der havde været medlem i 27 år. Det var stadig usandsynligt, men et forsøg værd. Sammen med ham gennemgik jeg uden succes min liste, indtil vi kom til det sidste navn. Leonor Lopez de Enriquez.
»Åh ja«, sagde han. »Denne familie bor i en anden menighed, men de mødes i denne bygning. Deres nadvermøde starter snart, så de burde være her lige om lidt.«
Vi ventede kun 10 minutter, før Leonor kom ind i bygningen. Selv om hun nu var midt i 70’erne, genkendte jeg hende straks, og hun genkendte mig. Med tårer i øjnene gav vi hinanden et langt knus.
Hun sagde: »I 35 år har vi bedt om, at du ville vende tilbage, så vi kunne takke dig for at bringe evangeliet til vores familie.«
Efterhånden som flere familiemedlemmer kom ind i bygningen, blev der krammet og grædt. Ud af min øjenkrog kunne jeg se min søn stå sammen med to fuldtidsmissionærer, der tørrede tårer væk med deres slips.
Det var fantastisk at deltage i nadvermødet og se, at biskoppen var en af Leonors sønner, pianisten var et barnebarn og dirigenten lige så. Der var adskillige af de unge mænd i Det Aronske Præstedømme, der var børnebørn. En af døtrene var gift med en rådgiver i stavspræsidentskabet. En anden datter var gift med biskoppen i en menighed tæt på. De fleste af Leonors børn tog på mission, og nu har børnebørn også været på mission.
Vi erfarede, at Leonor var en meget bedre missionær, end vi var. I dag genkalder hendes børn hendes utrættelige bestræbelser på at undervise dem i evangeliet: Betydningen af tiende, templer, og skriftstudium, bøn og troen til at stole på det. Hun lærte dem, at små beslutninger over tid resulterer i et rigt, retskaffent og lykkeligt liv, og de har videregivet dette til andre. Hvis man tæller det hele sammen, så er der flere end 500 personer, der har tilsluttet sig Kirken på grund af denne ene vidunderlige familie. Det er en af mange grunde til, at Herren ønskede, at jeg tog på mission. Det lærte mig de evige konsekvenser af at søge at gøre Herrens vilje.
Det hele begyndte med en enkel samtale over frokosten. Jeg tænker ofte, at hvis doktor Pingree havde været mere fokuseret på sin karriere eller andre verdslige formål, havde han måske aldrig spurgt mig, hvorfor jeg ikke var taget på mission. Men hans fokus var på andre og på at fremme Herrens værk. Han såede et frø, der er vokset og har frembragt frugt og fortsætter med at vokse eller forstørres eksponentielt. Inspirerede tanker skaber gode gerninger, gode gerninger skaber nye gode gerninger og så fremdeles for evigt.
I Markus 4:20 står der: »Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«
Tanken om, at små, enkle handlinger foretaget med et formål kan have dramatiske konsekvenser, findes ofte i skrifterne. Alma lærte sin søn Helaman dette:
»Ved små og enkle ting bliver der udrettet store ting …
og ved meget små midler beskæmmer Herren de vise og tilvejebringer mange sjæles frelse« (Alma 37:6–7).
En af livets tidlige lektioner bør være, at der er stor kraft i den samlede virkning af de små ting, som vi gør hver dag. Små og enkle ting virker i jeres tilværelse lige nu. De arbejder enten for jer eller imod jer. Ligesom Herren bruger sådanne ting til at opbygge jer, så bruger Satan dem til at distrahere jer og langsomt, næsten umærkeligt, lede jer væk fra stien.
Vores udfordringer er, at når vi ser en vidunderlig familie eller en person med finansiel succes eller en åndelig gigant, så ser vi ikke alle de små og enkle handlinger, der har skabt dem. Vi ser olympiske sportsmænd, men vi ser ikke årene med daglig træning, der har gjort dem til mestre. Vi går hen i butikken og køber frisk frugt, men vi ser ikke, at frøet bliver plantet og derpå omhyggeligt passet og høstet. Vi ser præsident Monson og andre generalautoriteter, og vi ser deres åndelige styrke og godhed, men hvad vi ikke ser er de enkle daglige rutiner, der bliver gentaget igen og igen. Disse ting er lette at udføre, men de er også lette ikke at udføre, især fordi resultatet ikke er umiddelbart.
Vi lever i en umiddelbar verden. Vi ønsker at gå direkte fra såtiden til høsten. Vi er så vant til at få resultater med det samme, at vi, så snart vi skal vente mere end et par sekunder på, at Google besvarer hvert eneste spørgsmål, vi har, bliver irriterede. Vi glemmer, at disse resultater er de samlede bestræbelser fra generationers arbejde og opofrelse.
Alma gav Helaman et råd, der er fantastisk for os i dag. Idet han taler om Liahona og de »mange andre mirakler«, der ledte Lehis familie »dag for dag«, siger han:
»Alligevel viste den dem forunderlige gerninger, fordi disse mirakler blev udvirket med små midler. De blev lade og glemte at udøve deres tro og flid, og så ophørte disse forunderlige gerninger, og de havde ingen fremgang på deres rejse …
O, min søn, lad os ikke være lade på grund af vejens lethed; for således var det med vore fædre, for det var beredt sådan for dem, at hvis de ville se op, kunne de leve; således er det også med os. Vejen er beredt, og hvis vi vil se op, skal vi leve for evigt.
Og se, min søn, se til, at du tager vare på disse hellige ting; ja, se til, at du ser hen til Gud og lever« (Alma 37:40–41, 46–47).
Tre små og enkle ting
Jeg vil gerne fremhæve tre små og enkle måder at »se hen til Gud«, som vil hjælpe os til at bevare vores fokus på vores evige formål. Ingen af dem vil overraske jer. I har hørt dem mange gange før. Men jeg bærer vidnesbyrd om, at hvis vi gør disse ting konsekvent og med oprigtig hensigt, vil det ikke blot ændre lidt, det vil ændre alt. Hvis I forstår, og jeg mener virkelig forstår, det hvorfor, der er bag disse enkle handlinger, vil I uden tvivl gøre dem til en hovedprioritet i jeres liv.
For det første kører vi ofte på rutinen, når vi tager del i nadveren. Når I ser denne video, læg da mærke til det fokus, der er lagt på at huske, og overvej, hvorfor det er så vigtigt:
Ældste Jeffrey R. Holland: »Ved afslutningen af det sidste og særligt forberedte påskemåltid tog Jesus et brød, velsignede det og brød det, gav sine apostle det og sagde:«
Jesus Kristus: »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig! … Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer … Gør dette til ihukommelse af mig!«
Ældste Holland: »Siden den hændelse i det værelse aftenen før Getsemane have og Golgata har forjættelsens børn været underlagt en pagt om at ihukomme Kristi offer på denne nyere, højere, helligere og mere personlige måde. Med et lille bæger vand mindes vi udgydelsen af Kristi blod og omfanget af hans åndelige smerte.
Med et stykke brød, altid brudt, velsignet og tilbudt først erindrer vi hans sårede legeme og sønderknuste hjerte.
I det enkle og smukke sprog i nadverbønnerne, som disse unge præster beder, synes det vigtigste ord, vi hører, at være erindre.
Hvis det at erindre er den vigtigste opgave for os, hvad kommer da frem i vores hukommelse, når disse jævne og dyrebare symboler tilbydes os?«
Jesus Kristus: »Og dette skal I gøre … Og det skal være et vidnesbyrd for Faderen om, at I altid erindrer mig. Og hvis I altid erindrer mig, skal I have min Ånd til at være hos jer.«
Tekst på skærmen: Hvordan vil I »altid erindre« ham?5
Når vi altid husker ham og holder hans befalinger, så tænk over, hvilken omsiggribende påvirkning det vil have på alle områder af vores tilværelse, at vi har hans Ånd hos os. Forestil jer, hvordan det vil påvirke vore daglige beslutninger og vores opmærksomhed overfor andres behov.
Der findes utallige måder, hvorpå vi kan holde vores løfte om altid at erindre Frelseren i løbet af en dag. Hvordan kan I altid huske ham?
De fleste vil sige: »Bed og studér skrifterne.« Og I har ret, hvis, og det er et stort hvis, det bliver gjort med oprigtig hensigt.
Bøn og skriftstudium er de næste to små og enkle ting, som jeg gerne vil lægge vægt på.
Herren er tydelig omkring, hvor ineffektive vore bønner er, når vi beder dem på rutinen: »Og på samme måde bliver det også regnet et menneske til ondt, hvis han beder uden oprigtig hensigt i hjertet; ja, og det gavner ham intet, for Gud modtager ingen sådan« (Moro 7:9).
Den oprigtige hensigt med bøn er at åbne for en tovejs kommunikation med vor Fader i himlen med fortsæt om at følge, hvad råd han end giver. »Rådfør dig med Herren i alle dine gerninger, så vejleder han dig til din gavn; ja, når du lægger dig om aftenen, da læg dig for Herren, så han kan våge over dig i din søvn; og når du står op om morgenen, lad da dit hjerte være fuldt af tak til Gud; og hvis du gør dette, skal du blive løftet op på den yderste dag« (Alma 37:37).
Bøn og skriftstudium hører naturligt sammen. Når vi studerer skrifterne og ordene fra vore nutidsprofeter, åbner det op for personlig åbenbaring. Eksemplerne og advarslerne, der findes i skrifterne, påvirker vore ønsker. Det er sådan, vi vokser og lærer Herrens sind og vilje at kende.
Profeter fordum og nu har indtrængende bedt os om at gøre små og enkle ting som at bede og studere skrifterne. Hvorfor gør alle det så ikke? Måske er en af årsagerne, at vi ikke nødvendigvis oplever dramatiske negative konsekvenser, hvis det glipper en dag eller to, ligesom jeres tænder ikke rådner og falder ud, blot fordi I glemmer at børste dem en enkelt gang. De fleste af konsekvenserne, positive og negative, vil komme senere, som tiden går. Men de vil komme.
For år siden plantede jeg to træer af samme slags og samme højde i min baghave. Jeg plantede det ene et sted, hvor der er lidt dagligt solskin, og det andet plantede jeg direkte i solen. I løbet af de næste år bemærkede jeg ikke den store forskel i de to træers vækst, men så tog min hustru og jeg på mission i tre år. Da vi kom tilbage, var jeg forbløffet over den store forskel. Forskellen på lidt mere sol hver dag gør – over tid – en kæmpe forskel i træers vækst. Det samme sker i vores liv, når vi dagligt stiller os i kilden til alt lys. Vi bemærker måske ikke forandringen med det samme, men vær forvisset om, at der foregår en forandring inden i jer, og resultaterne vil være åbenlyse over tid.
Den samlede virkning af daglige rutiner udført med formål og oprigtig hensigt kan betyde en stor forskel på alle områder af jeres tilværelse. Det kan betyde forskellen mellem at kæmpe sig gennem et almindeligt liv eller at være usandsynligt succesfuld og opfylde formålet med jeres skabelse.
Jeg har ofte set tilbage på mit liv og undret mig over, hvorfor det var så svært for mig at træffe beslutningen om at tage på mission. Det var svært, fordi jeg blev vildledt – jeg havde tabt mit evige formål af syne. Mine ønsker og min vilje var ikke i overensstemmelse med Herrens vilje, ellers ville beslutningen have været lettere. Og hvorfor stemmer de ikke overens? Jeg gik i kirke og modtog nadveren om søndagen, men jeg fokuserede ikke på dens betydning. Jeg bad, men det var mest ren rutine. Jeg læste skrifterne, men kun sporadisk og uden oprigtig hensigt.
Mens I har lyttet her i dag, håber jeg, at I ved Åndens hvisken har følt, hvad I skal gøre for at leve et bevidst og fokuseret liv. Jeg tilskynder jer til at følge de tilskyndelser. Bliv ikke modløse ved tanken om, hvad I allerede har gjort eller ikke har gjort. Lad Frelseren vaske tavlen ren. Husk, hvad Herren har sagt: »Så ofte som de med oprigtig hensigt omvendte sig og stræbte efter tilgivelse, blev de tilgivet« (Moro 6:8; fremhævelse tilføjet).
Begynd nu. Lev et liv med et formål. Anvend den store kraft ved daglige rutiner på de vigtige områder af jeres tilværelse. Jeg lover jer, at et år fra nu vil I enten være glade for, at I begyndte i dag, eller ønske, at I havde.
Jeg vil bede jer om at overveje disse tre spørgsmål. Jeg opfordrer jer til at fortælle om jeres svar på de sociale medier ved hjælp af #ldsdevo.
For det første: Kan I gøre det? Er det muligt for jer at gøre disse tre små og enkle ting? Kan I stræbe efter at holde jeres pagt om at »altid erindre ham« (L&P 20:77, 79)? Kan I afsætte tid til dagligt at bede i oprigtig hensigt og studere skrifterne?
For det andet: Vil det virke? Tror I virkelig på Herrens løfte? Tror I på, at den samlede virkning af altid at have hans Ånd hos jer vil have en afgørende påvirkning på alle områder i jeres tilværelse?
Og til sidst: Er det det hele værd?
Jeg bærer vidnesbyrd om, at det er umagen værd, og det vil ændre alt. Når I gør alt dette, vil I opdage, at det vigtigste »hvorfor« bag alt, hvad I gør, er, at I elsker Herren og erkender hans store kærlighed til jer. Må I hver især finde stor glæde i jeres søgen efter fuldkommenhed og i forståelsen af og udførelsen af hans vilje. I Jesu Kristi navn. Amen.
© 2015 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Engelsk original godkendt: 14/12. Godkendt til oversættelse: 14/12. Oversættelse af »Living with a Purpose: The Importance of ›Real Intent‹«. Danish. PD10053116 110