61:17

Smag på lyset

Ældste Lynn G. Robbins

De Halvfjerds’ Præsidium

En aften med ældste Lynn G. Robbins

Verdensomspændende foredrag for Unge Voksne • 3. maj 2015 • Tabernaklet i Salt Lake City

Brødre og søstre, jeg byder jer velkommen til dette verdensomspændende foredrag for Unge Voksne med en særlig velkomst til alle dem, der består seminar i år – det er rosværdigt og et bevis på jeres tro og kærlighed til Herren. Jeg opfordrer jer til at følge eksemplet hos de mange andre, der er her i aften, og fortsætte jeres eventyr med åndelig læring til institut eller ved et af Kirkens universiteter. Jeg lover jer, at I fortsat vil få vejledning til alle de andre vigtige beslutninger i jeres liv, og I vil møde mennesker, der får en stor betydning i jeres liv.

I aften kommer I til at høre mig bære vidnesbyrd om Herren Jesus Kristus og hans evangelium. I kommer til at høre mig bruge ordene: »Jeg ved.« Jeg ønsker at beskrive for jer, hvordan jeg erfarede, at han er Guds bogstavelige Søn, verdens Forløser og Frelser, og at hans evangelium er sandt.

Jeg ønsker også at få jer til at opdage, at jeres eget vidnesbyrd om Herren Jesus Kristus og hans evangelium er stærkere, end I tror.

Hvor er mit vidnesbyrd på trosskalaen?

Jeg vil gerne begynde med at få jer til at udføre en mental selvvurdering. Kig på linjen på dette billede og giv jeres vidnesbyrd point på denne trosskala:

Slide from a Powerpoint presentation given by Elder Lynn G. Robbins for May 3, 2015 CES Devotional.

Nederst står ateisten. Ateisten får nul point. Øverst på skalaen får man 10 point og har en fuldkommen kundskab om Jesus Kristus og hans evangelium. Hvor befinder I jer på denne skala? Jeg har en mistanke om, at I vil give jer selv færre point, end I fortjener.

Husk de point, I har givet jer selv, så vi kan se, om de stiger i løbet af denne præsentation, efterhånden som vi drøfter forskellige trosopbyggende aspekter ved et vidnesbyrd, og hvordan de hver især hjælper os til at stige på trosskalaen og til at opleve større fred og lykke.

Alma opfordrer os alle til at tage det første skridt frem på denne skala med »et forsøg med mine ord og udøve den mindste smule tro, ja, selv om I ikke kan gøre mere end ønske at tro« (Alma 32:27; fremhævelse tilføjet).

Ønske

De følgende oplysninger viser visdommen i at have et ønske om at tro.

I 1623 blev det franske naturtalent, matematiker og opfinder Blaise Pascal født. Blandt hans opfindelser findes den matematiske teori om sandsynlighed, der gav videnskaben bag teorien om, hvordan man bedst træffer rationelle valg – en logisk tilgang til at træffe de bedste mulige beslutninger. Med beslutningsteorien bemærkede Pascal meget skarpsindigt, at i livets spil kan mennesket ikke undgå livets største væddemål: Om Gud eksisterer eller ej. Det er blevet kendt som Pascals væddemål, hvor man sætter et menneskets liv på spil – eller snarere dennes evige liv – som det fremgår af dette billede:

I kolonneoverskriften findes der to muligheder: Enten eksisterer Gud eller også gør han ikke. I kolonnen er der to muligheder: Jeg kan enten vælge at tro eller ikke at tro.

Det giver følgende kombinationsmuligheder:

Hvis Gud eksisterer, og jeg tror og handler derefter, kan jeg arve evigt liv.
Hvis jeg tror, og Gud ikke eksisterer, mister jeg ikke noget.
Hvis jeg ikke tror på, ærer og adlyder Gud, og han eksisterer, mister jeg det evige liv.
Hvis jeg ikke tror, og Gud ikke eksisterer, vinder jeg ikke noget.
Pascals væddemål påstår, at den bedst mulige beslutning er at tro på, at Gud eksisterer, og at kun et fjols ville vædde mod Guds eksistens, fordi vedkommende har alt at miste og intet at vinde.

Den fortabte søn ville påstå, at han mister chancen for at »spis[e], drik[ke] og vær[e] lystig« (2 Ne 28:7) – en dårlig trøstepræmie, når man tager i betragtning, hvad der står på spil. Han får »glæde af [sine] gerninger i en tid, [men] snart efter kommer enden« (3 Ne 27:11). Hans drømme om morskab og vellystighed bliver et levende mareridt, da han uundgåeligt vågner op til de åndelige tømmermænd, han oplever i dette liv, og selv opdager, at »ugudelighed … aldrig [har] været lykke« (Alma 41:10) og senere på dommens dag, når han »skal bekende for Gud, at hans straffedomme er retfærdige« (Mosi 16:1). Til sin tid opdager han, at han er blevet ført bag lyset af illusionens mester og hans elendighed forklædt som lykke. Lad os fra nu af derfor følge dette: »Vær ikke misundelig på syndere« (Ordsp 23:17).

Den fortabte søn fik heldigvis en ny chance, hvilket er en af de store lektier, som Frelseren forventer, at vi lærer af denne lignelse (se Luk 15:11–32).

Så frøet – begynd at lære

Alma beskriver, hvordan en person med et ønske kan begynde sin søgen efter tro:

»Lad da det ønske virke i jer, indtil I tror på en sådan måde, at I kan give plads til en del af mine ord.

Se, vi vil sammenligne ordet med et frø. Se, hvis I giver plads … [lad da frøet] … blive sået i jeres hjerte« (Alma 32:27–28; fremhævelse tilføjet).

At så frøet betyder, at I nu i forsøget har fulgt ønsket med inspireret nysgerrighed. I har nu påbegyndt læringsprocessen.

Ifølge skrifterne bør denne læringsproces foregå på to måder: »Og da ikke alle har tro, så søg flittigt og lær hinanden visdomsord; ja, søg visdom i de bedste bøger; stræb efter at lære, ja, ved studium og også ved tro« (L&P 88:118; fremhævelse tilføjet).

Skrifterne lærer os også om de to læringskanaler, hvorved Ånden underviser os:

»Ja, se, jeg vil tale til dig i dit sind og i dit hjerte ved Helligånden, som skal komme over dig, og som skal bo i dit hjerte.

Se nu, dette er åbenbarelsens ånd« (L&P 8:2–3; fremhævelse tilføjet).

Forbind læringsmetoder og læringskanaler

Før vi vender tilbage til trosskalaen, ønsker jeg at vise det indbyrdes forhold mellem de to læringsmetoder og de to læringskanaler. Hvis I forbinder dem på kryds, får I en nyttig indsigt i, hvordan vi fortsætter vores fremgang på trosskalaen.

Da Joseph Smith lærte om bøn ved studium, læste han i Bibelen: »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den« (Jak 1:5).

Joseph lærte om bøn ved tro, da han handlede i overensstemmelse med sin tro og gik ud i den hellige lund og bad.

Øverst på billedet er der to læringskanaler – sind og hjerte.

Forbind læring ved studium med sindet

Når vi søger læring ved studium, taler Herren til vores sind i form af inspirerede tanker. Blandt de andre mulige ord, der kan forbindes med »Studium« og »Sind«, kan vi tilføje følgende ord, som beskriver, hvordan man nærer frøet:

Plante

Tanker
Interesse
Nysgerrighed
Undersøge
Studere
Søge
Overveje
Spørgsmål
Grunde

Inspirerede spørgsmål får en person til at tænke, og under Helligåndens indflydelse fører disse tanker personen til det næste niveau i læringen, hvor studium forbindes med hjertet.

Forbind læring ved studium med hjertet

Frøet begynder at spire, og I begynder at få følelser, der er inspireret af Ånden. Det er hjertet eller inspirerede følelser, der ændrer en tanke til en overbevisning.

Spirer

Følelser
Tro
Forståelse
Lifligt
Hjertet dybt rørt
Større tro og håb
Inspireret til at handle

Alma sagde det på denne måde: »Hvis det er et sandt frø eller et godt frø, og hvis I ikke kaster det ud ved jeres vantro, så I modsætter jer Herrens Ånd, se, da vil det begynde at svulme i jeres bryst, og når I føler disse svulmende bevægelser, begynder I at sige til jer selv: Det må nødvendigvis være sådan, at det er et godt frø, eller at ordet er godt, for det begynder at udvikle min sjæl, ja, det begynder at oplyse min forstand, ja, det begynder at blive mig lifligt« (Alma 32:28; fremhævelse tilføjet).

Selvom vi normalt forbinder ordet forståelse med sindet, forbinder flere skriftsteder det med hjertet som fx: »Og deres hjerte var åbent, og de forstod i hjertet de ord, som han bad« (3 Ne 19:33). Da den unge Joseph talte om Jakobs Brev 1:5, sagde han: »Aldrig har et skriftsted gjort stærkere indtryk på noget menneskes hjerte, end dette dengang gjorde på mig« (JS-H 1:12).

Med den slags følelser sagde Alma: »Se nu, forøger dette ikke jeres tro? Jeg siger jer: Jo, dog er den ikke vokset til en fuldkommen kundskab« (Alma 32:29; fremhævelse tilføjet).

Det er endnu ikke en fuldkommen kundskab. Men når vores hjerte bliver rørt, inspirerer det os til at tage endnu et skridt på trosskalaen. Joseph blev inspireret til at handle og tage imod opfordringen i skriften om at bede. Han ville ikke modtage et »vidnesbyrd, førend [hans] tro [var] blevet prøvet« (Eter 12:6).

Forbind læring ved tro med sindet

Læring ved tro kræver, at man handler i overensstemmelse med følelser og overbevisning.¹ Frelseren gav den samme opfordring om at lære ved tro, da han sagde: »Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv« (Joh 7:17; fremhævelse tilføjet). I dette vers underviser Frelseren os i, at det at gøre er en troshandling, der forvandler en overbevisning til kundskab. Han formaner de ikketroende: »Tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig, for at I kan fatte og forstå, at Faderen er i mig og jeg i Faderen« (Joh 10:38; fremhævelse tilføjet).

Alma siger følgende om det at erkende/vide:

»Og se nu, fordi I har gjort forsøget og har sået frøet, og det svulmer og spirer og begynder at vokse, må I nødvendigvis vide, at frøet er godt.

Og se nu, er jeres kundskab fuldkommen? Ja, jeres kundskab er fuldkommen med hensyn til dette, og jeres tro er uvirksom, og dette fordi I ved … jeres forstand begynder at blive oplyst og jeres sind begynder at udvides« (Alma 32:33–34; fremhævelse tilføjet).

At handle i overensstemmelse med jeres tro har givet jer kundskab.

Blandt de ord, vi kan forbinde med læring ved tro og sindet, kan vi tilføje følgende:

Udvikler sig

Handler
Kundskab (fuldkommen på det område)
Bede
Omvende sig
Ændre adfærd
Adlyde
Eksperimentere
Smage

Alma bruger verbet at smage på en ganske særlig måde, idet han taler om at smage lyset. Lyt:

»O, er dette da ikke virkeligt? Jeg siger jer: Jo, fordi det er lys; og hvad der end er lys, er godt, fordi det er begribeligt; derfor ved I, at det er godt; og se nu, efter at I har smagt dette lys, er jeres kundskab fuldkommen?

Se, jeg siger jer: Nej, ej heller må I lægge troen til side, for I har kun udøvet jeres tro til at så frøet, så I kunne gøre forsøget for at finde ud af, om frøet var godt« (Alma 32:35–36; fremhævelse tilføjet).

Det, at I har smagt lyset og vil det, har givet jer en fuldkommen kundskab om dette, og I ved, at frøet er godt. Lyset inviterer jer til at komme til Jesus Kristus, »og Guds kraft [gør] mirakler ved [jer] … og [omvender jer] til Herren« (Alma 23:6).

Forbind læring ved tro med hjertet

Alma fortsætter: »Og se, når træet begynder at vokse, siger I: Lad os passe det med stor omsorg … med stor flid og med tålmodighed, idet I med glæde ser frem til frugten af det …

se, da skal I snart plukke [eller smage] frugten af det, som er yderst dyrebar« (Alma 32:37, 41–42; fremhævelse tilføjet).

Passe og smage

Omvendelse
Blive
Stor forandring i hjertet
Dåb
Helligånden
Velsignelser
Glæde og lykke
Ønske om at fortælle andre
Blive mere som Jesus Kristus

At smage frugten bringer os hen til det sted, hvor læringen ved tro og hjertet mødes. Der opdager vi helt selv, at frugten vitterlig er sød og dyrebar. At følge Jesus Kristus og gøre hans vilje giver os mulighed for at smage hans forsoning og evangeliet på mange forskellige måder. Tidligere i processen blev vores hjerte dybt berørt. Nu sker der »en mægtig forandring i … hjerte[t]«, som Alma beskrev (Alma 5:12), og Ånden forvandler vores oplevelse og kundskab til omvendelse.

Når vi er »omvendt til Herren« (Alma 23:8), følger vi Frelseren ved at blive døbt og ved at modtage Helligåndsgaven. Når vi »smager evangeliets frugter«, oplever vi velsignelser og så meget glæde og lykke, at vi ønsker at dele det med andre på samme måde, som Lehi gjorde: »Og da jeg spiste af frugten af det, fyldte den min sjæl med overordentlig stor glæde; derfor begyndte jeg at nære ønske om, at min familie også skulle spise af den, for jeg vidste, at den var mere ønskværdig end al anden frugt« (1 Ne 8:12).

At være »omvendt til Herren« er bogstaveligt talt den mægtige forandring og forvandlingen med at blive som Jesus Kristus ved at give »efter for den hellige Ånds tilskyndelser og [aflægge] det naturlige menneske og [blive] en hellig ved Herren Kristi forsoning« (Mosi 3:19). I ordets bredeste forstand bliver vores omvendelse ikke hel, før vi er vokset åndeligt, »en vækst, som kan rumme Kristi fylde« (Ef 4:13). Dette vil være en livslang stræben og rejse i tro på ham og med hans nåde eller guddommelige hjælp (se 2 Ne 25:23).

Denne livslange omvendelse kræver helt klart fortsat pasning fra vores side for at undgå, at det visner hen, som Alma beskrev: »Men hvis I forsømmer træet og ikke har tanke for dets pasning, se, da slår det ikke nogen rod; og når solens hede kommer og svider det, visner det bort« (Alma 32:38).

»Derfor må I trænge jer frem med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og en kærlighed til Gud og til alle mennesker. For se, hvis I trænger jer frem, idet I tager for jer af Kristi ord og holder ud til enden, se, så siger Faderen: I skal få evigt liv« (2 Ne 31:20; fremhævelse tilføjet).

Denne mægtige forandring og omvendelse betyder ikke, at vi ikke stadig har spørgsmål. Men fordi vi har smagt lyset, bør spørgsmålene fremkalde et ønske om fortsat at lære snarere end at skabe tvivl, der kan få vores voksende tro til at visne bort. Og hver den, der tror på mit navn uden at tvivle, for ham vil jeg bekræfte alle mine ord« (Morm 9:25).

Spørgsmål er gode. De får os til at tænke, søge og bede. Joseph Smith havde spørgsmål hele sit liv. Næsten alle afsnit i Lære og Pagter blev åbenbaret til ham som et resultat af et spørgsmål, han fremlagde for Herren i bøn, linje på linje, forskrift på forskrift. Det er den samme måde, som Frelseren lærte på: »Og han modtog ikke fylden til at begynde med, men fortsatte fra nåde til nåde, indtil han modtog en fylde« (L&P 93:13).

En fuldkommen kundskab

På vores trosskala kaldte vi den øverste del for en »fuldkommen kundskab om Jesus Kristus og hans evangelium«.

Lad os kigge på udtrykket »fuldkommen kundskab«. Om det at »smage lyset« sagde Alma, at »jeres kundskab er fuldkommen med hensyn til dette« (Alma 32:34). Prøv i det følgende vers at tænke over profeten Mormons brug af samme udtryk, »fuldkommen kundskab«, hvor han bærer sit vidnesbyrd om det samme lys:

»For se, mine brødre, det er givet jer at kunne dømme, så I kan kende godt fra ondt; og måden at dømme på er så tydelig, at I kan kende den med en fuldkommen kundskab, ligesom dagens lys er forskellig fra nattens mørke.

For se, Kristi ånd er givet til enhver, så han kan kende godt fra ondt; derfor viser jeg jer, hvordan man skal dømme; for alt, hvad der tilskynder til at gøre godt og formår til at tro på Kristus, udgår ved Kristi gave og kraft; derfor kan I med fuldkommen kundskab vide, at det er af Gud …

Og se, mine brødre, eftersom I kender det lys, ved hvilket I kan dømme, hvilket lys er Kristi lys, se til, at I ikke dømmer urigtigt« (Moro 7:15–16, 18; fremhævelse tilføjet).

Begge profeter vidner om, at det er Kristi lys, der giver os en fuldkommen kundskab om sandheden. Selv mennesker ude i verden anerkender, at de har en indre fornemmelse for det, der er rigtigt og forkert. De ser Kristi lys i det engelske ord for samvittighed conscience, som har rod i det latinske ord conscientia, eller »en moralsk selvvurdering«.²

Med det lys som vores segl på sandheden fortsætter vi med at gå frem på trosskalaen linje på linje, forskrift på forskrift (se 2 Ne 28:30; L&P 98:12; 128:21) »og ved Helligåndens kraft kan I kende sandheden af alt« (Moro 10:5; fremhævelse tilføjet).

Om et øjeblik vil vi rent faktisk afprøve Almas forsøg, så I kan blive mindet om, hvordan det lys smager, og hvordan det giver jer en fuldkommen kundskab.

Modsætning åbenbarer sandheden

Før vi går videre med forsøget, er det vigtigt at identificere endnu et vigtigt element i processen. I 2 Nefi 2 lærer vi, at der »nødvendigvis [må] være … en modsætning i alt« (2 Ne 2:11). Menneskeheden »smager det bitre, så de kan lære at skønne på det gode« (Moses 6:55). Helbred er for eksempel i det store og hele det modsatte af sygdom, frihed det modsatte af undertrykkelse og trældom, lykke det modsatte af sorg og så videre. Og som det lille mirakel en ildflue er, værdsættes lyset ikke uden mørket.

Modsætning er uundværlig for vores uddannelse og lykke. Uden modsætning forbliver sandheden skjult, selv når den ligger lige for næsen af os, på samme måde som man tager ilt for givet, indtil man gisper efter luft. Fordi Kristi lys findes overalt, bemærker mange mennesker ikke Ånden i deres liv, lige som de lamanitter i 3 Nefi 9:20, der »blev døbt med ild og med Helligånden, og de vidste det ikke.«

Modsætning åbenbarer eller afslører ikke blot sandheden, men viser dens iboende kraft, glæde og sødme. Da den fortabte søn for eksempel havde smagt på det bitre liv, indså han, hvilket dejligt liv han havde derhjemme, og som han havde taget for givet i sin ungdom.

Det er kun gennem smerte og sygdom, at vi værdsætter vores helbred. Hvis vi har oplevet uærlighed, sætter vi pris på retskaffenhed. Har vi oplevet uretfærdighed eller grusomhed, elsker vi kærlighed og venlighed – alle med en »fuldkommen kundskab« ved at have smagt frugten gennem det lys, der findes i os. Den fuldkomne kundskab kommer frugt efter frugt, gennem modsætning i alt. Lydighed mod Guds befalinger kommer med et løfte om den største lykke, udvikling og fremgang gennem modsætning, ikke ved at undgå det. »Stille sø gør ingen sømand.«³

Tænk over denne indsigtsfulde udtalelse af profeten Joseph Smith: »Ved at modbevise det usande kommer sandheden frem.«⁴

Og denne fra Brigham Young: »Alle kendsgerninger bliver bevist og tilkendegivet ved deres modsætning.«⁵

Trosforsøget

Nu vil jeg gerne have jer til at blive en del af forsøget ved at tænke over flere befalinger, der omhandler, hvordan vi skal være, eller kristuslignende dyder, og stille dem op mod deres modsætning. Når I tænker over dem hver især, bør Kristi lys i jer bekræfte for jeres sind og jeres hjerte, at hver eneste kristuslignende dyd er sød, mens modsætningen er bitter:

Kærlighed i forhold til had, fjendtlighed, modstand
Ærlighed i forhold til løgne, bedrageri, tyveri
Tilgivelse i forhold til hævn, foragt, bitterhed
Venlighed i forhold til at være ondskabsfuld, vred, uvenlig
Tålmodighed i forhold til at være hidsig, opfarende, intolerant
Ydmyghed i forhold til stolthed, uimodtagelig for undervisning, arrogance
Fredsstifter i forhold til strid, splid, være provokerende
Flid i forhold til at blive træt, opgive, være stædig

Dette er blot nogle få af mange kristuslignende dyder, men det er nok til tydeligt at vise virkningen af forsøget med frøet.

Når I tænker over denne liste, anerkender I, at I er kommet til at kende kraften, sandheden og sødmen ved hver eneste dyd, en efter en, gennem flere tusinde bekræftende oplevelser. God frugt kommer med sit eget iboende bevis og bekræftelse – smagen. Beviset findes ved at spise, frugt efter frugt, linje på linje, alle med en »fuldkommen kundskab«. Måske er det det, apostlen Paulus mente, da han sagde: »Prøv alt, hold fast ved det gode« (1 Thess 5:21; fremhævelse tilføjet). Hvis I har integreret disse og andre dyder i jeres liv, er I kommet meget længere på trosskalaen end I troede.

Men det er blot, hvad jeg ville kalde et terrestrialt vidnesbyrd eller herlighed som månen. Gode og gudfrygtige mennesker fra enhver religion har det samme vidnesbyrd, fordi de også har Kristi lys, som Mormon talte om, og har accepteret en del af hans evangelium.

Trosforsøget – Næste niveau

Et celestialt vidnesbyrd, eller et med herlighed som solen, kommer, når man søger »Faderens fylde« (se L&P 76:75–78; 93:19). Når en person bliver døbt og er værdig til Helligåndsgaven, modtager han eller hun en større del af Kristi lys, som det fremgår af dette vers i Mormons Bog: »Hvis dette er jeres hjertes ønske, hvad har I da imod at blive døbt i Herrens navn … så han kan udøse sin Ånd mere rigeligt over jer« (Mosi 18:10; fremhævelse tilføjet).

Præsident Dieter F. Uchtdorf har lært os, at »jo mere vi vender vores hjerte og vores sind mod Gud, jo mere himmelsk lys falder der på vores sjæl.«⁶

»Og den, der modtager lys og forbliver i Gud, modtager mere lys; og det lys vokser sig klarere og klarere indtil den fuldkomne dag« (L&P 50:24).

Jeg behøver ikke fortælle jer, at en større overflod af lys styrker jeres syn – det ved I. Profeten Joseph Smith har sagt: »Jo nærmere mennesket kommer fuldkommenheden, desto klarere bliver dets indsigt, og desto større dets glæde.«⁷

Med mere lys til at se kan vi nu føre forsøget til det celestiale niveau og stille nogle af de læresætninger, der er unikke for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, op mod dem, der findes andre steder med svagere lys, men generelt med rene hensigter:

Gud er vor Fader, og vi er skabt i hans billede i forhold til, at han ikke bogstaveligt talt er vor Fader; han er ubegribelig og umulig at kende
Hans guddommelige organisation med profeter og apostle i forhold til opgivelse af hans fastetablerede plan
Herren er en ordens Gud og leder gennem dem, der har præstedømmets nøgler, i forhold til forvirring, forskelligartede røster, »falske ånder« (L&P 50:2)
Præstedømmets myndighed og kaldet af Gud i forhold til en teologisk uddannelse, valgt, ansat eller selvudpeget
Ordinancer og pagter i forhold til blot at leve et godt liv
Børns uskyldighed i forhold til barnedåb
Mormons Bog, endnu et vidnesbyrd, i forhold til Bibelen, det eneste vidnesbyrd
Tempelordinancer for afdøde i forhold til at tænde et lys og bede for de døde
Evigt ægteskab og evige familier i forhold til indtil døden os skiller

Det er afslørende at stille sandheden op over for sin modsætning. Det er med til at åbenbare det åbenlyse, der var skjult lige for næsen af os. Vi indser, at vi ved meget mere, end vi troede. Det bør inspirere os til fortsat at »granske flittigt i Kristi lys … og … gribe fat i alt godt« (Moro 7:19).

»Salige er de, som ikke har set og dog tror« (Joh 20:29)

Lad os nu undersøge et andet interessant aspekt af tro og vidnesbyrd.

I Guide til Skrifterne står der, at »et menneske må rette sin tro mod Jesus Kristus og omvende sig for at kunne blive frelst i Guds rige …

[Det] rummer håb om det, der ikke ses, men som er sandt [se Hebr 11:1].«⁸

Er det ikke interessant, at sand tro på Jesus Kristus er »at tro uden at se«, når verden tror på det modsatte, »at se er at tro«.

Det naturlige menneske opdager verden gennem fem sanser og kræver tegn som bevis. Og alligevel er skrifterne fulde af eksempler på dem, der fik beviser på Guds nærvær og kraft gennem de fem sanser uden en vedvarende omvendelse:

Laman og Lemuel så en engel (se 1 Ne 3:29). De hørte Herrens røst, som »revsede dem overordentlig meget« (1 Ne 16:39). De følte Guds kraft, da Nefi strakte sin hånd frem og »Herren rystede dem« (1 Ne 17:54). De smagte og lugtede: »Jeg vil gøre jeres mad sød, så I ikke skal tilberede den« (1 Ne 17:12). På trods af alle disse beviser oplevet med alle fem sanser gjorde Laman og Lemuel oprør. Var det at se tro for dem?
Da Moses førte israelitterne ud af Egypten, oplevede de plager, ildsøjler, Det Røde Hav blive delt, og de smagte manna – oplevelser med alle fem sanser. »Og til trods for at de blev ført af Herren deres Gud, deres forløser, som gik foran dem og ledte dem om dagen og gav dem lys om natten og gjorde alt det for dem, der var tjenligt for mennesket at modtage, forhærdede de hjertet og forblindede sindet og hånede Moses og den sande og levende Gud« (1 Ne 17:30). At se var vitterlig ikke tro for dem!
Der findes mange lignende eksempler i skrifterne, men det mest overraskende eksempel af dem alle er de åndeligt svage, der afviste Frelseren i selve hans nærhed. »Skønt han havde gjort så mange tegn for øjnene af dem, troede de ikke på ham« (Joh 12:37; se også L&P 138:26).

Der findes alt for mange eksempler på det modsatte til at hævde, at se er at tro. De, der håber på blot én bemærkelsesværdig oplevelse til at definere deres vidnesbyrd, indser ikke, at det største vidnesbyrd og Åndens vidnesbyrd kommer til os dagligt gennem mange mindre beviser, så som den sidste gang man understregede sine skrifter. Tænk over det. Årsagen til, at I understregede jeres skrifter er, at I fik et indtryk, en indsigt, en ahaoplevelse! Et inspireret indtryk er åbenbaring.

Et andet eksempel på åbenbaring er, når I bliver tilskyndet til at være venlige eller gøre en god gerning, »for alt, hvad der tilskynder til at gøre godt … udgår ved Kristi gave og kraft« (Moro 7:16). Kristi lys er altid til stede! I smager det hver eneste dag. Og ud af den hvisken, ud af det, »som er småt, udspringer det, som er stort« (L&P 64:33).

»Ved Helligåndens kraft kan I kende sandheden af alt« (Moro 10:5)

Kan I komme i tanke om nogen i Mormons Bog, der så en engel og troede? I tænker højst sandsynligt på Alma den Yngre. En engel viste sig for ham og Mosijas sønner og »steg ned som i en sky; og han talte som med en tordenrøst« (Mosi 27:11). I kender resten af historien – Almas omvendelse og efterfølgende tjeneste.

Var det at se at tro for Alma? Nej! Hvorfor? Fordi Alma skulle udøve sin handlefrihed i at lære ved studium og tro, og han havde endnu ikke bedt om at kende sandheden. Det at se er ikke en genvej til tro eller et vidnesbyrd, som det fremgår af de mange eksempler, jeg lige har nævnt. Alma selv beskriver, hvordan han fik sit vidnesbyrd, og han giver ikke tilsynekomsten af en engel æren. Faktisk nævner han overhovedet ikke englen noget sted i sit vidnesbyrd:

»Og dette er ikke alt. Tror I ikke, at jeg selv kender til dette? Se, jeg vidner for jer om, at jeg ved, at det, hvorom jeg har talt, er sandt. Og hvordan tror I, at jeg kender til dets sandhed?

Se, jeg siger jer, det er blevet kundgjort for mig ved Guds hellige Ånd. [Lyset]. Se, jeg har fastet og bedt i mange dage, for at jeg selv kunne vide dette. Og se, jeg ved selv, at det er sandt, for Gud Herren har tilkendegivet det for mig ved sin hellige Ånd; og dette er åbenbarelsens ånd, som er i mig« (Alma 5:45–46; fremhævelse tilføjet).

Et tegn og en kortvarig adfærdsændring kan virke ude fra og ind gennem de fem sanser, men det er altid kortsigtet som med Laman og Lemuel. Et vedvarende vidnesbyrd kan kun komme inde fra og ud, idet man lærer ved studium og tro sammen med Helligånden og planter evangeliet »i [sit] indre og skriver [det] i [sit] hjerte« (Jer 31:33). Det er årsagen til, at nefitterne, der på trods af, at de havde set, hørt, og følt Frelseren, da han besøgte dem, og også havde smagt og lugtet til det brød, han på mirakuløs vis gav dem (se 3 Ne 20:3–9), alligevel »bad om det, som de ønskede mest, og de ønskede, at Helligånden måtte blive givet til dem« (3 Ne 19:9).

For nogle år siden fortalte en seniormissionær mig følgende historie. Det skete, da han var en ung mand i 1960’erne og viser også, at det er kun ved studium og bøn, at Helligånden vidner for os om sandheden. Han sagde:

»Jeg boede alene i Provo i Utah i en lille lejlighed tæt på centrum. Jeg solgte møbler i en lille butik i Provo, og det var i den lange friweekend omkring nytårsaften, at det skete.

Vi havde fået en lang friweekend. Det var torsdag den 31. december, nytårsaften. Vi havde fået fri fra torsdag til søndag, og jeg var hjemme i min lejlighed uden nogle planer for aftenen. Jeg forberedte min aftensmad og ventede på, at den skulle stege færdig, da jeg fik lyst til at læse. Der var ikke noget at læse i lejligheden, så jeg gik ind ved siden af for at spørge nogle unge mænd, der boede der (studerende på BYU), om de havde noget – jeg håbede på Field & Stream eller noget i den retning. De sagde, at de ikke havde nogle tidsskrifter, men de havde en bog, som jeg måske ville læse. De gav mig et eksemplar af Mormons Bog.

Selvom jeg havde hørt om mormonkirken (hvem i Utah har ikke det?), så kendte jeg ikke bogen. Jeg takkede dem og tog den med ind i min lejlighed. Under aftensmaden kiggede jeg i den og begyndte at læse. Jeg indrømmer, at jeg bladrede igennem flere afsnit for at finde en handling. Der var navne og steder, jeg aldrig havde hørt om før, og jeg kunne ikke komme ind i den. Så efter aftensmaden tog jeg bogen med tilbage til dem og returnerede den med et »Tak for lån«.

›Bad du om den?‹ spurgte den ene ung mand. ›Bad om den?‹ svarede jeg. ›Jeg ønskede blot noget at læse i, ikke noget jeg skulle bede om.‹ Det indledte en meget interessant samtale om indholdet i Mormons Bog. De fortalte mig, at det var en bog med hellig skrift, og hvis jeg først bad om den og derefter læste den med oprigtig hensigt for at vide, om den er sand eller ej, så ville Gud åbenbare sandheden af den for mig gennem Helligåndens kraft.

Jeg var vokset op som katolik, og selvom jeg ikke var aktiv på det tidspunkt, holdt jeg hårdt fast ved mit medlemsskab af den katolske kirke, fordi det var det eneste, jeg kendte. De eneste bønner, jeg havde bedt, var Fadervor, Hil dig Maria, og så havde jeg læst i min bønnebog – noget jeg ikke havde gjort meget længe. Og nu bad nogle unge mænd mig om at bede til en Gud, jeg ikke rigtig kendte og bede ham om at fortælle mig, om bogen var sand eller ej. Nå, men jeg havde jo ikke andet at give mig til, og det ville blive en meget lang weekend. Jeg tog bogen med tilbage, åbnede en ølflaske, tændte en cigaret, knælede ned og bad Gud fortælle mig, om bogen var sand. Så begyndte jeg at læse: ›Jeg, Nefi, der er født af agtværdige forældre‹.

Navnene og stederne var de samme som dem, jeg havde læst nogle timer tidligere. Den eneste forskel denne gang var, at vantroen på magisk vis var forsvundet. Jeg var bogstavelig talt inde i bogen! Jeg kunne se Nefi, jeg kunne se hans brødre, og det gjorde mig vred, at de mishandlede ham. Jeg kunne lide Nefi! Jeg heppede på de gode og havde ondt af de onde. Jeg læste i timevis, og jeg kunne ikke lægge bogen fra mig. Da jeg endelig kiggede på mit ur, var klokken næsten fire om morgenen. Jeg ønskede mig selv et godt nytår og gik i seng.

Jeg vågnede cirka 8.30 og rakte instinktivt ud efter bogen. Og sådan gik resten af den weekend. Som hos bror Parley P. Pratt var tanken om mad en pestilens, jeg ønskede ikke at blive forstyrret. Jeg tog røret af mit telefon og læste hele dagen med nogle enkelte pauser til en hurtig bid mad. Som med den første aften opdagede jeg endelig, at det var tidligt om morgenen, sov i nogle timer, tog fat i bogen og fortsatte min selvvalgte maraton. Omkring klokken fem mandag morgen blev jeg endelig færdig med at læse og faldt udmattet i søvn.

Lige før jul det år havde jeg solgt et stort gulvtæppe til nogle mennesker i American Fork. Det var et specielt gulvtæppe, og min chef ønskede, at jeg ledte tæppelægningen. Min chef havde været biskop i Provo og havde ved flere lejligheder fortalt mig om Kirken, men jeg ville ikke høre om den. Han var en god chef, men man skulle ikke tirre ham, for han havde temperament. Det var denne mandag morgen klokken otte, at jeg skulle lede tæppelægningen. Klokken blev otte, og jeg dukkede ikke op, og klokken blev ni, og så ti.

Omkring halv elleve kom min chef eddikesur til min lejlighed, gik ind ad døren og var klar til at rive hovedet af mig, da han så mig ligge på sofaen med Mormons Bog på brystet, og det ændrede alt. Han lukkede stille døren, tog tilbage til butikken og tænkte, at han godt selv kunne igangsætte tæppelægningen. Omkring klokken halv tolv vågnede jeg (uden at vide, min chef havde været der), så på uret og bad for anden gang på relativ kort tid en bøn. Jeg tog hurtigt tøj på (jeg troede, at når jeg kom derhen, havde jeg ikke længere noget job), tog bilen og skyndte mig hen til stedet.

Der så jeg min chef og gik hen til ham og undskyldte. Han vendte sig rundt, grinte og spurgte: ›Hvad syntes du om bogen?‹ Jeg indså, hvad der måtte være sket, tænkte på weekenden og med tårer i øjnene sagde jeg det eneste, jeg kunne sige: ›Bogen er sand. Mormons Bog er Guds ord.‹ Så begyndte jeg at græde, og han kom hen og lagde armene om mig. Jeg blev døbt som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige den 22. januar 1965.«

Jeg mødte denne gode bror nogle årtier efter hans omvendelse, da han og hans hustru tjente på mission ved Mormonbataljonens besøgscenter i San Diego. Årsagen til, at jeg så godt kan lide denne historie, er kontrasten i hans to forsøg på at læse Mormons Bog. Da han første gang begyndte at læse, var det uden oprigtig hensigt og uden bøn. Andet forsøg med et ønske og en bøn var en helt anden oplevelse.

Der er kun en måde at vide, om Mormons Bog og evangeliet er sandt, og det kræver mere end nysgerrighed og mere end de fem sanser. Det kræver, at man bruger sin handlefrihed og handler i overensstemmelse med ønsket om at vide:

»Og når I modtager dette, vil jeg formane jer til, at I spørger Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om ikke dette er sandt; og hvis I spørger af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet I har tro på Kristus, så vil han tilkendegive sandheden af det for jer ved Helligåndens kraft.

Og ved Helligåndens kraft kan I kende sandheden af alt« (Moro 10:4–5).

Det løfte omfatter ikke et måske. Løftet er, at han vil »tilkendegive sandheden af det for jer ved Helligåndens kraft«.

Et andet princip, vi lærer af denne historie, er, at man skal ikke læse hele Mormons Bog for at få et vidnesbyrd. Manden i denne historie smagte lyset på side et. Han behøvede ikke at spise hele pizzaen for at vide, at den smagte godt. For andre kan det kræve lidt tilvænning, idet lyset smager bedre med tiden. Det virker til at være det, Alma siger i dette vers: »Ja, det begynder at oplyse min forstand, ja, det begynder at blive mig lifligt« (Alma 32:28).

Jeres vidnesbyrd er stærkere, end I tror

Da vi begyndte, bad jeg jer om at give jer selv point på trosskalaen. Jeg håber, at I har opdaget, at jeres vidnesbyrd er langt stærkere, end I forestillede jer. Med Helligånden som jeres lærer er I begyndt at få en fuldkommen kundskab om evangeliets mange frugter, og frugt på frugt, linje på linje bliver jeres vidnesbyrd stærkere for hver dag, der går.

Jo mere man lærer og efterlever evangeliet, jo mere lys får man, og jo mere giver vor Faders plan mening. Ud fra vore egne oplevelser lærer vi, at frugten på livets træ virkelig er dyrebar og »yderst sød, mere end alt andet, som [vi] nogen sinde før havde smagt«, og at den fylder vores sjæl »med overordentlig stor glæde« (1 Ne 8:11–12). Vi kommer til at elske den på grund af de velsignelser, glæde og kontrol, som den giver os over de positive resultater i vores liv og håbet om uendelig lykke som en evig familie.

Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at jeg ved, og jeg ved, at jeg gennem Helligånden ved, at Mormons Bog er sand, den er Guds ord. Den er sød og dyrebar at smage på. Jeg elsker og sætter pris på dens smag. Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at Jesus Kristus er Guds Søn, og at han blev korsfæstet og led for verdens synder. Han er vor Frelser og fortsætter med at lede og vejlede sin kirke og sit rige her på jorden gennem levende profeter og apostle. Jeg bærer vidnesbyrd om hans navn og om disse hellige sandheder i Jesu Kristi navn. Amen.