Kraften i Jesus Kristus og ren lære
Kraften i Jesus Kristus og ren lære med ældste Neil L. Andersen
Søndag den 11. juni 2023
Ældste Neil L. Andersen: Tak, ældste Gilbert. Tak, bror Webb. To af mine venner og kære kollegaer. Jeg elsker dem meget højt.
Var koret ikke fantastisk? Og så ærbødigt! I var virkelig imponerende. Tusind tak!
Jeg tænkte over ordene, da I kom ind i harmonien i tredje vers: »Min Gud er mit lys, min styrke for vist, af ham får jeg visdom, sejrer til sidst.«1 Hvis vi kunne få følelsen fra disse ord dybt ind i knoglerne på dem, vi underviser, så vil de beskytte nogen.
Det er fantastisk at være i Tabernaklet, ikke? Vi kommer her ikke så ofte længere. Nogle af jer har aldrig været her; I er for unge. Nogle af os har mange minder fra dette storslåede gamle Tabernakel. Hvor mange af jer har et godt minde fra at være her tidligere? (Håndsoprækning).
For 30 år siden blev ældste Christofferson og jeg kaldet ved den samme konference. Som jeg husker det, sad vi lige dernede, før vi kom op til de røde stole. En af apostlene, ældste Marvin Ashton, var syg ved den konference, og derfor bar ældste Christofferson og jeg vores ydmyge vidnesbyrd. Vi fik ikke meget tid til at forberede os.
Jeg har et andet minde her, som jeg vil dele med jer.
Jeg havde ikke talt i Tabernaklet siden det vidnesbyrd i 1993. Vi nærmede os den sidste konference, der skulle afholdes her i Tabernaklet; det var i oktober 1999.
Så skete der noget, der chokerende mig. Det var fredag morgen før konferencen – kl. 7.30. Jeg sad på mit kontor, da telefonen ringede. Stemmen i den anden ende sagde: »Bror Andersen, det er præsident Hinckley.« Jeg var generalautoritet, men jeg tilbragte meget lidt tid sammen med præsident Hinckley. Det første, han sagde til mig – og det er absolut sandheden – var: »Hvilken slags reservespiller er du?« Jeg vidste virkelig ikke, hvordan jeg skulle svare, men jeg mumlede et eller andet. Han fortsatte: »Ældste Robert Hales er syg. Han skal opereres på mandag, så han kan ikke tale i morgen. Vi vil gerne bede dig om at tale i stedet for ham lørdag formiddag. Er det okay? Farvel!« Det medførte en masse urolige timer. Det var min eneste oplevelse med at tale ved generalkonferencen her i Tabernaklet.
Hvis vi havde tid, ville det være fantastisk at høre om alle jeres oplevelser.
Lad mig begynde med at udtrykke min kærlighed og Det Første Præsidentskabs og De Tolvs Kvorums kærlighed til hver enkelt af jer. Vi respekterer og beundrer dybt jeres tro på og hengivenhed over for vor Frelser Jesus Kristus og hans hellige værk. Vi lever i historiske dage af stor betydning. Hundredtusinder af vore unge sidste dages helliges liv ligger blidt inden for jeres indflydelsessfære. Uanset om I er blevet kaldet som seminar- eller institutlærer i jeres menighed eller stav eller er valgt som lærer i en af vores 638 institutbygninger over hele verden eller i vores seminar i skoletiden – jeg spurgte lige bror Webb, hvor mange klasser vi har, og han sagde nok omkring 80.000 seminarklasser. Seminar i skoletiden foregår i det vestlige USA, Canada og på Kirkens skoler. Eller hvis I tjener i nogen kapacitet med at støtte arbejdet i seminar og institut, så takker jeg jer oprigtigt på vegne af Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum. Vi elsker jer og vi beder for jer. Vi betragter jer som Jesu Kristi disciple, vores meddisciple, idet vi forbereder et retfærdigt folk på tværs af verdens nationer, kulturer og sprog som forberedelse på Frelserens herlige tilbagevenden til jorden.
For at ære hver eneste af jer og de ædle lærere, der er gået forud for jer i dette store værk, havde jeg for nylig en kort samtale med præsident Andy Diaz, en stavspræsident her i Salt Lake City. Vi talte om en af hans morgenseminarlærere, da han var ung. Og her er den meget interessante forbindelse. Da præsident Diaz tilsluttede sig Kirken som 13-årig i byen Tampa i Florida, begyndte han at deltage i seminar et år senere i samme morgenseminarklasse som min vidunderlige hustru, Kathy. I vil se, at han ser meget ældre ud end Kathy. Livet behandler os hver især forskelligt. Læreren var Kathys mor, min fremtidige svigermor, søster Martha Williams. Lyt til denne korte samtale mellem mig selv og præsident Diaz.
[video starter]
Ældste Andersen: Jeg er her i dag sammen med præsident Andy Diaz, præsident for Salt Lake Riverside Stav. Præsident Diaz og jeg har noget til fælles, og det er, at min hustru, Kathy, deltog i hans seminarklasse for mere end 50 år siden, og derudover var deres lærer Kathys mor, søster Martha Williams. Hun var en fantastisk kvinde. Jeg kendte hende selvfølgelig godt. Hun er siden gået bort. Men jeg ville gerne høre om nogle af følelserne her, mere end 50 år senere, fra en mand, der nu er stavspræsident, der tilsluttede sig Kirken, da han var 13 år og et år senere gik til seminar, om søster Martha Williams. Giv os en generel følelse, præsident Diaz, om denne kvinde, der var din seminarlærer.
Præsident Andy Diaz: Hun var nok en af de tre mest indflydelsesrige kvinder i mit liv – min mor, min hustru og søster Williams.
Ældste Andersen: Overdriver du ikke?
Præsident Diaz: Jeg overdriver ikke.
Ældste Andersen: Hvordan kunne hun være så vigtig for dig?
Præsident Diaz: Hun hjalp mig med at udvikle mig og lære om evangeliet, fordi jeg var et helt nyt medlem af Kirken som 13-årig, og da jeg blev 14, begyndte jeg til seminar. Og hun var egentlig den, der hjalp mig til at lære om evangeliet. Da jeg gik i gymnasiet, fik jeg et arbejde, hvor jeg skulle møde ind kl. 2 om morgenen, og jeg tog direkte fra mit job kl. 2 til morgenseminar kl. 6, fordi jeg ikke ville gå glip af det. Så vigtigt var det for mig. Hun havde allerede indstillet stemningen til at være: »Lad os få en åndelig oplevelse«, og jeg ønskede at have de åndelige oplevelser.
Ældste Andersen: Forblev hun fokuseret på renheden og enkelheden i evangeliet – jeg husker for 50 år siden i nogle af mine klasser, der udforskede vi ting, vi ikke vidste noget om.
Præsident Diaz: Hun underviste mig bestemt i Kristi rene lære. Hun talte om tro og omvendelse og det, vi er nødt til at gøre for at komme tilbage til vor Fader i himlen og holde ud til enden.
Ældste Andersen: Hjalp hun dig med din personlige omvendelse til Frelseren Jesus Kristus, som har varet hele dit liv?
Præsident Diaz: Ja, det gjorde hun. Fordi hun hjalp mig til at få et forhold til vor Fader i himlen og til Frelseren. Jeg lærte om Frelseren af hende. Og alt det, der var i skrifterne, som hun var i stand til at åbne for os i forhold til forståelse og de læresætninger, som Frelseren underviste i. Hun havde et vidnesbyrd, og jeg kan ikke huske, at hun nogensinde sluttede en klasse uden at bære sit vidnesbyrd om Frelserens evangelium og om det, hun underviste om den dag; det var virkelig vigtigt. Og hun var sådan en dynamisk person; hun ville omgive én i den kærlighed til evangeliet, som hun havde. Og når jeg så på hende, prøvede jeg at efterligne det, hun gjorde.
Ældste Andersen: Når du ser tilbage, hvis du talte til seminar- og institutlærere – for nogen som dig, der er ny i Kirken – hvad ville du så opfordre dem til at gøre, præsident Diaz?
Præsident Diaz: Elsk jeres elever. Lad dem vide, at I elsker vor himmelske Fader, og at vor himmelske Fader elsker dem. At Frelseren elsker dem. Og hvis man vil følge Gud og hans profeter, så vil man kunne komme tilbage og bo sammen med vor himmelske Fader igen.
Ældste Andersen: Jeg er sikker på, at dine forældre ville være meget stolte af dig. Og jeg ved, at søster Williams, som fuldendte sit virke i denne verden for 25 år siden, også ville være meget stolt af dig.
Præsident Diaz: Det glæder mig.
Ældste Andersen: Tusind, tusind tak. Og tak fordi du delte disse ting med os.
Præsident Diaz: Selv tak.
[video slutter]
Ældste Andersen: Bror og søster Diaz er her sammen med os i aften. Bror og søster Diaz, vil I rejse jer, så vi kan hilse på jer? Tusind tak.
Præsident Diaz repræsenterer den indflydelse, I har og fortsat vil have på den opvoksende slægt på grund af jeres tro på Forløseren, og hvordan I holder ham op som lyset i alt, hvad I siger og gør.
Jeres tjeneste er allerede så eksemplarisk, så min bøn i dag er, at jeg kan dele en eller to tanker, der vil løfte jer åndeligt og på en lille måde hjælpe jer ved at støtte den retskafne tjeneste, I yder.
Her er den første overvejelse til jer: Lad os undervise og vidne oftere og endnu stærkere om Jesus Kristus.
Tænk på, hvordan disse ord fra præsident Russell M. Nelson ved aprilkonferencen er så relevante for eleverne, I underviser: »Uanset hvilket spørgsmål eller problem I har, findes svaret altid i Jesu Kristi liv og lærdomme. Lær mere om hans forsoning, hans kærlighed, hans nåde, hans lære og hans gengivne evangelium med helbredelse og udvikling. Vend jer til ham! Følg ham!«2
Da jeg blev kaldet som generalautoritet for 30 år siden i begyndelsen af 1990’erne, definerede ni ud af ti voksne i USA sig som kristne. Ifølge Pew Research Center er 64 procent af befolkningen i USA nu kristne og det antal vil højst sandsynligt falde under til 50 procent i løbet af få årtier. Andre nationer har stået over for eller står over for lignende udfordringer med tro.
Selvfølgelig er det ikke alle tilstedeværende i dag, der kommer fra lande, hvor kristendommen er den dominerende religion, og mange af jer kommer fra områder, hvor tro på Jesus Kristus stadig er stærk. Men hvor end vi bor, indser vi, at vejen til evigt liv begynder med en dyb og fast omvendelse til vor Frelser med en ærbødighed for hans guddommelige liv og mission.
»Thomas sagde til ham: ›Herre … hvordan kan vi så kende vejen?‹ Jesus sagde til ham: ›Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.‹«3
I det indledende budskab i Til styrke for de unge skriver Det Første Præsidentskab: »I er i sandhed blandt vor himmelske Faders udvalgte ånder, der er sendt til jorden på dette tidspunkt for at gøre meget vigtigt … Vend jer … til Frelseren. Han er ›styrke for de unge.‹«4
Jeg var for nylig i mine børnebørns seminarbygning. Jeg blev imponeret over, at der på væggene var mange billeder af Frelseren og hans egne ord og andre skriftsteder, der vidner om ham.
Bror Chad Webb har undervist i dette princip: »Den … vigtigste måde, hvorpå vi kan være med til at øge tro hos den opvoksende generation, er ved i højere grad at sætte Jesus Kristus i centrum for vores undervisning og læring.«5
Blev vi ikke dybt påvirket ved aprilkonferencen, da præsident Dallin H. Oaks citerede Nefis ord: »Tag for jer af Kristi ord, for se, Kristi ord vil fortælle jer alt det, som I skal gøre«,6 og derefter brugte resten af sit kraftfulde budskab på at dele »et udvalg af vor Frelsers ord – det han sagde«, både i Det Nye Testamente og i Mormons Bog. Præsident Oaks afsluttede med denne enkelt formuleret profetiske erklæring: »Jeg bekræfter sandheden af disse ting i Jesu Kristi. Amen.«7
Der er en ophøjet kraft i Jesu Kristi ord:
»Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde.«8
»Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.«9
»Se, jeg er Jesus Kristus, Guds Søn … Jeg er verdens lys og liv.«10
Hvis I nogensinde spekulerer over, hvad I skal sige, så benyt Frelserens ord. Benyt hans oplevelser; benyt hans lignelser; benyt skriftens og profeternes ord, der vidner om ham.
Når vi underviser og vidner om Jesus Kristus, vil Helligånden bekræfte sandheden af hans liv og lærdomme i de unge disciples hjerte med en kraft, der er langt mere varig end kraften i vores egen undervisning.
Lad os ydmygt overveje, om vi gør alt, hvad vi bør for at undervise og vidne, som præsident Nelson bad os om, om Kristi forsoning, kærlighed, barmhjertighed, lære og gengivne evangelium om helbredelse og udvikling.
Fordi vores undervisningsmønstre fra fortiden måske ikke er tilstrækkelige for os i dag, og hvad der vil ske i fremtiden, lad os da udvide vores egen forståelse og, som præsident Nelson har rådet os til, »lære mere« selv og opmuntre Kirkens unge og unge voksne til at »lære mere« om »Jesu Kristi liv og lærdomme«.11
Min anden overvejelse: Lad os holde læren ren og enkel.
Det, vi virkelig ved om vor himmelske Fader; vor Frelser, Jesus Kristus; vores førjordiske liv; vor Faders plan for lykke for os; principperne tro og omvendelse, de frelsende ordinancer, befalingerne, pagterne, lydighed og udholdenhed; og vores lovede velsignelser udover denne jordiske verden – alt dette er så smukt og tydeligt, at vi aldrig bør føle behovet for at gå »forbi målet«,12 som skrifterne lærer os.
Vi centrerer vores undervisning om vor himmelske Fader, Jesus Kristus, og deres åbenbarede lære for at hjælpe vores unge til at øge deres tro på dem, blive omvendt til dem og modtage deres lovede velsignelser.
Kristi lære findes i skrifterne og i profeternes lærdomme, hvis ansvar det er at kommunikere Herrens vilje.
Læren i skrifterne og undervist af profeterne omfatter princippet om flere vidner, et princip, som I ofte har hørt ved generalkonferencen, og et, som jeg delte for mere end 10 år siden: »Nogle få betvivler deres tro, når de finder en udtalelse fremsat af en kirkeleder for flere årtier siden, som synes uforenelig med vores lære. Der er et væsentligt princip, der fastsætter Kirkens lære. Trossætninger forkyndes af alle 15 medlemmer af Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum. De skjules ikke i et ubemærket afsnit i en tale. Sande principper bliver forkyndt ofte og af mange. Vores lære er ikke vanskelig at finde.«13
Kan I se vigtigheden af konstant at bringe profeternes og apostlenes lærdomme ind i samtalerne i jeres klasseværelse? Herrens vejledning til spørgsmål og bekymringer i vores moderne verden kommer fra dem, der er blevet ordineret med apostolsk myndighed. Hvis tilliden til profeterne og apostlene er aftagende, kan forstyrrelserne, vildledningerne og verdens sofisteri løsne nogen fra deres åndelige fortøjninger. Se ivrigt frem til generalkonferencen og drøft de vigtige lærdomme, der følger. Klargør tydeligt den hellige rolle, som Herrens salvede har. Efterhånden som verden bevæger sig længere væk fra Guds befalinger, bliver apostlenes rolle stadig vigtigere.
Når I holder Herrens lære ren og forståelig, så vær omhyggelig med at holde jer inden for de grænser, som Gud har fastsat, og undgå de fejl, der kommer gennem spekulation og personlige ideer, der ikke er doktrinære. Sådanne ideer kan være meget tillokkende for nogle, men har ikke sandhedens kraft, der styrker tro.
Jeg kan godt lide den lektie, som præsident Dallin H. Oaks lærte sin søn, da hans søn stillede et spørgsmål, der ikke tydeligt blev forklaret i Kristi lære. Hans svar lød: »Søn, jeg kender ikke svaret på det spørgsmål, men lad mig besvare et spørgsmål, som jeg kender svaret på.« Han bar derpå vidnesbyrd om profeten Joseph Smith og det første syn. Lad os være villige til at sige: »Det ved jeg ikke, men her er det, jeg ved.«
Overvej disse spørgsmål og svar:
»Bror Jones, hvad er forbindelsen mellem Big Bang og Adam og Eva?« »Jeg kender ikke svaret på det spørgsmål, men lad mig fortælle dig, hvad vi ved om Adam og Eva.«
»Søster Gonzalez, hvorfor taler vi ikke oftere om vor Moder i himlen?« »Jeg kender ikke svaret på det spørgsmål, men jeg ved, at du er dine ›himmelske forældres elskede datter med guddommelige egenskaber og en evig skæbne.‹«14
Tænk over, hvordan I kan vende gode spørgsmål, men spørgsmål, der frister til spekulation, til svar, der opbygger tro på vor Frelser Jesus Kristus. Og her er en udfordring til jer. Hjælp med at indgyde den indsigt i jeres elever, at ikke alle spørgsmål er lige meget værd. Åndelig forståelse og modenhed adskiller vigtige spørgsmål fra interessante spørgsmål.
Med nøjagtighed, klarhed og enkelhed indbyder vi Helligåndens bekræftende vidnesbyrd. »Når Talsmanden kommer … sandhedens Ånd … skal han vidne om mig.«15
Brigham Young beskrev Joseph Smiths lærdomme på denne måde: »Han tog himmelen og bragte den billedligt talt ned til jorden; og han tog jorden og viste den frem og åbnede i enkelhed og jævnhed det, som hører Gud til.«16
Vær forsigtig med, at beretninger og historier, I er blevet fortalt, ikke bliver pyntet på. Prøv at sikre jer, at de skriftsteder eller udtalelser, I citerer, er i den kontekst, de var beregnet til.
Det er let at blive draget til noget nyt eller intenst spændende uden for vores forståelses rækkevidde. Hold jer inden for den rene og enkle læres sikre grænser.
Vær forsigtig med jeres valg af medier, personlige historier og illustrationer. Når de bruges effektivt, tilføjer de interesse og dybde. Hvis de bliver fremhævet for meget, kan de distrahere fra jeres undervisning. Denne metode kan overskygge budskabet.
Profeten Alma vidnede om, at evangeliets glædelige budskab blev »kundgjort for os i tydelige vendinger, så vi kan forstå, at vi ikke kan tage fejl«.17
»Og hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil så ruste sig til kamp?«18
Tænk over, hvor tydelige disse skriftsteder er:
»Kom til mig.«19
»Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op [hver dag] og følge mig.«20
»For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer.«21
»Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren, deres Gud, vil befale dem.«22
»Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer.«23
I sin kraftfulde prædiken »Hør ham«, sagde præsident Nelson: »[Vor himmelske Fader] kommunikerer enkelt, stille og med så betagende tydelighed, at vi ikke kan misforstå ham.«24
Den guddommelige måde at undervise på er klar, præcis og enkel.
Vær vise, med at have balance med den lære, I underviser i. Læg passende vægt på en lærdom i sammenhæng med andre relaterede sandheder. Husk Frelserens råd om at undervise i budene: »Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes.«25
Ældste Neal A. Maxwell har forklaret: »Evangeliske principper væves sammen i et stof, der holder dem i kontrol og balance med hinanden.«26
Tænk på det: Guds kærlighed og Guds love, tilgivelse og omvendelse, kærlighed til Gud og kærlighed til andre, handlefrihed og ansvarlighed.
Som det er blevet sagt mange gange, så undervis ikke blot for at blive forstået, men undervis, så I ikke bliver misforstået.
Og endelig, som vi alle så godt ved, skal disse sandheder deles i et miljø, der byder Ånden velkommen og opmuntrer til den. Vi kan ikke tvinge Ånden. Vi beder om og indbyder Ånden, men vi forsøger ikke kunstigt at fremtvinge en åndelig oplevelse.
For mere end 30 år siden fortalte præsident Dallin H. Oaks mig om en oplevelse med hans datter Jenny, der dengang stadig var teenager. Her er hans ord: »Jenny deltog i en klasse eller aktivitet i Unge Kvinder, da hun var teenager. Da hun kom hjem, spurgte min hustru og jeg hende, hvordan aktiviteten var gået, som forældre nu gør. Jenny sagde: ›Læreren sagde: ›I aften skal vi have en åndelig oplevelse. Hvis alle holder hinanden i hånden i en rundkreds, vil vi få en åndelig oplevelse.‹‹«
Jeg fortsætter med at citere præsident Oaks: »Jeg spurgte Jenny: ›Hvordan havde du det?‹ Og hun sagde: ›Jeg følte mig ilde til mode‹« (Måske kan vi i dag, 30 år senere, sige: »Jeg følte mig utilpas.« Jeg er ikke sikker på, hvad det rigtige udtryk er). Præsident Oaks fortsatte: »Jeg sagde: ›Det er jeg glad for, fordi når jeg hører sådan noget, føler jeg mig også ilde til mode.‹« Så sagde præsident Oaks: »Jeg lærte hende, hvordan åndelige oplevelser ikke er skemalagt, men de sker, når vi søger Herrens Ånds indflydelse.«
Husker I den kærlighed, præsident Diaz følte fra sin seminarlærer, søster Williams? Vi indbyder Ånden, når vi underviser med kærlighed, fred, mildhed, sagtmodighed og tro.
I kender alle dette skriftsted: »Den, der modtager ordet ved sandhedens Ånd, modtager det, sådan som det bliver prædiket ved sandhedens Ånd … Derfor forstår den, der prædiker, og den, der modtager, hinanden, og begge bliver opbygget og fryder sig sammen.«27
Så det påhviler ikke kun på jer, men også på dem i jeres klasseværelse. Vores elever vil lære af jer, at kun gennem lydighed og ved altid at erindre ham kan de hele tiden have hans Ånd hos sig.
Her er præsident Eyrings ord:
»Lærdommene iklædes kraft, når Helligånden bekræfter det, som er sandt Vi forbereder dem, som underviser på bedste vis, så de kan modtage de stille tilskyndelser, som kommer fra den stille, sagte røst. Det kræver en vis grad af tro på Jesus Kristus. Det kræver en vis grad af ydmyghed og villighed til at overgive os til Frelserens vilje med hensyn til os. Den person, som I ønsker at hjælpe, har måske meget lidt af begge dele, men du kan opmuntre dem til at ønske at tro. Og hvad mere er, du kan overføre tillid fra en anden af de styrkesider, som lærdommene besidder. Sandheden kan forberede sin egen vej. Blot det at høre lærdommenes ord kan plante troens sædekorn i hjertet. Og selv det mindste sædekorn af tro på Jesus Kristus indbyder Helligånden til at komme.«28
Smukke ord. I har været meget ærbødige. Tusind tak, fordi I har tilladt mig tilbringe denne tid sammen med jer. Vi elsker jer, og vi takker jer for alt, I gør for at styrke vores unge og unge voksne og styrke deres tro på Jesus Kristus.
Som Herrens tjener og med min apostolske myndighed velsigner jeg jer med, at jeres sind og hjerte vil blive fyldt med kærligheden, barmhjertigheden, lærdommene og en dyb ærbødighed for vor Herre Jesu Kristi uforlignelige sonoffer. Jeg velsigner jer, hvis det er jeres ønske, at jeres evne til at undervise i Kristi lære med renhed og kraft vil øges, og at I vil se og mærke Helligåndens bekræftende vidnesbyrd over jeres gode elever.
Jeg afslutter med mit sikre vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus. Jeg vidner for jer om hans løfte, da han sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene.«29 I Jesu Kristi navn. Amen.