»Frygt … ikke … i mig er jeres glæde fuldkommen« (L&P 101:36)
En aften med ældste Quentin L. Cook
Verdensomspændende Foredrag for Unge Voksne • 11. september 2016 • Washington D.C. stavscenter
Jeg er taknemlig for at være sammen med jer unge voksne, som ser dette foredrag fra steder overalt i verden. Som det er blevet nævnt, afholdes dette foredrag i kirkebygningen lige ved siden af templet i Washington D.C. Jeg valgte bevidst dette sted, fordi det ligger ved siden af templet. Jeg er så taknemlig for, at vi lever i en tid, hvor templer ligger spredt over hele verden. Vi har brug for templets velsignelser i disse meget vanskelige tider.
Verden lader bogstaveligt talt til at være i oprør.1 Der findes så meget strid, at det er uden fortilfælde. Fred i sindet og en følelse af sikkerhed kan synes flygtig og endog uopnåelig. Mit budskab til jer i aften er, at vi ikke bør frygte, selv ikke i en farlig og urolig verden. Skrifterne forsikrer os om, at vi kan nyde fuldkommen glæde takket være Frelseren.2
Der er visse vidunderlige begivenheder, mange af jer har ætset ind i jeres hjerte og sind på en meget positiv måde. I kan huske hver en detalje af denne begivenhed. Det kan fx være åbningen af en kuvert, der indeholder en missionskaldelse, en besegling til en ægtefælle i templet eller en erkendelse af, at Helligånden har båret vidnesbyrd i jeres sjæl om Mormons Bogs sandhed. Det er den slags dyrebare stunder, der bringer ikke kun en taknemlig glæde, men en varig glæde. Det er interessant, at de enkeltbegivenheder, der på nogen måde har med Frelseren at gøre, sædvanligvis er dem, der bringer størst glæde.
Men der findes visse begivenheder, der er så chokerende eller traumatiske, at de påvirker os dybt.
Berlinmurens fald, mordet på USA’s præsident John F. Kennedy og terrorangrebet den 11. september er eksempler på chokerende begivenheder, hvor mennesker kan huske præcist, hvor de var, og hvad de følte, da de hørte nyheden.
De fleste af jer har været ganske unge, da angrebet på World Trade Center i New York City og Pentagon, som ligger her i området ved Washington D.C., skete på netop denne dato, den 11. september 2001, for 15 år siden. Jeg antager, at de fleste af jer (uanset hvor i verden I bor) kan huske, hvor I var, og de følelser af chok og forfærdelse, som I og jeres omgivelser oplevede. Det er en begivenhed, der ødelagde manges følelse af fred og skærpede deres sårbarhed. Som jeg før har beskrevet, havde den en særlig betydning for mig og min hustru, Mary.
Vores ældste søn og hans hustru, som ventede deres første barn, boede tre gader fra World Trade Center i New York City. Da det første fly, der var blevet kapret af terrorister, bragede ind i Nordtårnet, gik de op på taget af deres bygning og blev rædselsslagne, da de så, hvad de troede var resultatet af en forfærdelig ulykke. Da de stod og så på, at det andet kaprede fly bragede ind i Sydtårnet, blev de klar over, at det ikke var nogen ulykke og antog, at det sydlige Manhattan var under vedvarende angreb. Da Sydtårnet kollapsede, blev deres ejendom indhyllet i en sky af støv og murbrokker, der regnede ned over det sydlige Manhattan.
Forvirrede og forfærdede over det, de havde set, og bekymrede for flere angreb, tog de til et mere sikkert område og derfra hen til Manhattan stavsbygning i nærheden af Lincoln Center. Da de nåede dertil, var der mange andre medlemmer i området, som havde fået samme tanke om at samle sig i stavscentret. Vi var lettede, da de ringede for at fortælle os, hvor de var, og at de var i sikkerhed. Vi var ikke overraskede over, hvor de befandt sig, for nutidsåbenbaring lærer os, at Zions stave tjener »som forsvar og som tilflugt fra uvejret og fra vreden, når den ufortyndet skal udøses over hele jorden«.3 De fik ikke lov at vende tilbage til deres lejlighed i over en uge og var knuste over tabet af uskyldige menneskers liv, men de led personligt ikke nogen fysisk skade.
Det fly, der bragede ind i Pentagon, ikke langt fra, hvor vi befinder os i aften i Washington D.C., var også en nogle terroristers selvmordsmission og med lignende ødelæggelser.
Mit formål i aften er ikke at lade jer dvæle ved disse frygtelige begivenheder fra fortiden. Jeg ønsker, at I skal lægge vægt på den type glædelige begivenheder, jeg beskrev i begyndelsen. Men jeg ønsker også, at I tænker over de prøvelser, trængsler og farer, som I personligt enten står i eller frygter, at I kommer til at stå i. Det kan være begivenheder, der påvirker et stort antal mennesker, andre kun jer selv. Jeg har besluttet at omtale tre slags begivenheder: de, der består af fysisk farer, de, der består af særlige udfordringer, hvoraf nogle er specielle for jeres tid, og til sidst de, der består af åndelige farer og udfordringer.
Fysiske farer og udfordringer
Fysiske farer er de letteste at se og udpege. Uanset hvordan eller hvor I får adgang til daglige nyheder, bliver fysiske farer, vold og tragedie rapporteret først, især på fjernsynet og internettet. En grund til det er, at vold og død er meget dramatisk og sædvanligvis let at skildre, både visuelt og i ord. Vold og død, hvad enten det er nært eller fjernt, fanger vores opmærksomhed og kan ødelægge vores fred og ro. Når vi ikke føler os fysisk sikre, føler vi os personligt sårbare.
Den 22. marts i år udløste en terrorist en selvmordsbombe i Bruxelles lufthavn i Belgien. Fire af vore missionærer befandt sig i lufthavnen. De led alle betydelige skader, hvoraf nogle var meget alvorlige. En ældre missionær, ældste Richard Norby, blev hårdt såret. For nylig udtalte han, at selv om livet aldrig bliver helt det samme, »har han valgt at stole på Herren og ikke frygte«. Han sagde desuden: »Jeg vil leve mit liv, og jeg vil lære mine børn og børnebørn, at vi må stole på Gud.«4
Herren har understreget, at selv de, der mister deres liv, og som har været trofaste mod deres pagter, »skal finde det igen, nemlig evigt liv«.5
Jeg blev rørt af søster Fanny Clains bemærkninger. Hun var en af de andre missionærer, der blev såret af bomben i Bruxelles lufthavn. Hun sagde: »Ved at have gennemgået disse ting får jeg en bedre forståelse for mennesker, for mennesker kommer ud for svære ting i livet, og nu har jeg også oplevet svære ting. Derfor forstår jeg det bedre.« Under sit helbredelsesforløb sagde hun: »Når vi vælger at sætte vores lid til Gud, kan vi se, hvordan han hjælper os, og hvor usædvanligt det er. Jeg stoler endnu mere på ham nu end før.« Hun er især taknemlig for, at hun har været i stand til at fortsætte sin mission.6
I vores førjordiske tilværelse vidste vi, at handlefrihed og modsætninger var nødvendige for at vokse, udvikle os og i sidste ende modtage ophøjelse.
I himlens førjordiske råd medtog vor himmelske Fader handlefrihed som et afgørende element. Lucifer gjorde oprør og »stræbte efter at tilintetgøre menneskets handlefrihed«.7 Satan og hans følgere blev som følge heraf nægtet det privilegium at få et jordisk legeme.
Andre førjordiske ånder udøvede deres handlefrihed ved at følge vor himmelske Faders plan. Ånder, som er velsignet ved at blive født til denne jord har fortsat handlefrihed. Det står os frit at vælge og handle, men det står os ikke frit at vælge konsekvenserne af vore valg. Vore valg afgør således vores lykke eller elendighed i dette liv og i livet herefter. »Gode og retfærdige valg leder til lykke, fred og evigt liv, mens valg i form af synd og ondskab til sidst leder til hjertesorg og ulykke.«8
Vi kan ikke skyde skylden for en beslutning om at handle imod Guds befalinger på omstændighederne eller andre. Vi er alle ansvarlige og skal stå til regnskab over for Gud for, hvordan vi udvikler kristuslignende egenskaber, talenter og evner, og vi er ansvarlige for, hvordan vi anvender den tid, vi er blevet tildelt i dette jordeliv.
Læren om modsætninger er nært forbundet til og betragtes somme tider som en del af læren om handlefrihed. Men eftersom modstand ofte kommer fra udefrakommende kilder eller fra en tredjepart, er det godt at skille det ad. Denne lære fremsættes klart af profeten Lehi i 2 Nefi 2:11: »For det må nødvendigvis være sådan, at der er en modsætning i alt. Hvis det ikke var således … kunne retfærdighed ikke tilvejebringes, ej heller ugudelighed, hverken hellighed eller elendighed, hverken godt eller ondt.«
Lehi fortsætter med at forklare, at denne lære er så vigtig, at der uden den »ikke ville [have] været noget formål … med dets skabelse«, og dette måtte »tilintetgøre Guds visdom og hans evige formål og også Guds kraft og barmhjertighed og retfærdighed.«9
Lehi siger videre: »Derfor gav Gud Herren mennesket, at det skulle handle selv.«10
Vi vidste i forudtilværelsen, at udøvelsen af handlefrihed kunne føre til modstand og konflikt. Krigen i himlen er et bevis på den sandhed. Vi vidste, at der udover krig og vold ville være en stor grad af syndig adfærd overalt i verden. Vi vidste også, at Jesus Kristus var villig til at betale prisen for disse synder. Hans lidelse, som overgår vores forstand, ville ende med sejr over synd og åndelig død. Hans opstandelse ville overvinde fysisk død. Vi havde tillid til, at vi efter døden alle ville leve igen. Som vi læser i Forkynd mit evangelium:
»Jesu Kristi sejr over den åndelige død ved hans lidelse og over den fysiske død ved hans opstandelse kaldes forsoningen …
Når vi forlader os på Jesu Kristi forsoning, kan han hjælpe os til at udholde vore trængsler, sygdom og smerte. Vi kan blive fyldt med glæde, fred og trøst. Alt, hvad der virker urimeligt ved livet, kan blive gjort godt igen ved Jesu Kristi forsoning.«11
Vore medlemmers forfærdelig oplevelser, kort tid efter Kirken blev oprettet i Missouri, førte til et klart fokus på disse principper ved forsoningen. Vore lærdomsmæssige værdier var i direkte modstrid med de nybyggere i Missouri, der ikke var af vores tro. Mange af disse nybyggere betragtede indianerne som en arvefjende og ønskede, at de blev fjernet fra landområdet. Desuden var mange af dem slaveejere og følte sig truet af dem, der var imod slaveri. Mange søgte efter jord, rigdom og endog magt.
I modsætning hertil respekterede vores lære indianerne, og det var vores ønske at forkynde Jesu Kristi evangelium for dem. Angående slaveri er vore skrifter klare med hensyn til, at intet menneske bør være i trældom hos en anden. Vore forholdsvis få tidlige sorte medlemmer gik dengang i kirke sammen med hvide medlemmer, ligesom de gør i dag. Til syvende og sidst var vores hensigt ikke at opnå rigdom, men at oprette fællesskaber med brødre og søstre, der elskede hinanden og efterlevede Frelserens principper. Andre nybyggere i Missouri følte sig truede, da et stort antal hellige fulgte Herrens åbenbaring om at flytte til Missouri.12
Det resulterede i en vældig konflikt og forfølgelse af Kirkens medlemmer. De helliges modstandere ødelagde deres afgrøder og nogle bygninger, røvede kreaturer og personlig ejendom og drev dem ud af deres hjem. Nogle hellige blev rullet i tjære og fjer, pisket eller slået. William W. Phelps skrev følgende til Joseph Smith, som boede i Kirtland i Ohio: »Det er en rædselsvækkende tid, mænd, kvinder og børn flygter i næsten alle retninger, eller forbereder sig til det.«13 I dette kaos med uddrivelse blev familier somme tider skilt fra hinanden, og mange hellige manglede mad og andre forsyninger. Kirkemedlemmer havde svært ved at forstå, hvorfor de var blevet drevet ud, efter Herren havde befalet dem at samles i Missouri. Da Joseph Smith modtog de rystende nyheder, bad han for at kunne forstå. Herren gav dette trøstende budskab, som nu findes i Lære og Pagter 101:35–36:
»Og alle de, der er udsat for forfølgelse for mit navn og holder ud i tro, de skal, om end de bliver bedt om at nedlægge deres liv for min skyld, alligevel få del i al denne herlighed.
Frygt derfor ikke, om end I skulle dø; for i denne verden er jeres glæde ikke fuldkommen, men i mig er jeres glæde fuldkommen.«
Herren har også lovet os, at belønningen for retfærdighed er »fred i [dette liv] og evigt liv i den tilkommende verden.«14
Således giver Frelserens forsoning os mulighed for at have fred og ro, selv ved fysisk fare.
Særlige udfordringer, hvoraf nogle er specielle for jeres tid
Som unge voksne har I udover fysisk fare særlige udfordringer, og nogle er specielle for jeres tid. I er bekymrede over beslutninger med hensyn til uddannelse, beskæftigelse, ægteskab og familie. De lærdomsmæssige principper i forbindelse med disse beslutninger er blevet nævnt i mange taler og nyder god forståelse. Da Frelseren betalte prisen for vore synder, lettede han os ikke for vores personlige ansvar for, hvordan vi lever vores liv. Skrifterne har siden begyndelsen konsekvent kundgjort værdien af arbejde, flid, at arbejde af al kraft, forbedre vore talenter og sørge for vores familie. I 1 Mosebog sagde Herren: »I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden.«15
Jeg tror, at medlemmer i vid udstrækning har taget disse lærdomsmæssige begreber til sig. Men i en kompleks verden er der stor forvirring om, hvordan disse principper anvendes.
I min første generalkonferencetale for 20 år siden kom jeg med en noget humoristisk personlig beretning, som har direkte forbindelse til disse emner.16
Da vore børn var små, besluttede min hustru, Mary, og jeg at fortsætte en tradition, som min far indførte, da jeg var barn. Han var sammen med mig og mine søskende enkeltvis for at hjælpe os til at sætte os mål på forskellige områder i vores liv og lære os, hvordan kirke, skole og fritidsaktiviteter kunne hjælpe os til at nå disse mål. Han havde tre regler:
-
Vi skulle sætte gode mål.
-
Vi kunne til enhver tid ændre vore mål.
-
Vi skulle arbejde flittigt hen mod det mål, vi havde valgt, uanset hvad det var.
Eftersom jeg havde nydt godt af denne tradition, besluttede Mary og jeg at videreføre den til vore børn. Da vores søn, Larry, var fem år gammel, spurgte jeg ham, hvad han gerne ville være, når han blev stor. Han sagde, at han gerne ville være læge ligesom sin onkel Joe.17 Larry havde været ude for en stor operation, og han havde stor respekt for læger, især sin onkel Joe. Jeg fortsatte med at fortælle Larry, hvordan alle de gode ting, han gjorde, kunne forberede ham til at udføre en læges arbejde.
Flere måneder senere spurgte jeg ham igen, hvad han ville være, når han blev stor. Denne gang sagde han, at han ville være pilot. Det var fint nok at ændre mål, så jeg fortsatte med at forklare, hvordan hans forskellige aktiviteter kunne hjælpe ham til at nå det mål. Nærmest som en eftertanke sagde jeg: »Larry, sidste gang vi talte sammen, ville du gerne være læge. Hvorfor har du skiftet mening?« Han svarede: »Jeg synes, det er en god ting at være læge, men jeg har lagt mærke til, at onkel Joe arbejder tidligt lørdag morgen, og jeg vil ikke gå glip af tegnefilmene lørdag morgen.«
Siden den gang har vores familie kaldt en distraktion fra et godt mål for en tegnefilm lørdag morgen.
Der er to principper, jeg gerne vil fremhæve i denne sande beretning. Det første er, hvordan I planlægger og forbereder jer på at nå gode mål i dagens verden, og det andet er internettets og de sociale mediers påvirkning af vore retfærdige mål. De kan hver især være tegnefilm lørdag morgen, der afleder os fra den glæde, vi ønsker.
Jeg er især bekymret for, hvor mange unge voksne der ikke får sat retfærdige mål eller har en plan for at opnå dem. Jeg er også bekymret over, at mange undervurderer og nedvurderer deres egne evner og talenter. Løsning af disse to problemer vil bringe stor glæde hos jer.
Professor Angela Duckworths nylige bog, Grit, præsenterer et overbevisende argument om, at mange mennesker, om ikke de fleste, overvurderer såkaldte medfødte evner og undervurderer hårdt arbejde og ben i næsen. Hun redegør for, at alle former for succes mere kendetegnes ved en god arbejdsmoral fremfor ren og skær intelligens eller de blotte evner. Hun påpeger, at mennesker med beslutsomhed og retning (som hun også kalder begejstring og udholdenhed) konsekvent klarer sig bedre end dem med medfødte evner, som ikke på samme måde har ben i næsen.18
Da jeg var lille, blev jeg tilfældigt opmærksom på en elevs resultater i en test på intellektuelle evner, som var lidt under gennemsnittet. Jeg lagde mærke til ham gennem skoletiden uden at sige noget til nogen. Han tog krævende klasser og læste flittigt. På læreanstalten sad han nogle gange i to eller tre studiegrupper i det samme fag. Til sidst fik han en høj grad på et krævende område, der fordrede stor nøjagtighed, og opnåede betydelige gennembrud inden for sit felt.
Jeg foreslår ikke, at alle skal opnå en akademisk grad, men jeg foreslår, at I kan nå mange af jeres retfærdige, gode mål med planlægning, ben i næsen og beslutsomhed, især hvis I fjerner livets tegnefilm lørdag morgen. I kan også finde mere glæde og lykke.
Jeg ønsker at forvisse jer om, at I kan gøre vanskelige ting. Ældste John B. Dickson, en fantastisk halvfjerdser, der nu har emeritusstatus, og som har tjent med udmærkelse overalt i verden, viste dette på en sjov og usædvanlig måde. Ældste Dickson blev kaldet til at virke som sidste dages hellig missionær i Mexico i 1962. Før han tog af sted, fik han diagnosticeret knoglekræft i sin højre arm. Han havde kun fået en måned at leve i. Men 10 måneder senere tog han af sted på sin mission med en amputeret arm.19 Jeg vil aldrig glemme, hvordan han lærte missionærerne på missionærskolen, at de kunne gøre vanskelige ting. Han bad fire missionærer om at komme op til sig og konkurrere om at binde slips. Forestil jer at binde et slips med én arm! Jeg bad for nylig ældste Dickson om at demonstrere det. Lad os se det.
Ældste John B. Dickson:[Binde et slips]. Som I ved, har vi alle udfordringer i livet. Nogle gange er de fysiske eller følelsesmæssige eller økonomiske eller en af mange andre slags, og hvis vi blot er positive og holder reglerne, har tro på Herren og har tro på os selv, kan vi håndtere alt, hvad der kommer. Vi kan tilmed binde vores slips. Er der nogen, der vil løbe om kap eller have en brydekamp?
Tak, John.
På missionærskolen slog ældste Dickson alle fire missionærer ved at bruge sine tænder, skuldre og bryst på utrolig vis. Vær forvissede om, at I kan overvinde modstand og gøre vanskelige ting.
Professor Duckworth bemærker, at »begejstring er almindelig. Udholdenhed er sjælden.«20
En af de undersøgelser, hun citerer, understreger betydningen af aktiv forberedelse til livet, herunder udholdenhed, sejhed, stædighed og tendensen til ikke at opgive opgaver ved forhindringer.21
Hun priser også at have et højere formål, der bidrager til andres velfærd.22 Hun udtaler:
»Lykkelige er i sandhed de mennesker, der har et mål på højeste niveau, der bidrager så meget til verden, at alt, hvad de gør, uanset hvor småt eller trivielt det er, har en dybere betydning for dem. Tænk over historien om de tre murere:
Tre murere bliver spurgt: ›Hvad laver du?‹
Den første svarer: ›Jeg murer.‹
Den anden svarer: ›Jeg bygger en kirke.‹
Og den tredje svarer: »Jeg bygger Guds hus.‹
Den første murer har et arbejde. Den anden har en levevej. Den tredje har et kald.«23
Min udfordring til jer i aften er at undersøge jeres mål og beslutte, hvilke der vil give jer mulighed for at opfylde familiemæssige forpligtelser og holde jer på pagtens vej og tillade jer at nyde den glæde, Herren ønsker, I skal have. Husk, at når I har et mål, sparer det tid og kræfter for jer ved at planlægge forud og ikke gå glip af vigtige forudsætninger og tidsfrister.
Jeg vil nu tale om internettets og de sociale mediers indflydelse på beslutninger.
Internettet og de sociale medier bidrager med meget godt til vores moderne samfund. De er af stor værdi! De kan også være tegnefilm lørdag morgen, som distraherer os fra at udføre vores sande kald her i jordelivet.
Min inderlige børn er, at vi alle vil evaluere, hvordan og hvornår vi bruger internettet og de sociale medier. Den klare målestok bør være: Bidrager det til vore andre værdige og vigtige mål, eller hæmmer det i alvorlig grad vores udvikling? Er vi besatte af de sociale medier af frygt for at gå glip af noget, hvis vi ikke konstant tjekker dem? Gør selvpromoveringen på nogle sociale medier, at vi tvivler på os selv og føler os utilstrækkelige? Eller endnu værre, leder internettet os til billeder og indhold, der er ukyske, upassende eller indeholder halve sandheder, der nedbryder troen? Skjuler vi nogensinde vores identitet og udsætter andre for uvenlige kommentarer eller meninger? Griber de sociale medier ind i den tid, vi normalt anvender på religiøse aktiviteter i hjemmet eller kvalitetstid med familien? Forhindrer den tid, vi bruger på internettet på spil og lignende, os i at forfølge de egentlige mål ordentligt? Det er beslutninger, jeg udfordrer os hver især til at overveje, foretage justeringer til og om nødvendigt omvende os fra, så vi kan blive velsignet.
Når jeg nævner disse ting, er jeg fuldt ud bevidst om de kolossale fordele, der kan være ved de sociale medier, når de bliver brugt rigtigt. Alene dets bidrag til slægtshistorie gør det klart for mig, at Herren har inspireret til denne teknologi.
Når jeg er færdig med at tale, vil jeg poste denne del af min tale på min Facebook-side. Jeg vil gerne bede jer om at dele jeres bekymringer om de sociale medier med mig, men også hvordan de sociale medier er til velsignelse for jer.
Jeg vil også gerne komme med endnu en tanke om dette emne. Vi hører en masse om at være autentisk på de sociale medier. At være virkelig kristuslignende er et endnu vigtigere mål end at være autentisk. Lad mig gentage dette: At være virkelig kristuslignende er et endnu vigtigere mål end at være autentisk.
Åndelige udfordringer
Jeg vil nu tale om åndelige udfordringer.
Noget af det allervigtigste i dette liv er at indgå og holde hellige pagter med Gud. Det kræver, at vi undersøger uværdige ønsker og skiller os af med dem. Også at vi undersøger upassende forventninger, som vi bevidst eller ubevidst har til Gud. Vi stræber regelmæssigt efter at lære Guds vilje med os at kende. Vi fokuserer igen og igen på tro, omvendelse og de frelsende ordinancer. Frelseren, som betalte en pris for os alle, der fuldstændig overgår vores fatteevne, udførte ikke forsoningen, for at vi kan koncentrere os om ikke-evige materialistiske mål, eller for den sags skyld betydningsløs sjov og spil for egen fornøjelses skyld. Tænk på Herrens hensigt, da han udtalte: »For se, dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.«24
Nogle synes at sige eller antyde: »Ville en kærlig Fader i himlen ikke være tilfreds, hvis jeg er ringere, end jeg burde være? Ville han virkelig nægte mig velsignelser, bare fordi jeg godt kan lide at drikke alkohol og kaffe?« Uheldigvis er det det forkerte spørgsmål og viser en manglende forståelse for Faderens plan. Det rigtige spørgsmål er: »Hvordan kan jeg være den retskafne og kærlige person, som min Fader og Frelseren ønsker, jeg skal være?« I skriften står der: »[Hvor] meget er givet, bliver der krævet meget.«25
I en verden, hvor man ofte får belønninger og trofæer for blot at deltage, kan standarder og forventninger virke urimelige og endog grusomme. Det gælder især for dem, der insisterer på at følge deres egen vej uden at rette sig efter Faderens plan, uden at bryde sig om konsekvenserne.
Mange retfærdiggør syndig adfærd og forsvarer sig med dette: »Jesus lærte os at elske alle.« Det er selvfølgelig sandt, men ofte har de mennesker, der forsvarer denne holdning, en tilbøjelighed til at se bort fra hans lige så vigtige formaning: »Elsker I mig, så hold mine bud.«26
Det er ikke passende, at vi forhandler om betingelserne i vores forhold til Guddommen. Et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd er det første krav til at påbegynde den pagtsvej, der indledes ved dåben. Der må være ydmyg bønkaldelse til Guddommen. Som vi lærer af kong Benjamin: »For se, er vi ikke alle tiggere? Er vi ikke alle afhængige af det samme væsen, nemlig Gud, med hensyn til alt det gods, som vi har … af enhver art?«27
Vore udfordringer kan være vanskelige, og nogle kan endog være urimelige. De smerter vores hjerte og får os til at række ud i medfølelse. Det gælder for skavanker og sygdomme, der påvirker selve vores krop. Det gælder dem, der er uskyldige og er blevet mishandlet. Det gælder fattigdom og vold, der gennemtrænger de livsforhold, vi blev født i. Det gælder pludselige lyster og tilbøjeligheder, som vi måske ikke har valgt. Vi sørger over afhængigheder, der stammer fra et enkelt dårligt valg. Der er meget, der kan være urimeligt og uretfærdigt i denne verden.
Hvad er vores svar? Vi må være venlige og medfølende og behandle alle med respekt, selv når de vælger en vej, som vi ved ikke er i overensstemmelse med Faderens plan og Frelserens lærdomme. Men hvis vi virkelig ønsker at være venlige, må vi også fortælle om omvendelse. Det er ikke venlighed, og vi gør ikke nogen en tjeneste, når vi afholder os fra at anspore dem, vi elsker, til at ændre deres liv og tage imod Frelserens forsoning. Der er utrolige, evige velsignelser, der venter dem, der omvender sig.
Frelseren selv gjorde det klart, da han talte til nefitterne og sagde om dem, der vil omvende sig: »Da vil jeg holde ham skyldfri over for min Fader på den dag, da jeg skal stå frem for at dømme verden.«28 Han fortsatte med at sige: »Og intet urent kan komme ind i [Faderens] rige; derfor går intet ind til hans hvile, undtagen de, der har vasket deres klæder i mit blod på grund af deres tro og omvendelse fra alle deres synder og deres trofasthed til enden.29
Vid, at I kan blive rene. I kan finde den glæde, I ønsker i dette liv. Ingen bør forlade dette foredrag og formode, at I ikke kan blive forløst. Det kan I. I jeres indre er I Guds barn. I kan have håb og glæde. I kan ændre jer i hjertet og omvende jer. I kan tilgive og blive tilgivet.
Omvendelse er afgørende i Faderens plan. I Mormons Bog lærer vi om forholdet mellem barmhjertighed og retfærdighed. Kristus fastslår, hvordan barmhjertigheden og retfærdigheden tilfredsstilles.30
Jeg elsker de optimistiske ord, Eliza R. Snow har skrevet:
Forløsningsplanen fører til
et stort og herligt mål:
Retfærdighed får evigt spil
i himmelsk harmoni.31
Den herlige plan for lykke er retfærdig og barmhjertig. Vi ved, hvor vi kommer fra, hvorfor vi er her i dette liv, og hvor vi går hen, når vi dør.
I er en storartet generation. Skrifterne er tydelige omkring, at der i de sidste dage vil være »ugudelighed og vederstyggeligheder«.32 Men de hellige, som er få i antal og spredt ud over hele jordens overflade, skal blive »udrustet med retfærdighed og med Guds kraft i stor herlighed.«33 Herren har lovet, at han vil »bevare de retfærdige«, og at vi »ikke [behøver] at frygte«.34
I behøver ikke at være bange, trods de farer og udfordringer I vil møde. I bliver velsignet og beskyttet, når I søger efter retfærdige, værdifulde mål. Planlæg og arbejd med ben i næsen og beslutsomhed, undgå upassende brug af de sociale medier og internettet og sæt jeres lid til og koncentrer jer om tro, omvendelse, de frelsende ordinancer og Frelserens sonoffer, samtidig med at I holder ud indtil enden. Når I fokuserer på templet, hjælper det jer til at opnå disse mål.
For at omskrive Romerne 12:12: »Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen.« I kan undgå livets tegnefilm lørdag morgen og nyde og opnå alt det, som Frelseren har lovet os.
Jeg vidner højtideligt om Jesu Kristi guddommelighed. Takket være ham behøver vi ikke at frygte, for i ham er vores glæde fuldkommen. I Jesu Kristi navn. Amen.
© 2016 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Engelsk original godkendt: 6/16. Godkendt til oversættelse: 6/16. Oversættelse af »›Fear Not … in Me Your Joy Is Full‹ (D&C 101:36)«. Danish. PD60002153 110