2:3

Jordelivets eventyr

Ældste Dieter F. Uchtdorf

De Tolv Apostles Kvorum

En aften med ældste Dieter F. Uchtdorf

Verdensomspændende foredrag for unge voksne • 14. januar 2018 • Konferencecentret

Mine kære unge venner, mine kære brødre og søstre, jeg overbringer jer kærlighed og velsignelser fra De Tolv Apostles Kvorum.

Jeg savner præsident Thomas S. Monson. Han var min værdsatte og skattede ven, min vejleder og mentor. Men jeg kan forsikre jer, at Herren selv er overhovedet for denne kirke, ja, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Herren har sørget for en guddommelig plan, så hans kirke altid bliver ledt af profeter, seere og åbenbarere.

I er altid i vores tanker. Vi beder for jer, og vi elsker og beundrer jer.

Denne globale begivenhed, hvor vi samles og deler, som går forud for og vil fortsætte efter dette møde er et eksempel på jeres godhed. Titusinder af jer har deltaget på utrolige måder – fra at hjælpe personer i nød, til at opløfte andre med sang. Og I er bestemt til at fortælle de gode nyheder om Jesu Kristi evangelium gennem de sociale medier og på andre måder og ved jeres personlige eksempel. Tak for at vise jeres villighed til at tjene Gud og jeres medmennesker.

Det er rigtig godt at være sammen med jer i dag og mærke jeres ånd, jeres styrke og jeres energi. Jeg er meget glad for, at vi har haft muligheden for at høre fra min hustru. Harriet er virkelig mit livs solstråle. Alle, der kender hende, elsker hende. Hun er den slags person, der får dem omkring sig til at få det bedre og blive gladere. Hun har i hvert fald haft den virkning på mig.

Vi har lige fejret vores 55-års bryllupsdag. Når vi ser på vores to børn og deres ægtefæller, seks børnebørn og deres familie og vores tre oldebørn, er vi forundrede over, det store eventyr vores liv har været.

Tiden med øjeblikkelige svar

Jeg kom til at tænke på noget interessant, da jeg forberedte mig til denne begivenhed. Ja, det er sandt, at årene, hvor jeg var mellem 18 og 30 næsten ikke er synlige i mit bakspejl, men på trods af min nuværende alder så føler jeg mig stadig ung indeni. Faktisk betragter de fleste af os ældre personer os selv som unge, der bare har levet meget længe.

Ældre generationer har meget mere tilfælles med jeres, end I måske tror. Jeg tror, at forskellen mellem vor himmelske Faders børn, uanset deres alder, er små i forhold til lighederne. Mange af jer har for eksempel spørgsmål om Gud og om jer selv – store, grundlæggende spørgsmål, der ligner dem, som folk meget ældre end jer har:

»Er der virkelig en Gud? Interesserer han sig for mig?«

»Er jeg på den rette sti?«

»Hvorfor føler jeg mig nogle gange tom, overvældet, overset eller ensom?«

»Hvorfor har Gud ikke grebet ind i mit liv?

»Hvorfor besvarede han ikke en bøn?«

»Hvorfor lod han mig opleve denne sorg, sygdom eller tragedie?«

Disse spørgsmål kan være meget svære at besvare.

I denne tid med øjeblikkelige svar – hvor tilsyneladende absolut og utilgængelig viden kun er en Googlesøgning væk – bliver vi nogle gange frustrerede, når svar på vores mest personlige, vigtige og presserende spørgsmål bliver udsat. Vi løfter vores hjerte mod himlen, og det lader til, at alt, vi får, er en frustrerende og roterende »ventemarkør«.

Vi kan ikke lide at vente.

Når vi skal vente mere end nogle få sekunder på, at en søgemaskine reagerer, tror vi måske, at forbindelsen er gået ned eller er i stykker. I frustration forlader vi måske søgningen. Men når det kommer til evige spørgsmål, sjælens anliggender, så må vi være tålmodige.

Ikke alle svar har samme værdi. Svar, der kommer fra verdslig visdom eller populære meninger er nemme at finde, men de mister hurtigt deres værdi, når der kommer nye teorier eller trend frem. Himmelske svar – evige svar – er uvurderlige. Modtagelse af disse svar kræver ofte offer, arbejde og tålmodighed.

Disse svar er værd at vente på.

Mit formål i dag er at give mit sikre vidnesbyrd om, at jeres himmelske Fader kender jer, han hører jer, og han vil aldrig forlade jer. Når I vender jeres hjerte mod Herren og stræber efter at følge ham, vil han gribe ind i jeres liv og lede jeres vej, mens I rejser gennem jordelivets store og spændende eventyr.

Forbind prikkerne

En af de største opfindere i vores tid, Steve Jobs fra Apple, havde denne indsigt: »Du kan ikke forbinde prikkerne ved at se fremad,« sagde ham. »Du kan kun forbinde dem ved at se bagud. Så du må stole på, at prikkerne vil blive forbundet på en eller anden måde i din fremtid.«¹

Hvad mente han med det? Måske vil en illustration hjælpe. Sidst i det 19. århundrede begyndte kunstnere såsom Georges Seurat og Paul Signac at male med en ny stil, der senere blev kendt som neoimpressionisme. Deres teknik bestod af at sætte små pletter af farver på lærredet. Tæt på, virkede prikkerne usammenhængende og tilfældige. Men når man ser på hele maleriet på en gang, kan man kan se, hvordan pletterne smelter sammen som farver, og hvordan farverne til sidst danner former, der afslører et smukt mønster. Det, der tidligere virkede vilkårligt og endda forvirrende, begynder at give mening. Til tider er vores liv som neoimpressionistisk kunst. Farvepletterne, der udgør øjeblikkene og begivenhederne i vore dage, kan til tider forekomme usammenhængende og kaotiske. Vi kan ikke se nogen orden på dem. Vi kan ikke forestille os, at de overhovedet har noget formål.

Men, når vi træder et skridt tilbage og har et evigt perspektiv, når vi ser på vores liv i lyset af Jesu Kristi evangelium, kan vi begynde at se, hvordan de forskellige prikker i vores liv har forbindelse til hinanden. Vi er måske ikke altid i stand til at se hele billedet lige nu, men vi vil se nok til at stole på, at der er et smukt, stort billede. Når vi stræber efter at stole på Gud og følge hans Søn, Jesus Kristus, vil vi en dag se det færdige produkt, og vi vil vide, at Guds egen hånd ledte og vejledte vores trin.

Vi vil vide, at Mesterkunstneren hele tiden havde en plan for de tilfældige prikker. Vi vil se, at han har forstærket vores talenter, forberedt muligheder og præsenteret os for muligheder, der er mere storslåede, end vi nogensinde kunne have forestillet os eller opnået selv.

Jeg har helt sikkert set dette i mit liv.

Mit eventyr i jordelivet

Mange af jer ved, at da jeg var meget ung, blev min familie to gange tvunget til at flygte fra vores hjem og forlade alting. Ved begge lejligheder blev det klart, at folk de nye steder opfattede os som værende »mindre værd« end dem. Blandt børnene på min egen alder, gjorde min accent mig til en outsider, og den var en rig kilde til hån og latterliggørelse for dem.

Mine forældre kæmpede med at forsørge vores familie. Min mor åbnede et vaskeri, og jeg virkede med cykel og vogn som »udbringningsspecialist« for firmaet efter skole.

Traumet og stressen ved vores flytninger fik mig til at komme bagud i mine studier, og jeg mistede et helt skoleår.

I Østtyskland havde jeg studeret russisk som mit andet sprog. Det var svært, men jeg klarede mig. Nu blev det krævet i Vesttyskland, at jeg skulle lære engelsk.

Det syntes umuligt for mig! Jeg troede, at min mund helt enkelt ikke var lavet til det engelske sprog.

I mine teenageår var jeg vild med den mest fantastiske pige med smukke store brune øjne. Desværre virkede Harriet ikke den mindste smule interesseret i mig. Uanset hvad jeg forsøgte, lod det ikke til at lykkedes. Nå, I har hørt hendes side af historien.

Så der var jeg, en temmelig ubetydelig og kæmpende ung mand, der levede i efterkrigstidens Tyskland, og som ikke lod til at have megen chance for at få succes overhovedet.

Men jeg havde et par ting, der fungerede for mig.

Jeg vidste, at min familie elskede mig. I skolen og kirken var der lærere, der opfordrede mig til altid at sætte mine mål højt. Jeg kan stadig huske, da en ung amerikansk missionær underviste om dette princip fra skriften: »Er Gud for [jer], hvem kan da være imod [jer]?«²

Der var noget ved dette, der ramte mig med stor kraft. Hvis det er tilfældet, tænkte jeg, hvorfor skulle jeg så frygte?

Så, jeg troede. Og jeg stolede på Gud.

For en tid deltog jeg i et praktikprogram. En af mine lærere udfordrede mig til at stræbe højere og gå på aftenskole og studere til maskiningeniør. Det krævede en hel del ekstra arbejde, men det førte til, at jeg opdagede min store passion for luftfart! Det kom som et chok, da jeg fandt ud af, at for at blive pilot skulle jeg kunne engelsk. Men jeg ville gerne være pilot, og på en eller anden mirakuløs måde syntes min mund at ændre sig, og engelsk var ikke længere et så umuligt sprog.

Med ny motivation, en frisk forpligtelse om at arbejde hårdt og med tillid til vor himmelske Fader, tog jeg små skridt, der hjalp mig til at opbygge tilliden til, at jeg kunne gøre det.

Selvfølgelig betød det ikke, at alt forløb glat.

Da jeg var 19 rejste jeg til San Antonio i Texas for at begynde på min pilotuddannelse i det amerikanske flyvevåben. På flyet sad jeg ved siden af en mand, der talte med en tyk texansk accent. Jeg indså med rædsel, at det engelsk, som jeg havde arbejdet så hårdt på at lære, ikke var det samme engelsk, som de talte i Texas!

På pilotuddannelsen var det også svært. Det var et enormt konkurrencepræget program, hvor alle kappedes om den øverste plads ved afslutningen. Jeg vidste med det samme, at jeg havde en ulempe, fordi de fleste af mine klassekammerater havde engelsk som modersmål.

Mine flyinstruktører advarede mig om en anden potentiel ulempe – jeg tilbragte megen tid i kirken. De lokale medlemmer bød mig velkommen i deres gren og i deres hjem, og vi byggede endda en kirkebygning i Big Spring sammen. Mine instruktører var bekymrede for, at sådanne aktiviteter ville forringe min chance for at få en høj score. Det mente jeg ikke. Så jeg stolede på Gud og gjorde det bedste, jeg kunne.

Til sidst lærte jeg engelsk (selvom jeg stadig arbejder på det). Jeg afsluttede min pilotuddannelse (og jeg afsluttede som den bedste i min klasse). Jeg blev jagerpilot og senere luftkaptajn. Og den smukke brunøjede drømmepige? Ja, hun er lige her sammen med mig.

Gør små ting fuldkomment

Er der en lektie ved dette? Jeg tror, at der er adskillige!

En kan være dette: Bliv ikke overvældet af de mange store, svære opgaver i livet. Hvis I forpligter jer til at gøre de »lette« ting – de »små« ting, som Gud beder jer om – og I udfører dem så fuldkomment, som I kan, så vil store ting følge.

Nogle af disse »små og nemme« ting, som I kan gøre til fuldkommenhed er daglig bøn, skriftstudium, efterlevelse af visdomsordet, gå i kirke, bede med oprigtig hensigt og betale tiende og offerydelser.

Gør disse ting, selv når I ikke ønsker det. Disse »ofre« kan synes små, men de er vigtige, for »offer og lydighed palmen [os] bringer«.³

På en måde er jeres »små og enkle« ofre dagliglivets prikker, der udgør jeres livs mesterlige maleri. I kan måske ikke se, hvordan prikkerne er forbundet nu, og det har I ikke brug for endnu. Hav blot tro nok til det øjeblik, som I nu lever i. Stol på Gud og »af det, som er småt, [kommer] det, som er stort«.⁴

Stol på Gud

Nu tænker I måske: »Ja, ældste Uchtdorf, det er meget godt for dig. Men du er en apostel. Sådan er jeg ikke. Jeg er ikke vigtig for Gud. Mine bønner bliver ikke besvaret. Mit liv bliver ikke vejledt. Hvis der findes en plan for mit liv, er det genbrugsbutikkens udgave. En aflagt plan. En klap-på-skulderen-bare-vær-tilfreds-med-det-du-har-plan.«

Mine kære venner, husk, hvad Steve Jobs sagde: »Du kan ikke forbinde prikkerne ved at se fremad, du kan kun forbinde dem ved at se bagud.«

Da jeg var på jeres alder, havde jeg ingen idé om, hvor mit liv ville føre mig hen. Jeg så helt sikkert ikke nogen prikker, der blev forbundet foran mig.

Men jeg stolede på Gud. Jeg lyttede til en kærlig families og vise venners råd og tog små skridt af tro med troen på, at hvis jeg gjorde mit bedste i det øjeblik, ville Gud sørge for det store billede.

Det gjorde han.

Han kendte enden fra begyndelsen, da jeg ikke gjorde det.

Jeg kunne ikke se fremtiden, men han kunne.

Selv i de hårde tider, når jeg troede, jeg var forladt, var han med mig – det kan jeg se nu.

I Ordsprogenes Bog finder vi dette store løfte: »Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.«⁵

Jeg tror ikke, at der er et spørgsmålstegn i slutningen af det vers.

Nej, jeg synes, at der burde være et udråbstegn!

Så I kan spørge jer selv: »Kan jeg samle nok tro til at tro på Gud? Er jeg villig til at stole på, at han elsker mig og ønsker at lede min vej?

Faktisk, klarer I jer måske meget godt på jeres egen måde i mange henseender. Men jeg anmoder jer indtrængende om at tro, at jeres liv vil være uendeligt meget bedre, hvis I stoler på Gud til at lede jer. Han kender til ting, som I umuligt kan vide, og han har en fremtid forberedt for jer, som I umuligt kan forestille jer. Den store apostel Paulus vidnede: »Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham.«⁶

Ønsker I, at jeres himmelske Fader leder jer, velsigner jer og styrker jer?

Så tro.

Elsk ham.

Søg ham af hele jeres hjerte.

Vandr på hans stier – hvilket vil sige at holde buddene, ære jeres pagter, følge profeternes lærdomme og give agt på Åndens tilskyndelser.

Gør dette og Gud vil »lade jer blive tusind gange så mange og velsigne jer, som han har lovet jer.«⁷

Vi står til ansvar over for Gud

Jeg ved, at for nogle synes dette nemt at sige og svært at gøre. Jeg er enig i, at man ikke behøver at gå langt ind i nutidens kultur for at høre modstridende røster, der søger at hindre eller endda latterliggøre tro på Gud og især vores religion.

Sådanne røster bliver forstærket i vore dage ved fremskridt uden fortilfælde indenfor kommunikation.

Det er jeres udfordring. Men det er også jeres privilegium.

Jeg er sikker på, at I vil finde måder til at håndtere det på Herrens måde!

Det er en del af jordelivets eventyr. Hvordan I gør det vil i høj grad påvirke jeres fremtid og den rolle, I spiller i Guds værk her på jorden.

Ikke desto mindre, så er det, som I oplever i livet, ikke helt så ualmindeligt. I er ikke den eneste generation, hvis tro på Gud er blevet udfordret og latterliggjort. Faktisk, synes det at være en del af jordelivets prøve for alle Guds børn.

»Var I af verden,« sagde Jesus til sine disciple, »ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.«⁸

I kan ligeså godt acceptere sandsynligheden for, at når I først har forpligtet jer til at følge Frelseren, så vil beboerne i den store og rummelige bygning misbillige det – ganske højlydt, nogle gange.⁹ De kan endda forsøge at mobbe jer og gøre jer til skamme.

Men husk på, at I ikke står til ansvar over for dem. I står til ansvar over for Gud. En dag skal I stå foran ham og gøre rede for jeres liv.

Han vil spørge jer, hvad I gjorde for at overvinde verdens fristelser og følge retfærdighedens sti. Han vil spørge jer, om I fulgte Frelseren, om I elskede jeres næste, om I oprigtigt prøvede at blive på disciplens vej.

Mine kære unge venner, min kære brødre og søstre, I kan ikke få begge ting. I kan ikke modtage disciplens ufattelige velsignelser, mens I på samme tid har jeres medlemsoptegnelser i Babylons Første Menighed. Mine kære brødre og søstre, nu er det tiden til at forpligte sig til Kristus og følge hans sti.

En dag vil alle Guds børn vide, hvad der er rigtigt – deriblandt dem, der nu håner sandheden. De vil bøje deres knæ og bekende, at Jesus er Kristus, Forløseren, verdens Frelser.¹⁰ De vil vide, at han døde for dem.

På den dag vil det blive klart, at han er den eneste røst, der nogensinde virkelig betød noget.

I vil med sikkerhed vide, hvor velsignede I er, fordi I bevarede troen, holdt Guds bud, tjente jeres medmennesker og opbyggede Guds rige her på jorden. Mine elskede venner, tro og Gud vil være med jer. Vend jeres hjerte mod ham, og han vil vejlede jer på jeres rejse gennem jordelivets store og spændende eventyr.

Det er lige meget

Når vi nu taler om at lade Gud lede vores liv, så vil jeg gerne tydeliggøre en ting. I bryder jeg måske ikke om det, som jeg nu vil fortælle jer. Når I spørger Gud om, hvad I skal gøre med beslutninger i jeres liv – selv nogle vigtige beslutninger – giver han jer måske ikke et klart svar. Sandheden er, at nogle gange, så er det lige meget for Herren, hvad I beslutter, så længe I holder jer inden for evangeliets grundlæggende pagter og principper.

I mange tilfælde er de beslutninger I træffer måske ikke så vigtige som det, I gør efter, I har truffet valget.

For eksempel kan et par vælge at blive gift, selvom nogle i deres egen familie ikke anser dem for det perfekte match. Men, jeg har store håb til et sådant par, hvis de, efter beslutningen er truffet, forbliver fuldstændigt forpligtede over for hinanden og over for Herren med hele deres hjerte og sind. Ved at behandle hinanden med kærlighed og venlighed og fokusere på hinandens følelsesmæssige, åndelige og timelige behov, ved at gøre de »små« ting hele tiden, så bliver de det perfekte match.

I modsætning til det er der det par, der tror, at de valgte den »perfekte« person og derefter formoder, at alt det hårde arbejde er ovre. Hvis de holder op med at gøre kur til hinanden, holder op med at tale sammen på tomandshånd og vender tilbage til egoisme og et selvcentreret liv – det par går på en vej, der fører til sorg og fortrydelse.

De samme principper gælder for valg af arbejde. Jeg har store håb for dem, der vælge et mindre prestigefyldt arbejde, men som gør deres bedste og finder måder, hvorpå de kan gøre deres arbejde interessant og udfordrende.

Jeg har mindre håb for dem, der vælger et arbejde, der lyder imponerende, men et eller andet sted på vejen mister den indre ild, der er nødvendig for, at de får succes. Faktisk vil en vellykket tilpasning til ændringer på arbejdspladsen være en af de primære egenskaber, jeres generation må udvikle for at klare fremtiden.

Så, hvordan ønsker Herren, at I skal gå i gang med afgørende beslutninger?

Hans instruktioner til Oliver Cowdery og Joseph har været en stor hjælp for mig. Herren sagde til dem: »Du må gennemtænke det i dit sind; dernæst må du spørge mig, om det er rigtigt.«¹¹

Vor himmelske Fader har givet jer en hjerne og et hjerte. Hvis I stoler på ham, vil han hjælpe jer til at bruge dem begge på en god måde, når I træffer beslutninger.

Ved mange beslutninger har I mere end en god mulighed at vælge. Da det skete for Joseph og hans ledsagere, brugte Herren en interessant vending, da de søgte hans vejledning. Den vending lyder: »Det er … lige meget«.¹²

Men Herren tilføjede med det samme: »Vær blot trofaste.«¹³

Jeres job er at træffe de bedste beslutninger, I kan, ud fra de oplysninger, I har, og med udgangspunkt i evangeliets værdier og principper. Stræb derefter med al jeres styrke til at få succes med de ting, som I kaster jer ud i – og vær trofaste.

Gør det, og prikkerne vil blive forbundet.

Måske er det skuffende at høre, at Gud ikke nødvendigvis giver jer en detaljeret rejseplan for jeres livs rejse, Men ønsker I virkelig at få vejledning i hver eneste detalje?

Vil I virkelig gerne have, at nogle giver jer snydekoderne til livet, før I har mulighed for selv at finde ud af tingene? Hvilket slags eventyr vil det være?

Mine kære unge venner, I kommer kun gennem jordelivets eventyr en gang. Vil en individuelt tilpasset vejledning trin for trin med spoilers og svar på alle livets store spørgsmål ikke fratage jer den gode følelse af at have opnået noget og jeres øgede tillid¹⁴ til Herren og til jer selv?

Fordi Gud har givet jer jeres handlefrihed, er der mange retninger, I kan vælge at gå og stadig få et meget tilfredsstillende liv. Livet på jorden er en åben vælg-dit-eget-eventyr-historie. I har befalinger, I har pagter, I har inspireret profetisk råd, og I har Helligåndsgaven. Det er mere end tilstrækkeligt til at lede jer til lykke på jorden og evig glæde. Og ud over det, bliv ikke mismodige, hvis I har truffet nogle beslutninger, der var mindre end fuldkomne. Det er sådan, at I lærer. Det er en del af eventyret!

Ingen eventyr går nogensinde glat fra begyndelsen til slutningen, men hvis I er trofaste, kan I være forvisset om en lykkelig slutning. Tænk på eksemplet med Josef fra Egypten. På mange måder var hans liv en katastrofe. Han blev solgt som slave af sine brødre. Han blev smidt i fængsel for en forbrydelse, han ikke begik. Trods alle de forfærdelige omstændigheder han blev tvunget ind i, bevarede han sin tro. Han stolede på Gud. Han fik det bedste ud af det. År efter år – selv da det syntes som om, at han var blevet overset og forladt – troede han. Josef vendte altid sit hjerte mod Gud. Og Gud viste, at han er i stand til at vende det negative til noget positivt.¹⁵

I dag, omkring 4.000 år senere, finder vi stadig inspiration i Josefs historie.

Jeres eventyr er måske ikke helt så dramatisk, men I vil opleve op- og nedture. Så husk på Josefs eksempel: Forbliv trofast. Tro. Vær ærlig. Bliv ikke bitter. Vær ikke en bølle. Elsk Gud, elsk jeres næste. Stol på Herren, selv når det ser sort ud.

I ser det måske ikke førend meget senere, men I vil se tilbage og vide, at Herren virkelig vejledte og ledte jeres vej.

Prikkerne blev forbundet.

Fem ting at huske på

Så hvad håber jeg, at I vil huske fra vores tid sammen i dag?

For det første, så vid, at Guds svar på jeres mest fundamentale spørgsmål måske kan tage lidt tid, og de kan komme på måder, som I ikke havde forventet. Guds svar har evig værdi. De er ventetiden værd.

For det andet, så hav en smule tro. Vend jeres hjerte mod Gud. Tro på, at I er vigtige for Gud, og stol på, at han vil få mere ud af jer, end I nogensinde selv kan gøre. Lær af ham. Elsk ham. Tro på ham. Tal med ham regelmæssigt, intenst. Lyt efter hans røst.

For det tredje, gå så godt I kan på disciplens vej. Bliv ikke overvældet. Gør blot de små ting så fuldkomment, som I kan, og så falder de store ting på plads.

For det fjerde, lad ikke nedtrykkende stemmer forhindre jer på jeres tros rejse. Husk, at I ikke står til ansvar over for jeres kritikere. I står til ansvar over for jeres himmelske Fader. Hans værdier tæller.

For det femte, træf de bedste beslutninger, I kan ved at følge de tilskyndelser, der kommer til jeres hjerte og sind. Gør jeres bedste for at gennemføre. Hav tro, og Gud vil indvie jeres ærlige indsats til jeres evige belønning.¹⁶

Gør det, og i enden vil alt være godt.

Jeg efterlader min velsignelse denne dag, ved begyndelsen af dette nye år, at når I oprigtigt stræber efter at kende jeres Gud, vil jeres tro vokse. Når I søger jeres Frelser, vil jeres selvtillid vokse.¹⁷ Og når I vandrer trofast og åbner jeres hjerte for Kristi lys, vil jeres kærlighed til Gud modnes, og jeres evne til at elske jeres næste vil blive forædlet.

Og alt dette vil bringe jer lykke og glæde.

Det vil bringe jer fred.

En dag vil det bringe jer evig herlighed.

På den fremtidige dag vil I se tilbage på dette højt skattede og spændende eventyr i livet på jorden, og I vil forstå. I vil se, at prikkerne virkelig blev forbundet til et smukt mønster, mere uovertruffet, end I nogensinde kunne forestille jer. Med usigelig taknemlighed vil I se, at Gud selv med hans rige kærlighed, nåde og barmhjertighed altid var til stede og vågede over jer, velsignede jer og vejledte jeres skridt, mens I vandrede mod ham.

Dette vidner jeg om og efterlader jer min velsignelse som Herrens apostel. I Mesterens hellige navn, I vor Forløsers og Frelsers, Jesu Kristi navn. Amen.