Et kendetegn på Herrens sande og levende kirke
En aften med ældste Patrick Kearon
Verdensomspændende foredrag for Unge Voksne • 6. maj 2018 • Brigham Young University-Idaho Center
Jeg er så taknemmelig for Jen, der uden undtagelse lever, som hun underviser. Hun ved, hvem hun er, og hun glæder sig over at vide, hvem hun er. Hun er frimodig omkring at dele det med andre, uanset hvor hun er. Jeg er taknemlig for, at vi mødtes to år, efter jeg tilsluttede mig Kirken. Hun har for mig været en velsignelse og et eksempel lige siden og er det fortsat.
Det er vidunderligt at tænke på jer, der er samlet rundt omkring i verden. Jeg beder om, i lyset af Landons smukke åbningsbøn, at I vil modtage det, som I har behov for, at hvis I har brug for inspiration, at I så vil modtage det. At, hvis I har brug for noget specielt, det så vil komme. Der er en sådan kraft, når vi samles på denne måde, når vi forbereder os til øjeblikke som dette. Der er kraft i at samles. Hvis I har brug for helbredelse, at I så må blive helbredt. Hvis I har brug for trøst, at I så må blive trøstet. Hvis I har brug for fred, at I så må få fred. Hvis I har brug for hjælp til eksamener, jeg formoder, at det er lidt tidligt i de fleste af jeres semestre, men når den tid kommer, at I så også må få det.
Jeg beder om, at når I får en tilskyndelse, når I modtager et budskab til jer, at I så vil have styrken og overbevisningen til at handle på den og ikke bare drive tilbage til jeres nuværende vaner, hvad de end er. Hvis I har brug for en forandring, hvis I har brug for fornyet styrke og tro, kan det være jeres gave.
Da jeg var 15 eller 16, var jeg yderst selvcentreret og gennemlevede mange af disse svingende, usikre og sårbare følelser, som kan være en del af at være ung. Nogle af disse følelser varede ved et stykke tid, men de var voldsomst i disse teenageår. Jeg følte mig fortabt og forlegen og akavet. Det gjorde det ikke bedre, at jeg gik på en kostskole i et øde område ved den engelske kyst. Mine forældre boede langt væk i Saudi Arabien. Med hensyn til skolen, så ville Hogwarts med Snape have været at foretrække.
Det var almindeligt med dårligt vejr langs den kyst, men en vinter blæste en særlig stærk storm ind over Det Irske Hav med vindstød af orkanstyrke på omkring 75 km i timen. Havet bragede ind over forsvarsværkerne og brød igennem dem i nogle tilfælde. Og så blev omkring 5.000 hjem oversvømmet i det omkringliggende område, og mennesker blev isoleret, uden elektricitet eller nogen form for varme eller lys i deres hjem, og de var ved at løbe tør for mad.
Da oversvømmelsen begyndte at trække sig tilbage, sendte skolen os ud for at hjælpe. Jeg havde aldrig før set en naturkatastrofe af et sådant omfang, og jeg blev forbløffet over at opleve det på tæt hold. Der var vand og mudder overalt. De mennesker, der havde været udsat for oversvømmelsen, så askegrå og udmagrede ud. De havde været frarøvet søvn i dagevis. Mine skolekammerater og jeg gik i gang, flyttede vandfyldte ejendele til øvre etager, hvor de kunne tørre, og trak et tæppe af, som var blevet ødelagt af vandet. Jeg husker, at det gennemblødte tæppe var umanerlig tungt, og stanken i hjemmene var forfærdelig.
Det, der derefter slog mig, var det venskab, der opstod mellem os, der hjalp, og dem, der fik hjælp. Der var bare en vidunderlig, godhjertet følelse mellem mennesker, der er forenet i en værdig sag under udfordrende omstændigheder. Jeg tænkte senere over, at alle disse usikre følelser, som normalt havde fyldt så meget i mine teenagetanker, forsvandt, mens jeg var involveret i denne store opgave med at hjælpe vores naboer.
Jeg ville ønske, at den tilstand havde varet ved, men det gjorde den ikke. Den opdagelse, at modgiften mod mine tungsindige og selvoptagede følelser var at hjælpe andre, burde have skabt forandring. Men det gjorde den ikke, fordi opdagelsen ikke sank dybt nok, og jeg fik ikke tænkt mere grundigt over, hvad der havde fundet sted. Den forståelse kom senere. I har sandsynligvis selv opdaget denne sandhed. Det kan være godt at tænke over, hvornår det er sket for jer, og hvordan.
Opfordringen fra generalkonferencen til at drage omsorg
Jeg funderede over dette under generalkonferencen. Jeg føler mig meget heldig over at have denne lejlighed til at tale til jer så kort tid efter den historiske konference for blot et par uger siden. De indtryk, den fred og det skud af energi, jeg fik, har jeg stadig hos mig.
Kernen i konferencens budskaber var den gentagne opfordring til at drage omsorg, som Frelseren drager omsorg, og at gøre det af kærlighed med den erkendelse, at vi og alle omkring os er vor himmelske Faders børn. Vi vil tjene, ikke fordi vores tjeneste bliver talt og målt, men fordi vi elsker vor Fader i himlen og er motiveret af en højere og mere ædel stræben, at hjælpe vores venner til at finde og blive på stien tilbage til ham. Vi elsker og tjener vores næste, som Jesus ville gøre, hvis han var i vores sted, og vi prøver virkelig at forbedre folks liv og lette deres byrder. Det er det, der er kilden til glæde og varig tilfredsstillelse, for både giver og modtager, når vi deler frugterne ved at kende til og føle vores uendelige værdi og Guds evige kærlighed til hver eneste af os.
Dette budskab sammenfattede præsident Nelson på denne måde: »Et kendetegn for Herrens sande og levende kirke vil altid være en organiseret og styret indsats for at drage omsorg for den enkelte af Guds børn og deres familie. Eftersom det er hans kirke, vil vi som hans tjenere drage omsorg for den enkelte, akkurat som han gjorde. Vi vil drage omsorg i hans navn, med hans magt og myndighed og med hans kærlige venlighed.«1
Når jeg har tænkt over det, vi fik at vide, ved jeg, at hvis vi giver agt på dette kald med at drage omsorg, får vi mulighed for at løfte os udover os selv, vokse i tro, tillid og glæde og overvinde vores egoisme, følelse af tomhed og nedtrykthed, som følger i kølvandet. Jeg ville ønske, jeg var nået til den erkendelse meget tidligere i mit liv. Men jeg er så taknemmelig for, at jeg har lært det lidt efter lidt gennem årene, og at vi konstant bliver mindet om denne store sandhed.
Fordelene og velsignelserne ved den slags omsorg
Det smukke ved den slags tjeneste, omsorg eller liv som discipel er, at den hjælper andre på så mange måder, at der er for mange til at nævne dem, men den forvandler også os ved at fjerne vores bekymringer, frygt, uro og tvivl. Til at begynde med afleder tjenesten os ganske enkelt fra vores egne problemer, men den omdannes hurtigt til noget meget højere og smukkere. Vi begynder at opleve lys og fred, næsten uden at ænse det. Vi beroliges, varmes og trøstes. Og vi oplever en glæde, der ikke kommer på nogen anden måde. Disse gaver hviler på os i meget større grad end det, vi rent faktisk har gjort for at hjælpe andre.
Præsident Spencer W. Kimball forklarede det til dels som følger: »Det liv i overflod, der tales om i skrifterne, er den åndelige sum af det, der er resultatet af at gange vores tjeneste for andre med at investere vores talenter i forbindelse med at tjene Gud og mennesker.«2 »Vi lægger mere til vores sjæl, når vi tjener andre. Det bliver faktisk lettere at ›finde‹ os selv, fordi der er så meget mere at finde.«3
Eksempler på den forandring, vi oplever, når vi drager omsorg, i sammenligning med når vi ikke gør
Denne forandring er det, nye missionærer opdager, når de holder op med at bekymre sig om sig selv og i stedet spørger: »Hvem kan jeg hjælpe, og hvordan?« Det, der sker, er, at de holder op med at tænke på sig selv og vender sig mod deres formål med at bringe sjæle til Kristus. Den opdagelse er ofte en hård kamp at vinde for missionærer. De kan blive så optagede af at være et nyt sted med anderledes mennesker, mad, skikke og ofte et udfordrende sprog, så det er meget vanskeligt for dem at se udad og tjene. Men når de gør det, forandrer alt sig for dem. De holder op med at bekymre sig, går i gang og fortsætter med den uselviske opgave foran sig, og de opdager en helt ny dimension af deres mission og af deres liv, med fred og en følelse af et formål.
Sørgeligt nok udspiller den modsatte opdagelse sig for ofte for missionærer, når de vender hjem og begynder at tage fat på behov i næste fase af deres liv, det være sig uddannelse, beskæftigelse eller personlige og familiemæssige anliggender. De har tilbragt 18 måneder eller 2 år med at lære, at vi er lykkeligst, når vi ikke bekymrer os om os selv, eller som præsident Hinckley udtrykte det, når vi glemmer os selv og går i gang med arbejdet. Ofte sker det, at når de vender hjem fra deres mission til det liv, de forlod, vender de også tilbage til mange af de selvcentrerede vaner, som var en del af det liv. De vender især tilbage til at blive opslugt af sig selv, hvordan de klarer sig, hvordan de ser ud eller lyder, og hvad andre tænker om dem.
Lige så sikkert som det bringer lys, fred og glæde at se udad og hjælpe andre, lige så sikkert bringer det tvivl, bekymring og nedtrykthed at vende sig indad.
Jeg havde en oplevelse for et par måneder siden, hvor jeg havde ligget vågen i mange timer og havde prøvet at sove, men ikke kunne. Til sidst stod jeg op, gik lidt rundt i huset, lagde mig derpå i sengen og prøvede igen at sove. Da søvnen stadig undveg mig, begyndte en ny tanke pludselig at dæmre i mig: »Hold op med at tænke på dig selv.« Og derefter fulgte spørgsmålet: »Hvem kan jeg hjælpe?« Jeg lå der og bad med vældig kraft: »Hvem kan jeg hjælpe nu, og hvordan?« Jeg fik en tilskyndelse til at kontakte og opmuntre en ven. Det var ikke noget stort, men næste morgen reagerede jeg på det og udrettede forhåbentlig noget godt. Det jeg ved er, at så snart jeg bad på den måde, hvor jeg bad om at vide, hvem jeg kunne hjælpe, fandt jeg den fred, der havde undveget mig, og jeg kunne endelig sove.
Eksempler på Frelserens tjenestegerning
Frelseren »færdedes overalt og gjorde vel«4 og var altid på udkig efter nogen, han kunne hjælpe, og »helbredte alle,« der blev undertrykt.5 Han velsignede, underviste og vejledte konstant andre til at ændre deres synsvinkel og dermed deres tilværelse. Vi kan lære noget af, at da han kaldte Peter, Andreas, Jakob og Johannes til at følge sig, ændrede de øjeblikkeligt deres retning og fokus: »De lod straks garnene være og fulgte ham.«6
Senere, da Frelseren efter korsfæstelsen var blevet taget fra dem på den mest grusomme måde, vendte de tilbage til deres fiskegarn, til det de følte, de kendte til. Ved en lejlighed kom den opstandne Frelser til dem, da de fiskede forgæves. »Han sagde til dem: ›Kast nettet ud på højre side af båden, så skal I få fangst.‹ De kastede det ud, og nu kunne de ikke trække det ind igen, så mange fisk var der.«7 Dette var en demonstration af, at han ikke havde mistet noget af sin magt, men også et meget ligefremt billede af, at de så det forkerte sted hen og fokuserede på det forkerte. Da de sammen spiste fisk på bredden, spurgte Frelseren tre gange Peter, om han elskede ham. Hver gang og med voksende bekymring svarede Peter, at det gjorde han. Efter hvert svar bad Jesus Peter om at vogte sine får.
Hvorfor spurgte Frelseren ham tre gange om, om han elskede ham? Peter var tidligere blevet kaldet til at følge Jesus, og han havde reageret øjeblikkeligt ved at forlade sit fiskeri. Men da Jesus blev taget fra dem, sørgede Peter. Han var fortabt. Han vendte tilbage til det eneste, han kendte til – fiskeriet. Nu ønskede Jesus, at Peter virkelig hørte ham og denne gang fattede alvoren af opfordringen. Han havde brug for, at Peter forstod, hvad det ville sige at være den opstandne Kristi discipel og følger, nu da Kristus selv ikke længere ville være fysisk ved deres side. Hvad ønskede Herren af Peter? Han ønskede, at Peter skulle vogte hans får og hans lam. Det var den opgave, han havde brug for at få udført. Peter tog imod dette milde, direkte kald fra sin Mester, og den ledende apostel reagerede modigt og frygtløst og gav resten af sit liv til den tjeneste, han var blevet kaldet til.
Sådan gælder dette jer
I kraft af genoprettelsen har vi i dag en anden ledende apostel på jorden i dag. Præsident Nelson giver jer og mig opfordringen til at vogte Jesu får. Vi hørte det udtrykt ved generalkonferencen på den klareste og mest kærlige mulige måde. Vi blev rørt og inspireret, men er vi forandret? Midt i alle forstyrrelserne omkring os og med så mange mindre væsentlige ting, der kræver vores opmærksomhed, er udfordringen at reagere på denne opfordring og handle, virkelig gøre noget, virkelig foretage en ændring og leve anderledes.
Som svar på kaldet til at tjene er jeres spørgsmål måske: »Hvor skal jeg begynde?« Begynd med en bøn. Præsident Nelson udfordrede os til »at øge [vores] nuværende åndelige evne til at modtage personlig åbenbaring, for Herren har lovet, at ›om I [søger], skal I modtage åbenbaring på åbenbaring, kundskab på kundskab, så I må lære at kende hemmeligheder og fredelige ting – det, som bringer glæde og evigt liv‹ (L&P 42:61).«8
Spørg jeres Fader i himlen om, hvad I kan gøre og for hvem. Enhver lille venlig handling får os til at se udad og fører sine egne velsignelser med sig. Reager på alle indtryk, I får, uanset hvor ubetydelige de lader til at være. Følg op på det. Det kan være en venlig sms til en, der ikke venter det. Måske er det et budskab af en eller anden slags. Måske er det en blomst, nogle småkager eller et venligt ord. Måske er det mere, som at rydde op i en have eller på en gårdsplads, ordne vasketøj for en, der ikke er så mobil, som han eller hun har været, vaske bil, slå græs, rydde sne eller blot lytte, når en ven taler om udfordringer, han eller hun har nu.
Som søster Jean B. Bingham sagde det: »Nogle gange tænker vi, at vi skal gøre noget stort og heroisk for, at ›det tæller‹ som at tjene vores næste. Alligevel kan enkle venlige handlinger have stor påvirkning på andre – og på os selv.«9
I er måske tilbageholdne med at tage det første skridt, overbeviste om at I ikke har tid, eller at I ikke rigtig kan gøre en forskel, men I vil forundres over, hvad selv en lille ting kan gøre.
Hvis I opdager, I er bekymret over en ven, som er ved at glide væk fra Kirken og ved at miste sin engang så klare tro og håb, kan I invitere ham eller hende til at tage med jer ud at tjene eller drage omsorg for nogen. Der findes ingen bedre måde at blødgøre hjerter på til det, der hører Gud til, og genopdage hans kærlighed i ens liv end at beskæftige sig med en meningsfuld tjeneste for en, der har brug for det.
Årsagen til, at vi tjener og drager omsorg
Vi må konstant minde os selv om, hvorfor vi tjener og drager omsorg. Vi er vor himmelske Faders børn, som er på jorden for at lære og vokse ved hjælp af myriader af oplevelser, så vi vil være mere fuldendte, når vi kommer tilbage til ham. Når vi lærer at se udad, ikke indad, og tjener hinanden, er det en virkelig stor del af vores formål her. Faktisk er det essensen af det. Miraklet med at se udad og drage omsorg for en anden, der har brug for det, er, at vi i den proces lærer, at vi kan glemme os selv og vores egne problemer.
Præsident Nelson fremlægger en højere og mere hellig praksis for tjeneste for jer og mig. Når vi er modtagelige, opdager vi, hvor tilfredsstillende, befriende og beroligende det er for os, og hvordan vi kan være et mellemled for forandring og trøst for andre.
Når I har fået jeres begavelse i templet og været på mission, kan det være fristende at sige: »Nå, nu har jeg klaret det. Jeg har tjent på fuld tid i 1½ eller 2 år. Nu er den en andens tur.« Man kan sige det samme, når vi er blevet gift. Vi tænker måske: »Se bare, jeg klarede det. Nu er det tid til en pause.« Men den slags tjeneste holder ikke pause. Det er en måde at leve på. Vi kan tage pauser fra vores faste aktiviteter og holde ferie for at hvile og fornys, så »buen ikke er spændt hele tiden« som Joseph Smith udtrykte det.10 Men vores pagtsansvar for at elske hinanden, som han har elsket os og at vogte hans får, holder ikke pause.
Jeg har nydt godt af den slags tjeneste, og jeg har også opdaget den fred og glæde, som opstår ved at være et redskab i Guds hånd over for en anden.
Jen henviste til den kamp, vi kæmpede for vores lille søns liv. Efter tabet af ham spekulerede vi på, om vi nogensinde ville kommer os over det. I den tid viste mange os ekstra meget kærlighed, venlighed og hjælp i form af familie og venner foruden mennesker, vi knap nok kendte. Et dejligt par, der allerede var nære venner, drog konstant omsorg for os gennem hele den periode. De blev ved vores side, bad med os og for os og gav os velsignelser, måltider, trøstende ord og tavshed. På en eller anden måde dukkede de altid op, når vi havde fået noget afgørende nyt, eller når vi var overvældede af udmattelse og derefter sorg. De har gennem årene vist, at det er deres måde at leve på. De viser stille og konstant omsorg.
Den verdensomspændende kirkes virke
Mens jeg i løbet af de seneste par år virkede i Kirkens europæiske område, boede vi i Tyskland, hvor jeg var vidne til, at dette princip blev anvendt med forbavsende virkning, da kirkemedlemmer og vores venner fra andre trosretninger gik sammen for at hjælpe mange tusinde flygtninge, der havde mistet alt, da de flygtede fra krigens kampe og ødelæggelser, som stadig raser i Mellemøsten. De kom og havde nogle gange vandret tusinder af kilometer og bar på blot små tasker med ejendele. Da vores folk så et behov, så brødre og søstre, så hans lam, trådte de til for at hjælpe, give tøj, mad, ly og trøst til disse flygtninge, der havde mistet alt. Da de gjorde det, blev de, der hjalp, forvandlet. De blev velsignet med lys, energi og glæde, som de enten aldrig havde oplevet før, eller som havde fortonet sig, fordi de havde fokuseret på sig selv og livets trivielle rutiner. Vores folk fortsætter denne vidunderlige hjælpeindsats over hele verden.
Flygtninge har umiddelbare og yderst synlige behov, men der findes andre omkring os, hvis udfordringer måske ikke er så synlige, og som har brug for vores hjælp, ligesom vi har brug for at hjælpe dem. Vores omsorg og tjeneste behøver ikke at være på den anden side af jordkloden. Det er på mange måder bedre, hvis det er tættere på hjemmet.
Jeg er så stolt af at tilhøre en kirke, som omsætter det til praksis. Sidste år blev der ydet over 7 millioner frivillige timer til at dyrke, høste og distribuere fødevarer til fattige og trængende. Også sidste år skaffede Kirken rent vand til en halv million mennesker, der ellers ikke havde noget. 49.000 folk fik kørestole i 41 lande. Frivillige gengav synet og oplærte 97.000 omsorgsgivere for dem med synsudfordringer i 40 lande. 33.000 omsorgsgivere blev oplært i at tage sig af gravide og nyfødte i 38 lande. Og ikke at forglemme Hjælpende hænder, hvor hundredtusindvis af vores folk i de sidste par år har doneret millioner af timer. De træder til for at hjælpe dem, der er påvirket af katastrofer, store og små, og for at forbedre deres nabolag og lokalsamfund.
Kirkens spirende initiativ JustServe, som er et godt sted at se efter muligheder for at tjene, hvis I har det i nærheden, har allerede over 350.000 registrerede frivillig, der har givet millioner af timer til at hjælpe i deres lokalsamfund.
Det er handlingens kirke. Det er det, vi gør. Det er det, I gør. Lad det være et definerende karaktertræk på, hvem I er. Det er den måde, vi finder glæde og fred på, fordi det er en af de største, bedste og mest håndgribelige måder at følge Frelserens eksempel på.
Præsident M. Russell Ballard har sagt: »Store ting udrettes ved enkle og små ting. Ligesom små guldstykker, som over tid samles til en stor skat, vil vores små og enkle venlige handlinger og tjenester akkumuleres til et liv fyldt med kærlighed til vor himmelske Fader, hengivenhed for Herrens, Jesu Kristi, værk og en følelse af fred og glæde, hver gang vi rækker ud mod hinanden.«11
Tre former for tjeneste
Jeg vil gerne fremhæve tre brede områder af tjeneste, vi hver især har mulighed for at engagere os i.
Den første, som vi bliver bedt om eller opfordret til at udføre, er et ansvar i Kirken. Det blev der talt meget smukt og inspirerende om ved generalkonferencen. Vi vil stræbe efter den form for omsorg, som påskønnes, ikke måles, hvor vi tænker over, beder for og hjælper dem, vi har fået til ansvar at tage hånd om.
Den anden form for tjeneste vælger vi at yde af egen vilje. Det er en udvidelse af den første, som vil være en del af alle vores hverdagshandlinger og hele vores omgang med andre, når vi mere bevidst søger at glemme os selv og vende os mod andre. Der er ikke en formel opgave, men vi motiveres af et ønske om at følge Kristus ved at begynde med at være mere venlig og betænksom mod mennesker omkring os. Venlige gerninger og stille gavmildhed forandrer hjerter og fører til varmere og mere betydningsfulde forhold.
Den tredje er tjeneste for samfundet. Selv i jeres alder kan I virke i skolebestyrelser, velgørenhed og i lokale og regionale og statslige råd. Jeg opmuntrer både mænd og kvinder til at engagere sig på denne måde. Involver jer, hvor det er passende, i politik med henblik på tjeneste og at opbygge enkeltpersoner og lokalsamfundet. Undgå den politiske uenighed, som er blevet så polariseret, skinger og nedbrydende i lokalsamfund, lande og kontinenter. Slut jer til andre politikere, der slår sig sammen om at lindre mennesker, der har det svært i deres eget virkefelt og længere ud. I kan være alsidighedens og fornuftens røst og tale for retfærdighed i alle samfundets afkroge. Der er et stigende behov for, at I bidrager med jeres energi i den form for værdigt, borgerligt engagement.
Når vi læser nyhederne, kan vi føle, at verden bevæger sig på et skråplan. Hvis vi alle hver dag handler i stort som småt, kan vi ændre vores egen verden og verden for de mennesker, der er omkring os. Når I tjener jeres nabo og tjener sammen med jeres nabo i lokalsamfundet, skaber I venner, som deler jeres ønske om at hjælpe. Det bliver stærke venskaber, der bygger broer mellem kulturer og tro.
Antoine de Saint-Exupéry sagde: »Livet har lært os, at kærlighed ikke består i at stirre på hinanden, men i sammen at se udad i samme retning. Der er kun venskab ved at være forenede i at stræbe efter det samme høje mål. Selv i vor tid med materielt velfærd må det være sådan, hvordan skulle vi ellers kunne forklare den glæde, vi føler, når vi deler den sidste brødskorpe med andre i ørkenen?«12
Konklusion
Hvis I alle vil reagere på opfordringen til at drage omsorg, som Jesus gjorde, bliver I forandret og bliver endnu mere uselviske i stedet for selviske. I vil opdage den glæde, der kommer af at vise omsorg på Frelserens måde og lægge jeres bekymringer, usikkerhed og den nedtrykthed bag jer, som stammer fra de utilstrækkeligheder, I har mærket.
Måske er et navn eller en sag kommet til jer, mens I har siddet og lyttet. Det er sandsynligvis en opfordring fra Ånden, og måske har I modtaget den før. Ræk ud, se ud og opløft. Vælg at reagere på denne opfordring og bed i dag om at vide, hvad I kan gøre. Når I ser og føler de velsignelser, det giver jer og dem, I drager omsorg for, vil I ønske at gøre det til en daglig vane.
Vores største og bedste stræben er at dele Jesu Kristi evangeliums lys, håb, glæde og formål med alle Guds børn og hjælpe dem til at finde veje hjem. Når vi hjælper, tjener og drager omsorg for dem, er det beviser på evangeliet i funktion. Gør vi det til en måde at leve på, vil vi opdage, at det er tilfredsstillende på en enestående måde, og det er sådan, vi kan finde den fred og glæde, der måtte være undsluppet os.
Lad mig gentage præsident Nelsons opfordring til os alle: »Et kendetegn for Herrens sande og levende kirke vil altid være en organiseret og styret indsats for at drage omsorg for den enkelte af Guds børn og deres familie. Eftersom det er hans kirke, vil vi som hans tjenere drage omsorg for den enkelte, akkurat som han gjorde. Vi vil drage omsorg i hans navn, med hans magt og myndighed og med hans kærlige venlighed.«13
Det er sådan, Frelseren levede, og det er derfor, han levede: For at tilvejebringe den fuldkomne balsam og den endelige helbredelse i kraft af sin store, uendelige og forsonende gave til jer og mig. Må vi følge den levende Kristus endnu mere villigt og endnu mere effektivt, når vi stræber efter at blive hans sande disciple ved at drage omsorg, som han ville have gjort.
I Jesu Kristi navn. Amen.
© 2018 Intellectual Reserve, Inc. All rights reserved. Engelsk original godkendt: 2/18. Godkendt til oversættelse: 2/18. Oversættelse af »A Hallmark of the Lord’s True and Living Church«. Danish. PD60005945 110