Herren vil hjælpe os med at opbygge sit rige
Verdensomspændende foredrag for Unge Voksne
12. januar 2020
Tak til koret for det smukke nummer. Det er en af vores favoritter. Tak for at synge det så smukt. Mine kære brødre og søstre, jeg er så glad for at kunne tale til jer denne aften. Jeg har på det seneste tænkt meget over de ting, der har styrket min tro gennem mit liv. En ting, jeg har erfaret, er, at vor himmelske Fader virkelig hjælper os, særligt når vi forsøger at gøre alt, vi kan for at holde hans befalinger og opbygge hans rige her på jorden.
Profeten Nefi udviste denne tro gennem sit liv. Selvom han havde mange lidelser og megen modgang, forblev han altid standhaftig og takkede altid Gud for sine velsignelser. Han sagde dette efter deres otteårige vandring i en øde ørken:
»Dersom menneskenes børn holder Guds befalinger, giver han dem næring og styrker dem og sørger for midler, hvorved de kan udføre det, som han har befalet dem; derfor sørgede han for midler for os, mens vi opholdt os i ørkenen.«1
Jeg ved, at dette princip er sandt. Lad mig fortælle en historie fra Kirkens historie. Sidst i 1830’erne samledes de fleste medlemmer af Kirken i staten Missouri, hvor de håbede på at etablere Zion. Men i 1839 tvang pøblen dem til at forlade staten. Med ødelagte huse og stjålne kreaturer og ejendele rejste de nordøst til Illinois, hvor de slog sig ned i et sumpet område nær bredden af Mississippifloden. De drænede sumpen og grundlagde en fin by, de kaldte Nauvoo. Men negative følelser for Kirken vedblev, og profeten Joseph Smith blev sammen med sin bror Hyrum dræbt blot fem år senere. De blev endnu engang, med templet lige akkurat færdiggjort, tvunget ud i februar 1846, og flygtede over Mississippifloden midt om vinteren. Blandt dem var der en mand, der hed Benjamin F. Johnson, min tipoldefar, med sin familie med små børn. Han beskrev den tid i sin selvbiografi:
»Her var vi så, midt om vinteren uden nogen penge, på en rejse uden nogen viden om, hvor lang den var, eller hvor længe den ville vare … kun med proviant nok til i bedste fald nogle få uger, og med dårligt helbred, der i det sidste år eller mere havde været yderst ustabilt. Jeg led ofte af kritisk, skærende smerte i min mave, der til tider ville få sveden til at løbe fra hver pore … Dette sammen med fordøjelsesproblemer gjorde mig uegnet til så anstrengende arbejde. Alene opgaverne ved at tage sig af dyrene og andre lejropgaver virkede overvældende for mig …
Da vi havde været i lejren nogle få dage, begyndte nogle at klage over trængsler og dårlig mad, men præsident Brigham Young brølede som en løve og fortalte dem, at alle, der ikke kunne begynde at leve af kogte bønner og majs, skulle stole på Gud og være taknemmelig for det, de fik, eller også skulle de straks vende tilbage til Nauvoo, for lejren med hellige ville blive et dårligt sted for dem. Jeg anså det for at være Herrens ord, men hvad skulle jeg gøre? Jeg havde længe ikke kunnet spise majsbrød eller bønner, da de gav mig de ulidelige mavesmerter. Hvordan skulle jeg kunne fortsætte, da det meste mad, vi havde, var majs og bønner? Jeg følte, at det handlede om liv eller død for mig.«
Jeg holder pause i historien her for at sige, at ikke mange år forinden var hans 22-årige søster død af lignende maveproblemer, så han overdrev sikkert ikke sin frygt. Han fortsatte med at sige:
»Jeg talte med min familie om problemet. Jeg fortalte dem, at jeg var der for at stole på Herren, og hvis han ikke var med os, var han helt sikkert heller ikke bag os, og jeg ville ikke tage tilbage. Jeg var villig til at spise den slags mad, vi havde, og være taknemmelig for det. Og hvis Herren ikke tog sig af os nu, ville det være bedre, jo før vi alle var døde, for vi ville ikke kunne tage vare på os selv eller beskytte os på denne rejse.«
En måned senere skrev han dette i sin dagbog:
»Bønnerne og majsen, der tidligere var uspiselig for mig, kunne jeg spise med glæde, og fra da af kom den gamle påvirkning ikke længere til mig på rejsen. Jeg havde sagt til Herren, hvad hans tjener havde sagt, at med hans hjælp ville jeg opfylde alle krav, og hvis det var hans vilje, at jeg skulle leve og være hans tjener, måtte han sørge for, at min mave kunne tåle maden, hvilket jeg ved, han gjorde.«
Min forfædres tro og profeternes eksempel har styrket mig i mit liv og har hjulpet mig til at stole på Herren, selv i svære tider. Jeg husker dengang i begyndelsen af vores ægteskab, hvor vores økonomi var meget stram. Vi fik to børn i de tre år, ældste Christofferson tog sin kandidat. Vi havde besluttet os for, at når vi var begyndt at få børn, ville jeg ikke arbejde uden for hjemmet, så jeg forsøgte at gøre alt, jeg kunne for at tjene lidt penge hjemmefra og være med til at forsørge os. Min mand havde også flere deltidsjob og sommerarbejde, hvilket udgjorde størstedelen af vores indkomst. Men vi havde stadig ikke meget. Vi havde en regel om, at hvis det ikke var mad, husleje eller benzin til vores gamle bil, behøvede vi ikke at købe det.
En søndag, blot nogle få måneder inden ældste Christofferson afsluttede sit studie, fremlagde vores biskop en byggefondplan til at renovere vores gamle kirkebygning. Det ville kræve, at alle familier betalte et beløb for at dække udgifterne. Vi har ikke længere byggefondbeløb, men dengang hjalp menigheder og stave til med at betale en del af udgifterne til at bygge eller renovere kirkebygninger, udover at betale tiende, hvilket vi også betalte.
Ligesom med andre af menighedens medlemmer satte vi os ned med biskoppen for at drøfte, hvad vi kunne donere ud fra vores indkomst. Det beløb vi foreslog, var ikke stort, men vi havde kun meget få penge tilbage. Andre studerende, der stod i vores situation, syntes ikke, at det var fair at skulle betale til den nye byggefond, da de ikke ville være der længere, når renovationen var færdig. Vi besluttede os alligevel for at betale et bidrag til byggefonden, selvom vi ikke vidste, hvordan vi skulle klare os resten af skoleåret. Nu tænker I måske, at vi bare kunne få et kreditkort og betale vores månedlige udgifter og betale dem tilbage over tid, men vi kommer fra en anden tid. Dengang kunne man ikke få et kreditkort, medmindre man havde bevis på fuldtidsbeskæftigelse og ens indkomst var på et vist niveau. Så vi kunne ikke få et kreditkort. Det virker måske hårdt, men en smule strengere retningslinjer for, hvem der kan få et kreditkort i dag, ville redde mange fra ulykken ved den gæld, de nu oplever.
I al fald, nogle få uger senere kørte vi en aften ned ad en lille vej og stoppede ved et stopskilt. Så hørte vi lyden af hvinende bremser bag os, og bagenden af vores gamle bil blev ramt. Ældste Christofferson steg ud for at se, hvad der var sket, mens jeg blev i bilen. Noget tid efter kom han tilbage i bilen, og jeg spurgte ham, hvad der var sket. Han sagde, at kun kofangeren var beskadiget. Han sagde, at manden, der ramte os, var handelsrejsende og boede i en anden by. Han vidste, at hans bremser var dårlige, men ikke, at de var så dårlige. Han havde brug for bilen i sit arbejde og håbede, at han kunne løse det direkte med os, så han ikke ville få en større præmie på sin bilforsikring og ikke ville få en bøde, som han også skulle betale. Trods alt var ingen kommet til skade. Jeg tror, at han selv havde et stramt budget. Han sagde, at hvis vi fik vurderet reparationsudgiften skriftligt og tog den med til hans motel ved udkanten af byen, ville han selv betale os.
Nu er jeg ikke født i går. Jeg syntes, at min kære mand, som jeg stolede fuldt ud på, var temmelig godtroende i denne sag. Troede han virkelig, at denne mand ville holde sit løfte? Hvad var chancen for, at denne mand ikke ville forlade byen? Nå, ældste Christofferson fik vurderet omkostningen for reparationen, og han tog hen til det motel og fandt manden. Manden skrev en check på beløbet, og gæt engang, hvad der skete? Der var dækning for checken!
Nu til resten af historien. Den check var på næsten det samme beløb, som vi havde betalt til byggefinansieringen. Vi kunne helt sikkert vente med at reparere bilen, til han havde en fast indkomst, og i mellemtiden kunne vi klare os, hvilket vi havde tvivlet på, at vi ville. Det var et vidnesbyrd for os om, at Herren, som Nefi sagde, »sørger for midler, hvorved [vi] kan udføre det, som han har befalet« os.2 Jeg har lært, at tro ofte vil sige, at træde ud i mørket, men når vi gør det, så ved jeg, at Herren vil oplyse vejen foran os. Jeg er taknemmelig for en kærlig himmelsk Fader, der våger over os og tager sig af os. Jeg ved, at dette er hans kirke, og at Frelseren lever. Jeg takker Herren for evangeliets velsignelser, som han har givet os. I Jesu Kristi navn. Amen.