Valg og forpligtelse
Verdensomspændende foredrag for Unge Voksne
12. januar 2020
Jeg takker min himmelske Fader for privilegiet ved at være sammen med jer alle i aften. Og jeg vil gerne takke min hustru og støtte hendes bemærkninger. Og en særlig tak til dette vidunderlige kor. De er endnu et bevis på værdien af institut. Jeg elsker institut. Jeg håber, at alle, der har mulighed for det, ikke blot er tilmeldt, men også kommer og deltager aktivt i institut. Det er noget af det bedste, der sker i Kirken. Det nummer, som koret sang for et øjeblik siden – nogle af jer ved det måske – er skrevet af præsident Russell M. Nelson. Det er hans ord, og følelsen og udtrykket rammer mig lige i hjertet, og jeg stoler på, at det også sker for jer. Jeg skal give udtryk for hans kærlighed og hans hilsen til jer. Tillad mig også at takke rektor Astrid Tuminez og administrationen og medarbejderne på Utah Valley University for deres gæstfrihed ved denne lejlighed.
For en del år siden var ældste L. Tom Perry og jeg på en opgave sammen i New York City. Mens vi var der, besøgte vi en gammel synagoge i Brooklyn. Synagogen var en prægtig bygning i et nabolag, der havde været, og sikkert stadig var, en af de mere fornemme dele af bydelen. Kvinden, der tjente som rabbiner i den jødiske reformmenighed der, hilste hjerteligt på os og viste os rundt i den historiske bygning. I sin storhedstid havde det været en elegant bygning, men nu trængte den tydeligt til betydelig istandsættelse. Rabbineren fortalte os, at hendes menighed var faldet i antal, og at midler til at vedligeholde synagogen og dens programmer, heriblandt en dagskole, var utilstrækkelige.
Da vi snakkede videre, bemærkede hun, at generelt var unge voksne forpligtede til deres jødiske arv, men af en eller anden årsag tøvede de med at tilslutte sig og blive forpligtede medlemmer af synagogen. På trods af det afholdt de regelmæssigt sociale aktiviteter i bygningen. Det var et samlingspunkt for dem, og i perioder ville de ofte yde bidrag for at være med til at dække udgifterne for brug af faciliteterne, men kun få ønskede eller var villige til at blive medlemmer af menigheden, der tilbad der.
Ældste Perry og jeg talte med rabbineren om, hvorfor det mon var sådan. Hun bemærkede ud fra sine samtaler med mange af disse unge voksne, hvoraf de fleste var single, at de ikke gav religion høj prioritet i deres liv. Andre ville helt enkelt bare ikke forpligte sig til denne eller nogen synagoge. Ældste Perry spekulerede på, om det var et udtryk for det berømte (eller berygtede) udtryk »FOMO« – fear of missing out (frygt for at gå glip af noget) – at hvis de forpligtede sig, ville de måske gå glip af noget andet.
Og det er i bund og grund dette emne, jeg gerne vil tale til jer om her i aften – valg og forpligtelse.
Lad os bemærke til at begynde med, at »frygt for at gå glip af noget« til et vist punkt er en rationel følelse. For så vidt som det er muligt, vil vi alle gerne opleve det bedste og række ud efter de bedste muligheder på alle områder af vores liv. Men det er ikke rationelt tilsyneladende altid at udsætte et valg eller en forpligtelse, fordi det muligvis betyder at gå glip af noget andet og muligvis bedre. Alle valg udelukker andre muligheder: Hvis I vælger at tage på arbejde eller i skole om morgenen, kan I ikke streame en film på Netflix på samme tid (eller kan I?), hvis I vælger at uddanne jer til civilingeniør, vil I gå glip af at studere historie eller kunst eller noget andet (medmindre I aldrig forlader skolen), hvis I lige nu rejser til Victoria-vandfaldene i Afrika, kan I ikke rejse andre steder hen på samme tid og går muligvis glip af andre steder, I gerne vil se, hvis I vælger at tage på mission, kan det være, I opgiver mange sociale aktiviteter i den tid, og sådan fortsætter det. Men medmindre I træffer et valg og forpligter jer til en bestemt retning, vil jeres liv blive temmelig flakkende, og i sidste ende vil i faktisk gå glip af næsten alt det bedste.
Som min hustru fra tid til anden siger: »Du kan ikke få alt – hvor skulle du gøre af det?« Vi kan ikke få alt, der ville være dejligt at få, og vi kan ikke gøre alt, som ville være dejligt eller interessant at gøre. Selv hvis I begrænser jeres valg nu til ting, der er »værd at tale godt om eller rosværdigt«,1 kan I stadig ikke have eller opleve alt. Der er helt enkelt ikke nok tid, midler eller plads i noget liv her på jorden. Og dermed må vi forpligte os til bestemte valg, velvidende at vi ved at gøre det nødvendigvis må give afkald på andre, hvor gode de end måtte være. Vi skal også huske, at det at udsætte et valg unødvendigt i sig selv er et valg.
Ægteskab er et vigtigt eksempel. Ved at vælge en partner takker vi nej til alle andre. Herren siger: »Du skal elske din hustru af hele dit hjerte og skal holde dig til hende og ingen anden.«2 På grund af endegyldigheden ved det valg modstår nogle en forpligtelse til nogen, de holder meget af, en som de elsker, og som de sammen ville kunne udvikle sig med glæde og for evigt, bekymrede for, at der måske findes en endnu mere perfekt soulmate et sted, som de ikke vil gå glip af. Jeg husker sådan en ung mand, jeg kendte for mange år siden, der afviste en vidunderlig potentiel partner, fordi han syntes, at hun havde for mange plomber i tænderne. Min reaktion var, at du ønskede en perfektion, der ikke findes, og har du for resten stoppet op og overvejet, at du ikke selv er tæt på at været et perfekt valg?
Dette er en forsamling af unge voksne. For de fleste af jer ligger vægten på voksen. I har eller går efter voksenpligter, voksenbedrifter og voksenbidrag i modsætning til at udsætte at være voksen og gå efter endeløse fester. For ti år siden talte forfatteren og videnskabsmanden Charles Murray om betydningen af »et liv levet godt«. Han sagde: »Jeg taler om det, vi ser tilbage på, når vi bliver gamle, og lad os beslutte, at vi kan være stolte af, hvem vi har været, og hvad vi har gjort.«3
Murray mindedes at tale til en forsamling i Zürich om den store tilfredsstillelse, der kommer af et liv levet godt. Han sagde: »Efter talen kom nogle få af de cirka tyve tilhørere hen til mig og sagde helt enkelt, at vendingen ›et liv levet godt‹ ikke gav mening for dem. De havde det godt med deres nuværende sexpartner og nye BMW og ferielejligheden på Mallorca og så ingen tomrum i deres liv, der skulle udfyldes. Det var fascinerende,« sagde Murray, »at høre det blive sagt direkte til mig, men ikke overraskende … Mentaliteten er noget lig dette: Mennesker er en samling af kemikalier, der aktiveres og efter noget tid slår fra. Formålet med livet er at bruge den mellemliggende tid så behageligt som muligt.«4
Som afslutning på sine bemærkninger kom Murray med en indsigtsfuld udtalelse: »Ældgammel menneskelig visdom har forstået, at et liv levet godt kræver engagement med dem omkring os.«5 Virkelige voksne forstår dette. De anerkender, at personlig fornøjelse aldrig fungerer som fokus i livet og ikke er tilstrækkelig som formålet med livet. Denne sandhed understreger de to største bud: At elske Gud af hele sit hjerte, sjæl og sind og at elske sin næste som sig selv.6 Som Jesus sagde: »På de to bud hviler hele loven og profeterne.«7 Evangeliets pagt,8 med dets løfte om evigt liv, hviler på disse to store bud i den rækkefølge, de er givet: Første og anden. Loyalitet mod disse to store bud definerer et liv levet godt, og hvad det vil sige at være voksen.
I sidste ende er der ikke nogen neutral, uforpligtende vej at følge, i det mindste når det handler om det, der har evige konsekvenser. Alma kom med denne pointe, de han underviste om, at Kristus, den gode hyrde, kalder os til at følge sig på disciplens og glædens vej:
»Se, jeg siger jer, at den gode hyrde kalder jer; ja, og i sit eget navn kalder han jer, hvilket er Kristi navn; og hvis I ikke vil lytte til den gode hyrdes røst, til det navn, hvorved I bliver kaldt, se, da er I ikke den gode hyrdes får.
Og se, hvis I ikke er den gode hyrdes får, af hvilken fold er I da? Se, jeg siger jer, at Djævelen er jeres hyrde, og I er af hans fold; og se, hvem kan nægte dette?«9
Alma underviser om realiteten af, at der kun er to muligheder, og at Kristus er den eneste gode valgmulighed. Hvis I ikke vælger Kristus, følger I automatisk en falsk gud, en fejlagtig sti, der mildest talt fører til endelig og endog evig skuffelse. Så medmindre I følger Frelseren, afviser I ham.10
Med denne kundskab bør vi ikke være tøvende med at forpligte os over for Herren og stræbe efter at blive et med ham. Som han bad for sine apostle ved det sidste måltid og alle, der ville tro på hans ord: »At de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os.«11 Er det ikke der, vi ønsker at være? Hvorfor så tøve med at blive helt og uforbeholdent forpligtet? Hvorfor holde sig tilbage fra at påtage sig hans åg, når vi ved, at hans »åg er godt, og [hans] byrde let«?12
Frygt for fiasko
For at besvare mit eget spørgsmål kan jeg se, på trods af Åndens logik og dens tryglen, når den arbejder med os, at der er nogle årsager til, at man stadig kan have lidt modvilje. En bekymring er vores evne til at holde en så langtrækkende forpligtelse. Kan vi faktisk leve op til det, og ville det ikke være bedre for os ikke at forpligte os, hvis vi måske fejler?
Det er forståeligt, men som svar vil jeg bemærke, at I i et meget vigtigt henseende allerede har krydset den bro. Da I i forudtilværelsen valgte at acceptere frelsesplanen og ophøjelse, forberedt af Faderen og kæmpet for af Sønnen, valgte I Kristus. Jeres fysiske fødsel er et vidne på det faktum, at I allerede er forpligtet. I klarede og har bestået jeres »første prøvestand«,13 og nu er spørgsmålet, om I vil holde den forpligtelse i denne »anden prøvestand« og »få tildelt herlighed på [jeres] hoved for evigt og altid«?14 Vi bør ikke frygte at genbekræfte vores førjordiske forpligtelse, særligt når vi tænker på, hvor elendigt alternativet er.
Og vi behøver ikke at leve i frygt for at fejle. Vi er ikke alene. Vi står ikke uden hjælp. Alle, der virkelig forpligter sig til Kristus, til fuldt ud at være hans discipel, kan ikke fejle. Hvis vi er bundet til ham, der steg ned under alt, der overvandt alt, og der har al magt, kan vi ikke fejle.15 Vor himmelske Fader og Frelseren er ikke blot neutrale tilskuere, der er nysgerrige efter at se, om det vil lykkes for os eller ej. Kan I forestille jer dem se ned fra himlen og sige: »Se på Sam. Han fejlede sidste gang, han stod i sådan en situation, jeg vil vædde med, at han gør det igen«, eller »Se her. Sandras venner har sat hende i en vanskelig situation. Det bliver interessant at se, om hun kan arbejde sig ud af denne her.« Det er selvfølgelig latterligt. De er aktivt engagerede på vores side, yder konstant hjælp, vejledning og ressourcer og ville sikkert give os mere, hvis vi ville tage imod det.
Jeg sagde tidligere, at når vi ærer de pagter, der binder os til Kristus og hans kraft, kan vi ikke fejle. Det er sandt i sidste ende, men jeg anerkender, at til tider oplever vi alle fiasko – vores egne fejl og synder og den påvirkning, som andres fejl og synder sommetider har på os. Men med omvendelsens og tilgivelsens gave er alle disse fejl og mangler blot midlertidige. Ingen af dem kan berøve os evigt liv, uden vores samtykke. Hvorfor? For når vi gør, hvad vi kan for at komme videre, har vi adgang til Kristi nåde for at løse og ordne alt det, vi ikke selv kan. Husk, at Kristi forsonende kraft eller nåde ikke alene fjerner skylden ved synd og fejl, men den helliggør os også og gør os til hellige væsener, der er i stand til at bo i Guds nærhed.16
Jeg siger ikke, at alt dette er let. I ved, såvel som jeg, at livet er fuld af kampe og nogle meget svære ting, endda tragedier. Og at være en trofast Jesu Kristi discipel er meget lettere sagt end gjort. Det var langt fra nemt for Jesus af være sin Faders discipel og drikke sit »bitre bæger«.17 Men han gjorde det, og han ved, hvordan han kan hjælpe os til at gå med succes på disciplens vej. Derudover har Frelseren kraften og villigheden til at hjælpe. Han vil blive hos os med så meget hjælp, vi har brug for, så længe det kræves. Han siger: »Ja, og så ofte som mit folk omvender sig, vil jeg tilgive dem deres overtrædelser imod mig.«18 Frygt for at fejle er ikke grund til ikke at indgå en hel og fuldkommen forpligtelse over for Kristus. Bare bliv ved at omvende jer og gøre jeres bedste for at være gode – det vil være nok.
Offer
Jeg kan tænke på endnu en grund til, at en person kan tøve med at besvare kaldet fra den gode hyrde og slutte sig til hans fold: Frygt for det offer, det kan indebære. I husker alle den unge mand, der oprigtigt spurgte Jesus: »Hvad mangler jeg så?« for at kvalificere sig til evigt liv.19 Markus fortæller os, at »Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham«, (jeg tror, det er betydningsfuldt), »og sagde til ham: ›Én ting mangler du: Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!‹«20 I husker reaktionen: »Men han blev nedslået over det svar og gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende.«21
Jeg håber, at denne rige unge mand ved eftertanke ændrede mening og senere tog imod Frelserens indbydelse. I hvert fald anerkender vi alle, at det vil kræve ofre at forpligte sig til Kristus. En ting, vi må ofre, er frygten for at »gå glip af noget«, fordi vi ved, at vi faktisk vil gå glip af meget. Så mange muligheder i livet er uforenelige med at være discipel, og selv mange gode ting kan blive udelukket af de krav, vores liv som discipel kræver af vores tid og ressourcer til ting, der er bedre eller bedst.
Den oprigtige unge voksne, der spurgte Frelseren: »Hvad mangler jeg så?«, er død. De rigdomme, han havde, eksisterer sikkert ikke længere, og uanset hvad har han dem ikke, og han har heller ikke brug for dem. Hvor stort et offer det må have syntes for ham på det tidspunkt, havde han så en bedre valgmulighed, end at tage imod Mesterens indbydelse? Kunne noget, han havde eller kunne have skaffet med sine rigdomme, sammenlignes med det, Herren i sidste ende tilbød ham? Vi ved, at alt, Frelseren beder os om, heriblandt selve vores liv, er ubetydeligt sammenlignet med ophøjelse. Vi kan slet ikke forestille os dette: »Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham«.22
Snarere end at frygte, hvilket offer det kræver at være discipel, bør vi tage mod muligheden for at vokse i åndelig styrke, at opleve en større glæde og hver især at finde den sande mening med vores liv. Offer, særligt at ofre sig for Kristi sag, er et tegn på alvor – vi vil virkelig efterleve de to store bud om at elske Gud og vores næste. Offer betyder, at vi virkelig vil gøre noget godt i verden.
At elske vor himmelske Fader og hans elskede Søn af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke bekræfter for vores sjæl, hvad og hvem vi er. Det giver os den form for sikkerhed, der gør os i stand til at holde op med blot at have fokus på os selv og se udad, virkelig at se andre – deres behov og den virkelighed, de står overfor, med et ønske om at forstå og hjælpe dem. I lignelsen om den barmhjertige samaritaner så præsten og levitten den sårede rejsende på den anden side af vejen, men de så ham ikke rigtigt. Kun samaritaneren så virkelig den sårede fremmede, og som følge deraf fik han »medynk med ham … [og] gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem«.23 Der er så mange, der føler sig konstant ensomme. Vores ofre kan helt sikkert gøre en forskel.
Forpligtelse
Den altomfattende forpligtelse, der garanterer glæde her og herefter, er forpligtelse over for Gud vor evige Fader og hans Søn, Herren Jesus Kristus. I Omni finder vi denne velformulerede bøn:
»Jeg ønsker, at I skal komme til Kristus, som er Israels Hellige, og få del i hans frelse og i hans forløsnings kraft. Ja, kom til ham, og bring hele jeres sjæl som et offer til ham, og fortsæt med at faste og bede, og hold ud til enden; og så sandt som Herren lever, vil I blive frelst.«24
Der er en historie om en far, der lagde sin lille dreng i seng, og da han forlod soveværelset, hørte han et bump. Da han gik tilbage, så han sin søn på gulvet og spurgte, hvordan han var faldet ud af sengen. Drengen svarede: »Jeg kom ikke helt ind.« Sørg for at komme hele vejen ind i jeres forpligtelse til Gud.
I er en del af Kristi legeme.25 I hører til. Vær helt med, giv og modtag frit. Se virkelig personerne omkring jer og bliv set, så I lever et godt liv, et liv fyldt med omsorg, velsignelser og tilfredshed. Et liv, som Frelseren velsigner og helliggør; han, som har overvundet alt, og ved hans nåde vil I også overvinde alt.
Ved sidste års Pioneer Day-koncert af Tabernakelkoret og Tempelpladsens orkester optrådte den meget talentfulde norske sanger Sissel. Publikum, heriblandt mig selv, blev dybt berørt af hendes ærbødige udgave af en sang, kaldet »Slow down«, der fik mig til at tænke på skriftstedet fra Salmerne: »Stands, og forstå, at jeg er Gud.«26
Jeg vil gerne afspille en video af Sissel, der synger ved denne lejlighed, og når I lytter, beder jeg jer om at tænke på budskabet om, at vi kan have fuldstændig tillid til Gud og hans vidunderlige kærlighed og villighed til at velsigne og bevare os, uanset hvad der sker. Og tænk over helligheden ved at forpligte jeres liv og jer selv til ham, uanset hvad der sker.
Midt i min forvirring
i en tid med et desperat behov,
hvor jeg ikke tænker alt for klart.
En mild stemme griber ind.
Sæt farten ned, sæt farten ned, vær stille.
Vær stille og vent på Herrens ånd.
Sæt farten ned og hør hans røst.
Og vid, at han er Gud.
I tider med prøver,
hvor jeg føler mig usikker,
når alt presser mig fra alle sider,
kommer der en mild stemme, så stille, så ren.
Sæt farten ned, sæt farten ned, vær stille, mit barn.
Vær stille og vent på Herrens ånd.
Sæt farten ned og hør hans røst.
Og vid, at han er Gud.
Og vid, at han er Gud.27
Sæt farten ned. Bestem jer i jeres sind og beslut jer i jeres hjerte til, at I vælger Gud. Find et roligt tidspunkt til i enrum at knæle ned og i Jesu Kristi navn sige til jeres himmelske Fader, at I er hans, at I med krop og sjæl er forpligtet til ham, hans Søn og evangeliets vej. Følg så, hvor han går, nu og resten af jeres liv. Tøv ikke, eller hold jer ikke længere tilbage, men fortsæt med formål og en mission i livet. Livet på jorden er så kort. Få denne tid til at tælle, så jeres evighed vil blive en af glæde, ikke fortrydelse. Føler I ikke Ånden fortælle jer, at det er rigtigt? Og gå fremad med selvtillid.
Jeg lover jer, at Herrens belønning til jer for at give alt vil være alt, han kan give, »et godt, presset, rystet, topfyldt mål«.28 Realiteten af hans opstandelse er bevis på, at han har al kraft, at han kan udfri det, han lover, og at han leverer. Han er livet, og han er kommet, så vi kan få liv og »have i overflod.«29 Jeg fortæller jer det som en, der ved, at Jesus Kristus er den opstandne Forløser. Den kendsgerning gør hele forskellen i verden og i evigheden. Jeg giver jer hans velsignelse og mit vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.