Vælg retfærdige ønsker
Verdensomspændende foredrag for Unge Voksne
Søndag den 3. maj 2020
Mine elskede søstre og brødre, først ønsker jeg at takke min vidunderlige hustru for de vidunderlige råd. Lynette, tak.
Det er en umådelig velsignelse og mulighed at være sammen med jer denne aften. Vi lever i sandhed i nogle usædvanlige tider, og jeg tror virkelig på, at I er blevet oprejst til denne tid. For ikke så længe siden sagde præsident M. Russell Ballard: »Jeg tror, at denne er den mest storslåede generation af unge voksne i Kirkens historie. Jeg føler oprigtigt, at det er sandt.«1 I er en særlig generation, der er blevet oprejst til at navigere gennem turbulente tider og for at være med til at berede verden på Jesu Kristi andet komme. Han kender jer
Vor tid
Da vi kom her i aften til denne transmission, fik vi at vide, at vi havde modtaget titusindvis af tweet med spørgsmål om Ånden og om personlig åbenbaring. Jeg håber, at når I i aften lytter til min hustru og til mig, at vi er i stand til at besvare disse spørgsmål. Jeg beder til, at Helligånden, som er læreren, vil kunne besvare både den enkelte og de mange.
I de seneste dage og måneder har vi som verdenssamfund oplevet usædvanlig lidelse, usikkerhed, røre og udfordringer. Disse er tider, der længe har været forudsagt, og de vil kulminere med vor Frelsers herlige andet komme. Jesus selv profeterede om disse dage. Han sagde: »I skal også høre om krige og rygter om krige; se til, at I ikke lader jer skræmme, for alt, hvad jeg har sagt til jer, skal ske … Jeg taler for mine udvalgtes skyld; for folkeslag skal rejse sig mod folkeslag … og der skal være hungersnød og pest og jordskælv på forskellige steder … Kærligheden [skal] blive kold hos menneskene … [Alt skal] blive opfyldt.«2 Jeg ønsker at fortælle om blot et perspektiv om alt dette. Det er en lektie fra vores kirkes historie:
Amanda Barnes Smith, hendes mand, Warren, og deres fem børn var nyomvendte til Kirken, da de rejste til Missouri. De sluttede sig til de hellige ved Hawn’s Mill, blot nogle få dage før en pøbelhob kom og myrdede mange der. Amandas mand og en 10-årig søn var blandt de dræbte. En anden af hendes drenge kom alvorligt til skade. Amanda fik en tydelig åbenbaring om, hvordan hun skulle redde sin sårede søn. I denne tid med stor lidelse skrev hun følgende:
»Hvad kunne vi kvinder gøre i vores dybeste sorg andet end at bede? Bøn var vores eneste kilde til trøst, vor himmelske Fader vores eneste hjælper. Ingen anden end han kunne redde og udfri os.
En dag kom en fra pøbelen fra møllen med kaptajnens ordre. [Han brølede bandende]: ›Kaptajnen siger, at hvis I ikke holder op med at … bede, vil han sende en milits og slå hver eneste … af jer ihjel!‹
Og han kunne lige så godt have slået os ihjel som at forhindre os stakkels kvinder i at bede i denne vores dybe nød.
Vores bønner blev bragt til tavshed i frygt. Vi vovede ikke at oplade vores røst over for vor Gud. Jeg kunne bede i min seng eller i tavshed, men jeg kunne ikke leve således længe. Ikke at kunne bede højt til Gud var mere ubærlig, end natten for massakren havde været.
Jeg kunne ikke bære det længere. Jeg længtes efter at høre min egen stemme i bønfaldelse til min himmelske Fader.
Jeg stjal mig ned i en majsmark og kravlede ind i en [bunke] majs. Det var som Herrens tempel for mig i det øjeblik. Jeg bad højlydt og meget inderligt.
Da jeg kom ud fra majsen, talte en stemme til mig. Det var det tydeligste, jeg nogensinde havde hørt en stemme være. Det var ikke en stille, stærk tilskyndelse fra Ånden, men en røst, som gentog et vers fra en af [vores] salmer:
Den sjæl, som til Jesus sin lid kun har sat,
jeg vil ej forlade i mørkeste nat.
Den sjæl, om al helved imod den mon stå,
skal gennem min nåde sin salighed få.3
Fra det øjeblik frygtede jeg ikke mere. Jeg følte, at intet kunne gøre mig fortræd.«4
Disse tider kan være foruroligende, men vid, hvad der gjaldt for Amanda Barnes, gælder for jer. Uanset hvad der sker omkring jer, uanset hvilke prøvelser I måtte være nødt til at bære, står Gud ved roret. Han vil ikke svigte jer, og I behøver ikke at frygte, hvis I er trofaste og opløfter jeres røst til ham. Det er præcis det, jeg gerne vil tale til jer om i aften.
Min hustrus briller
Som jeg sagde, værdsætter jeg, at min hustru er her sammen med mig i aften. Hun betyder alt for mig. Vi mødtes for mange år siden i high school. Efter vores eksamen fra high school læste hun på Ricks College i Rexburg i Idaho, og jeg læste på BYU i Provo i Utah. I vores første år på college besluttede jeg en weekend at køre til Rexburg for at besøge hende. Der lærte hun mig en uvurderlig lektie.
Hun havde ikke en bil, og det var noget tid siden, hun havde kunnet køre. Da vi forlod hendes lejlighed, spurgte hun mig, om hun måtte køre min bil. Jeg sagde: »Selvfølgelig.« Vi kørte lidt efter ned ad en bakke, tæt på hvor hun boede. Omkring halvvejs nede ad bakken spurgte hun mig: »Er der et stopskilt for enden af vejen?« Skiltet var fuldstændigt synligt, og jeg sagde straks: »Ja, der er et stopskilt.« Hun sagde: »Godt, det mente jeg også. Jeg kan bare ikke se det.« Jeg spurgte: »Hvorfor kan du ikke se det?« Hun svarede: »Fordi jeg ikke har mine briller på, og jeg kan ikke se så meget uden mine briller.« Jeg sagde noget lignende: »Og hvorfor har du ikke dine briller på?« »Fordi jeg ikke kan lide, hvordan jeg ser ud med dem på, men jeg glemte, at jeg ikke kan se alting uden dem.« Jeg sagde: »Du må nok hellere lade mig køre.« Lektien var enkel, medmindre du kan se klart, vil du altid være i fare.
Nu spørger jeg jer: »Hvordan styrer I jeres liv fremad?« Lever I jeres liv med de briller, der er nødvendige for at se livets realiteter tydeligt? I den fordums by Laodikea havde de hellige ingen iøjnefaldende eller synlige synder, men Herren revsede dem for at være lunkne disciple. Eftersom de var stolte af deres verdslige bedrifter og kompetencer, blev de stadigt mere selvtilfredse og løsrevne fra Gud. Selv om byen var kendt for at være eksperter i øjenbehandling, sagde Herren til dem, at de skulle bruge »salve til at salve dine øjne med, for at du kan se.«5 Det lader til, at et afgørende spørgsmål for os alle er dette: »Ser jeg mit liv gennem Guds øjnes sandheder, befalinger og pagter eller gennem mine egne øjne? Lytter jeg dagligt til hans stemme gennem bøn og Åndens personlige åbenbaring, eller lytter jeg til min egen stemme eller denne verdens kloges stemme, som råber, at Guds veje og tilmed hans profeter er malplacerede, kedelige, unødvendige, følelseskolde eller oven i købet i verdens retorik bedrageriske og hadske?«
Joseph Smith sagde engang: »Djævelen vil opbyde alle sine kræfter på at fange de hellige … Han vil forvanske ting, så han kan få os til at måbe over dem, der gør Guds vilje.« Uden Guds hjælp og åbenbaring kan I ganske enkelt ikke se »ting, som de virkelig er, og … som de virkelig vil blive.«6 Modstanderen er opsat på at få jer til at måbe over dem, der gør Guds vilje. Han er opsat på at afholde jer fra at se og forstå virkeligheden, at afholde jer fra at se, at I er Guds højt elskede søn eller datter. Hans ønske er at legitimere verden, få jer til at afvise eller halvhjertet vende jer til Gud og især at få jer til at definere jer selv og jeres livsrejse ud fra nogle politiske, kulturelle eller andre verdslige bedrifter eller blot helt almindelig ligegyldighed.
Jeg har ofte stillet mig selv dette spørgsmål: »Hvad gjorde Nefi til en troende og ikke en Laman eller Lemuel?« Alle tre brødre blev født af de samme agtværdige forældre. En aften hørte jeg mit spørgsmål blive besvaret. Jeg befandt mig i Bangkok i Thailand på en opgave med præsident M. Russell Ballard, hvor han læste dette skriftsted:
»Og det skete, at jeg, Nefi … nærede store ønsker om at kende til Guds hemmeligheder, jeg anråbte derfor Herren; og se, han kom til mig og blødgjorde mit hjerte, så jeg troede alle de ord, som min far havde talt; derfor satte jeg mig ikke op imod ham, ligesom mine brødre.«7
Der var mit svar. Gud giver sig tilkende for os i overensstemmelse med vores ønsker. Nefi ønskede mere end noget andet at kende Guds sandheder og hemmeligheder og blev velsignet med Guds nærvær, glæde, magt og sandhed. Laman og Lemuel ønskede verdens snarer og fik dens belønning. Hvis I ønsker at være sammen med Gud, så må I samstemme jeres ønsker med hans vilje.
Hvor og på hvad, I lægger jeres hjertes ønske, vil afgøre, hvordan I vil få kraft til både at bevæge jer gennem livet og råde over det. Jeg opfordrer jer derfor i aften til at vælge at forme jeres liv efter et altoverskyggende ønske om at blive omvendt og at styrke andre. I husker måske, at det var det, Frelseren bad sin øverste apostel, Peter, om, da han sagde: »Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«8
Ønsket om at blive omvendt og at styrke andre
Jeg vil aldrig glemme dengang, min hustru og jeg blev interviewet af et seniormedlem af De Tolv Apostles Kvorum om min villighed til at tjene som missionspræsident. Min hustru og jeg havde mange ting for i vores liv. På tidspunktet for vores interview var vi inddraget i nogle meget udfordrende familiedynamikker, vi var involveret i store humanitære opgaver verden over, som krævede en hel del af vores opmærksomhed og ressourcer, og jeg var den ledende partner i en global investeringsvirksomhed, for slet ikke at nævne alle de kirkekaldelser vi arbejdede med. Jeg mente, at vi allerede gjorde så meget, som vi på nogen måde kunne. Mens vi sad dér den dag sammen med denne elskede apostel og tænkte over alt det, vi havde for, sagde vi begge høfligt, at det nok ikke var det bedste tidspunkt for os at tage på mission. Uden tøven vendte dette medlem af De Tolv sig mod min hustru og sagde: »Lynette, du bliver en fantastisk missionær og makker til din mand.« Han vendte sig mod mig og sagde: »OK, du forstår det slet ikke. Herren kalder jer for at redde jeres liv. I kommer til at leve jeres liv enten ved pagt eller ved bekvemmelighed. Der er aldrig et belejligt tidspunkt at tjene på. Det er et spørgsmål om tro. Enten tror I på, at Herren vil velsigne jer med de velsignelser, I behøver, når I sætter ham først, eller også gør I ikke.«
Jeg sad helt stille, lamslået. Jeg havde lige fået at vide, at Herren prøvede at redde mit liv. Jeg havde et godt liv på det tidspunkt, men jeg var ret meget ude af balance. Den eftermiddag, da Lynette og jeg forlod apostlens kontor, tog vi hjem for bønsomt at overveje, hvordan vi skulle leve vores liv. Vi traf hurtigt det valg at tjene og leve vores liv ved pagt og gøre, hvad end Herren bad os om. Et liv i pagten er et mere balanceret liv, som leves i overensstemmelse med Guds prioriteter, ikke vores egen dagsorden. Vores liv har aldrig været det samme siden. Vi er blevet helt og aldeles velsignet med hans kærlighed og hans undervisning. Hvis jeg ved noget, er det, at I kan få den samme velsignelse, hvis I trofast bliver på hans pagtssti. Gud ønsker at redde jeres liv.
Hvad betyder det at blive omvendt, at leve ved pagt og ikke bekvemmelighed? Jesus sagde: »Se hen til mig i alle jeres tanker.«9 Som en klog lærer engang fortalte mig: »Han sagde ikke: ›Tænk på mig en gang imellem, og min Ånd vil være med jer.‹ Han sagde: ›Hvis I altid erindrer mig, skal I have min Ånd til at være hos jer.‹«10 Det betyder, at når I husker ham, vil I altid have himlens kræfter til at være med jer og hjælpe jer dagligt i hver en lille eller skræmmende udfordring, I kommer ud for – uanset hvilket greb den har i jer. Det indbefatter enhver frygt, afhængighed, usikkerhed eller tilsyneladende uoverstigelige mure foran jer. Så tænk lige nu over, hvad der er det vigtigste, I er nødt til at gøre for bedre at huske ham, og handle for at gøre det.
Min bedste barndomsven introducerede mig for min hustru. I high school døbte jeg ham som medlem af Kirken, men han havde altid fundet det svært fult ud at forpligte sig til at efterleve evangeliet – retfærdiggjorde sig altid ved at sige, at han aldrig gjorde noget virkelig slemt, hvilket han heller ikke gjorde. Så en aften drak han for meget under en fest og faldt ved et uheld ned af en klippe og døde. Han var på samme alder som mange af jer. Denne tragedie burde aldrig være sket og ville ikke være sket, hvis pagt, ikke bekvemmelighed, havde vejledt min vens liv.
Hvor trækker I en streg i jeres liv i forhold til Guds befalinger? Måske ser nogen af jer på jeres liv, som de fleste af os ser på det med at adlyde hastighedsbegrænsningerne på motorvejen. Er der overhovedet nogen, der tænker på at køre med den angivne hastighedsbegrænsning? Nej. I stedet vil vi gerne vide, hvor mange kilometer over hastighedsbegrænsningen vi kan køre uden at få en bøde. Det var sådan, min bedste ven levede sit liv. I evangeliet bør vi aldrig tænke over, hvor meget af verden vi kan tage til os uden at træde over stregen. Vi skal ganske enkelt give afkald på verden.
Kun når I påtager jer Guds pagter, vil I have øjne, der giver jer mulighed for at se klart gennem denne verdens miskmask. Bibelen forklarer: »For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud«.11 De, der lever ved pagt, lever ikke et fuldkomment liv, men de forædler deres liv gennem daglig omvendelse. En sådan forædling åbner dem for Guds rigeste velsignelser og selve himlens kræfter. Er der nogen af jer, som lytter i aften, der i disse urolige tider ikke har brug for Guds vejledning og kraft?
For år tilbage fortalte en af mine virksomhedspartnere, der havde været syg, mig, at præsident Boyd K. Packer var kommet hjem til ham for at give ham en velsignelse. Han sagde: »Da jeg fulgte præsident Packer ud til bilen, sagde han: ›Kom nu ikke for hurtigt tilbage fra Getsemane. Lær, det du skal, dér.‹« Min ven spurgte mig så: »Hvad tror du, han mente?« Før jeg nåede at svare, tilføjede han ganske enkelt: »Jeg tror, han mente, at vi bare behøver at gøre Guds vilje, og det er det eneste, jeg ønsker at gøre.«
Da min kollega sagde de ord, vidste jeg, han havde ret. Vores livs ultimative prøve er, om vi vil underlægge os Guds vilje eller handle efter vores egen. Ældste Neal A. Maxwell sagde for længe siden: »Det eneste helt personlige, som vi kan lægge på Guds alter, er at indordne vores vilje under hans.«12
Men hvad vil det sige at være villig til at gøre Guds vilje? Ud fra vor Frelsers oplevelse i Getsemane have tror jeg, vi til dels skal forstå, at når man underlægger sig Guds vilje, betyder det, at du og jeg må være villige til at lide og holde ud til enden, uanset hvad Gud beder os om, selv om vi ikke selv er skyld i det, vi bliver bedt om at udholde. Det kan være ting som fysiske handicap eller tilbøjeligheder og fejlagtige beskyldninger, meninger eller gentagne fornærmelser fra vildledte venner, ledere eller selv familie.
I Getsemane have bad vor himmelske Fader vor Frelser om at sluge et bittert bæger med synd og trængsler, han var uden skyld i. I den proces blev Jesus »grebet af forfærdelse« over det, der lå foran ham. Han var »fortvivlet til døden« og bad, »om det var muligt«, at »den time måtte gå ham forbi« og sagde til Faderen: »Alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig.« Men derpå tilføjede han: »Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.«13 I vore dage sagde Frelseren i en åbenbaring til Joseph Smith: »Jeg ønskede, at jeg ikke skulle drikke det bitre bæger, men undlade det – dog, æret være Faderen, så drak jeg og fuldendte mine forberedelser for menneskenes børn.«14
At drikke og fuldende Faderens forberedelser beregnet på os, uanset hvor bitre, er en del af Faderens plan med at bringe os evigtvarende glæde. Tænker I, eller tror I, at vor himmelske Fader vil skærme jer mod stunder med smerte og lidelse, der er nødvendige for at hjælpe jer til at blive mere som ham? Præsident Taylor sagde, at profeten Joseph Smith havde fortalt ham: »I vil komme til at gennemgå alle former for trængsler … Gud vil føle sig frem til jer, og han vil tage fat i jer og vride selve jeres hjerte.« At være en Jesu Kristi discipel betyder, at vi er »underdanig[e], sagtmodig[e], ydmyg[e], tålmodig[e], fuld[e] af kærlighed, villig[e] til at underordne [os] alt det, som Herren finder det tjenligt at pålægge [os].«15
Vores elskede profet, præsident Russell M. Nelson, sagde for nylig: »Vanskelige tider venter forude. I fremtiden vil det næppe være nemt eller populært at være en trofast sidste dages hellig. Vi vil hver især blive prøvet. De, der i de sidste dage flittigt følger Herren, vil blive ›forfulgt‹.16 Selve den forfølgelse kan enten kyse jer til tavs svaghed, eller motivere jer til at være et bedre eksempel og mere modig i jeres dagligdag. Måden, hvorpå I håndterer livets prøver, er en del af jeres udvikling af tro.«17
Apostlen Paulus stillede dette spørgsmål: »Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd?«18 I nutidens sprog kunne vi udtrykke det på denne måde: »Vil jeg tillade besvær med at finde en at gifte mig med, eller et ønske om at leve i et papirløst forhold, eller en begivenhed fra Kirkens historie, eller en leders eller lærers misforståede handling, eller mine verdslige ønsker, eller at have mistet et job, eller en udfordrende sygdom eller en knusende sorg at afholde mig fra flittigt at følge Frelseren og deltage med fuld styrke i hans kirke?«
Alle jeres synder, al jeres smerte, lidelse og svaghed er en del af det, ældste Maxwell kalder [Jesu Kristi] forsonings »forfærdelige regnestykke«,19 et regnestykke, som han sagde kun kunne udregnes som »uhyrlighed ganget med uendelighed.«20 Jeres ubehag eller udfordringer i livets prøvelser vil aldrig stige ned under hans. Derfor er himlens spørgsmål til jer, om I vil følge i Frelserens fodspor og sammen med ham sige: »Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.«21
En anden måde at sige det på kunne være at spørge: »Vil jeg stole på Gud og også stole på hans plan for mit liv?«
Når I møder udfordringer og prøvelser, skal I vide, at Gud har al magt til at holde jer oppe, selv når omstændighederne omkring jer ikke ændrer sig. Han lover, selv i trængsler, der svider i sjælen, at han vil »lette de byrder, der bliver lagt på jeres skuldre, så I slet ikke kan føle dem på jeres ryg … for at I kan vide med vished, at jeg, Gud Herren, kommer til mit folk i deres trængsler.«22 Tvivl aldrig på, at Herren er i stand til at åbne hver en virksom dør, berolige jer gennem troens spørgsmål og hjælpe jer med at sikre jeres arbejde, uddannelse og styrke til at leve retfærdigt eller hvad som helst, I måtte behøve for at nå hele jeres potentiale. Frelseren har lovet, at han vil »sørge for« en vej.23 Kan nogen anden eller noget andet love jer det samme? Stol på, at han vil undervise jer og holde jer oppe, når I ydmygt underordner jer hans vilje.
For år tilbage gjorde præsident Henry B. Eyring denne skarpsindige observation: »Hvis troens fundament ikke ligger dybt i vores hjerte, svigter kraften til at holde ud.«24 Tro er et princip om handling, og tro er et valg. Tro måles ikke på, hvor mange møder vi overværer eller ritualer vi holder. Tro er ikke engang anerkendelsen af, at Gud og Jesus Kristus lever. Jeres tro er graden af jeres tillid til og fuldstændige afhængighed af Gud og jeres Frelser, Jesus Kristus. Vi udholder eller går alle til grunde i forhold til graden af personlig tillid til og afhængighed af dem.
For at opbygge tro på dem vil I være nødt til hos jer at fjerne enhver selvretfærdiggørende adfærd. I må selv kontrollere jeres liv og ikke lade andre diktere jeres handlinger og valg. Jeres perspektiver, holdninger, reaktioner, følelser, tanker og tro er alt sammen noget, I selv kontrollerer. At blive fornærmet og vende sig bort kommer ikke fra Gud. Hans røst inviterer os altid: »Følg mig!« Gud er forberedt til at besvare ethvert spørgsmål, trøste i ethvert problem og forløse hver eneste person. Der er ingen fejltagelse eller noget problem, der ikke kan blive helet gennem ham. Alle internetsøgninger i denne verden på nettets næsten halvanden milliard hjemmesider kan ikke fortælle jer, om denne kirke er sand, eller om Jesus Kristus lever; kun Gud kan åbenbare det for jer. Og i sidste ende gælder dette: Gud vil ikke fortælle jer en sandhed og fortælle mig en anden. Vi vil alle få det samme svar, når vi adspørger og oprigtigt i tro og med oprigtig hensigt søger ham. Det gør I, delvist, når I fjerner al jeres selvretfærdiggørende historier.
For år tilbage, mens jeg var på en opgave i Afrika, hørte jeg om en mand, der skulle transportere to giraffer i sin lastbil. Den ene giraf var væsentlig højere end den anden. Da han kørte ad motorvejen, kørte han under en bro, men broen var ikke høj nok til den store giraf. Da lastbilen kørte under broen, ramte den højeste girafs hoved broen, og den døde på stedet. Chaufføren blev senere spurgt, hvorfor han ikke havde passet bedre på for at undgå, at giraffen døde. Han sagde: »Det er ikke min skyld. De har bygget broen for lav.«
Denne mands selvretfærdiggørelse kan virke latterlig, men har I nogensinde været lige så ulogiske i at retfærdiggøre jeres egne dårlige valg? Giv ikke lave broer skylden for tingenes tilstand. Bestræb jer hellere på at leve op til jeres fulde potentiale ved at gøre jer værdige til al tiltrængt kraft og hver en tiltrængt velsignelse og mirakel fra himlen, der loves, ved at øge jeres stadige tro på og tillid til ham. Herren sagde til Joseph Smith: »Hvor ofte har du ikke … ladet dig overtale af mennesker … Du burde ikke have frygtet mennesker mere end Gud. Skønt mennesker regner Guds råd for intet og ringeagter hans ord, burde du dog have været trofast; og så ville han have udstrakt sin arm og beskyttet dig imod alle Modstanderens brændende pile; og han ville have været med dig i hver modgangsstund.«25
Nu vil jeg gerne uddybe selvransagelse yderligere og efterlader jer mit vidnesbyrd om, at en del af at leve i liv i pagten og underordne jer Guds vilje også er en villighed til at tænke længere end jer selv og gøre, som Herren sagde til Peter, at »styrk[e jeres] brødre«. Præsident Nelson sagde for nylig: »Vi må opbygge … tro på Herren Jesus Kristus og tro på hans kirke … Vi må opbygge Kirken og Guds rige på jorden.«26 Han har også båret dette vidnesbyrd: »Der sker intet på denne jord lige nu, der er vigtigere end [Israels indsamling]. Intet har større konsekvenser. Absolut intet. Indsamlingen bør betyde alt for jer. Det er den mission, I blev sendt her til jorden for at udføre.«27 Ligesom Frelseren spurgte Peter: »Elsker du mig?« og derpå sagde: »Vogt mine får.«28
I Johannesevangeliet læser vi om Maria og Martha, der sendte bud efter Frelseren, da deres bror Lazarus blev alvorligt syg. Hans disciple bønfaldt ham om ikke at tage af sted, fordi jøderne stræbte ham efter livet, men Jesus tog alligevel hen til Lazarus’ grav. Dér græd vor Frelser og sørgede sammen med sine venner. Derpå befalede han med Guds kraft Lazarus om at rejse sig fra de døde og sagde: »Lazarus, kom herud!« Skrifterne beskriver dernæst: »Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder … [Og] Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.«29
Mine kære venner, der er intet mere livgivende end at dele Kristi lys og lyset fra hans evangelium. Intet andet end Kristi evangelium kan bringe fred til lande, redde verden fra fattigdom eller løfte en anden til vedvarende glæde. Organisationer, der opererer på ethvert andet princip, vil komme til kort. Kun evangeliet kan fjerne »strimler af linned« fra folk omkring jer. Invitér andre til hans lys. Når I gør det, lover Gud, at I vil bringe »[jeres] sjæl frelse«,30 at jeres synder vil blive tilgivet,31 og at han vil sende sine »engle rundt omkring jer til at styrke jer.«32
Håb
Nu er jeg udmærket klar over, at trods jeres, mine eller andres gode intentioner kan presset til at tilpasse sig verdens opfattelse og ikke Herrens bud være umådeligt. Peter sagde fast besluttet til Jesus: »Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig … Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.«33 Men kort tid derefter vaklede Peter og fornægtede Frelseren tre gange. Hvad skal I lære af det?
Jeg tror delvist, at Herren ønsker, I skal vide, at han forstår, at det er en proces, ikke en begivenhed, at underordne sig hans vilje – efterleve pagter eller at blive helt omvendt. Jesus gav sit liv, så vi ikke skulle måle vores liv ved vores svagheder eller ufuldkommenheder, men så vi kunne omvende os dagligt og vokse i styrke gennem omvendelse til en urokkelig tro. I ønsker måske i jeres hjerte at skrive denne indsigtsfulde belæring fra ældste Jeffrey R. Holland ved aprilkonferencen 2016:
»Vi kan finde nogen trøst i det faktum, at Gud ikke ville have mange på sin liste over dem, han skulle velsigne, hvis han kun belønnede de fuldstændig trofaste. Så husk i morgen og i alle de dage, der følger, at Herren velsigner dem, som ønsker at forbedre sig, som accepterer behovet for befalinger og forsøger at holde dem, som påskønner kristuslignende egenskaber og bestræber sig på at tilegne sig dem. Hvis I snubler i forsøget, så gør alle andre det også. Frelseren er der for at hjælpe os videre. Hvis I falder, så kald på hans styrke.«34
Lynette og jeg sad sammen med ældste Holland i Johannesburg, da en ung enlig søster hjemvendt fra mission stod og vidnede: »Jeg er ikke kommet så langt for blot at nå så langt.« Husk, »uanset hvilken udfordring, I for øjeblikket står over for … [at] blive ved med at gå fremad. Bliv ved med at prøve. Hold fast i tilliden. Hold fast i troen. Fortsæt jeres udvikling … Himlen hepper på jer i dag, i morgen og for evigt.«35 I er i Guds hånd, og han er i stand til at udfri jer af en hvilken som helst flammende ovn.
Ældste Holland talte også om endnu noget af Herrens milde barmhjertighed og en forsikring, I måtte ønske at bevare dybt i jeres hjerte:
»Ånden blokeres ikke af en virus, af landegrænser eller lægelige prognoser … [Der er] gaver fra himlen, der ikke er begrænset af vanskeligheder i landet eller sygdom i luften … Han, der skabte denne vidunderlige verden, vi lever i, kan til ethvert element i den sige: ›Hertil og ikke længere.‹ Det er det, han vil sige til den sygdom, vi står overfor. I hans majestætiske nærvær må selv det mest subatomare i skaberværket bøje sig, omend kun figurativt, og hver på sin måde ›bekende‹, at Jesus er Kristus, Guds Søn, verdens Forløser af alt. Under sin Faders ledelse har Frelseren ansvaret for denne verdens skæbne. Vi er i meget sikre og kærlige hænder.«36
Konklusion
Jeg vil gerne slutte, hvor jeg begyndte. Jeg tror på, I er den bedste generation af unge voksne i denne kirkes historie. I kan også være den generation, der oplever de største udfordringer. Når I overvejer de udfordringer, der omgiver jer, så husk, at Gud har sagt: »For jeg, Herren, vil dømme alle mennesker efter deres gerninger, ud fra deres hjertes ønske.«37 Ånden kan hjælpe jer til at udvikle jeres ønsker, men I alene skal vælge, hvad I ønsker, og I alene står til regnskab for Gud for det valg. Han har også udtalt, at »efter dine ønsker … skal det blive gjort for dig.«38 Det betyder, at I må hellere ønske [jer] følgerne af det, [I] ønsker!«39
Jeg afslutter med denne personlige oplevelse og vidnesbyrd fra mit liv. For år tilbage som andetårsstuderende på college læste jeg op til de afsluttende eksaminer i min lejlighed. Det var en varm dag, og da jeg gennemgik mine papirer, begyndte en myg at summe foran mit ansigt. Myggens vedholdenhed begyndte virkelig at irritere mig. Til sidst havde jeg fået nok. Jeg løftede hænderne, smækkede dem sammen og slog myggen ihjel. Jeg kan stadig ikke forklare, hvad der derefter skete: Jeg kiggede ned på den døde myg i min håndflade og fik stor medfølelse. Jeg sagde til mig selv: »Den myg havde ikke behøvet at dø. Den er kun død på grund af min frustration og utålmodighed.« Jeg knælede derefter og bad Gud om at tilgive mig og lade den myg leve igen. Da jeg havde afsluttet min bøn, fløj myggen væk fra min hånd.
Jeg har i årevis spurgt mig selv, hvorfor Gud gjorde det for mig. Der er kommet mange svar, men ingen så vigtigt som dette: Han ønskede, at jeg i mit allerinderste skulle forstå, at han har al magt til at løfte mig eller enhver anden, selv den mindste. Han ønskede, at jeg skulle vide, at han har fuldstændig medfølelse med vores svagheder, og at han tæller hvert hår på vores hoved. Ser I, hvis han ville oprejse den myg, vil han aldrig svigte jer, uanset hvor i livet I står.
Vær ikke som indbyggerne i Laodikea, tillad ikke, at selvtilfredshed styrer jer. Det er mit vidnesbyrd til jer. Når I lægger selvrationalisering og stolthed til side, når I lytter til og følger hans røst og ikke jeres egen, når I handler i overensstemmelse med hans veje, vil I se ting, som de virkelig er. Når I oprigtigt stræber efter at blive omvendt, lever ved pagt og ikke bekvemmelighed og underordner jer Guds vilje, mens I styrker andre, vil I finde alle de velsignelser og mirakler, I behøver for at klare jer godt i dette liv og blive i stand til at vende tilbage til jeres Fader i himlen og nyde evig glæde.
Jesus Kristus er vor Frelser. Han lever. Dette er hans kirke, og det vil være den kirke, som Frelseren modtager ved sit andet komme. Vor himmelske Fader er ikke en fraværende Fader. Hans plan er den eneste plan for lykke. Gennem Helligånden kan I kende sandheden af alt og alt det, I må gøre. Min bøn er, at I vil have modet til at omvende jer fra alle uretfærdige ønsker og erstatte dem med Guds ønsker om at leve ved pagt og at underordne jer og udholde hans forædlende hånd i jeres liv. Jeg bærer vidnesbyrd for jer i jeres ungdom, ligesom Alma bar vidnesbyrd for sin søn Helaman i hans ungdom: »Jeg ved, at hver den, der sætter sin lid til Gud, bliver støttet under sine prøvelser og sine besværligheder og sine trængsler og bliver ophøjet på den yderste dag.«40
Må Gud velsigne jer alle er min bøn. I Jesu Kristi navn. Amen.