Cykelløjer
Hans venner sagde, det ville være sjovt. Men det føltes forkert.
Sam trampede i pedalerne, så hurtigt han kunne, op ad bakken. Han lænede sig forover. Luften piskede gennem hans hår. Hans ven Liam cyklede ved siden af ham.
»Begynder du at blive træt?« spurgte Liam.
»Niksen!« svarede Sam.
Deres ven Eric var allerede kommet op til parken på toppen af bakken.
»Komm schon! Kom nu!« råbte han.
Sam og Liam nåede op på toppen af bakken. Drengene parkerede deres cykler og satte sig under et træ.
Liam tog en sten op og smed den igen. »Jeg keder mig.« Der var ikke mange steder at tage hen i deres lille landsby i Schweiz.
»Også mig,« sagde Eric. Han kradsede i jorden med en pind.
»Vi kunne cykle videre,« foreslog Sam.
Liam gjorde en grimasse. »Det er det eneste vi overhovedet laver.«
»Lad os finde på noget sjovt!« sagde Eric. Han hoppede af cyklen og gik over til cykelstativet, hvor der stod mange cykler parkeret. Sam og Liam fulgte efter ham.
Sam fik en anspændt følelse i maven. Nogle gange brød han sig ikke om de ting, som Eric og Liam syntes var sjove. Eric og Liam kunne lide at drille andre børn og sige uhøflige ting i klassen. Men denne gang ville det måske være anderledes.
Desuden var der ikke mange drenge i Sams klasse. Hvis han ikke havde Eric og Liam som venner, hvem ville så være venner med ham?
»Lad os tage ventilhætterne af alle dækkene,« hviskede Eric. »Vi kan gemme dem ved træet.« Han knælede ned ved en skinnende rød cykel og skruede en lille plastikhætte af et af dækkene.
Liam grinede. »Ja! Det vil være sjovt,«
sukkede Sam. Nej. Det var ikke anderledes denne gang. »Jeg ved det ikke,« sagde han. »Måske skal vi bare gå.«
Eric puffede til Sam. »Åh, kom nu!« sagde han. »Der er ingen, der ser det.«
»Det er bare smådele,« sagde Liam. »Ingen vil lægge mærke til, at de er væk.«
Sam forsøgte at ignorere følelsen af anspændthed i maven. At tage ventilhætterne af ville ikke ødelægge cyklerne. Han trak på skuldrene og nikkede.
De tre drenge tog hurtigt alle ventilhætterne af cykeldækkene og løb tilbage til træet. De gemte alle hætterne under en sten og satte sig ned for at se på cyklerne. Liam og Eric fniste.
Inden længe kom en mand hen og låste sin cykel op og kørte væk.
»Se her.« Han lagde ikke engang mærke til det,« sagde Liam.
Men det gjorde jeg, tænkte Sam.
Resten af dagen kunne Sam ikke holde op med at tænke på ventilhætterne. Han ville ønske, han kunne give dem tilbage, men han vidste ikke, hvordan han kunne finde cyklernes ejere. Han knælede ned og fortalte vor himmelske Fader om det.
»Jeg har det forfærdeligt,« sagde Sam. »Jeg ville ønske, jeg aldrig havde gjort det. Tilgiv mig, himmelske Fader.«
Den næste dag cyklede Sam og hans venner hen i parken igen.
Igen sagde Eric: »Lad os tage ventilhætterne af!«
Endnu en gang var Liam enig.
Sam huskede sin bøn. Og denne gang følte han sig lidt modigere.
»Jeg synes ikke, vi skal gøre det,« sagde han.
»Hvorfor ikke?« spurgte Liam og rynkede panden. »Der var ingen, der lagde mærke til det i går.«
»Jeg ville ikke selv bryde mig om, at nogen pillede ved min cykel,« sagde Sam. Før nogen af drengene kunne svare, hoppede han op på sin cykel. »Hvem kommer først hen til bageren?« råbte han. Så trådte han i pedalerne, så hurtigt han kunne.
Eric og Liam tog også deres cykler.
»Det er uretfærdigt! Du fik et forspring,« råbte Liam.
Sam grinede, da hans venner cyklede efter ham. Han hviskede tak til vor himmelske Fader. Han fik det meget bedre.
Illustration: Shane Clester