Skrevet af jer
Valget om fodbold
Jeg elskede at spille fodbold på mit skolehold. Men jeg kunne ikke komme til mange af kampene, fordi de lå på søndage. Jeg ville gerne holde sabbatsdagen hellig.
En dag spurgte min træner, hvorfor jeg ikke kom til kampe om søndagen. Jeg forklarede, at jeg er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg fortalte ham, at søndag er en særlig dag for mig. Jeg gør kun ting, der hjælper mig til at huske Jesus Kristus og komme ham nærmere. Senere sagde træneren, at der var en kamp den følgende søndag. Jeg fortalte ham, at jeg ikke ville komme til kampen. Træneren sagde, at det var i orden, og at jeg ikke skulle bekymre mig om det.
Nogle få minutter senere bad træneren om alles opmærksomhed. Kampen var blevet rykket til lørdag! Jeg følte mig så glad.
Efter træningen kom en dreng hen og sagde: »Mange tak!« Jeg spurgte ham, hvorfor han takkede mig. Han sagde: »Jeg går også i kirke om søndagen. Jeg er taknemmelig for, at du fortalte træneren om din tro. Jeg ville heller ikke være kommet til kampen.« Fra den dag af blev drengen og jeg meget gode venner.
Af den oplevelse fik jeg en ny ven og muligheden for at komme med til kampen. Året efter blev jeg anfører for skolens fodboldhold. Men det bedste, jeg lærte, er altid at være trofast mod Herren. Hvis jeg er trofast mod Jesus Kristus, vil han altid velsigne mig.