»Macys kærlige sange«, Vores Ven, oktober 2024, s. 14-15.
Macys kærlige sange
»Selvom du er lille,« sagde b-far, »har du et stort hjerte fyldt med kærlighed.«
Denne historie fandt sted i Filippinerne.
»Jeg savner b-far,« fortalte Macy sin bedstemor. Hun kaldte sine bedsteforældre b-mor og b-far. »Lige siden han kom på hospitalet, har jeg gerne villet hjælpe ham. Men jeg ved ikke hvordan.«
Macy stak til maden på sin tallerken. Det var hendes yndlingsmorgenmad – ris, æg og pølser. Men hun var for ked af det til at spise.
B-mor lagde sin arm om Macy. »Det kan jeg godt forstå. Nogle gange føler vi os hjælpeløse, når en vi holder af, går igennem en svær tid. Men husk, at der er to mennesker, der elsker os endnu højere, end vi kan forestille os.«
»Hvem?« spurgte Macy.
»Vor himmelske Fader og Jesus Kristus,« sagde b-mor. »Når vi tror på dem, vejleder de os og giver os styrke.«
Mens Macy lyttede, følte hun håb i sit hjerte. Hun vidste, at vor himmelske Fader og Jesus kunne hjælpe b-far.
Den aften knælede Macy ved sin seng og lukkede sine øjne.
»Himmelske Fader, vær sød at passe på b-far og hjælpe ham med at få det bedre. Jeg elsker ham, og jeg elsker også dig. Hjælp mig med at vide, hvad jeg kan gøre for ham.«
Næste morgen vågnede Macy op til solen, der skinnede gennem gardinerne. Hun havde fået en idé. At synge primarysange og kirkesalmer var en af de ting, hun og b-far holdt af at gøre sammen. Måske ville det bringe ham trøst.
Hun stod op, bad sin morgenbøn og spurgte derefter b-mor, om hun måtte besøge b-far. Snart var de på vej til hospitalet sammen. Hun var spændt på endelig at se b-far igen og forhåbentlig få ham til at smile.
Da Macy trådte ind i hospitalsstuen, sad b-far op i sengen med et tæppe over sine ben. Han så træt ud. Men da han så Macy, lyste hans ansigt op af glæde. Hun løb over til ham og gav ham et forsigtigt knus.
»Godmorgen, b-far.«
»Hvad bringer dig hertil, min lille kær-kær Macy?«
Kær-kær betød »kærlighed« Det var b-fars yndlingskælenavn til Macy.
»Jeg vil gerne synge for dig,« sagde Macy. Hun satte sig ved siden af ham på sengen og åbnede sin sangbog. »Jeg er Guds kære barn, og han har sendt mig her …« begyndte hun.
B-fars øjne fyldtes med glædestårer. Han begyndte også at synge.
»… har givet mig et jordisk hjem, med far og mor så kær.«
Deres stemmer fyldte den lille hospitalsstue. Snart sang b-mor også med. Macy følte en fred i sit hjerte, mens de sang sammen.
Da de var færdige, rakte Macy sin hånd ud, og b-far holdt fast i den.
»Lad os bede, b-far.«
Sammen bad de, og Macy bad vor himmelske Fader om at velsigne b-far med styrke og helbredelse.
Efter bønnen, kiggede b-far på Macy. »Tak for dine smukke sange og bønner. Du har hjulpet mig med at få det bedre. Selvom du er lille, har du et stort hjerte fyldt med kærlighed.«
Macy smilede. Hun var glad for, at hendes kærlighed og tro havde hjulpet b-far med at få det bedre. Hun vidste, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus altid ville være der til at hjælpe hendes familie i svære tider.