Min kamp med angst i Kirken

Jeg har altid haft angst. Da jeg var 17, lagde jeg mærke til, at de fleste af mine angstanfald fandt sted i kirken.

Jeg fik altid at vide, at hvis jeg læste skrifterne, bad mine bønner og gik i kirke, ville jeg være glad. Det var ikke tilfældet for mig. Jeg kunne nyde de første få minutter af kirken, og så begyndte panikanfaldet.

Min biskop hjalp mig til at indse, at de åndelige forventninger, jeg havde sat for mig selv, kunne være årsagen. Jeg troede, at jeg skulle have de samme mirakuløse åndelige oplevelser, som jeg hørte om. Det gav mening for mig, at dette pres kunne forårsage mine gentagne anfald.

En dag spurgte nogen mig: »Hvorfor går du stadig i kirke?« Jeg blev lidt overrasket. Hvorfor gik jeg egentlig stadig i kirke? Jeg var ikke tvunget til at gå i kirke. Jeg modtog ikke mirakuløse velsignelser. Men jeg indså, at jeg blev ved med at komme, fordi jeg vidste, at Kirken var sand, og at vor himmelske Fader ønskede, at jeg skulle være der. Min kærlighed til ham overtrumfede mit ønske om at være fri for angst.

Sommetider ønskede jeg øjeblikkelige velsignelser af vor himmelske Fader. Jeg troede, at han ville velsigne mig med færre panikanfald, bare fordi jeg gik i kirke. Men jeg har lært, at det ikke er sådan, det fungerer. Jeg er ofte nødt til at trænge mig igennem anfaldene og komme i kirke, før jeg kan se hans velsignelser.

Nu har jeg indset, at jeg også kan bede om hjælp fra mine forældre og sundhedsfaglige uddannede. Jeg har stadig dårlige dage, men de kontrollerer mig ikke. I stedet hjælper de mig til at vise min himmelske Fader, at jeg elsker ham, og at jeg vil kæmpe mig igennem denne udfordring med hans hjælp.

I Getsemane have spurgte Jesus Kristus, om hans prøvelse kunne fjernes, men i fuldkommen lydighed mod vor himmelske Fader holdt han ud gennem den største prøvelse af alle. Derfor ved jeg, at han også vil give mig styrke til at udholde mine prøvelser.

Heidi L. er fra Hawaii i USA