2023
Grundvolden i Kristi sande kirke
Oktober 2023


Kom og følg mig

Ef 2:20

Grundvolden i Kristi sande kirke

Kirken er grundlagt på profeter og apostle med Jesus Kristus som hovedhjørnestenen.

Dallin H. Oaks med unge

Præsident Dallin H. Oaks hilser på unge og unge voksne i Rockford i Illinois i USA den 12. februar 2023

I foråret 2020 fejrede vi 200-året for Joseph Smiths første syn, der indledte genoprettelsen af Jesu Kristi evangelium. For at markere denne afgørende begivenhed udsendte Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum en proklamation: »Gengivelsen af Jesu Kristi evangeliums fylde: En tohundredeårsproklamation til verden.« Vi erklærede, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er Frelserens genoprettede kirke.

Joseph Smith i den hellige lund

Mit hjertes ønsker [The Desires of My Heart], af Walter Rane

Vi vidnede om, at denne kirke er »er forankret i sin hovedhjørnesten, Jesus Kristus, og hans fuldkomne liv, hans uendelige forsoning og bogstavelige opstandelse. Jesus Kristus har atter kaldet apostle og har givet dem præstedømmemyndighed.«1 Det er det fundament, som Kristi sande kirke er bygget på.

Hovedhjørnestenen i vores tro

Tidligere blev fundamenter til bygninger ofte lagt med store sten, som understøttede bygningen. Den første og vigtigste af disse sten var hjørnestenen. Når først hjørnestenen var placeret, var den afgørende for placeringen af alle andre grundsten.

Apostlen Paulus belærte, at Kristi sande kirke »er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten« (Ef 2:20). Herren Jesus Kristus er grundlaget for vores tro og for den kirke, der bærer hans navn.

Gennem Frelserens uforlignelige liv og forsoning vil alle, der nogensinde har levet, opstå fra de døde. Udover det, åbnede han døren for alle, så de kan få tilgivelse for deres synder gennem omvendelse, dåb og helliggørelse ved Helligånden. På den måde kan vi gennem lydighed mod Jesu Kristi evangelium vende uplettede tilbage til Guds nærhed.2

Jesus Kristus

Den gode hyrde [The Good Shepherd], af Michael Malm

Jeg vidner om, at Jesus Kristus er den eneste vej til at opnå udødelighed og evigt liv. Jeg glæder mig over, at jeg kan bruge resten af mit liv på at forkynde denne yderst vigtige sandhed for hele verden.

Hvad betyder det, at Kirken også er bygget på apostlenes og profeternes grundvold?

Apostle blev først kaldet af Jesus Kristus under hans jordiske tjenestegerning til at præsidere over hans kirke. Da hans kirke blev genoprettet gennem profeten Joseph Smith, kaldte han igen apostle til at præsidere. Alle, der er kaldet til embedet som apostel – hvad enten det er i Det Første Præsidentskab eller De Tolv Apostles Kvorum – bliver opretholdt som »profeter, seere og åbenbarere«, men kun den med størst anciennitet kaldes profeten, fordi han præsiderer over hele Kirken og alene er bemyndiget til at tale på Herrens vegne.3

Profeter og apostle er udvalgt til at lede Kirken

Frelseren vælger, hvem der skal lede hans kirke, og giver dem den nødvendige myndighed og magt. I dag ledes Kirken af Jesus Kristus gennem hans profet og apostel Russell M. Nelson og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab og gennem De Tolv Apostles Kvorum, som har det hellige ansvar at vidne »om Kristi navn i hele verden« og at opbygge og lede Kirken (L&P 107:23, 33).

Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum i templet i Rom i Italien

Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum i besøgscentret ved templet i Rom i Italien foran statuer af Jesus Kristus og hans oprindelige tolv apostle

Sammen med mine brødre i Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum vidner jeg om, at Jesus Kristus er Guds Søn. Han er verdens lys. Han er vor Frelser fra synd og død. Hans udvalgte ledere underviser i Kristi lære4 og de andre uforanderlige sandheder i evangeliet som anvist af Helligånden. Vi har intet andet ønske end at undervise om, hvad der er sandt, og opmuntre alle til at følge Guds »store plan for lykke« (Alma 42:8).

I kan selv få kendskab til dette. Spørg vor himmelske Fader, om vi virkelig er Herrens apostle og profeter, og følg derefter Frelserens lære i jeres liv. Det er vejen til at opnå velsignelser både i det jordiske og det evige liv, det vidner jeg om i Jesu Kristi navn, han som er vor Frelser og Forløser.