»Mirakler på Tanna«, Til styrke for de unge, okt. 2023.
Tannas Mirakler
En pickup der blev oversvømmet, en stak dåbssamtaleformularer og et par engagerede missionærer – var alt sammen en del af miraklerne i det sydlige Stillehav.
Foto: Leslie Nilsson
Mark J. Messick, præsident for missionen i Port Vila i Vanuatu, fik en opringning fra distriktspræsidenten på Tanna Island, som bad om at få sendt nogle missionærer dertil. De havde 80 mennesker, der ventede på at blive interviewet, så de kunne slutte sig til Jesus Kristus og hans genoprettede kirke gennem dåb!
Præsident Messick forsøgte at sende sine assistenter af sted for at gennemføre interviewene. De skulle rejse fra Éfaté Island, hvor missionskontoret ligger, til Tanna, som ligger 209 kilometer væk. Men flere alvorlige vanskeligheder kom i vejen for dem.
Forsinkelser behøver ikke at føre til afsporing
For det første blev Tannas aktive vulkan endnu mere aktiv. Derpå ødelagde en lille orkan store dele af Tanna. Endelig kom COVID-19 til Vanuatu i 2022, og så blev alt bragt til ophør. Ingen måtte rejse ind eller ud af Éfaté eller Tanna.
Flere måneder senere, efter at tingene var faldet til ro, ankom ældsterne Brian Moses Nalin og Silas Toa til Tanna, klar til at interviewe. Præsident Messick frygtede, at antallet af mennesker, der ønskede at blive døbt, kunne være faldet, fordi de havde været nødt til at vente så længe.
Men da ældste Nalin, der stammer fra Tanna, og ældste Toa ankom, var der ikke 80 mennesker, der ventede – nu var der 114 personer der ventede.
Saetsiwis floder
For at komme til en fjerntliggende gren i Saetsiwi på øen Tanna kørte ældste Nalin og Toa et stykke og vandrede derefter op ad et bjerg i tre timer uden at spise andet end de kokosnødder, de fandt undervejs. Men da de ankom til Saetsiwi, kunne de ikke finde grenspræsidenten. Og så begyndte skybruddet.
Regnen væltede ned i floderne, som ældste Nalin vidste snart ville blive ufremkommelige og farlige. Ældsterne skyndte sig tilbage til deres bil så hurtigt som muligt, da de vidste, at de var nødt til at komme væk fra bjerget. De to missionærer krydsede den første flod uden problemer, men ved den næste flod sad bilen fast. De skubbede og fik også andre til at hjælpe med at skubbe, men deres truck rokkede sig ikke ud af stedet.
»Den ventede«
Ældre Nalin bemærkede en anden flod, der flød ind i den flod, de stod ved, og han så, hvor meget større den var. Han sagde senere: »Vores flod var stadig lille, og det var, som om den ventede på, at vi skulle komme væk.« Men det ville ikke vare for evigt.
Begge ældster kom fra Vanuatu, hvor biler normalt er sjældne og ekstremt dyre. Så for dem virkede det ikke som en mulighed blot at efterlade bilen. Men vandet stod nu helt op til dørhåndtagene.
Så de ringede til præsident Messick og spurgte, hvad de skulle gøre.
Præsident Messick svarede: »Tak, fordi I ringer til mig. Det er okay! Efterlad bilen, hvor den er, og find et sikkert sted nu!«
Ældste Toa og Ældste Nalin stod over for vanskeligheder, da de forsøgte at nå ud til de mennesker på øen Tanna, der ønskede at blive døbt – herunder et pludseligt skybrud, der oversvømmede de floder, de skulle krydse.
Tro på Guds kraft
Ældste Toa, som var den sidste, der kom ud af bilen, sagde senere: »Jeg kiggede på bagsædet efter mine skrifter og dåbsformularer, men der var intet. Og jeg tænkte, at ældste Nalin måske allerede havde taget dem.« Hvis dåbsformularerne gik tabt, måtte missionærerne tage tilbage til Éfaté for at hente nye.
Pludselig begyndte en af de personer, der var kommet for at hjælpe, at råbe. Ældste Toa forstod ikke, hvad han sagde. Men det gjorde ældste Nalin, da det var hans modersmål. Han råbte til sin kammerat: »Kom ud af bilen, der er noget på vej!«
Ældste Toa klatrede ud af bagdøren, fordi vandet allerede havde nået op til forruden. I det øjeblik, han slap ud, rev vandmasserne bilen ned ad floden. Da de så bilen flyde ned ad floden, kunne de se skrifterne og dåbsformularerne ligge på bagsædet.
Ældste Toa sagde senere: »Mens vi stadig befandt os i floden, påkaldte vi Guds kraft til at beskytte vores skrifter og dåbsformularer. Vi havde tillid til, at han kunne bevare dem i henhold til sin vilje.«
»Efter vores bøn vidste vi, at alt ville ordne sig,« sagde ældste Toa senere.
Gud ved, hvordan man redder
Distriktspræsidenten ringede og fortalte ældsterne Toa og Nalin, at grenspræsidenten i Saetsiwi, den samme mand, de ikke kunne finde tidligere, havde fundet deres bil. Floden havde skyllet den 250 meter væk fra hovedvejen, men selv om motoren var våd, og bilen måtte slæbes hen for at få foretaget andre reparationer, var den hverken blevet bulet eller skrammet. Men deres lektionsbøger, notesbøger og brochurer blev gennemblødte og ødelagt. »Nogle af ordene kunne man ikke læse,« sagde ældste Toa.
Men deres skrifter og dåbsinterviewformularer havde ligget oven på alt det andet og var på en eller anden måde tørre og ubeskadigede.
Selv om ældste Toa og ældste Nalin havde måttet efterlade bilen i den oversvømmede flod, blev den senere fundet. Selv om motoren skulle repareres, var bilen hverken bulet eller skrammet. Men det mest mirakuløse af alt var, at de vigtigste ting, som de medbragte, ikke blev beskadiget.
»Gå med hjertet«
Ældsterne rejste til alle otte grene på Tanna, hvor de skulle foretage interview. Eftersom bilens motor var beskadiget, måtte de ofte gå til fods. En af dem sagde senere til sine kammerater: »Når benene bliver trætte af at gå, så går man med hjertet.«
Alene i én gren ventede 48 mennesker trofast på at blive døbt. Ældste Nalin interviewede dem, talte modersmålet på Tanna, og ældste Toa interviewede dem, der talte bislama. Da de var færdige, blev de overraskede over at se solen gå ned. Interviewene havde taget hele dagen.
Ældste Toa og ældste Nalin rejste rundt på hele Tanna for at døbe de mennesker, der havde taget imod Jesu Kristi gengivne evangelium.
De døbte mennesker over hele øen, mange af dem familier, i floder og i havet. Der var ikke nok dåbstøj, så nogle af de nye medlemmer rakte deres våde dåbstøj videre til en anden person, indtil de alle var blevet døbt.
Ældsterne døbte folk, mange af dem var familier, uanset hvor de befandt sig, uanset hvor langt væk de boede. Både folket og ældsterne udviste stor tro.
Som profeten Joseph Smith sagde: »Vores missionærer drager ud … Guds sandhed vil gå fremad frimodigt, ædelt og uafhængigt, indtil den har gennemtrængt hvert kontinent, besøgt hvert himmelstrøg, fejet hen over hvert land og lydt i hvert eneste øre – indtil Guds hensigter er udført, og den store Jahve skal sige, at værket er fuldbragt«.1