Evangelisk indlæring og undervisning
David M. McConkie
Førsterådgiver i Søndagsskolens hovedpræsidentskab
Det vigtigste er indstillingen eller den ånd, hvorved læreren underviser.
Som medlem af Søndagsskolens hovedpræsidentskab føler jeg, jeg bør indlede min tale denne morgen med at sige: »Godmorgen kære elever.«
Mit budskab i dag er til alle dem, der er kaldet til at undervise, uanset hvilken organisation I tjener i, og uanset om I er nyomvendte til Kirken eller lærer med mange års erfaring.
Jeg vil ikke tale om, »hvordan« man underviser, men snarere »hvordan« man bliver undervist. Der kan være en betydelig forskel på det, en lærer siger, og det, deltagerne i en klasse hører eller lærer.
Tænk på en lærer, der har gjort en stor forskel i jeres liv. Hvad var det ved ham eller hende, der gjorde, at I kunne huske, hvad der blev undervist i til selv at ville lære sandheden at kende, til at gøre brug af jeres handlefrihed og handle i stedet for blot at være genstand for handling – eller med andre ord at lære? Hvad var det ved denne lærer, der adskilte ham eller hende fra de andre?
En anerkendt lærer og forfatter har sagt: »Det vigtigste i indlæringsprocessen er indstilling. Lærerens indstilling.«1
Bemærk, at det vigtigste ved indlæring ikke er antallet af år en lærer har været medlem af Kirken eller hvor meget erfaring en person har med at undervise, ej heller lærerens kendskab til evangeliet eller undervisningsteknikker. Det vigtigste er indstillingen eller den ånd, hvorved læreren underviser.
På et verdensomspændende oplæringsmøde for ledere fortalte ældste Jeffrey R. Holland følgende historie: »I mange år har jeg elsket den historie, som bror Packer har fortalt igen og igen om den søndagsskolelærer, som William E. Berrett havde i sine drengeår. En ældre dansk bror blev kaldet til at undervise en klasse med uregerlige drenge … Han talte ikke sproget så godt og havde stadig en kraftig dansk accent, var meget ældre og havde en bondes store hænder. Alligevel skulle han undervise disse uregerlige unge på 15 år. Det så praktisk talt ikke ud til at være en særlig god kombination. Men bror Berrett sagde altid – og det er det, som bror Packer citerer – at denne mand alligevel underviste dem trods alle disse forhindringer, trods alle disse begrænsninger, og denne mand trængte igennem til disse vilde 15-årige knægte og forandrede deres liv. Og bror Berretts vidnesbyrd lød: ›Vi kunne have varmet vore hænder ved ilden fra hans tro.‹«2
Lærere, der er gode til at undervise i evangeliet, elsker evangeliet. De er begejstrede over det. Og fordi de elsker deres elever, ønsker de, at de vil føle og opleve det samme, som de selv har følt og oplevet. At undervise i evangeliet er at fortælle andre om jeres kærlighed til evangeliet.
Brødre og søstre, en lærers indstilling kan ikke læres, den næres.3
Hvordan udvikler vi så den indstilling, der er nødvendig for at være god til at undervise i evangeliet? Jeg vil gerne drøfte fire grundlæggende principper for at undervise i evangeliet.
For det første skal I fordybe jer i skrifterne. Vi kan ikke elske det, vi ikke kender. Sørg for at gøre dagligt skriftstudium til en vane, udover forberedelsestiden til lektionen. Vi må kende evangeliet, før vi kan undervise i det.
Præsident Thomas S. Monson værdsætter stadig mindet om sin barndoms søndagsskolelærer. Han sagde: »Det var min oplevelse som lille dreng at komme under indflydelse af en meget effektiv og inspireret underviser, der lyttede til os, og som elskede os. Hun hed Lucy Gertsch. I vores søndagsskoleklasse underviste hun os om verdens skabelse, Adams fald og Jesu sonoffer. Som ærede gæster bragte hun Moses, Josva, Peter, Thomas, Paulus og selvfølgelig, Kristus med sig ind i klasseværelset. Selvom vi ikke så dem, lærte vi at elske og ære dem og bruge dem som forbilleder.«4
Lucy Gertsch var i stand til at invitere disse ærede gæster ind i sit klasseværelse, fordi hun kendte dem. De var hendes kæreste venner. Af den grund lærte hendes elever også at »elske og ære dem samt bruge dem som forbilleder«.
Herren sagde til Hyrum Smith: »Søg ikke at kundgøre mit ord, men søg først at få mit ord.«5 Denne formaning gælder os alle.
Herren har befalet os at granske skrifterne,6 at tage for os af dem7 og omhyggeligt bevare dem.8 Når vi oprigtigt gransker og overvejer Herrens ord, vil vi have hans Ånd hos os. Vi lærer hans røst at kende.9
Kort tid efter jeg blev kaldet som stavspræsident, blev vores stavspræsidentskab undervist af en områdehalvfjerdser. I løbet af undervisningen stillede jeg et spørgsmål, hvortil han svarede: »Det er et godt spørgsmål. Lad os lede efter svaret i Instruktions-håndbog for kirkens ledere.« Vi slog op i håndbogen, og der var svaret på mit spørgsmål. Senere stillede jeg et andet spørgsmål. Igen svarede han: »Godt spørgsmål. Lad os se efter i håndbogen.« Jeg vovede ikke at stille flere spørgsmål. Jeg tænkte, det ville være bedre at læse håndbogen.
Jeg har siden hen tænkt, at Herren kunne give et lignende svar, når vi går til ham med bekymringer eller spørgsmål. Han kunne sige: »Det er et godt spørgsmål. Hvis du læser Alma kapitel 5 eller Lære og Pagter afsnit 76, husker du måske, at jeg allerede har talt til jer om det.«
Brødre og søstre, det strider imod himlens økonomiske sindelag, hvis Herren skal gentage det for os enkeltvis, som han allerede har åbenbaret for os kollektivt. Skrifterne indeholder Kristi ord. De er Herrens røst. At studere skrifterne øver os i at høre Herrens røst.
For det andet så skal I anvende dét, I lærer. Da Hyrum Smith ønskede at være en del af dette storslåede sidste dages værk, sagde Herren til ham: »Se, dette er din gerning: at holde mine befalinger, ja, af al din kraft, hele dit sind og hele din styrke.«10 Som lærere er vores arbejde først og fremmest at holde befalingerne af hele vores kraft, hele vores sind og al vores styrke.
For det tredje skal vi søge himlens hjælp. Bønfald Herren af hele jeres hjerte om at modtage af hans Ånd. Skrifterne siger: »Og hvis I ikke modtager Ånden, skal I ikke undervise.«11 Dette betyder, at selv hvis I anvender alle de rigtige undervisningsteknikker, og det, I underviser i, er sandt, kan den rigtige indlæring ikke finde sted uden Ånden.
Lærerens rolle er at »at hjælpe den enkelte med at påtage sig ansvaret for at lære evangeliet at kende – at vække et ønske hos hver enkelt om at studere, forstå og efterleve evangeliet«.12 Dette betyder, at vi som lærere ikke bør fokusere så meget på vores præstation som på, hvordan vi hjælper andre med at lære og efterleve evangeliet.13
Hvornår knælede I sidst i bøn og adspurgte Herren om at hjælpe jer ikke blot med lektionen, men også med at hjælpe jer til at forstå og imødekomme de behov, hver enkelt elev har? Ingen klasse er så stor, at vi ikke kan bede om inspiration til at kunne nå hver enkelt elev.
Det er naturligt, at en lærer føler sig utilstrækkelig. Det er vigtigt, I forstår, at »alder og modenhed og intellektuel træning ikke på nogen måde eller i nogen grad er nødvendig for at opnå fællesskab med Herren og hans Ånd«.14
Herrens løfter er sikre. Dersom I oprigtigt gransker skrifterne og gemmer livets ord i jeres sind, hvis I holder befalingerne af hele jeres hjerte og beder for hver elev, vil I nyde godt af Helligåndens ledsagelse, og I vil modtage åbenbaring.15
For det fjerde, brødre og søstre, er det af yderste vigtighed, at vi udøver vores handlefrihed og uden forsinkelse handler i overensstemmelse med de åndelige tilskyndelser, vi får.
Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Vi holder øje. Vi venter. Vi lytter efter den stille, sagte stemme. Og når den taler, adlyder kloge mænd og kvinder. Åndens tilskyndelser må ikke udskydes.«16
Vær ikke bange for at udøve jeres handlefrihed og handle i overensstemmelse med de tanker og indtryk, som Herrens Ånd lægger i jeres hjerte. Til at starte med føles det måske akavet, men jeg lover jer, at de bedste og mest tilfredsstillende oplevelser, man får som lærer, vil være, når man underkaster sig Herrens vilje og følger de tilskyndelser, man får af Helligånden. Jeres erfaringer vil styrke jeres tro og give jer mere mod til at handle i fremtiden.
Kære lærere, I er et af Kirkens største mirakler. I har et helligt hverv. Vi elsker jer og har tillid til jer. Jeg ved, at hvis vi gransker skrifterne og lever, så vi er værdige til af have Helligåndens vejledning, så vil Herren højne os i vore kald og ansvar, så vi kan fuldføre Herrens ærinde. Det er min bøn, at vi alle må gøre det. I Jesu Kristi navn. Amen.