Bliv på stien

Rosemary M. Wixom

Primarys hovedpræsident

Når vi holder fast ved vore børn og følger Frelserens eksempel, vil vi alle vende tilbage til vores himmelske hjem og være sikre i vor himmelske Faders arme.

For nylig var jeg med til lille Kate Elizabeths fødsel. Efter Kate var kommet til denne verden og var blevet anbragt i sin mors arme, rakte hun ud og tog fat i sin mors finger. Det var, som om lille Kate sagde: »Hvis jeg holder fast, vil du så hjælpe mig med at blive på stien hjem til min himmelske Fader?«

Da Joseph Smith var syv år gammel, fik han tyfus, og infektionen satte sig i hans ben. Dr. Nathan Smith banede vejen for en ny fremgangsmåde, så det inficerede ben kunne reddes. Uden bedøvelse ville Dr. Smith skære i Josephs ben og rent faktisk fjerne dele af den inficerede knogle. Joseph afslog cognac for at kunne holde smerten ud og nægtede at blive bundet, men sagde: »Jeg vil have min far til at sidde på sengen og holde mig i sine arme, og så vil jeg gøre alt, hvad der er nødvendigt.«¹

Til børn overalt i verden siger vi: »Tag min hånd. Hold godt fast. Vi bliver sammen på stien tilbage til vor himmelske Fader.«

Forældre, bedsteforældre, naboer, venner og primaryledere – vi kan alle række ud for at holde fast i børnene. Vi kan stoppe op, knæle ned og se ind i deres øjne og mærke deres medfødte ønske om at følge Frelseren. Tag dem i hånden. Gå med dem. Det er vores chance for at hjælpe dem til at få et godt fodfæste på troens sti.

Intet barn behøver at gå alene ad denne sti – så længe vi frit taler om frelsesplanen med vore børn. Når de forstår planen, vil det hjælpe dem med at holde fast i sandheden om, at de er Guds børn, og at han har en plan for dem, at de boede hos ham i den førjordiske tilværelse, at de råbte af glæde over at komme til jorden, og at vi alle, med Frelserens hjælp, kan vende tilbage til vor himmelske Faders nærvær. Hvis de forstår planen og hvem de er, vil de ikke være bange.

I Alma 24 læser vi: »Han elsker vor sjæl ligeså højt, som han elsker vore børn; derfor [lader han] frelsesplanen … blive kundgjort for os såvel som for kommende slægter.«²

Vi begynder med at gøre vore børn bekendt med planen, når vi selv holder godt fast i jernstangen.

Når vi holder godt fast i jernstangen, kan vi lægge vore hænder over deres, og vi kan gå ad den lige og snævre sti sammen. Vores eksempel har stor betydning for dem. De følger vores eksempel, når de føler sig trygge ved vore handlinger. Vi behøver ikke være fuldkomne – bare ærlige og oprigtige. Børn vil gerne føle, at de kan være ét med os. Når forældre siger: »Vi kan klare det! Vi kan dagligt læse i skrifterne som familie,« følger børnene deres eksempel!

En sådan familie med fire små børn skriver: »Vi besluttede os for at begynde i det små, fordi vores børn ikke kunne koncentrere sig så længe ad gangen. Vores ældste barn kunne endnu ikke læse, men hun kunne gentage ordene, så vi begyndte at læse Mormons Bog, bare tre vers hver aften. Min mand og jeg læste et vers hver, og så gentog Sydney et vers. Det blev til fire og senere fem vers, efterhånden som vores drenge begyndte at gentage deres egne vers. Ja, det var krævende, men vi blev ved. Vi prøvede at fokusere på at være konsekvente frem for at være hurtige. Det tog os tre et halvt år at blive færdige med Mormons Bog. Det var en fantastisk følelse at fuldføre det!«

Moderen fortsætter: »Dagligt familiestudium er nu en vane i vores familie. Vores børn er fortrolige med skriftens sprog, og min mand og jeg har mulighed for at bære vidnesbyrd om sandheden. Vigtigst af alt er, at Ånden er mere til stede i vores hjem.«

Får I det samme ud af denne families erfaringer, som jeg gør? Når det er vores hensigt at holde fast i Guds ord, behøver vores skriftstudium ikke at være mere end et vers ad gangen. Det er aldrig for sent at begynde. I kan begynde nu.

Verden underviser vore børn, hvis vi ikke gør det, og børn kan lære alt det, verden ønsker, de skal lære i en meget ung alder. Det, vi ønsker, de skal vide om fem år, skal være en del af vore samtaler med dem i dag. Undervis dem i alle forhold. Udnyt ethvert dilemma, enhver konsekvens, enhver prøve de vil møde til at undervise dem i at holde fast i evangeliets sandheder.

Shannon, en ung mor, regnede ikke med, at hun skulle undervise sine børn om bønnens kraft, da de masede sig ind i bilen for at køre til deres hjem kun 40 minutter derfra. Det var ikke dårligt vejr, da de forlod deres bedstemors hjem, men da de kørte gennem bjergene, forvandlede den lette sne sig til en snestorm. Bilen begyndte at glide på vejen. Snart var sigtbarheden lig nul. De to yngste børn kunne fornemme den utrygge situation og begyndte at græde. Shannon sagde til de to ældre børn, Heidi og Thomas på 8 og 6 år: »I bliver nødt til at bede. Vi har brug for vor himmelske Faders hjælp for at komme sikkert hjem. Bed om, at vi ikke kommer til at sidde fast, og at vi ikke glider af vejen.« Hendes hænder rystede, da hun forsøgte at styre bilen, men hun kunne høre små bønner blive hvisket gentagne gange fra bagsædet: »Himmelske Fader, hjælp os med at komme sikkert hjem, hjælp os, så vi ikke glider af vejen.«

Bønnerne beroligede efterhånden de to små, og de var lige holdt med at græde, da de opdagede, at en vejafspærring forhindrede dem i at køre længere. De vendte forsigtigt om og fandt et motel, hvor de kunne overnatte. Da de var på motellet, knælede de ned og takkede vor himmelske Fader for, at de var i sikkerhed. Den aften underviste en mor sine børn i den kraft, der ligger i at holde fast ved bøn.

Hvilke prøvelser vil vore børn møde? Ligesom Joseph Smith kan vore børn finde modet til at »gøre alt, hvad der er nødvendigt«. Når vi bevidst holder om dem og underviser dem i vor himmelske Faders plan gennem bøn og gennem skrifterne, vil de vide, hvor de kommer fra, hvorfor de er her, og hvor de er på vej hen.

Sidste forår var min mand og jeg til vores fireårige barnebarns foldboldkamp. Vi kunne mærke begejstringen på banen, da alle spillerne løb efter bolden overalt på banen. Da kampen blev fløjtet af, var spillerne ikke klar over, hvem der havde vundet, og hvem der havde tabt. De havde bare spillet. Trænerne fik spillerne til at give hinanden hånden. Så bemærkede jeg noget meget usædvanligt. Træneren udbad sig en sejrstunnel. Alle forældre, bedsteforældre og andre tilskuere, som var kommet for at se kampen, rejste sig og dannede to rækker, der stod over for hinanden og dannede en hvælving ved at løfte deres arme. Børnene hvinede, som de løb imellem de heppende voksne, nedad den sti, der blev dannet af tilskuerne. Snart sluttede børnene fra det andet hold sig til dem, og der blev heppet på alle spillerne, vindere såvel som tabere, mens de løb gennem sejrstunnelen.

Jeg så et andet billede for mig. Jeg følte, at jeg så børnene efterleve planen, den plan, vor himmelske Fader har lagt for hvert enkelt barn. De løb ad den lige og snævre sti, imellem tilskueres arme, der elsker dem, og de følte alle glæden ved at befinde sig på den sti.

Jakob sagde: »O, hvor stor er ikke vor Guds plan!«³ Frelseren »viste vej og gik den selv«.⁴ Jeg bærer vidnesbyrd om, at når vi holder fast ved vore børn og følger Frelserens eksempel, vil vi alle vende tilbage til vores himmelske hjem og være sikre i vor himmelske Faders arme. I Jesu Kristi navn. Amen.