1 Og det skete, at de amalekitter og de amulonitter og de lamanitter, som var i Amulons land og også i Helams land, og som var i Jerusalems land og kort sagt i hele landet rundt omkring, og som ikke var blevet omvendt og ikke havde påtaget sig navnet Anti-Nefi-Lehi, blev ophidset af amalekitterne og af amulonitterne til vrede mod deres brødre.

2 Og deres had mod dem blev overordentlig bittert, endog i en sådan grad at de begyndte at sætte sig op mod deres konge, ja, i en sådan grad at de ikke ønskede, at han skulle være deres konge; derfor greb de til våben mod folket Anti-Nefi-Lehi.

3 Se, kongen overdrog riget til sin søn, og han gav ham navnet Anti-Nefi-Lehi.

4 Og kongen døde i det selv samme år, som lamanitterne begyndte at træffe forberedelser til krig mod Guds folk.

5 Se, da Ammon og hans brødre og alle de, der var kommet op sammen med ham, så lamanitternes forberedelser til at udrydde deres brødre, drog de til Midjans land, og der mødte Ammon alle sine brødre; og derfra kom de til Ismaels land, så de kunne holde råd med Lamoni og også med hans bror Anti-Nefi-Lehi om, hvad de skulle gøre for at forsvare sig mod lamanitterne.

6 Se, der var ikke en eneste sjæl blandt alle de mennesker, der var blevet omvendt til Herren, som ville gribe til våben mod deres brødre, nej, de ville end ikke træffe nogen forberedelser til krig; ja, og deres konge befalede dem også, at de ikke skulle gøre det.

7 Se, disse er de ord, som han sagde til folket angående sagen: Jeg takker min Gud, mit elskede folk, for, at vor store Gud i sin godhed har sendt disse vore brødre nefitterne til os for at prædike for os og for at overbevise os om vore ugudelige fædres overleveringer.

8 Og se, jeg takker min store Gud for, at han har givet os en del af sin Ånd til at blødgøre vort hjerte, så vi har optaget forbindelse med disse brødre, nefitterne.

9 Og se, jeg takker også min Gud for, at vi ved at optage denne forbindelse er blevet overbevist om vore synder og om de mange mord, som vi har begået.

10 Og jeg takker også min Gud, ja, min store Gud for, at han har tilstedt os, at vi kan omvende os fra dette, og også for, at han har tilgivet os for disse vore mange synder og mord, som vi har begået, og borttaget skylden fra vort hjerte ved sin Søns fortjeneste.

11 Og se nu, mine brødre, eftersom det har været alt, vi kunne gøre (da vi var de mest fortabte af hele menneskeslægten), at omvende os fra alle vore synder og de mange mord, som vi har begået, og at få Gud til at borttage dem fra vort hjerte, for det var alt, vi kunne gøre for at omvende os tilstrækkeligt for Gud, så han ville borttage vor skamplet –

12 se, mine højst elskede brødre, eftersom Gud har borttaget vor skamplet, og vore sværd er blevet blanke, så lad os ikke mere plette vore sværd med vore brødres blod.

13 Se, jeg siger jer: Nej, lad os holde vore sværd tilbage, så de ikke bliver plettet med vore brødres blod; for hvis vi igen skulle plette vore sværd, kan de måske ikke mere blive vasket blanke ved vor store Guds Søns blod, der skal blive udgydt til soning af vore synder.

14 Og den store Gud har haft barmhjertighed med os og kundgjort os dette, for at vi ikke skulle fortabes; ja, han har forud kundgjort os dette, fordi han elsker vor sjæl ligeså højt, som han elsker vore børn; derfor besøger han os i sin barmhjertighed ved sine engle, for at frelsesplanen må blive kundgjort for os såvel som for kommende slægter.

15 Åh, hvor barmhjertig er ikke vor Gud! Og se nu, eftersom det har været så meget, som vi har kunnet gøre for at få vore skampletter borttaget fra os, og vore sværd er gjort blanke, lad os da gemme dem bort, så de må holdes blanke som et vidnesbyrd for vor Gud på den yderste dag, eller på den dag da vi skal blive ført frem for ham for at blive dømt, om, at vi ikke har plettet vore sværd med vore brødres blod, siden han gav os sit ord og har gjort os rene derved.

16 Og se, mine brødre, hvis vore brødre forsøger at udrydde os, se, da vil vi gemme vore sværd bort, vi vil endog grave dem dybt ned i jorden, så de må blive holdt blanke som et vidnesbyrd på den yderste dag om, at vi aldrig har brugt dem; og hvis vore brødre udrydder os, se, da går vi til vor Gud og bliver frelst.

17 Og se, det skete, at da kongen havde afsluttet disse ord, og hele folket var samlet, tog de deres sværd og alle de våben, der blev brugt til udgydelse af menneskeblod, og gravede dem dybt ned i jorden.

18 Og dette gjorde de, da det i deres øjne var et vidnesbyrd for Gud og også for mennesker om, at de aldrig igen ville bruge våben til udgydelse af menneskeblod; og dette gjorde de, idet de bevidnede og sluttede pagt med Gud om, at hellere end at udgyde deres brødres blod ville de ofre deres eget liv; og hellere end at tage noget fra en broder ville de give til ham; og hellere end at tilbringe tiden i dovenskab ville de arbejde rigeligt med deres hænder.

19 Og således ser vi, at da disse lamanitter var blevet bragt til at tro og til kundskab om sandheden, blev de vedholdende og ville lide indtil døden hellere end at begå synd; og således ser vi, at de gravede deres fredsvåben ned, eller de gravede krigsvåbnene ned for fredens skyld.

20 Og det skete, at deres brødre lamanitterne traf forberedelser til krig og kom op til Nefis land med det formål at slå kongen ihjel og at sætte en anden i hans sted og også at udrydde folket Anti-Nefi-Lehi af landet.

21 Se, da folket så, at de kom imod dem, gik de ud for at møde dem og kastede sig til jorden for dem og begyndte at påkalde Herrens navn; og således lå de i denne stilling, da lamanitterne overfaldt dem og begyndte at slå dem ihjel med sværdet.

22 Og uden således at møde nogen modstand slog de et tusind og fem af dem ihjel; og vi ved, at de er velsignede, for de er gået bort for at bo hos deres Gud.

23 Se, da lamanitterne så, at deres brødre ikke ville flygte for sværdet, og at de heller ikke vendte sig til højre eller til venstre, men at de lagde sig ned og omkom og priste Gud, selv mens de omkom under sværdet –

24 se, da lamanitterne så dette, lod de være med at slå dem ihjel; og der var mange, hvis hjerte svulmede for dem af deres brødre, som var faldet for sværdet, for de angrede det, som de havde gjort.

25 Og det skete, at de kastede deres krigsvåben fra sig, og de ville ikke tage dem op igen; for de var naget af de mord, som de havde begået; og de faldt ned ligesom deres brødre og forlod sig på barmhjertigheden fra dem, hvis arme var løftet for at slå dem ihjel.

26 Og det skete, at Guds folk den dag tog imod flere end det antal, der var blevet slået ihjel; og de, der var blevet slået ihjel, var retfærdige folk; derfor har vi ingen grund til at tvivle på, at de blev frelst.

27 Og der blev ikke slået en eneste ugudelig mand ihjel blandt dem, men flere end et tusind blev bragt til kundskab om sandheden; således ser vi, at Herren virker på mange måder for sit folks frelse.

28 Se, den største del af de lamanitter, der slog så mange af deres brødre ihjel, var amalekitter og amulonitter, hvoraf den største del var af nehorernes orden.

29 Se, blandt dem, der sluttede sig til Herrens folk, var der ingen, der var amalekitter eller amulonitter, eller som var af Nehors orden, men de var virkelige efterkommere af Laman og Lemuel.

30 Og således kan vi tydeligt se, at efter at et folk engang er blevet oplyst af Guds Ånd og har fået stor kundskab om det, der vedrører retfærdighed og derefter er faldet fra i synd og overtrædelse, bliver de mere forhærdede, og deres tilstand bliver således værre, end hvis de aldrig havde kendt dette.