O, hvor stor er ikke vor Guds plan!
Vi er omgivet af sådan en forbløffende rigdom af lys og sandhed, at jeg ikke er sikker på, at vi virkelig påskønner, hvad vi har.
Hvor er vi velsignede ved atter at samles til denne verdensomspændende konference under ledelse af vores kære profet og præsident Thomas S. Monson. Præsident, vi elsker dig, og vi opretholder dig af hele vores hjerte!
I mit professionelle virke som pilot forlod jeg mig i stor grad på computersystemers præcision og pålidelighed, men jeg arbejdede sjældent på min personlige computer. Da jeg var direktør, havde jeg assistenter og sekretærer, som venligt hjalp mig med papirarbejdet.
Alt dette ændrede sig i 1994, da jeg blev kaldet som generalautoritet. Min kaldelse bestod af mange vidunderlige muligheder for at tjene, men det omfattede også en større mængde kontorarbejde for Kirken, mere end jeg nogensinde havde forestillet mig.
Det var et chok for mig, at mit vigtigste værktøj til at holde styr på mit arbejde var en personlig computer.
For første gang i mit liv var jeg nødt til at dykke ned i denne fremmede, mystiske og uforståelige verden.
Fra begyndelsen var computeren og jeg ikke ligefrem venner.
Dygtige it-folk prøvede at lære mig, hvordan jeg skulle bruge computeren. De stod helt bogstavelig talt bag mig og rakte sommetider ind over min skulder, deres fingre bevægede sig hurtigt hen over tastaturet og tastede en melodisk symfoni på det.
»Se,« sagde de stolt. »Sådan gør du.«
Jeg kunne ikke se det. Det var en svær overgang.
Min indlæringskurve svarede til en murstensvæg.
Det krævede en hel del tid, gentagelse, tålmodighed og en hel del håb og tro, mange opmuntringer fra min hustru, og hvor mange liter sukkerfri sodavand lader vi stå hen i det uvisse.
Nu her 22 år senere er jeg omgivet af computerteknologi. Jeg har en e-mailadresse, en Twitterkonto og en Facebook-side. Jeg har en smartphone, en tablet, en bærbar og et digitalt kamera. Og selv om mine teknologiske færdigheder ikke kan måle sig med en typisk 7-årigs, så klarer jeg mig meget godt for en person i halvfjerdserne.
Men jeg har bemærket noget interessant. Jo mere ferm jeg bliver til en ny teknologi, jo mere tager jeg den for givet.
I en stor del af menneskehedens historie har kommunikation fundet sted med en hastighed, der svarer til, hvor hurtigt en hest kan løbe. At sende en besked og få et svar kunne tage dage og måneder. I dag sendes vore beskeder tusindvis af kilometer gennem luften eller tusindvis af meter under havet for at nå en person på den anden side af jorden, og tager det mere end et par sekunder, bliver vi frustrerede og utålmodige.
Det synes at være den menneskelige natur: Efterhånden som vi bliver mere bekendt med noget, selv noget mirakuløst og vildt imponerende, mister vi ærefrygten og behandler det som noget almindeligt og selvfølgeligt.
Tager vi åndelige sandheder for en selvfølge?
Det, at vi tager vores moderne teknologi og bekvemmelig for givet, er måske nok en relativt lille ting. Men desværre har vi sommetider samme indstilling over for den evige og sjælsfremmende lære i Jesu Kristi evangelium. I Jesu Kristi kirke har vi fået så meget. Vi er omgivet af sådan en forbløffende rigdom af lys og sandhed, at jeg ikke er sikker på, at vi virkelig påskønner, hvad vi har.
Tænk på de tidlige disciple, som gik og talte med Frelseren, da han tjente på jorden. Forestil jer den taknemlighed og ærbødighed, der må have fyldt deres hjerte og sind, da de så ham oprejst fra graven, og da de mærkede sårene i hans hænder. Deres liv blev aldrig det samme!
Tænk på denne uddelings første hellige, som kendte profeten Joseph Smith og hørte ham forkynde det gengivne evangelium. Forestil jer, hvad de må have følt ved at vide, at sløret mellem himlen og jorden igen var blevet løftet, og lys og kundskab tilstrålede jorden fra vores himmelske hjem foroven.
Men tænk mest af alt på, hvordan I havde det første gang, I troede på og forstod, at I i sandhed er Guds barn; at Jesus Kristus villigt led for jeres synder, så I kan blive rene igen; at præstedømmets kraft er reel og knytter jer til jeres kære for tid og for al evighed, og at der er en levende profet på jorden i dag. Er det ikke vidunderligt og utroligt?
Når vi tager alt dette i betragtning, hvordan er det så overhovedet muligt, at vi af alle folk ikke skulle være begejstrede for at komme til Kirkens møder? Eller at vi bliver trætte af at læse de hellige skrifter? Jeg går ud fra, at det kun kan skyldes, at vi ikke længere føler kærlighed og ærefrygt for de hellige og forunderlige gaver, som Gud har givet os. De skelsættende sandheder ligger lige for øjnene og fingrene af os, men sommetider går vi som søvngængere ned ad disciplens sti. Alt for ofte lader vi os distrahere af de andre medlemmers ufuldkommenheder i stedet for at følge Mesterens eksempel. Vi betræder en diamantbestrøet sti, men vi kan knap nok skelne dem fra almindelige småsten.
Et velkendt budskab
Da jeg var ung, spurgte mine venner om min religion. Jeg begyndte ofte med at forklare forskellene som visdomsordet for eksempel. Andre gange fremhævede jeg ligheder med andre kristne trosretninger. Det gjorde ikke særligt stort indtryk på dem. Men når jeg talte om den store plan for lykke, som vor himmelske Fader har for alle sine børn, fangede jeg deres opmærksomhed.
Jeg husker, at jeg prøvede at tegne frelsesplanen på tavlen i et klasseværelse i vores kirkebygning i Frankfurt i Tyskland. Jeg tegnede cirkler, der forestillede forudtilværelsen, jordelivet og tilbagekomsten til vore himmelske forældre efter dette liv.
Som teenager elskede jeg at dele dette spændende budskab. Når jeg forklarede disse principper med mine egne, enkle ord, svømmede mit hjerte over af taknemlighed for en Gud, der elsker sine børn, og for en Frelser, der forløste os alle fra død og helvede. Jeg var så stolt af dette budskab om kærlighed, lykke og håb.
Nogle af mine venner sagde, at det lød helt bekendt, selv om de aldrig var blevet belært om det i deres opvækst. Det var som om, at de altid havde vidst, at disse ting var sande, som om jeg blot kastede lys over noget, der altid havde ligget dybt rodfæstet i deres hjerte.
Vi har svarene!
Jeg tror, at alle mennesker bærer rundt på et eller andet fundamentalt spørgsmål om livet selv. Hvor kom jeg fra? Hvorfor er jeg her? Hvad vil der ske, når jeg dør?
Den slags spørgsmål har menneskene stillet sig selv siden tidernes morgen. Filosoffer, lærde og vismænd har brugt deres liv og formue på at finde svarene.
Jeg er taknemlig for, at Jesu Kristi gengivne evangelium har svarene på livets mest komplekse spørgsmål. De svar, belæres vi om i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. De er sande, enkle, ligetil og lette at forstå. De er inspirerede, og vi lærer vore treårige om dem i solstråleklassen.
Brødre og søstre, vi er evige væsener, uden begyndelse og uden ende. Vi har altid eksisteret. Vi er bogstavelig talt børn af guddommelige, udødelige og almægtige himmelske Forældre!
Vi kommer fra Herren vor Guds himmelske kongsgård. Vi er af Elohims – den højeste Guds kongehus. Vi vandrede med ham i vores førjordiske liv. Vi hørte ham tale, vi så hans majestæt, og vi lærte af ham.
I og jeg deltog i et stort råd, hvor vores elskede Fader forelagde sin plan for os – om at vi skulle til jorden, modtage et fysisk legeme, lære at vælge mellem godt og ondt og udvikle os på måder, som ellers ikke var mulige.
Da vi passerede gennem sløret og trådte ind i denne verden, vidste vi, at vi ikke længere ville kunne huske livet inden. Vi ville møde modstand og modsætninger og fristelse. Men vi vidste også, at det var af afgørende vigtighed for os at få et fysisk legeme. Og ih, hvor vi håbede, at vi hurtigt ville lære at træffe de rette valg, modstå Satans fristelser og i sidste ende vende tilbage til vores elskede forældre i himlen.
Vi vidste, at vi ville begå synd og fejltrin – måske endog nogle alvorlige. Men vi vidste også, at vor Frelser, Jesus Kristus, havde lovet at komme til jorden, leve et syndfrit liv og frivilligt nedlægge sit liv som evigt offer. Vi vidste, at dersom vi gav vores hjerte til ham, stolede på ham og af al vores sjæls kraft stræbte efter at følge ham, ville vi kunne blive vasket rene og en gang indtræde i vor elskede himmelske Faders nærhed igen.
Så med tro på Jesu Kristi offer godtog I og jeg af egen fri vilje vor himmelske Faders plan.
Det er derfor, vi er her på denne smukke planet, Jorden – fordi Gud har givet os muligheden, og vi har valgt at tage imod den. Vores liv på jorden er dog kun midlertidigt, og det ophører i og med, at vores fysiske legeme dør. Men vores inderste væsen vil ikke gå tabt. Vores ånd vil fortsætte med at leve og afvente opstandelsen – en gratis gave, som vor kærlige himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, har givet alle. Vores ånd og legeme vil ved opstandelsen blive genforenet, befriet for smerte og fysiske ufuldkommenheder.
Efter opstandelsen kommer dommens dag. Selv om alle i sidste ende vil blive frelst og arve et rige af herlighed, vil de, som har sat deres lid til Gud og stræbt efter at følge hans love og ordinancer, dog arve et liv i evighederne, som overgår enhver herlighed og majestæt.
Dommens dag bliver en nådens og kærlighedens dag – en dag, hvor knuste hjerter heles, hvor sorgens tårer erstattes med af tårer af taknemlighed, hvor alt bliver rettet op.
Ja, der vil være dyb sorg på grund af synd. Ja, vi vil fortryde og ærgre os over vore fejltrin, vores tåbelighed og vores stædighed, som har gjort, at vi vil gå glip af en mere strålende fremtid.
Men jeg har tillid til, at vi ikke blot vil være tilfredse med Guds dom, vi vil også blive forbavset og overvældet over hans uendelige nåde, barmhjertighed, gavmildhed og kærlighed til os, hans børn. Dersom vore ønsker og gerninger er gode, hvis vi har tro på en levende Gud, så kan vi se frem til det, som Moroni kaldte »den mægtige Jahves behagelige domstol … den Evige Dommer.«
Pro Tanto Quid Retribuamus
Mine kære brødre og søstre, mine kære venner, fylder det vores hjerte og sind med forundring og ærefrygt at tænke over den store plan for lykke, som vor himmelske Fader har beredt for os? Fylder det os ikke med en usigelig glæde at kende til den glorværdige fremtid, der er i vente for alle, som håber på Herren?
Hvis I aldrig har følt en sådan fryd og glæde, opfordrer jeg jer til at søge, studere og granske de enkle, men dog så dybe sandheder i det gengivne evangelium. »Lad evighedens alvor hvile på jeres sind.« Lad dem bære vidnesbyrd for jer om den guddommelige frelsesplan.
Dersom I har følt sådan tidligere, spørger jeg jer i dag: »Føler I stadig sådan?«
Jeg havde for nylig mulighed for at rejse til Belfast i Nordirland. Mens jeg var der, lagde jeg mærke til byens våbenskjold, som indeholder mottoet: »Pro tanto quid retribuamus« eller »hvad kan vi give til gengæld for så meget?«
Jeg opfordrer os alle til at overveje det spørgsmål. Hvad kan vi give til gengæld for den overflod af lys og sandhed, som Gud har udgydt over os?
Vor kærlige Fader beder os blot om at leve i overensstemmelse med den sandhed, vi har modtaget, og at vi følger den vej, han har anvist. Lad os derfor fatte mod og stole på Åndens vejledning. Lad os i ord og gerning fortælle vore medmennesker det fantastiske og imponerende budskab om Guds plan for lykke. Må vores motiv være vores kærlighed til Gud og hans børn, for de er vore brødre og søstre. Det kan være en begyndelse på noget, vi kan gøre til gengæld for at have fået så meget.
En skønne dag »skal hvert knæ … bøje sig, og hver tunge bekende«, at Guds veje er retfærdige, og hans plan er fuldkommen. Lad den dag være i dag for jer og for mig. Lad os, som Jakob gjorde i sin tid og udbryde: »O, hvor stor er ikke vor Guds plan!«
Dette vidner jeg om med dyb taknemlighed, idet jeg efterlader jer min velsignelse i Jesu Kristi navn. Amen.