Den bedste fodboldspiller
»Jesus siger: Elsk enhver, mod dem kærlig vær« (Børnenes sangbog, s. 39).
Jeg knyttede mine næver, bed mig i læben og sparkede til bolden, som trillede hen imod mig. Så skar jeg en grimasse, da jeg så den fare ud til siden i stedet for at ryge ind i målet.
En pige ved navn Nan stod ved hegnet og så os spille. Hun løb hen for at hente bolden, men snublede af bare begejstring. Alle lo. Ingen takkede hende, da hun kastede bolden tilbage til os.
Jeg følte mig skyldig. Jeg vidste, at Nan gerne ville spille med, men jeg havde ikke lyst til at være den, der inviterede hende til at spille.
Nan var en stille pige med uglet, brunt hår, tykke briller og en skinger stemme. Hun havde ikke en eneste ven i hele klassen. Det var ikke, fordi jeg ikke syntes om hende. Jeg talte bare aldrig med hende.
Den eftermiddag sagde vores lærer, at hun ville bytte rundt på vore borde. Hun ville give os alle sammen nye pladser.
Klasselokalet summede af spænding. Min bedste ven, LeAnna, og jeg smilede til hinanden.
Så lænede Caroline sig hen imod mig. »Jeg hørte lige Nan sige til mrs. Martin, at hun gerne vil sidde ved siden af dig. Hvor klamt!«
Jeg var rystet. »Hvorfor lige mig?« tænkte jeg. Jeg havde aldrig været tarvelig over for Nan, men jeg havde heller aldrig været sød mod hende.
»Sig dog til læreren, at du ikke vil sidde ved siden af hende,« hviskede Caroline. »Ellers vil ingen andre sidde ved siden af dig.«
Jeg kiggede hen på Nan. Hun sad med bøjet hoved. Hun må have vidst, hvad alle i lokalet tænkte.
Mrs. Martin kaldte mig op til sit kateder. Jeg vidste, at Nan var et Guds barn, og at Jesus havde sagt, at vi skulle elske enhver. Men hvis jeg blev venner med Nan, ville alle synes, at jeg var sær.
»Hvem vil du gerne sidde ved siden af?« Spurgte mrs. Martin mig.
»LeAnna,« svarede jeg. Det var let.
Mrs. Martin smilede. »Ville du også være villig til at sidde ved siden af Nan?«
Jeg kiggede ned i gulvet og hviskede: »Helst ikke.«
Mrs. Martin så overrasket ud. »Er du sikker på det, Angie?«
»Ja,« mumlede jeg.
Den næste dag var der flyttet om på vore borde. Jeg sad ved siden af LeAnna. Nan sad i den anden side af lokalet. De to piger, der sad ved siden af hende, skubbede deres borde væk fra hende, så det så ud, som om hun sad alene. Hun så ud, som om hun var lige ved at græde.
Et par uger senere skiftede Nan skole. En af pigerne i min menighed gik på den skole, så jeg spurgte hende, om hun havde mødt en pige, der hed Nan.
»Det tror jeg nok. Hvordan ser hun ud?« spurgte hun.
»Jo, hun er ret stille. Hun har uglet hår, og hun går med tykke briller. Der var ingen i min klasse, der kunne lide hende.«
»Er det rigtigt? Det kan ikke være den samme pige,« sagde hun. »Den nye pige, som jeg kender, er rigtig sjov. Alle kan lide hende. Hun er alle tiders fodboldspiller.«
Jeg tænkte på den dag, hvor Nan havde kigget på, mens vi spillede fodbold. Hun havde bare brug for en chance og en ven. Og jeg kunne have givet hende begge dele.
Den dag lovede jeg mig selv, at jeg altid ville være sød mod alle og aldrig lade en pige som Nan smutte forbi mig uden at prøve at gøre mig til ven med hende.
Illustration: Brad Clark