Fond hjælper medlemmer rundt om i verden til at modtage templets velsignelser
Siden dengang Riaz Gill fra Pakistan gik ind i templet i Manila på Filippinerne i juli 2001, lige før han tog på mission i Singapore, vidste han, at han ønskede at komme tilbage til templet, så han kunne få en evig familie.
I 2007 blev hans hustru, Farah, døbt, men midlerne var små, og de vidste ikke, hvornår de ville være i stand til at tage til templet, næsten 6.000 km væk. Da deres søn, Ammon Phinehas, blev født i 2009, blev deres ønske om at blive beseglet i templet endnu stærkere, og sidst i 2010 blev deres bønner besvaret med hjælp fra Kirkens hjælpefond til tempelbesøgende.
»At tage til templet med min familie har gjort mit vidnesbyrd stærkere,« siger bror Gill. »Efter vores tempelbesøg virker det, som om jeg har mere at give til Herren … Tempelbesøget var så godt og trosfremmende, at det er svært at udtrykke med ord.«
Mens bror Gill var der, var han også i stand til at udføre ordinancer for sin far, bedstefar og svigerfar, som alle er døde. Han fik ordinancerne udført for sin mor, og han blev beseglet til sine forældre.
»Det har været et stort privilegium for min familie og mig at besøge templet,« fortæller han. »Jeg ønsker at udtrykke en særlig tak med en masse bønner til ledere, som gjorde denne tur mulig.«
Siden 1992 har fonden, hvis indtægter kommer 100 % fra medlemmers bidrag, været en måde at sørge for ét besøg til templet for medlemmer, som bor uden for USA og Canada, der ellers ikke ville kunne komme af sted. Medlemmer, der ønsker at bidrage til fonden, skriver blot »Fond for tempelbesøgende« på tiendesedlen under »Andet«. Man kan også bidrage til fonden gennem LDS Philanthropies.
Under oktoberkonferencen i 2011 opmuntrede præsident Thomas S. Monson medlemmerne til at bidrage til Kirkens hjælpefond for tempelbesøgende ved at sige: »Der [er] stadig områder i verden, hvor templer ligger så langt fra vore medlemmer, at de ikke har råd til rejsen dertil. De er således ude af stand til at få del i de hellige og evige velsignelser, som templer tilbyder« (»Nu ses vi igen«, Liahona, nov. 2011, s. 5).
»Meningen med denne fond er at hjælpe dem, der bor i de dele af verden, hvor det er en større udfordring at komme i templet,« siger ældste William R. Walker, der er øverste leder for Tempelafdelingen. »Engangsbeløbet er for at sørge for, at en person kan modtage sin egen begavelse.«
Der kommer flest anmodninger fra Afrika, Stillehavet og Asien, fortæller ældste Walker. Stavs- og missionspræsidenter anbefaler folk til områdepræsidentskabet, der administrerer fonden i de enkelte lande efter behov.
I løbet af 2009 og 2010 brugte omkring 4.000 medlemmer fonden til at rejse til et tempel for første – og sikkert eneste – gang.
Ældste Walker sagde, at for at velsigne så mange som muligt »ser de på det tempel, hvor de kan få den billigste flybillet. Det betyder, at det ikke altid er det nærmeste tempel, eller at det måske endda ikke ligger i deres område.«
Hvert medlem, der bruger fonden, forventes selv at bidrage med et offer eller bidrag i en vis størrelse.
»Nogle steder er blot det at få et pas dyrt og meget svært,« fortæller ældste Walker. »Så i nogle områder, hvor medlemmer skal forlade deres land for at komme i templet, skal de skaffe deres eget pas for at bruge fonden. I nogle lande er det blot et bestemt beløb. For nogle virker det måske ikke som ret meget, men for dem kan det være alt, hvad de kan spare sammen på et halvt år.«
Ældste Walker sagde, at dem, som selv yder et bidrag til et mål, som regel opdager, at de sætter større pris på det. »I næsten alle tilfælde har folk gjort deres bedste for at bidrage og er blevet rigt velsignet, og de har ikke taget det for givet«, forklarer han.
Ud over at gøre det muligt for folk at komme i templet, bruges midlerne også til at købe syv sæt tempelklædninger til hver person, så de kan ære deres pagter, når de er kommet hjem igen.
Præsident Monsons udtalelse under konferencen var første gang, hvor fonden blev bekendtgjort fra talerstolen af profeten. Det sammenholdt med den voksende interesse for fonden vil sandsynligvis føre til flere bidrag, siger ældste Walker.
»Der er stadig folk, som kommer ind i Kirken, og vi har ikke nær opfyldt behovene i mange områder,« fortæller han. Med henvisning til rådet i 1994 fra præsident Howard W. Hunter (1907-1995) om, at alle værdige medlemmer har en tempelanbefaling (se »Det store symbol på vores medlemskab«, Liahona, nov. 1994, s. 3), fortsatte han: »Vi har mange trofaste medlemmer i Kirken, der har en gyldig tempelanbefaling, men som endnu ikke har været i templet, og som ikke umiddelbart har udsigt til at komme til templet.«
Ældste Walker forklarer, at præsident Monsons bekendtgørelse af fonden stammer fra hans kærlighed til templer og hans følsomhed for de hellige, som bliver begunstiget af fonden.
»Når man tager til disse steder langt borte, får man en fornemmelse for folket og de udfordringer, de har,« fortæller ældste Walker. »Denne fond vil være til velsignelse for mange mennesker.«
Riaz Gill, hans hustru, Farah, og sønnen, Ammon Phinehas, var i stand til at tage til templet i Manila i Filippinerne og blive beseglet som familie i 2010 takket være Kirkens hjælpefond for tempelbesøgende.
Foto med tilladelse af Riaz Gill
Templet i Manila i Filippinerne
© IRI