Alex’ gode eksempel
For Alex Escobar har det gjort en forskel af evig betydning for hans familie, at han holdt sit lys højt.
Da Alex Escobar for 8 år siden var lærer i Det Aronske Præstedømme, forpligtede han sig til at tjene som fuldtidsmissionær. Dengang havde han aldrig kunnet forestille sig, at hans far ville være hans biskop, da han tog på mission.
Det skyldes, at Alex’ far ikke havde været i kirke i over 10 år. Men Alex, som dengang gik alene i kirke, opgav aldrig ham – eller resten af sin familie.
»Jeg ved af egen erfaring, hvor vigtigt et eksempel kan være,« siger han.
Mine ledere kom og søgte mig
Hvordan kan en ung mand forblive aktiv i Kirken uden støtte fra sin familie? Mario Sayas, der var biskop, da Alex lige havde fået Det Aronske Præstedømme, forklarer det med Alex’ vidnesbyrd og hans hengivne ledere i Unge Mænd. Alex er enig.
»Hvis jeg ikke kom en søndag, så kom mine ledere for at se til mig,« siger han. »Lidt efter lidt lærte jeg om evangeliet, indtil jeg havde et stærkt vidnesbyrd. En anden grund til, at jeg blev ved med at gå i kirke, var, at jeg vidste, at det kun var gennem Jesu Kristi evangelium, at vi som familie kunne være lykkelige for evigt.«
Opnåelsen af det mål krævede, at han forblev stærk, selv når nogle af hans kirkevenner i Córdoba i Argentina vaklede.
»Der er masser af fristelser til at bryde visdomsordet og kyskhedsloven,« siger Alex, som hentede styrke i de råd, han fik fra biskop Sayas. »Han sagde: ›Den eneste måde, man kan kvalificere sig til en værdig hustru, er ved selv at være værdig.‹ Det har hjulpet mig meget.«
Alex’ vidnesbyrd blev også styrket efter en drøm, hvor han blev kaldet på en fuldtidsmission. Han begyndte at forberede sig, men ventede ikke til han var 19, før han begyndte at fortælle andre om evangeliet, og han begyndte med sin egen familie.
»Alex bad altid for og opmuntrede sin familie,« fortæller biskop Sayas. »Og han opmuntrede altid sine ældre brødre til at gå i kirke. Indsatsen med at bringe hans familie tilbage lykkedes på grund af Alex.«
»Jeg var den tykhovede«
Når Alex’ far René tænker tilbage på de 13 år, han tilbragte uden for Kirken, så beklager han det, han er gået glip af.
»Det var meget vanskelige år,« siger han. »Nogle gange kunne jeg ikke lade være med at tænke på den tid, jeg mistede, ved ikke at nyde godt af det vidunderlige liv, som evangeliet tilbyder.«
Familien Escobar havde tilsluttet sig Kirken i Córdoba, da Alex var barn. De forblev aktive, indtil de flyttede tilbage til deres fædreland Bolivia kort tid efter Alex’ dåb. Mens de var i Bolivia, glemte de, hvad evangeliet betød for deres liv, fortæller René.
Da de to år senere kom tilbage til Córdoba, kom Alex’ mor Carmen af og til i kirke med parrets fire børn. Men René, der var en ivrig fodboldspiller, tilbragte søndagen med at sove ud efter lørdagens kamp og de tilknyttede aktiviteter – aktiviteter, der ofte indebar brud på visdomsordet.
»Jeg var den tykhovede,« siger han. »Nogle gange troede jeg, at jeg var fuldstændig fortabt, hvilket vi tror, når vi ikke længere har Åndens ledsagelse.«
Det, der til sidst fik René på bedre tanker, var erkendelsen af, at hans eksempel skadede hans børn. »Mine sønner var som forældreløse, der gik alene i kirke, fordi deres far ikke var aktiv,« mindedes han.
»Jeg begyndte at ransage mit liv og den virkning, som mit eksempel havde på mine børn,« siger René, som er taknemlig for kraften i Jesu Kristi forsoning, som tillod ham at omvende sig. »Jeg forstod, at jeg ikke levede op til mit ansvar som far. Alt dette hjalp mig til at erindre Herren, falde på knæ og bede ham om hjælp til at vende tilbage.«
Efterhånden som Renés trofasthed og vidnesbyrd voksede, fulgte en række kaldelser. Flere år efter han atter havde modtaget evangeliet, modtog han en tilskyndelse om, at Herren havde forberedt ham til en ny væsentlig kaldelse.
»Resultatet er, at min far er min biskop,« siger Alex.
Vigtigheden af eksemplet
Da Alex tjente i Resistencia-missionen i Argentina, savnede alle ham, men de var taknemlige for, at han var et eksempel for andre. Og de er taknemlige for, at de er blevet beseglet i templet i Buenos Aires i Argentina i 2009.
»Det var Alex, som altid arbejdede med os og med menighedens medlemmer for os,« siger Carmen. »De fortalte os, at han altid bad om, at hans forældre måtte vende tilbage til Kirken. Vi er taknemlige for, at han ikke opgav os.«
Biskop Escobar er glad for, at Alex var den første missionær, han sendte af sted efter sin kaldelse som biskop. »Det er fantastisk at have en søn på mission,« siger han. »Vi savner alle Alex, men det er mig, der savner ham mest. Det var ham, der støttede mig.«
Hvis sidste dages hellige er gode eksempler, siger Alex, vil andre til sidst lægge mærke til det. »Hvis vi er lykkelige og tilfredse i Kirken, vil andre ønske at få del i vores lykke. Hvis vi holder ud og går fremad, kan der ske mirakler.«
Foto: Michael R. Morris