Jeg ænsede dem ikke

Shelli Proffitt Howells, Californien i USA

Da jeg for nylig læste i Mormons Bog, stødte jeg på denne formaning: »Hvorfor … lader [I] de sultne og de trængende og de nøgne og de syge og de plagede gå forbi jer uden at ænse dem?« (Morm 8:39).

I stedet for at føle den fred og tryghed, som jeg normalt oplever, når jeg studerer skrifterne, blev jeg overvældet af tristhed. Jeg havde længe erkendt, at jeg ikke var en særlig opmærksom person. Jeg havde ladet mig opsluge sådan af mit liv, mine kaldelser og min familie, at jeg bare ikke bemærkede de udfordringer, som andre mennesker havde.

Jeg vidste, at jeg ikke gjorde alt, hvad jeg kunne for »at bære [andres] byrder, så de bliver lette; … og … sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst« (Mosi 18:8-9). Jeg ville gerne ændre mig; jeg ville gerne være bedre. Jeg vidste bare ikke hvordan. Jeg bad Herren om at hjælpe mig.

Mit svar kom på en uventet og uønsket måde, da jeg pådrog mig en kronisk lidelse. Den gjorde det langsomt af med min byrdefulde travlhed. Efterhånden som sygdommen skred frem, måtte jeg opgive mine udendørsaktiviteter, mine kaldelser og mine kirkemøder. Jeg er bundet til hjemmet, jeg er ensom og føler mig overset.

Jeg beder til, at Herren en dag vil helbrede mig. Når han gør det, lover jeg mig selv, at jeg aldrig vil være så blind igen. Når jeg kommer i kirke, vil jeg se efter, hvem der sidder alene, og hvem der ikke er til stede den dag. Hver uge vil jeg give mig tid til at overvinde min generthed og besøge nogen, som er syg eller plaget eller bare har brug for en ven. Jeg vil elske mine brødre og søstre hver eneste dag – ikke bare om søndagen eller under kirkeaktiviteter.

Jeg vil huske og, håber jeg, være værdig til at høre Herrens godkendelse: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig« (Matt 25:40).

Jeg bad Herren om at hjælpe mig med at blive et bedre menneske. Mit svar kom på en uventet og uønsket måde.