Herren er min lovsang

Tom Sullivan, Arizona, USA

Eftersom jeg boede en lille by i Arizona, hvor størstedel af befolkningen er sidste dages hellige, talte missionærer og kirkemedlemmer ofte med mig om Kirken. De inviterede ofte mine børn og mig med i kirke eller til at læse i skrifterne eller begge dele. Jeg var ikke interesseret i at acceptere deres invitationer, men takkede dem høfligt for deres interesse i min familie.

Da jeg lærte den kvinde at kende, som jeg senere giftede mig med, fortalte hun mig, at hun var sidste dages hellig. Jeg beundrede hendes åndelighed og indvilligede i at tage med hende i kirke, når vi var blevet gift. Tro mod mit ord begyndte jeg at deltage regelmæssigt og nød endda atmosfæren og kammeratligheden. Men selvom jeg studerede i skrifterne, kom i kirke og bad alene og sammen med min familie, tvivlede jeg stadig på Guds eksistens. Uanset hvor hårdt jeg prøvede, så følte jeg, at jeg ikke kunne fraryste mine agnostiske rødder. Fordi jeg ikke følte mig tættere på Gud, end da jeg begyndte, afviste jeg alle invitationer om at blive døbt.

Da jeg var kommet i kirke i seks år, døde min far, som havde været i den amerikanske hær, pludseligt. Min familie og jeg ønskede, at retræten skulle spilles ved graven, og da jeg er professionel musiker, blev jeg bedt om at spille sangen. Jeg havde spillet ved hundredvis af begravelser, men fordi det var min fars begravelse, vidste jeg, det ville være anderledes. Jeg vidste også fra min mors begravelse, at min følelsesmæssige tilstand ville påvirke min evne til at spille. Jeg var fast besluttet på ikke at lade mine følelser påvirke musikken, som de havde under hendes begravelse.

Nogle få minutter før ceremonien begyndte, varmede jeg nervøst op. Jeg havde blot spillet nogle få øvetoner, da jeg indså, at jeg var ved at gentage min tidligere fejltagelse. Tårerne kom og jeg begyndte at græde. Mine hulk hæmmede min vejrtrækning. Hvordan skulle jeg kunne spille?

Jeg var ikke bekymret for min egen anerkendelse, men jeg ønskede at ære min far. Da jeg begyndte at spille, opdagede jeg, at jeg ikke kunne tage en dyb vejrtrækning. Det var ikke normalt for mig at bede om hjælp, men på dette tidspunkt vidste jeg ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Den første tone, der kom ud, var svag. Inderst inde bad jeg indtrængende til min himmelske Fader: »Kom nu.« Da jeg spillede den anden tone, var mine lunger fyldt med luft, og lyden kom ud af mit horn med en overraskende og smuk tone. Gennem resten af stykket spillede jeg over alt forventning. Da jeg sluttede med den sidste tone, havde jeg pludselig ikke mere luft og gispede efter vejret gennem tårerne.

Som musiker er jeg klar over mine stærke og svage sider. Sagt meget enkelt, jeg kunne ikke have spillet så godt under selv de bedste omstændigheder. Det var tydeligt for mig, at vor himmelske Fader havde besvaret min bøn og velsignet mig med styrken og evnen til at ære min jordiske far. Jeg fik et særligt vidnesbyrd om, at vor himmelske Fader besvarer os på en måde, som vi kan forstå. Hans svar, da jeg havde mest brug for det, hjalp mig til at indse, at han altid er ivrig efter at kommunikere med mig.

Efter adskillige måneder slap jeg af med min agnostiske forhindring og tilsluttede mig Kirken. Selvom det var et vovestykke i tro at blive døbt, vidste jeg, at vor himmelske Fader ville velsigne mig. Min oplevelse, da jeg spillede retræten, lærte mig, at han vil besvare mine bønner i forhold til mine behov og forståelse.