2012
Seminarprogram forankrer eleverne i evangeliet
Marts 2012


Verdensomspændende seminarprogram forankrer eleverne i evangeliet

Milton Reis fra Portugal går i den lokale kirkebygning. Frazer Cluff fra Tasmanien i Australien deltager i sit hjem med sin mor som sin lærer. Lauren Homer fra Utah går over gaden for at deltage i anden time på gymnasiet hver anden dag, Ben Gilbert fra Vermont deltager hver uge lige før GUF, og i Alabama i USA deltager McKenzie Morrill hver dag via webkamera. Daun Park fra Korea deltager kl. 22, mens Jamie Greenwood fra New Mexico står op kl. 4 for at nå til timen kl. 5.15 til tiden.

Alle disse teenagere – og næsten 370.000 andre som dem – følger det profetiske råd om at prioritere seminar højt i deres liv.

Seminarprogrammet, der fejrer 100 års jubilæum i år, er med tiden blevet iværksat på forskellige måder, og selv i dag nødvendiggør individuelle behov og lokale omstændigheder ofte tilpasninger. Men på trods af tiden og afstanden er én ting den samme: Studium af evangeliet hjælper teenagerne med at forankre deres vidnesbyrd om Frelseren og hans evangelium.

Da den 17-årige Milton Reis fra Portugal begyndte at deltage i seminar, mødtes en lille gruppe unge hver lørdag, fordi mange af dem dyrkede sport eller deltog i andre aktiviteter, der krævede daglig træning eller daglig deltagelse.

I dag går Milton til seminar i løbet af ugen - nogle gange før skole og nogle gange efter. Det betyder, at Milton skal stå tidligere op eller i nogle situationer fravælge sociale arrangementer om aftenen for at deltage.

Alligevel betragter Milton ikke seminar som et offer. »Det er mere et privilegium,« siger han. Milton håber at følge i sin søsters spor, som for tiden er på mission, og seminar er en af de måder, han forbereder sig på. »Trods alle disse udfordringer, så ved jeg, at det er det hele værd.« siger han.

Dia Lacno på 18 år fra Filippinerne blev døbt som 14-årig og begyndte kort efter at komme til seminar. Hun forventede, at det var som et fag i skolen, hvor der var lektier, forelæsninger og det medfølgende pres. I stedet siger hun: »Seminar giver mig styrke til at overvinde alle de byrder, jeg får i skolen. Hver gang jeg er til seminar, føler jeg mig fyldt op og rolig.«

Søg »Seminary Program Anchors Students in the Gospel« på news.lds.org for at læse om ofre og fremgang hos seminarelever fra hele verden.

Elever, der går til seminar i Wetterau i Tyskland.

© IRI