Ægte glæde
Hvem kunne jeg dele evangeliet med? Jeg havde en bestemt person i tankerne.
»Og dersom I skulle … føre én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være sammen med ham i min Faders rige!« (L&P 18:15).
Da min biskop læste det vers, sprang hjertet i livet på mig. Jeg kunne se mig selv ved dåben for en, jeg havde præsenteret for evangeliet. Min ven ville være så lykkelig, og alle ville vide, at min ven blev døbt på grund af mig. Min glæde ville være stor.
Angelas navn dukkede straks op i mine tanker. Hun var min bedste ven, og hun havde brug for evangeliet. Jeg var sikker på, at når hun hørte evangeliet og fandt ud af, at hun var Guds datter, ville det besvare hendes spørgsmål og opbygge hende.
Næste dag spurgte jeg: »Du, Ang, min kirke holder en grillfest på lørdag. Har du lyst til at komme med?«
»Gerne,« svarede hun, »det lyder da sjovt.«
Hun mødte op, og i de næste mange måneder blev jeg ved med at invitere hende til alle de kirkeaktiviteter, jeg kunne komme i tanker om. Efter hver aktivitet spurgte jeg hende: »Nå, Ang, hvad synes du?« Det førte til en samtale om evige principper. Jeg var lykkelig. Meget snart ville jeg kunne høste de velsignelser, som vor himmelske Fader havde lovet.
En vinteraften kort før jul besluttede Angela og jeg at gå en tur rundt om templet i Washington D.C. Helligånden omsluttede os, mens vi spadserede, og jeg vidste, at hun kunne fornemme noget.
»Så hvad føler du lige nu?« spurgte jeg.
»Jeg føler, at jeg gerne vil døbes … Vent,« sagde hun advarende, da hun så begejstringen i mit ansigt. »Jeg kan ikke blive døbt nu, og jeg kan ikke invitere missionærerne hjem. Det ville mine forældre aldrig tillade. Men vil du ikke fortælle mig alt, hvad du ved?«
Lidt forbløffet svarede jeg ydmygt: »Jo, jeg skal nok prøve at lære dig alt, hvad jeg ved.«
Senere den aften tænkte jeg på det løfte, jeg havde givet. Alt hvad jeg vidste? Men sæt nu jeg ikke vidste nok? Var mit vidnesbyrd stærkt nok? Vidste jeg virkelig, om evangeliet var sandt?
Jeg besluttede, at jeg næste dag ville gå i gang med at lære alt, hvad jeg kunne om evangeliet, så jeg kunne få et rigtigt vidnesbyrd om dets sandhed.
Begejstret begyndte jeg at læse i skrifterne hver aften. Mine bønner blev mere inderlige, mens jeg bad om, at både Angela og jeg måtte vide, at evangeliet var sandt.
Langsomt fulgte resultaterne. Under vore samtaler blev jeg til tider ledt til at sige noget, som jeg slet ikke havde tænkt på før lige i det øjeblik. Mit vidnesbyrd blev stærkere, når jeg bar det. Skrifterne blev levende for mig.
Mine forældre støttede mig. De var en uvurderlige hjælpekilde, og jeg kom til at elske og påskønne dem meget mere.
Nu fem år senere er Angela stadig ikke medlem af Kirken. Hvis jeg skulle bedømme mig selv ud fra mine forventninger i ottende klasse, så har jeg været en fiasko. Jeg sad ikke ved en dåb og modtog »glæden« ved andres ros for at have ført en ven til evangeliet. Men mine forventninger har ændret sig. Jeg har ført min egen sjæl tættere på Gud. Selv om Angela aldrig bliver medlem af Kirken, har det studium og den undervisning, som jeg gav, ikke været forgæves. Hun lærte mere om evangeliet, og jeg blev omvendt af at fortælle hende om det. Og det gjorde mig bedre til at fortælle andre om det.
Den glæde, som omtales i Lære og Pagter, er ikke verdslig ros. Min glæde er stor, fordi jeg kender min Frelser bedre og har fået et stærkere vidnesbyrd om hans evangelium.
Illustration: Julie Rogers