Følg profeten
Lær at tjene andre
Thomas Spencer Monson blev opkaldt efter sin bedstefar Thomas Condie. Unge Tommy lærte mange ting af sin bedstefar, som kun boede et par huse væk. Det, som han bedst kan huske, at han lærte, var at tjene andre.
En dag, da Tommy var omkring otte år, sad han og hans bedstefar i gyngesofaen ude på verandaen. En ældre herre fra England boede på samme vej. Hans navn var Robert Dicks, men de fleste naboer kaldte ham »gamle Bob.« Han var enkemand og fattig.
Gamle Bob kom over og satte sig i gyngesofaen med Tommy og hans bedstefar. Han fortalte, at det lille murstenshus, han boede i, skulle rives ned. Han havde ingen familie, ingen penge og ingen steder at tage hen.
Tommy tænkte, hvad hans bedstefar mon ville sige til den sørgelige historie. Hans bedstefar rakte ned i sin lomme og tog en lille læderpung frem. Han tog en nøgle ud af pungen og lagde den i hånden på gamle Bob. »Mr. Dicks,« sagde han mildt, »du kan flytte dine ting ind i det tomme hus ved siden af mit. Det skal ikke koste dig en krone, og du må blive der, lige så længe du vil. Og husk, at ingen vil nogensinde sætte dig på gaden igen.« Gamle Bobs øjne fyldtes med tårer.
Tommys mor lærte ham også, hvordan man elsker og tjener andre. Hver søndag, før familien Monson spiste aftensmad, forberedte Tommys mor en tallerken med steg, kartofler og sovs til gamle Bob. Nogle gange var der også et stykke af Tommys mors berømte kage, der bestod af et lag pink, grøn og hvid kage og chokoladeglasur. Det var Tommys opgave at bringe maden til gamle Bob.
Først kunne Tommy ikke forstå, hvorfor han ikke kunne spise først, og så aflevere tallerknen bagefter. Men han beklagede sig aldrig. Han skyndte sig at løbe ned til gamle Bobs hus, mens han balancerede med den fyldte tallerken. Så ventede han spændt på, at gamle Bob langsomt kom hen til døren.
Så byttede de tallerkner – Bobs rene tallerken fra sidste søndag og Tommys tallerken, der var fyldt med mad. Så tilbød Bob en 50-øre som betaling for venligheden.
Tommys svarede altid det samme: »Jeg kan ikke tage imod pengene. Så får jeg med mor at bestille.«
Den gamle herre klappede Tommys lyse hår og sagde: »Min dreng, du har en vidunderlig mor. Sig hende tak.« Når Tommy videregav komplimenten fra gamle Bob til sin mor, glinsede hendes øjne af tårer.
At vise næstekærlighed, at give uselvisk til andre, at sætte andre først, og at være en god ven og nabo, var vigtigt hjemme hos familien Monson. Det er blevet kendetegnende for præsident Monsons liv.
Illustration: Paul Mann; foto venligst stillet til rådighed af familien Monson.