Min mors eksempel
Illustration: Brian Call
Jeg hamrede tallerkenen ind i opvaskemaskinen og græd af frustration.
»Erin, du må gerne tage til det poolparty,« sagde min far. »Du må gerne tage lidt tid til dig selv.«
»Nej, det er ikke det, det handler om!« råbte jeg, mens jeg stormede ud af lokalet.
Mit raserianfald handlede ikke om Adrianes poolparty. Min mor og min yngste søster, Abby, lå begge syge med lungebetændelse. Min far og jeg havde brugt den sidste uges tid på at tage os af dem og på at få hjemmets gøremål og rutiner til at fungere nogenlunde normalt. Det indebar at lave mad, rydde op, købe ind, vaske tøj og køre mine andre to søstre rundt.
Alt dette slørede de nagende bekymringer og bange anelser, jeg havde. Jeg var bekymret for min familie og nervøs over snart at skulle rejse på college. Så jeg holdt mig beskæftiget og prøvede at ignorere min frygt. Jeg havde endda planlagt at skippe Adrianes fest, men jeg var træt, og tanken om en afslappet aften med mine venner ved swimmingpoolen fik bægeret til at flyde over. Jeg eksploderede, og mine frustrationer gik ud over min far.
Jeg græd en stund inde på mit værelse. Med skyldfølelse gik jeg så op for at se, om min mor eller Abby havde brug for noget. Jeg fandt min mor i gang med at give medicin til min febersyge søster. Min mor kunne knap nok trække vejret og havde været sengeliggende i flere dage. Min far og jeg bad hende om at gå tilbage i seng. Vi fortalte, at vi nok skulle tage os af Abby. Min mor ville ikke høre efter.
»Jeg har det fint. Nu skal I to se at få jer noget søvn,« sagde hun. »Abby har brug for mig.«
Jeg prøvede at holde tårerne tilbage, mens jeg så min mor trøste min 10-årige søster. Hun tog hendes temperatur, hjalp hende op i seng, kravlede ind til hende og holdt hendes skælvende krop. Abby holdt op med at jamre og faldt til ro under min mors beskyttelse.
Min mor var mere syg, end hun nogensinde før havde været. Lungebetændelsen endte med at sende hende på hospitalet et par dage. Dog glemte hun sig selv midt i sine prøvelser. I stedet for at beklage sig over sin egen sygdom, så lykkedes det hende at lindre sin datters smerte.
Jeg havde planlagt at være martyren den aften ved at blive hjemme og hjælpe. I stedet blev jeg flov over mit raserianfald og ydmyg over min mors handlinger. Ved at iagttage hende, vidste jeg, at hun ville gøre alt for at hjælpe mine søstre og mig.
Den aften følte jeg hendes kærlighed og ønskede at følge hendes eksempel. Jeg besluttede mig for at vise dem, jeg elsker, at jeg vil være der for dem, uanset hvilke personlige ofre det ville kræve.