Find tro ved verdens ende
Ushuaia i Argentina er måske placeret ved verdens ende, men for de, der her har taget imod evangeliet, er det begyndelsen på et nyt liv.
Fyrtårnet Les Éclaireurs rejser sig som en skildvagt fra sit høje stade i den kølige Beagle-kanal. Les Éclaireurs, som på fransk betyder »spejderne« eller »de oplyste«, udsender et lysglimt hvert 10. sekund, fra sin isolerede post.
Fem sømil (9 km) mod nord, ligger Argentinas sydligste by, Ushuaia, beliggende på toppen af Tierra del Fuegos øhav. 145 kilometer mod syd ligger Kap Horn, og længere ude ligger det iskolde Antarktis.
For de, der har taget imod Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige på stedet her, som de lokale kalder »verdens ende«, tjener Les Éclaireurs som et metafor på det gengivne evangelium. Ligesom et fyrtårn, er evangeliet det lys, de fandt i verdens åndelige mørke og fik dem ind på troens og fællesskabets sikre grund.
Jeg fandt svar
Guillermo Javier Leiva husker smerten ved sin skilsmisse i 2007. Han var nødt til at få sin egen lejlighed og kunne ikke længere vende hjem hver aften til sin lille søn Julian. Han følte sig tom og alene.
»Jeg var meget ulykkelig,« siger han, »og i pinefulde øjeblikke, søgte jeg Gud.«
Guillermo begyndte at bede om svar og hjælp. »Jeg sagde: ›Fader, jeg er ikke værdig nok til at have dig i mit hus, men et ord fra dig vil være nok til at kunne hele mig.‹«
Svaret på den bøn kom kort tid efter, da to unge mænd i hvide skjorter og slips stoppede op for at tale med ham, mens han legede med sin søn uden for sin nye lejlighed.
»En af dem hilste på mig, og spurgte om jeg var troende,« husker han. »Jeg svarede ja, men at jeg ikke var den bedste kristen. Han spurgte så, om jeg ville læse en bog, hvis han efterlod den hos mig. Jeg svarede ja.«
Guillermo begyndte at læse versene i Alma 32, som missionærerne havde markeret for ham. Han fortæller: »Jeg følte med det samme en stor glæde i min sjæl, som jeg ikke havde følt i lang tid. Bogen rørte mit hjerte. Jeg kunne ikke stoppe med at læse.«
Guillermo kom ikke længere i sin tidligere kirke, men fortalte missionærerne, at han ikke havde til hensigt at blive døbt igen. Ikke desto mindre tog han imod deres besøg og deres læseopgaver i Mormons Bog.
Mens han læste, sørgede hans sjæl med Nefi, da han fandt ud af, hvordan denne profet havde sørget »på grund af de fristelser og de synder, som så let omklamrer mig« (2 Ne 4:18). »Jeg vidste, at jeg også havde syndet,« siger Guillermo, »og jeg havde det dårligt med det.«
Når han læste, følte han, at han blev reddet fra mørke og fortvivlelse og bragt ind i »Guds herligheds lys« (Alma 19:6).
Og da han læste om dåbspagten som nævnt ved Mormons Vande, forstod han vigtigheden af dåb ved den rette præstedømmemyndighed. »Hvis jeg indså, at det var et godt frø, hvad havde jeg ›da imod at blive døbt i Herrens navn‹«? (Mosi 18:10), spurgte han sig selv.
»Hver gang jeg læste, følte jeg fred og fandt svar,« siger Guillermo. »Jeg indså, at Mormons Bog var det Guds ord, som jeg havde bedt om i mine bønner.«
Da han blev døbt i marts 2009, oplevede han en åndelig genfødsel og fik et fornyet håb for fremtiden. »Dåben var en mulighed for at begynde forfra,« fortæller Guillermo. »Jeg har ændret mit liv. Jeg er meget lykkelig nu. Jeg ved, at dette er Jesu Kristi sande kirke, og at Gud besvarer bønner, fordi han besvarede den vigtigste bøn, jeg nogensinde har bedt.«
Vi havde brug for en kirke
Som barn havde Amanda Robledo intet åndeligt middel mod den fysiske smerte, som hun led efter sin mors død. Og hendes mand, Ricardo, kunne ikke finde svar på de dybtfølte religiøse spørgsmål han havde i forbindelse med sin brors død.
Et af de spørgsmål var: Er der en kirke på jorden, der følger Jesu Kristi lærdomme? Deres søgen efter den kirke og svarene på deres spørgsmål forberedte dem i sidste instans på at tage imod det gengivne evangelium.
Mens de søgte, deltog de i forskellige religiøse grupper og undersøgte adskillige religiøse retninger. De søgte en kirke som ikke blot tilpassede sig Kristi lære, men som også ville styrke deres familie.
»Det var en svær tid for vores familie,« mindes Amanda, »og vi vidste, at vi havde brug for en kirke, der kunne hjælpe os.«
I begyndelsen af 1990’erne flyttede familien Robledo med deres fire børn fra Mendoza i det nordvestlige Argentina til Ushuaia. Da de to år senere blev præsenteret for Kirken, fornemmede de begge straks, at der var noget anderledes ved både ånden og fuldtidsmissionærernes undervisning.
Amanda vidste meget lidt om de sidste dages hellige. »Og det jeg havde hørt, var ikke godt,« siger hun. Men det, de lærte gav genlyd hos hende, Ricardo og deres børn.
»Jeg følte Ånden, når missionærerne underviste os,« fortæller deres datter Bárbara, som på det tidspunkt var 11 år. »Og jeg kunne lide, at de lærte os, at vi kunne bede sammen som familie.«
At modtage missionærlektionerne, læse Mormons Bog og komme i kirke, siger Ricardo »gav os alle de svar, vi søgte – svar omkring dåb, det før-jordiske liv, Kristi guddommelighed, menneskets udødelighed, evangeliske ordinancer, ægteskab og familiens evige natur.«
For familien Robledo var det at lære, at deres familie kunne være sammen for evigt, kronen på værket ved det gengivne evangeliums lære.
»Min omvendelse skete i det øjeblik,« fortæller Ricardo, der blev døbt mindre end tre uger efter den første lektion, og som nu tjener som andenrådgiver i distriktspræsidentskabet. »Jeg led, da jeg mistede en 49-årig bror, men jeg forstod, at jeg kunne vinde ham tilbage ved at udføre hans tempelordinancer. Denne vished gav mig fred og glæde.«
Amanda, der kort tid efter blev døbt med en af deres sønner, fortæller: »Jeg har ikke haft min mor siden jeg var meget ung. Jeg har altid troet, at jeg havde mistet hende, og dette voldte mig megen smerte. Men da missionærerne fortalte os, at en familie kan være sammen for evigt, rørte det virkelig mit hjerte. Det er vidunderligt at vide, at jeg en dag skal se hende igen.«
Efter at Ricardo og Amanda blev gift for tid og al evighed i templet i Buenos Aires i Argentina, blev deres børn beseglet til dem. At blive beseglet som familie, udføre ordinancer for mange afdøde familiemedlemmer og sende tre af deres børn på fuldtidsmissioner har bragt Ricardo og Amanda megen glæde.
»En af de største velsignelse vi har modtaget som medlemmer af Kirken,« siger Amanda, »er, at vore børn adlyder Gud.«
Begyndelsen på alt
Marcelino Tossen troede på Gud, læste i Biblen og yndede at tale om religion, så da fuldtidsmissionærerne bankede på hans dør en varm januardag i 1992, inviterede han dem indenfor. Den beslutning ændrede hans liv.
»Ældste Zanni og ældste Halls arbejdede under Åndens tilskyndelser,« mindes Marcelino. Inden den første lektion var forbi, fortalte ældsterne ham, at han ville blive døbt ind i Kirken, og de fortalte ham endda den præcise dag for hans dåb.
»Jeg skal ikke døbes,« modargumenterede Marcelino. »Jeg vil kun tale med jer.«
Missionærerne gav ham en Mormons Bog og bad ham læse flere vers, og om at bede om deres budskab den aften. Det gjorde han, men følte ingenting.
Under den næste lektion, spurgte ældste Zanni dog: »Ville det være i orden, hvis vi bad, så du kunne spørge vor himmelske Fader om det, vi har undervist dig i, er sandt?«
Mens han bad, fortæller Marcelino, »begyndte mit hjerte at brænde stærkt. Sådan noget var aldrig sket for mig før. Jeg kunne ikke engang færdiggøre min bøn, og jeg rejste mig fra mine knæ.«
Ældste Zanni spurgte Marcelino, om han havde følt noget under bønnen. Da Marcelino svarede nej, sagde missionæren: »Jeg følte Ånden meget stærkt. Det var mærkeligt, at du ikke følte noget.«
Da han indrømmede, hvad han havde følt, fortæller Marcelino, »læste ældsterne fra Lære og Pagter og fortalte mig, at når Herren ønsker, at vi skal vide, om noget er sandt, så sender han sin fred eller får vores hjerte til at brænde i os (se L&P 6:23; 9:8). Den dag var et vendepunkt for mig.«
Fra da af arbejdede Ånden med ham og vidnede om sandheden gennem mange åndelige oplevelser. »Jeg følte samme brænden, da jeg var alene i min lejlighed,« siger Marcelino. »Når jeg åbnede vinduet, så jeg ældsterne ved gadehjørnet, der underviste folk om Kirken. Jeg kunne føle, når de var i nærheden, og jeg begyndte at tage deres undervisning alvorligt.«
Marcelino blev budt varmt velkommen, da han begyndte at komme i kirke. Han blev døbt kort tid efter, den 22. april – den samme dag ældsterne havde nævnt, tre måneder tidligere. I dag efter at have tjent ni år som Ushuaias distriktspræsident tjener han nu som andenrådgiver i missionspræsidentskabet i Buenos Aires Nord.
»Når vi læser, at Herren vil ›sende [sine] ord ud til jordens ender‹ (L&P 112:4), så er det Ushuaia,« siger præsident Tossen. »Ushuaia er jordens ende. Men for dem, der som jeg, har fundet evangeliet her, så er det begyndelsen på alt. Her finder du fyrtårnet ved jordens ende. Men det var her jeg fandt tro og Herrens fyrtårn.«
Gennem Mormons Bog »besvarede [Gud] den vigtigste bøn jeg nogensinde har bedt,« siger Guillermo Leiva (ovenfor, midten), som tjener som grenspræsident i Ushuaia. Ovenfor til højre: Les Éclaireurs Fyrtårn og foto af Ushuaia.
Til højre: For Amanda og Ricardo Robledo (med døtrene Bárbara og Irene), var det at lære, at familien kunne være sammen for evigt, kronen på værket, der fik dem til at tage imod det gengivne evangelium.
Ushuaia ligger måske ved verdens ende, men for dem, der som Marcelino Tossen har fundet evangeliet her, så er det »begyndelsen på alt.«
Foto: Michael R. Morris; map © iStockphoto.com