Stå sammen om Kristi sag

Ældste Jeffrey R. Holland

De Tolv Apostles Kvorum

Denne artikel er et uddrag af en tale holdt i Salt Lake City, den 10. mar. 2011, til en national gruppe af kristne ledere.

Der er uden tvivl en måde, hvorpå velvillige mennesker, der elsker Gud, og som har påtaget sig Kristi navn, kan stå sammen om Kristi sag og mod syndens kraft.

Venner, I ved, som jeg – at der i dagens verden findes så megen synd og moralsk forfald, som påvirker alle, især de unge, og det synes at forværres dag for dag. I og jeg deler mange bekymringer vedrørende udbredelsen af pornografi og fattigdom, misbrug og abort, forbudte seksuelle overtrædelser (både heteroseksuel og homoseksuel), vold, grovhed, grusomhed og fristelse, og det hele findes tæt på jeres datters mobiltelefon eller jeres søns iPad.

Der er utvivlsomt en måde, hvorpå velvillige mennesker, der elsker Gud, og som har påtaget sig Kristi navn, kan stå sammen om Kristi sag og mod syndens magt. I dette har vi enhver ret til at være frimodige og troende, for »er Gud for os, hvem kan da være imod os?« (Rom 8:31).

I tjener og prædiker, underviser og arbejder ud fra denne tillid, og det samme gør jeg. Og ved at gøre dette, tror jeg, at vi også kan have tillid til det næste vers i Romerbrevet: »Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?« Jeg tror virkelig på, at hvis vi alle over hele verden stræber lidt mere energisk på ikke at skille hinanden fra »Kristi kærlighed«, så »mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os« (Rom 8:32, 35, 37).

Teologisk dialog

Evangelister og sidste dages hellige har ikke altid mødtes på fredelig grund. Siden begyndelsen af det 19. århundrede, da Joseph Smith kom fra sin ungdoms åbenbaring og med sin frimodige erklæring vedrørende denne, har vore meningsudvekslinger alt for ofte været alt andet end venlige.

Og mærkelig nok – jeg kan ikke lade være med at tro, at det til dels skyldes en guddommelig iscenesættelse af begivenheder i disse urolige tider. De sidste dages hellige og evangeliske akademikere og kirkerepræsentanter er kommet hinanden nærmere siden slutningen af 1990’erne i noget, som jeg mener er blevet en udfordrende og konstruktiv teologisk dialog. Der er gjort en ærlig indsats for at forstå og blive forstået gennem anstrengelserne for at udrydde myter og urigtige fremstillinger på begge sider, et kærlighedsarbejde, hvori deltagerne er blevet motiveret og berørt på en dybere og mere omfattende måde end en ellers typisk meningsudveksling mellem trosretninger.

Den første af disse formelle dialoger fandt sted på Brigham Young University i foråret 2000. Som dialogen tog form, blev det tydeligt, at deltagerne søgte efter et slags paradigme, en model, et pejlemærke. Skulle det være konfrontationer, diskussioner eller debatter? Skulle de resultere i en vinder og en taber? Hvor åbne og ærlige forventedes de at være? Nogle sidste dages hellige undrede sig: Ville de andre »fyre« opfatte samtalerne som vores »forsøg« på at få en plads på det kristne hold? Var det et kæmpe forsøg på at »rette på« mormonismen for at gøre det mere traditionelt kristent, mere acceptabelt for skeptiske iagttagere?

På den anden side undrede evangelisterne sig: Mener de »andre fyre« det seriøst, eller er det bare en anden form for deres missionering? Kan en person være en Det Nye Testamente-kristen og alligevel ikke tilslutte sig trosbekendelserne, som det meste af den traditionelle kristne verden har taget til sig? Et spørgsmål, der blev ved med at dukke op på begge sider, var, hvor meget »dårlig teologi« Herrens nåde kan kompensere for? Inden længe blev disse emner en del af selve dialogen, og i processen begyndte spændingen at lette.

Den indledende følelse af formalitet er blevet erstattet af en meget venligere formalitet, et sandt broder- og søsterskab med venlighed ved uenighed, en respekt for modsatte holdninger, en ansvarsfølelse for virkelig at forstå (selv om man ikke er helt enig) dem fra en anden trosretning – et ansvar for præcist at beskrive sine lærdomme og skikke og på samme måde at forstå de andres. Dialogerne bar præg af »bevidst høflighed.«¹

I forståelse af, at der hos sidste dages hellige eksisterer et andet hierarki og organisationsstruktur end hos den brede evangeliske verden, har ingen officielle repræsentanter for Kirken deltaget i disse samtaler, ej heller har der været nogen kirkelig overtone ved dem. Som I, har vi intet ønske om at give køb på vore doktrinære særpræg eller miste de overbevisninger, der gør os til dem, vi er. Vi er dog ivrige efter ikke at blive misforstået, for ikke at blive beskyldt for overbevisninger vi ikke har, og for ikke uden videre at få afvist vores hengivenhed mod Kristus og hans evangelium, for slet ikke at tale om at blive dæmoniseret i processen.

Ydermere, så søger vi altid efter et fælles ståsted og ligeværdige partnere i tjenestegerningens praktiske arbejde. Vi ville være begejstrede for at slå os sammen med vore evangeliske venner i en forenet kristen indsats for at styrke familier og ægteskab, om at kræve mere moralitet i medierne, at give humanitær nødhjælp ved naturkatastrofer, at gøre noget ved de fattiges kår og sikre religionsfriheden, der giver os mulighed for at tale ud om kristne emner, der vedrører vor tids sociale problemstillinger. Med hensyn til det sidstnævnte, så må dagen aldrig komme, hvor det i denne nation forbydes præster at prædike den lære, de finder sand, fra deres talerstol. Men i lyset af nyere socialpolitiske begivenheder og lovgivningsmæssige udfordringer, det har medført, især med hensyn til ægteskabets hellighed, så vil den dag komme, medmindre vi handler resolut for at forhindre det.²

Jo større og mere forenet den kristne stemme er, jo større er sandsynligheden for, at vi sejrer i disse anliggender. I den henseende bør vi altid huske Frelserens advarsel omkring »ethvert rige i splid med [sig selv]« – er et rige, der vil erfare, at det ikke længere kan stå imod forenede fjender og følger en ofte uhellig dagsorden (se Luk 11:17).

Den Kristus, vi tilbeder

Ved at bygge på denne beretning og med et ønske om, at vi ikke bliver uenige, hvor der ingen grund til uenighed er, ønsker jeg at vidne for jer, vore venner, om den Kristus vi ærer og beundrer i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Vi tror på den historiske Jesus, som gik på støvfyldte veje i det hellige land og erklærede, at han er en og samme Gud som den guddommelige Jahve fra Det Gamle Testamente. Vi erklærer, at han fuldt ud er både Gud i sin guddommelighed og menneskelig i sin jordiske tilstand, Sønnen, som var en Gud, og Guden, som var Søn, at han, som der står i Mormon Bog, er »den evige Gud« (titelbladet i Mormons Bog).

Vi vidner om, at han er et med Faderen og Helligånden, at de tre er ét: Ét i ånd, ét i styrke, ét i formål, ét i stemme, ét i herlighed, ét i vilje, ét i godhed og ét i nåde – ét i enhver tænkelig form og facet af enighed med undtagelse af deres separate fysiske legeme (se 3 Ne 11:36). Vi vidner om, at Kristus blev født ved sin guddommelige Fader og af sin jomfrumoder, at han i en alder af 12 år og fremefter gik sin Faders ærinde, og ved at gøre dette, levede han et fuldkomment syndfrit liv og var derfor et forbillede for alle, der kommer til ham for frelse.

Vi bærer vidnesbyrd om hver eneste prædiken han nogensinde gav, hver bøn han ytrede, hvert mirakel han nedkaldte fra himlen, og hver frelsende handling han foretog sig. Angående det sidstnævnte, vidner vi om, at han i opfyldelsen af den guddommelige plan for vores frelse påtog sig alverdens synder, sorger og sygdomme, at han blødte fra hver pore på grund af den store smerte, dette voldte ham, at han begyndende i Getsemane og døende på korset på Golgata stedfortrædende sonede for de synder og syndere, som vi hver især er og gør..

I begyndelsen af Mormons Bog, så en nefitisk profet, »at [Jesus] blev løftet op på korset og slået ihjel for verdens synder« (1 Ne 11:33). Senere bekræftede Herren: »Se, jeg har givet jer mit evangelium, og dette er det evangelium, som jeg har givet jer – at jeg kom til verden for at gøre min Faders vilje, fordi min Fader sendte mig. Og min Fader sendte mig, så jeg kunne blive løftet op på korset« (3 Ne 27:13-14, se også L&P 76:40-42). Det er i sandhed en af Åndens gaver, »at vide, at Jesus Kristus er Guds Søn, og at han blev korsfæstet for verdens synder« (L&P 46:13).

Vi erklærer, at han tre dage efter korsfæstelsen opstod fra graven i prægtig udødelighed, opstandelsens førstefrugt, og han derved brød dødens fysiske bånd og helvedes åndelige bånd og frembragte en udødelig fremtid for både legeme og ånd. En fremtid, der kun kan virkeliggøres i sin fulde herlighed og pragt ved at acceptere ham og hans navn, som det eneste »navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.« Ej heller er der, eller vil der være »frelse i nogen anden« (ApG 4:12).

Vi erklærer, at han igen vil komme til jorden, denne gang i magt, vælde og herlighed, for at regere som kongernes Konge og herrernes Herre. Det er denne Kristus, som vi priser, og i hvis nåde vi har ubetinget og udtrykkelig tillid til og som er »[vore] sjæles hyrde og tilsynsmand« (1 Pet 2:25).

Joseph Smith blev engang spurgt: »Hvad er jeres religions fundamentale principper?« Han svarede: »De fundamentale principper og grundsætninger i vores religion er apostlenes og profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus, at han døde, blev begravet og igen opstod den tredje dag og fór til himlen; og alt andet, som falder ind under vores religion, er kun tillæg dertil.«³

Sidste dages hellige er kendt som et arbejdsomt folk, et arbejdsorienteret folk. For os er retfærdige gerninger, som vi kunne kalde »at være en dedikeret discipel,« en ufejlbarlig målestok for vores tro. Vi tror som Jakob, Jesu bror, på, at sand tro altid viser sig i trofasthed (se Jak 2). Vi underviser i, at puritanerne var tættere på sandheden, end de vidste, da de forventede en »gudelig vandel« (L&P 20:69) fra dem i pagten.

Frelse og evigt liv er fri (se 2 Ne 2:4); de er i sandhed de største af alle Guds gaver (se L&P 6:13; 14:7). Ikke desto mindre, så underviser vi i, at man må forberede sig til at modtage disse gaver ved at erklære og vise »tro på Herren Jesus Kristus« (TA 1:4) – ved at sætte sin lid til »den hellige Messias’ fortjenester og barmhjertighed og nåde« (2 Ne 2:8; se også 2 Ne 31:19; Moro 6:4). For os omfatter troens frugter omvendelse, modtagelsen af evangeliets pagter og ordinancer (herunder dåb) og et taknemligt hjerte, der motiverer os til at fornægte al ugudelighed og »dagligt tage [vores] kors op« ( Luk 9:23) og holde hans befalinger – alle hans befalinger (se Joh 14:15). Vi glæder os med apostlen Paulus: »Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!« (1 Kor 15:57). I samme ånd skrev en profet fra Mormons Bog: »Vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus … for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder … [og] kan se frem til det liv, som er i Kristus« (2 Ne 25:26, 27).

Jeg håber, at det vidnesbyrd, jeg bærer for jer og for verden, vil hjælpe jer til at fornemme den ubeskrivelige kærlighed, vi i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige føler for verdens Frelser.

Et kald til kristen samvittighed

I lyset af vores fælles hengivenhed vi nærer for Herren Jesus Kristus og i lyset af de udfordringer vi møder i vores samfund, kan vi uden tvivl finde en måde, hvorpå vi kan forene os i et nationalt – eller internationalt – kald til kristen samvittighed. For nogle år siden skrev Tim LaHaye:

»Hvis religiøse amerikanere arbejder sammen med udgangspunkt i vores fælles bekymring for moral, så vil det måske lykkes os at genetablere de moralske standarder i samfundet, som vore forfædre troede var sikret gennem [USA’s] forfatning …

Alle religiøse borgere i vores nation bør udvikle en respekt for andre religiøse mennesker og deres overbevisninger. Vi behøver ikke at dele deres overbevisninger, men vi kan respektere mennesker og indse, at vi har mere til fælles, end vi nogensinde vil have med dette lands sekulære borgere. Tiden er kommet for alle religiøst engagerede borgere til at stå sammen mod vores fælles fjende.«⁴

Det er helt sikkert, at der er en risiko forbundet med at lære noget nyt om en anden. Ny indsigt påvirker altid gamle perspektiver, og således er overvejelse, omrokering og omstrukturering af vores verdensbillede uundgåelig. Når vi ser forbi folks farve, etniske tilhørsgruppe, sociale omgangskreds, kirke, synagoge, moské, overbevisning og trosbekendelse, og når vi gør vores bedste for at se dem, for hvem og hvad de er – børn af samme Gud – så sker der noget godt og værdifuldt inden i os selv, og vi drages nærmere den Gud, som er Fader til os alle.

Få ting er mere tiltrængte i denne anspændte og forvirrende verden end kristen overbevisning, kristen medfølelse og kristen forståelse. Joseph Smith observerede i 1843, mindre end et år før sin død: »Hvis jeg mener, at menneskeheden har begået fejl, skal jeg da kue og betvinge dem? Nej. Jeg vil løfte dem op og det på deres egen måde, hvis jeg kan overbevise dem om, at min måde er bedre; og jeg vil ikke søge at tvinge noget menneske til at tro, som jeg gør, jeg vil kun anvende fornuftslutninger og ræsonnementets styrke, thi sandheden vil bane sin egen vej. Tror I på Jesus Kristus og frelsens evangelium, som han åbenbarede? Det gør jeg. Kristne skulle høre op med at trættes og skændes med hverandre og i stedet dyrke enighedens og venskabets principper i deres midte; og de vil gøre det, før tusindårsriget kan blive indført og Kristus tager sit rige i besiddelse.«⁵

Jeg afslutter i kærlighed til jer udtrykt gennem to afskedstaler i vores hellige skrift. Først denne fra forfatteren til hebræerne i Det Nye Testamente:

»[Må] fredens Gud, der førte fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig pagts blod,

sætte jer i stand til alt godt, så I gør hans vilje, idet han selv udvirker i os, hvad der er ham velbehageligt ved Jesus Kristus. Ham tilhører æren i evighedernes evigheder! Amen« (Hebr 13:20-21).

Og dette fra Mormons Bog fra en far, der skriver til sin søn:

»Vær trofast i Kristus … [og] måtte [han] løfte dig op, og måtte hans lidelser og død … og hans barmhjertighed og langmodighed og håbet om hans herlighed og om det evige liv bo i dit sind for evigt.

Og måtte nåden fra Gud Faderen, hvis trone er høj i himlene, og fra vor Herre Jesus Kristus, som sidder ved hans magts højre hånd, indtil alting skal blive ham underkastet, være og forblive hos dig for evigt. Amen« (Moroni 9:25-26).

Kristi billede, af Heinrich Hofmann, med tilladelse fra C. Harrison Conroy Co.