Frelserens kald til at tjene

Præsident Thomas S. Monson

Alle, der har lært matematik, ved, hvad en fællesnævner er. For sidste dages hellige er der en fællesnævner, der binder os alle sammen. Fællesnævneren er det individuelle kald, som vi alle modtager til at udføre en opgave i Guds rige her på jorden.

Kan du beskyldes for at brokke dig, når du bliver givet en kaldelse? Eller accepterer du taknemmeligt enhver mulighed for at tjene dine brødre og søstre, velvidende at vor himmelske Fader velsigner dem, han kalder?

Jeg håber ikke, at vi mister det sande formål med vores kostbare muligheder for at tjene. Formålet, det evige mål, er det samme, som Herren har udtalt, og som findes i Den Kostelige Perle: »For se, dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.«¹

Må vi altid huske, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges medlemskappe ikke er en bekvemmelighedskappe, men snarere en ansvarlighedskappe. Vores pligt ud over at frelse os selv er at lede andre til Guds celestiale rige.

Ved villigt at gå på stien for Guds tjeneste, vil vi aldrig gå i samme fodspor som Shakespeares kardinal Wolsey. Frataget al sin magt efter et liv i sin konges tjeneste, jamrede han sørgeligt:

Havde jeg blot tjent min Gud med halv så stor en nidkærhed,
som den jeg tjente kongen med, så havde han ikke nu på  mine gamle dage
udstødt mig nøgen iblandt fjender.2

Hvilken slags tjeneste kræver himlen? »Herren kræver hjertet og et villigt sind; og de villige og lydige skal i disse sidste dage spise Zions lands goder.«³

Jeg forbløffes, når jeg tænker på ordene fra præsident John Taylor (1808-1887): »Hvis I ikke ærer jeres kaldelse, vil Gud holde jer ansvarlige for dem, som I kunne have frelst, hvis I havde gjort jeres pligt.«⁴

Jesu liv og tjenestegerninger blandt menneskene er som en lanterne, der udstråler godhed. »Jeg er iblandt jer som den, der tjener«,⁵ erklærede Jesus, mens han gav styrke til krøblingens lemmer, syn til de blindes øjne, hørelse til de døves ører og liv til den dødes krop.

Med lignelsen om den barmhjertige samaritaner lærte Mesteren os at elske vores næste som os selv.⁶ Med sit svar til den rige, unge herre, lærte han os at skille sig af med selviskhed.⁷ Med bespiselsen af de 5.000 underviste han os i at se andres behov.⁸ Og med Bjergprædikenen underviste han os om først at søge Guds rige.⁹

I den nye verden erklærede den genopståede Herre: »I kender det, som I må gøre i min kirke; for de gerninger, som I har set mig gøre, skal I også gøre; for det, som I har set mig gøre, det skal I også gøre.«¹⁰

Vi velsigner andre, når vi tjener i skyggen af »Jesus fra Nazaret … som færdedes overalt og gjorde vel.«¹¹ Må Gud velsigne os med at finde glæde ved at tjene vor Fader i himlen, når vi tjener hans børn på jorden.

Undervisning ud fra dette budskab

»[Herren] vil ikke lade det mislykkes for os, hvis vi gør, hvad vi kan. [Han vil] støtte os ud over vore egne talenter og evner … Det er en af de mest vidunderlige oplevelser, som et menneske kan få« (Ezra Taft Benson i Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 20). Overvej at fortælle om en oplevelse, hvor du eller en du kender har følt, at Herren forøgede hans eller hendes talenter og evner. Lad familien fortælle om nogle af deres egne positive oplevelser fra tidspunkter, hvor de har fulgt »Frelserens kald til at tjene.«

Kristus og den rige, unge mand, af Heinrich Hofmann, gengivet med tilladelse fra C. Harrison Conroy Co., fotoillustration af Matthew Reier © IRI

Foto gengivet med tilladelse fra Wendy Bentley, illustration af Beth M. Whittaker