Thomas S. Monson:
Følg kaldet til at tjene
For længe siden besluttede præsident Thomas S. Monson sig for at udføre sin pligt ved at gøre Herrens arbejde og følge Jesu Kristi eksempel.
Præsident Thomas S. Monson har flere gange sagt: »Jeg kan godt lide ordet pligt. Han anser ordet for »noget helligt.«1 I forbindelse med udførelsen af sin pligt som den 16. præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, har han sagt: »Jeg vier mit liv, min styrke – alt, hvad jeg har at give – til Herrens tjeneste og til at lede hans kirkes anliggender i overensstemmelse med hans vilje og ved hans inspiration.«2
Præsident Monson er kendt for at tjene andre, og på sine opgaver udenlands har han foræret sine jakkesæt og sko væk og vendt hjem klædt i slacks og lette sko. Han har gjort en skik ud af at besøge venner og bekendte, som har brug for opmuntring. Han har velsignet utallige mennesker på hospitaler og plejehjem, fuldt tilskyndelsen til at foretage telefonopkald og talt ved et utal af begravelser. Han har udbragt måltider, ovnklare kyllinger og bøger med en kærlig inskription. Som præsident for Kirken er hans daglige skema fyldt med møder og aftaler, men han giver sig altid tid til folk – oftest på tomandshånd. I Kirkens histories annaler vil han altid være kendt for sin kærlighed til mennesker og for at give sig tid til dem som udtryk for den kærlighed.
Jesu Kristi eksempel på pligt
Præsident Monsons handlinger drives af hans vidnesbyrd om Herren Jesus Kristus. Han sagde: »Selv om han kom til jorden som Guds Søn, tjente han ydmygt sine omgivelser. Han kom fra himlen for at leve på jorden som et jordisk menneske og for at oprette Guds rige. Hans herlige evangelium ændrede verdens tankegang.«3 Frelseren udtrykte sin pligtfølelse, da han forkyndte: »Jeg kom til verden for at gøre min Faders vilje« (3 Ne 27:13). Motiveret og med kærlig omsorg, der udsprang af et evigt perspektiv »færdedes [han] overalt og gjorde vel … for Gud var med ham« (ApG 10:38).
Præsident Monson nævner, at da pligten kaldte på Jesus Kristus i Getsemane have, svarede han: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil« (Matt 26:39). Frelseren kendte sin pligt og levede gang på gang op til sin pligt ved at vejlede, opbygge og opmuntre alle Faderens børn. Præsident Monson har om dette sagt: »Frelseren var altid i færd med at undervise, vidne og frelse andre. Sådan er det også med vores individuelle pligt som medlemmer.«4
At lære at udføre hans pligt
Præsident Monson voksede op i 6./7. Menighed i Temple View Stav i Utah. Under vise præstedømmelederes vejledning lærte han dér at udføre sine præstedømmeopgaver, og fra inspirerede lærere fik han kundskab og vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium.
I 1950 i en alder af 22 år blev Thomas Spencer Monson opretholdt som biskop for 6./7. Menighed. Han anvendte, hvad han havde lært om pligt, på dem, som havde lært ham om dens betydning. Han var menighedens far, præsident for Det Aronske Præstedømme, forsørger for de fattige og trængende, førte optegnelser og var dommer i Israel. Han havde mange pligter, men han gik dem alle i møde med sin karakteristiske optimisme.
En af biskoppens pligter var at sende et abonnement på Church News og på Improvement Era samt hver måned at skrive et personligt brev til hver eneste værnepligtige. Eftersom præsident Monson selv havde tjent i flåden under anden verdenskrig, forstod han vigtigheden af et brev hjemmefra. Han havde 23 medlemmer i menigheden, der tjente i militæret, så han kaldte en søster fra menigheden til at tage sig af forsendelsen af brevene. En aften rakte han hende den månedlige stak på 23 breve.
»Biskop, mister du aldrig modet?« spurgte hun. »Her er endnu et brev til bror Bryson. Det er det 17. brev du har sendt uden at få svar tilbage.«
»Måske sker det denne måned,« sagde han. Det gjorde det. Svaret fra bror Bryson lød: »Kære biskop, jeg er ikke meget for at skrive breve. Tak for Church News og for bladene, men mest af alt, tak for de personlige breve. Jeg er begyndt forfra nu. Jeg er blevet ordineret som præst i Det Aronske Præstedømme. Mit hjerte er fyldt. Jeg er et lykkeligt menneske.«
I brevet så præsident Monson den praktiske anvendelse af ordsproget: »Gør din pligt uden at klage, så ordner Gud det, der er tilbage.« Mange år senere talte han til en stavskonference om sin oplevelse med at skrive til de soldater. Efter mødet kom en ung mand op til ham og spurgte: »Biskop, kan du huske mig?«
Uden tøven, svarede præsident Monson: »Bror Bryson! Hvordan har du det? Hvad laver du i Kirken?«
Den tidligere soldat svarede med stor glæde, at han havde det godt, og at han tjente i ældsternes kvorumspræsidentskab. »Endnu engang tak for din omsorg og de personlige breve, som du sendte til mig, og som jeg sætter stor pris på.«5
Om denne type oplevelser har præsident Monson sagt: »Ofte er små tjenester alt, hvad der behøves for at opbygge og velsigne en anden: At spørge til personens familie, et lille opmuntrende ord, en oprigtig kompliment, et lille takkebrev, en hurtig telefonopringning. Hvis vi har øjnene åbne og er opmærksomme, og hvis vi følger de tilskyndelser, der kommer til os, kan vi udføre meget godt.«6
At lære at udføre vores pligt
»Når vi følger i Jesu Kristi fodspor i dag, får vi også mulighed for at velsigne andre,« har præsident Monson sagt. »Jesus beder os om at give af os selv: ›Se, Herren kræver hjertet og et villigt sind.‹«7
Vores profets syn på pligt kræver at se udover personlig ambition, succes, bekvemmelighed eller velbehag for at kunne se og handle for det højere formål. »For at finde sand lykke,« sagde præsident Monson, »må vi søge efter den uden for os selv. Ingen har lært meningen med livet, før man har opgivet sit ego i tjeneste for sine medmennesker. Tjeneste mod andre er beslægtet med pligt – der bringer sand glæde, når den opfyldes.«8
Han mener, at venskab gør tjeneste mod andre lettere. »En ven er mere optaget af at hjælpe mennesker end at få anerkendelse,« har han sagt. »En ven bekymrer sig. En ven viser kærlighed. En ven lytter. Og en ven rækker ud.«9
For år tilbage deltog præsident Monson i en stavskonference i Star Valley i Wyoming i USA, hvor stavspræsidentskabet skulle reorganiseres. Men han gjorde mere end blot at udføre sin pligt. Med en enkel, kærlig gestus bevægede han alle, der deltog, da han afløste stavspræsident E. Francis Winters, der havde tjent i 23 år.
På dagen for stavskonferencen fyldte medlemmerne bygningen. Det var som om hver enkelt udtrykte »en stille tak til denne ædle leder,« der så åbenlyst helhjertet havde gjort sin pligt. Da præsident Monson talte, fortalte han, hvor længe præsident Winters havde præsideret over staven og havde været »en kilde til styrke for alle i dalen.« Så følte han sig tilskyndet til at gøre noget, han ikke har gjort før eller siden. Han bad alle, der var blevet berørt af præsident Winter, om at rejse sig. Resultatet var gribende. Hver eneste tilstedeværende rejste sig.
Præsident Monson fortalte forsamlingen, mange med tårer i øjnene: »Denne store skare afspejler ikke blot den enkeltes følelser, men også Guds taknemlighed for et liv levet på bedste vis.«10
Vores profets vidnesbyrd om pligt
Præsident Monson har givet os disse opmuntrende lærdomme angående pligt:
»Uanset hvilken kaldelse eller frygt og bekymringer vi har, så lad os bede og handle og huske på Herrens ord, Jesu Kristi ord, som lovede: ›Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.‹«11
»Vi kan styrke hinanden; vi har evne til at lægge mærke til den, som andre ikke lægger mærke til. Når vi har øjne, som kan se, ører, som kan høre, og et hjerte, som kan kende og føle, så kan vi række ud og frelse dem, som vi har ansvar for.«12
»Ingen af os lever alene – i vores by, vores land eller vores verden. Der er ingen grænse mellem vor velstand og vor næstes fattigdom.«13
»Der er ben, der skal støttes, hænder, der skal holdes, sind, der skal opmuntres, hjerter, der skal inspireres, og sjæle, der skal frelses.«14
»Måske bliver vi ikke spurgt, når vi står ansigt til ansigt med vores Skaber: ›Hvor mange stillinger havde du?‹ men snarere: ›Hvor mange mennesker hjalp du?‹«15
»I dagligdagen møder vi utallige muligheder for at følge Frelserens eksempel. Når vores hjerte er i harmoni med hans lærdomme, opdager vi hans guddommelige hjælp i umiskendelig nærhed. Det er næsten som om, at vi går Herrens ærinde; og vi finder ud af, at går vi Herrens ærinde, er vi berettigede til Herrens hjælp.«16
»Ved at lære af ham, ved at tro på ham, ved at følge ham er der mulighed for at blive, som han er. Vores udseende kan ændre sig, vores hjerte kan blive blødgjort, vores tempo kan sættes op, vores syn på tilværelsen kan blive bedre. Livet bliver, som det burde være.«17
For længe siden forpligtigede præsident Thomas S. Monson sig til at udføre sin pligt til at gøre Herrens arbejde og følge Jesu Kristi eksempel.
Fra oven: Præsident Monson udstråler en kærlighed til mennesker, mens han giver hånd til drengespejdere, modtager en gave (med sin hustru, Frances), vejleder en ung pige i at tage det første spadestik og vinker til forsamlingen ved en generalkonference (med sin hustru).
Jesus Kristus underviste i synagogen og ved brønden. Han velsignede små børn og rejste Jairus’ datter fra de døde.
Da præsident Monson bad alle, hvis liv var blevet berørt af stavspræsidenten, om at stå op, begyndte forsamlingen at rejse sig til alle stod op.
Til venstre: Foto: Craig Dimond; til højre, fra oven: Foto: Jed A. Clark © IRI, Jeffrey Allred © Deseret News, © Deseret News og Christina Smith
Til venstre, fra oven: Lys og sandhed, af Simon Dewey; Levende vand, af Simon Dewey; Rejs dig og gå, af Simon Dewey; maleri af Dan Burr; til højre: Illustration: Paul Mann