Hold fast i troen i en forvirrende verden

Biskop Gérald Caussé

Førsterådgiver i Det Præsiderende Biskopråd

For at styrke vore vidnesbyrd og beskytte os selv mod at begå fejltagelser, må vi kontant nære og styrke vores tro.

Jeg er født i det sydvestlige Frankrig »af agtværdige forældre« (1 Ne 1:1) som, fra jeg var helt ung, hjalp mig med at udvikle tro på Jesus Kristus og et vidnesbyrd om det gengivne evangelium. På skolen derimod, udtrykte mange af mine lærere tvivl og endda modvilje mod enhver religiøs overbevisning. Ved mange lejligheder, hørte jeg Korihors lære fra de, der nedgjorde min tro:

»Se, det er jeres fædres tåbelige overleveringer. Hvorledes ved I, at de er sande?

… Se, I kan ikke kende til det, som I ikke ser« (Alma 30:14-15).

Da jeg var 17 år, fik jeg filosofitimer i gymnasiet. En dag var der en lærer, der sagde til klassen: »Der er vel ingen her, der tror på, at Adam virkelig eksisterede!« Så skuede han ud over klassen, klar til at slå ned på den, der vovede at indrømme en sådan tro. Jeg var skrækslagen! Dog var mit ønske om at være loyal mod min tro endnu stærkere. Jeg så rundt og så, at jeg var den eneste af de 40 elever, der havde rakt hånden i vejret. Den overraskede lærer skiftede emne.

Alle medlemmer af Kirken vil, på et eller andet tidspunkt i deres liv, stå over for at få afprøvet oprigtigheden og styrken af deres vidnesbyrd. At holde ud i sådanne trosprøvelser vil hjælpe os til at stå urokkeligt i en verden, der bliver mere og mere forvirrende. Denne forvirring ses tydeligt i den byge af budskaber, der omgiver os. Med internettets indtog, er der for eksempel en uafbrudt lavine af modsigende meninger og information, der fylder vores daglige liv. Disse modsigelser kan være foruroligende og lammende.

Hvordan kan vi skelne mellem sandhed og fejl? Hvordan kan vi undgå at blive som dem, der »bliver holdt borte fra sandheden, fordi de ikke ved, hvor de kan finde den«? (L&P 123:12).

Det afhænger af os, om vi vil forblive faste i vore vidnesbyrd. Når jeg ser tilbage, så indser jeg, at succesen ved min personlige rejse har været afhængig af nogle få, enkle principper, der har holdt mig på rette kurs. Disse principper tillod mig at udvikle mig åndeligt trods »tågerne af mørke« (1 Ne 12:17) og snarerne, der omgiver os alle.

Søg ustandselig sandheden

Til de, der hævder at »I kan ikke kende [til det]« (Alma 30:15), har Herren sagt: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer« (Matt 7:7). Det er et vidunderligt løfte.

Kristi disciple sulter og tørster hver dag efter åndelig viden. Denne personlige vane er grundlagt på studium, fordybelse og daglig bøn. Den gør os i stand til at følge Joseph Smith eksempel, der »kom … til den slutning, at [han] enten måtte forblive i mørke og vildrede, eller også måtte … bede Gud derom« (JS-H 1:13).

Ved at studere Guds ord, beskytter vi os mod falske lærdommes indflydelse. Herren sagde: »For til den, der modtager, vil jeg give mere; og fra dem, der siger: Vi har tilstrækkeligt! fra dem skal endog blive taget det, de har« (2 Ne 28:30).

Acceptér ubesvarede spørgsmål

I vor søgen efter sandhed, kan vi fristes til at ville forstå alt med det samme. Dog er Guds intelligens så grænseløs, at »det er umuligt, at mennesket skulle kunne finde ud af alle hans veje« (Jakob 4:8). Vi må acceptere at leve en stund uden svar på alle vore spørgsmål. Som Nefi, må vi troligt erkende, at Gud »elsker sine børn; alligevel forstår [vi] ikke betydningen af alting« (1 Ne 11:17).

Ikke desto mindre forsyner Herren os med den viden, der er nødvendig for vor frelse og ophøjelse. Han lover: »Hvad I end beder Faderen om i mit navn, som er nødvendigt for jer, det skal blive givet jer« (L&P 88:64). Vi modtager disse svar gradvist, »linje på linje, forskrift på forskrift, lidt her og lidt der« (2 Ne 28:30), afhængig af vore behov og vores evne til at forstå.

Vi må selv skelne mellem spørgsmål, der virkeligt er vigtige for vores evige udvikling, og de spørgsmål, der er et resultat af intellektuel nysgerrighed, behov for bevis eller ønske om personlig tilfredsstillelse.

Søg Åndens vidnesbyrd

Hver enkelt af os kan opleve øjeblikke med personlig tvivl. Denne tvivl bliver sjældent dæmpet ved at søge efter rationelle forklaringer. For eksempel kan videnskabelige eller arkæologiske fund måske styrke vores vidnesbyrd, men åndelig viden kan ikke bevises gennem logik eller ved håndgribelige beviser.

Kundskab om sandheden er baseret på Åndens vidnesbyrd. Som apostlen Paulus sagde: »Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud« (1 Kor 2:11).

Vi har forsikringen om, at »Ånden taler sandheden og lyver ikke« (Jakob 4:13). Ånden kan have en stærkere virkning på os end vore fysiologiske sanser. Til apostlen Peter, der lige havde erklæret sin tro, svarede Jesus: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene« (Matt 16:17). Mange omkring Kristus genkendte ham alligevel ikke, selv om de så ham med egne øjne!

Søg profeter og apostles ord

For nylig havde jeg en samtale med en præst fra en anden kirke. Han var ivrig efter at kunne fastslå, hvorvidt vi var en kristen kirke, så han foreslog en debat mellem vore to religioners doktrinære eksperter.

Styrken og sandheden ved Kristi lære hviler dog ikke på en debat mellem eksperter, men på hans udvalgte disciples hellige vidnesbyrd. Profeten Joseph Smith erklærede: »De fundamentale principper og grundsætninger i vores religion er apostlenes og profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus, at han døde, blev begravet og igen opstod den tredje dag og fór til himlen.«¹

I frafaldets mange, lange århundreder manglede verden ikke eksperter, men den havde mistet Kristi vidner. Som er resultat deraf, blev styrken ved åndelig åbenbaring erstattet af menneskelig fornuft.

Når vi er bekymrede, bør vores første refleks være at søge skrifterne og de levende profeters ord. Deres skrift er ledestjerner, der ikke kan bedrage os. »Derfor gransker vi profeterne, og vi har mange åbenbaringer og profetiens ånd; og da vi har alle disse vidnesbyrd, får vi et håb, og vor tro bliver urokkelig« (Jakob 4:6).

Giv din tro næring

Vi modtager intet »vidnesbyrd, førend [vores] tro er blevet prøvet« (Eter 12:6). Tro har kraften til at åbne for kundskaben om evige sandheder. Når den presses til fulde, bliver kundskaben en fuldstændig og fuldkommen vished. Moroni skrev om Jereds bror, at »på grund af denne mands kundskab kunne han ikke afholdes fra at se ind bag sløret … og han havde ikke længere tro, for han vidste uden at tvivle« (Eter 3:19).

For at styrke vores vidnesbyrd og beskytte os selv mod at begå fejltagelser, må vi derfor konstant nære og styrke vores tro. Til at begynde med må vi have et rent hjerte og stor ydmyghed. Jakob advarede det nefitiske folk mod denne stolthed, som »når de er lærde, tror de, at de er vise, og … lytter ikke til Guds råd, for de tilsidesætter det, fordi de mener, at de selv ved bedst« (2 Ne 9:28).

Dernæst må vi udøve gerninger. Apostlen Jakob belærte os om, at »troen [virkede] sammen med … gerninger, og det var af gerningerne, at … tro blev fuldkommen« (Jak 2:22). Vi kan ikke forvente at modtage personlig åbenbaring, medmindre vi opfører os som Kristi trofaste disciple. Ved at respektere de pagter vi har indgået med Gud, kvalificerer vi os til at modtage Helligåndens følgeskab, som oplyser vores intelligens og får vores ånd til at blomstre.

Jeg bærer vidnesbyrd om disse princippers sandfærdighed. Gennem erfaring ved jeg, at når vi anvender dem i vores liv, vil de garantere vores beskyttelse i en forvirret verden. De indeholder et vidunderligt løfte: »Og på grund af jeres flid og jeres tro og jeres tålmodighed med hensyn til at pleje ordet, så det må kunne slå rod i jer, se, da skal I snart plukke frugten af det, som er yderst dyrebar … og I skal tage for jer af denne frugt, indtil I er mætte, så I ikke sulter, ej heller skal I tørste« (Alma 32:42).