2015
Ældste Richard G. Scott: Ydede sit bedste for Herrens værk
Til minde omÆldste Richard G. Scott


Ældste Richard G. Scott: Ydede sit bedste for Herrens værk

»Som en af hans apostle, der har myndighed til at vidne om ham, bærer jeg højtideligt vidnesbyrd om, at jeg ved, at Frelseren lever, at han er en opstanden, herliggjort person i besiddelse af fuldkommen kærlighed.«1

Richard G. Scott with wood panel background

Øverst: Foto gengivet med tilladelse fra Deseret News

Siden ældste Richard G. Scott var barn, har han haft ønsket om at gøre det, der var rigtigt, selv når det var svært. »Da jeg var lille,« sagde ældste Scott, »indgik jeg pagt med Herren om, at jeg ville yde mit allerbedste i hans værk.«2 Hans oprigtighed mod den pagt vejledte hans beslutninger livet igennem. Han har tjent som fuldtidsmissionær, virket som missionspræsident, som medlem af De Halvfjerds og derpå som Herrens apostel.

Richard Gordon Scott blev født i Pocatello i Idaho i USA den 7. november 1928. Da han var fem, flyttede han og hans familie til Washington, D.C., hvor hans far arbejdede for USA’s landbrugsministerium under ældste Ezra Taft Benson fra De Tolv Apostles Kvorum, der var landbrugsminister.

Kenneth and Mary Scott family

Herover til venstre: Med opmuntring fra sine forældre elskede Richard at skille ting ad, lære hvordan de fungerede og at samle dem igen. Herover: Kenneth og Mary Scott med deres børn (fra venstre): Gerald, Wayne, Walter, Mitchel og Richard.

Da Richard var ung mand, gik hans familie ikke regelmæssigt i kirke. Hans forældre, Kenneth og Mary, lærte ham gode værdier, men Kenneth var ikke medlem af Kirken på det tidspunkt, og Mary var mindre aktiv. (Kenneth tilsluttede sig senere Kirken, og han og hans hustru blev aktive medlemmer og virkede i mange år i templet i Washington D.C). Richard kom lejlighedsvis i kirke på gode venners, biskoppers og hjemmelæreres opfordring.

I high school var Richard en udadvendt ung mand. Han blev valgt til elevrådsformand, spillede klarinet i et jazzorkester og var tamburmajor i skolens marchorkester. Selv om han klarede sig godt i skolen og havde mange venner, følte han sig ensom og manglede selvtillid. Han indså senere som missionær, »at disse følelser ikke behøvede at eksistere i mit liv, hvis jeg virkelig havde forstået evangeliet«.3

brothers playing musical instruments

Herover: Richard (i midten) med sine yngre brødre. Herover til venstre: Richard tog en college-eksamen i 1950 med en bachelorgrad som maskiningeniør. Til venstre: Richard på klarinet med sine brødre.

Når Richard havde sommerferie fra skolen, fandt han forskellige job for at tjene penge til universitetet. En sommer arbejdede han på en østersbåd ud for kysten på Long Island ved New York. En anden sommer rejste han til Utah for at arbejde med træfældning under skovvæsenet. Han istandsatte også jernbanevogne. Atter en anden sommer bad han om job hos Utah Parks Company, selv om de havde sagt til ham, at de ikke havde nogen ledige job. Han tilbød at vaske op i to uger uden løn. Han tænkte, at så havde han i det mindste et sted at bo og mad at spise. Han blev ansat, efter han havde vist initiativ og hjulpet med både at lave mad og vaske op.4

Efter high school studerede Richard på George Washington University i Washington D.C., hvor han fik en bachelorgrad som maskiningeniør i 1950.

Tanker om en mission

Richard G. Scott as a missionary

Herunder: Ældste Scott var missionær i Uruguay. Nederst: Efter sin mission blev han viet til Jeanene Watkins i juli 1953 itemplet i Manti i Utah.

Da han var 22 år, havde han ikke skænket en mission mange tanker. Men han begyndte at tænke på det, efter den unge kvinde, som han datede, Jeanene Watkins, sagde til ham: »Når jeg skal giftes, bliver det i templet med en hjemvendt missionær.«5 Han begyndte at bede om at tage på mission og talte med sin biskop om det. Han blev kaldet til at tjene i Uruguay fra 1950 til 1953.

Jeanene studerede moderne dans og sociologi på George Washington University. Hun bestod sin eksamen i 1951 og tog på mission i de nordvestlige stater i USA. To uger efter, at ældste Scott vendte hjem fra sin mission, blev han og Jeanene i juli 1953 beseglet i templet i Manti i Utah. Ved en generalkonference fortalte han om den besegling: »Jeg kan ikke i ord beskrive den fred og sindsro, der kom fra den forvisning om, at når jeg fortsat lever værdigt, vil jeg være i stand til at være sammen med min elskede Jeanene og vore børn for evigt på grund af den hellige ordinance, der blev udført med den rette præstedømmemyndighed i Herrens hus.«6

Richard and Jeanene Scott on wedding day

Mange gange i sit liv traf ældste Scott retskafne valg trods modstand og pres fra jævnaldrende. Det var tilfældet med at acceptere kaldet om at tage på mission. Han mindes: »Professorer og venner prøvede på at tale mig fra at acceptere mit missionskald og ved at sige til mig, at det ville skade min spirende ingeniørkarriere. Men kort tid efter min mission blev jeg udvalgt til flådens nystartede kernekraftsprogram … Ved et møde, jeg var blevet udpeget til at lede, erfarede jeg, at en af de professorer, der havde frarådet mig at tage på mission, sad i en betydeligt lavere position i programmet end jeg. Det var et stærkt vidnesbyrd for mig om, hvordan Herren velsignede mig ved at have mine prioriteter i orden.«7

Omtrent fem år efter ældste og søster Scott var blevet gift, gennemgik de det, som han beskrev som en »udviklende oplevelse« – en vanskelig prøvelse, der endte med at blive en velsignelse for familien. De havde på det tidspunkt en datter og en søn på henholdsvis tre og to år. Søster Scott ventede en lille pige. Desværre døde den lille pige ved fødslen.

Blot seks uger senere døde deres toårige dreng, Richard, efter en operation for at afhjælpe en medfødt hjertefejl. Ældste Scott fortalte:

»Min far, som dengang ikke var medlem af Kirken, elskede Richard meget højt. Han sagde til min inaktive mor: ›Jeg forstår ikke, hvordan Richard og Jeanene tilsyneladende kan acceptere, at de har mistet disse børn.‹

Min mor, der følte sig tilskyndet, sagde: ›Kenneth, de er blevet beseglet i templet. De ved, at de vil være sammen med deres børn i evighederne, hvis de lever retskaffent. Men du og jeg vil ikke beholde vore fem sønner, for vi har ikke indgået de pagter.‹

Min far tænkte over disse ord. Han begyndte at mødes med stavsmissionærerne og blev inden længe døbt. Godt et år senere blev min mor, far og børnene beseglet i templet.«8

Ældste og søster Scott adopterede senere yderligere fire børn.

Richard and Jeanene Scott family

Herover: Familien Scott i 1965 på det tidspunkt, hvor han blev kaldet til at tjene som missionspræsident i Argentina, med børnene Mary Lee, Linda og Kenneth. Herunder (fra venstre): Kenneth, David, Linda, Jeanene, ældste Scott, Michael og Mary Lee. Modsatte side: Da ældste Scott arbejdede for den amerikanske flåde, var han med til at konstruere kernereaktoren til den første atomdrevne undervandsbåd.

Virke som missionspræsident

Da ældste Scott arbejdede i flådeprogrammet i Oak Ridge i Tennessee, afsluttede han det, der svarer til en doktorgrad i kernekraft. Eftersom det var et yderst fortroligt område, kunne han ikke få tildelt nogen grad. Den flådeofficer, der opfordrede Richard til at melde sig til kernekraftprogrammet, hed Hyman Rickover, en pioner inden for dette felt. De arbejdede sammen i 12 år, indtil Richard i 1965 blev kaldet til at virke som missionspræsident i Argentina. Ældste Scott har forklaret, hvordan han blev kaldet:

Richard G. Scott in navy uniform

Herover: Familien Scott i 1965 på det tidspunkt, hvor han blev kaldet til at tjene som missionspræsident i Argentina, med børnene Mary Lee, Linda og Kenneth. Herunder (fra venstre): Kenneth, David, Linda, Jeanene, ældste Scott, Michael og Mary Lee. Modsatte side: Da ældste Scott arbejdede for den amerikanske flåde, var han med til at konstruere kernereaktoren til den første atomdrevne undervandsbåd.

»En aften [sad jeg] til møde med dem, der var ved at udvikle en meget vigtig bestanddel af kernekraftanlægget. Min sekretær kom ind og sagde: ›Der er en mand i telefonen, som siger, at hvis jeg nævner hans navn, så vil du straks komme til telefonen.‹

Jeg spurgte: ›Hvad hedder han?‹

Hun svarede: ›Harold B. Lee.‹

Jeg sagde: ›Han har ret.‹ Jeg tog telefonen. Ældste Lee, som senere blev Kirkens præsident, spurgte, om han kunne tale med mig samme aften. Han var i New York City, og jeg var i Washington D.C. Jeg fløj op til ham, og vi havde en samtale, som førte til, at jeg blev kaldet som missionspræsident.«

Ældste Scott følte derpå, at han med det samme skulle fortælle admiral Rickover, en hårdtarbejdende og krævende person, om sit kald.

»Da jeg forklarede missionskaldet for ham og sagde, at det betød, at jeg blev nødt til at sige mit job op, blev han ganske vred. Han sagde nogle ting, som ikke tåler gentagelse og knuste sin brevbakke, og i de bemærkninger, som fulgte, gjorde han to ting ganske klare:

›Scott, det, du udfører i dette forsvarsprojekt, er af så stor betydning, at det vil tage et år at oplære en ny, så du kan ikke rejse. Og for det andet, hvis du rejser, så er du landsforræder.‹

Jeg sagde: ›Jeg kan oplære min afløser på de to måneder, jeg har tilbage, og det kommer ikke til at udgøre nogen trussel for nationen.‹

Vi talte lidt mere sammen, og så sagde han endelig: ›Jeg vil aldrig tale med dig mere. Jeg ønsker ikke at se dig mere. Du er en færdig mand, og ikke bare her, du skal ikke regne med nogensinde at komme til at arbejde inden for kernekraftområdet.‹

Jeg svarede: ›Hr. admiral, De kan udelukke mig fra Deres kontor, men medmindre De hindrer mig i det, så overdrager jeg mit ansvarsområde til en anden.‹«

Admiralen holdt sit ord og talte ikke mere med ældste Scott. Når der skulle træffes vigtige beslutninger, sendte han en budbringer. Admiralen udpegede en ny til at overtage ældste Scotts ansvarsområde, og han oplærte ham.

På sin sidste dag på kontoret bad ældste Scott om et møde med admiralen. Hans sekretær gispede. Ældste Scott trådte ind i kontoret med en Mormons Bog. Ældste Scott har forklaret, hvad der så skete:

»Han så på mig og sagde: ›Sid ned, Scott. Hvad er det, du har? Jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at tvinge dig til at ombestemme dig. Hvad er det, du har?‹ Derefter fulgte en meget interessant og mere afdæmpet samtale. Denne gang lyttede han mere.

Han sagde, at han nok skulle læse Mormons Bog. Så skete der noget, som jeg aldrig havde troet ville ske. Han tilføjede: ›Ring til mig, når du vender hjem fra din mission. Så har jeg et job til dig.‹«9

Ældste Scott har fortalt, hvad han lærte af denne oplevelse: »Gennem hele jeres liv vil I møde udfordringer og vanskelige beslutninger. [Men] beslut jer nu for altid at gøre det rette og lade følgerne komme. Følgerne vil altid være til jeres eget bedste.«10

Da præsident Richard G. Scott tjente i Argentina, var han en effektiv, men medfølende missionspræsident. En af hans missionærer, Wayne Gardner, husker, at han skulle arrangere en missionærkonference, der lå langt fra missionshjemmet, og han havde ansvaret for at hente præsident Scott i lufthavnen. I sidste øjeblik kunne den bygning, ældste Gardner havde planlagt at bruge til konferencen, ikke stilles til rådighed. Efter det var han og hans kammerat sent på den på vej mod lufthavnen for at hente præsident Scott. De glemte også at bede taxichaufføren om at vente på sig, og der var ikke andre taxier, så de var strandet.

»Selv om jeg kunne se fortvivlelsen i præsidentens øjne,« mindes ældste Gardner, »lagde han sin arm omkring mig og fortalte mig, at han elskede mig. Præsident Scott var tålmodig og forstående. Jeg håber, at jeg aldrig glemmer den lektie.«11

Richard G. Scott holding up Book of Mormon

Præsident Scott satte sin lid til Mormons Bog som en inspirationskilde for ham selv og missionærerne. På et tidspunkt kom en missionær hen til hans kontor med et problem. Ældste Scott mindedes:

»Mens han talte, begyndte jeg i mine tanker at formulere nogle bestemte bemærkninger som en hjælp til at løse hans udfordring. Da han var færdig, sagde jeg: ›Jeg ved lige, hvordan jeg kan hjælpe dig.‹ Han så ivrigt på mig, og pludselig blev min hjerne helt tom. Jeg kunne ikke huske noget som helst af det, jeg havde tænkt at sige til ham.

Bekymret begyndte jeg at bladre gennem den Mormons Bog, som jeg havde i hånden, indtil min opmærksomhed blev draget mod et meget betydningsfuldt skriftsted, som jeg læste for ham. Det skete tre gange. Hvert skriftsted passede perfekt til hans situation. Og så, som om et gardin blev trukket fra i mit sind, huskede jeg det råd, jeg havde tænkt mig at give ham. Nu gav det langt mere mening, for det var baseret på værdifuld hellig skrift. Da jeg var færdig, sagde han: ›Jeg ved, at det råd, du har givet mig, er inspireret, for du har læst de samme tre skriftsteder, som jeg fik, da jeg blev indsat som missionær.‹«12

Vedvarende tjeneste i både ind- og udland

Da ældste og søster Scott afsluttede deres mission og vendte tilbage til Washington D.C., fortsatte ældste Scott med at arbejde på kernekraftområdet. Nogle af de kolleger, han havde arbejdet sammen med før sin mission, bad ham om at være med i deres private konsulentfirma. Han arbejdede i det firma fra 1969 til 1977. I Kirken virkede han som rådgiver i et stavspræsidentskab og senere som regionalrepræsentant.

I 1977, otte år efter at være blevet afløst som missionspræsident, blev ældste Scott kaldet til De Halvfjerds’ Første Kvorum. Hans første opgave var blandt andet at virke som øverste leder for afdelingen for præstedømmet og dernæst som ledende administrator i Mexico og Mellemamerika. Han og hans familie boede i Mexico City i tre år i forbindelse med den opgave. Latinamerikanske medlemmer påskønnede hans varme lederstil, hans evne til at tale spansk og hans oprigtige kærlighed til folket.

Richard G. Scott with Mexican Saints

Herover: Præsident Spencer W. Kimball og søster Camilla Kimball besøgte den nordlige mission i Argentina, hvor ældste Scott tjente som missionspræsident. Ældste Scott indledte også missioneringen blandt quechua-indianerne i det sydlige Bolivia. Herunder: Ældste Scott, der talte flydende spansk, præsiderede ved oprettelsen af stav nr. 100 i Mexico.

Nederst: Foto gengivet med tilladelse fra Deseret News’ arkiver

Selv som generalautoritet var han ydmyg nok til at tage ved lære af lokale lærere og ledere. Han mindedes at have fået åbenbaring, mens han var til et præstedømmemøde i en gren i Mexico City:

»Jeg husker tydeligt, hvordan en ydmyg mexicansk præstedømmeleder kæmpede med at videregive evangeliets sandheder fra sit lektionsmateriale … Hans adfærd var et bevis på hans rene kærlighed til Frelseren og kærlighed til dem, som han underviste.

Hans oprigtighed, renheden i hans hensigt og kærlighed gav mulighed for, at en åndelig kraft indhyllede lokalet. Jeg var dybt rørt. Så begyndte jeg at modtage personlige indtryk, der var en udvidelse af de principper, som den ydmyge lærer underviste i …

Idet hvert indtryk kom til mig, skrev jeg dem omhyggeligt ned. I løbet af processen fik jeg nogle værdifulde sandheder, som jeg virkelig behøvede for at blive en mere effektiv tjener for Herren.«13

Efter at være kommet hjem fra Mexico fik han en anden skattet opgave: At tjene som leder for Slægtshistorisk afdeling. Han bistod ikke kun med at tilse Kirkens slægtshistoriske arbejde, men var også personligt inddraget i sit eget. Eftersom ældste Scotts far var omvendt til Kirken, skulle der forskes meget i den gren af familien. Ældste Scott og hans hustru afsatte sammen med hans forældre tid til at forske i deres slægtshistorie.

I midten af 1980’erne begyndte teknologien at spille en større rolle i slægtsforskning, men »selv med hjælp fra computere kræver det stadig og vil det altid kræve, at man involverer sig personligt i dette værk«, sagde ældste Scott, »således at Kirkens medlemmer får de store, åndelige velsignelser, der følger med.«14

Quorum of the Twelve Apostles

Til venstre: Ældste Scott (længst til højre) blev i 1988 kaldet til De Tolv Apostles Kvorum, hvor han virkede i 27 år. Herunder til venstre: Han hilser på præsident Thomas S. Monson. Herunder: Ældste Scott blev i 1983 kaldet til at tjene i De Halvfjerds’ Præsidium. Nederst: Her ses han forlade generalkonferencen sammen med ældste Jeffrey R. Holland og M. Russell Ballard.

I 1988 kom et overvældende kald. Han mødtes med præsident Ezra Taft Benson (1899-1994), som »med mildhed, kærlighed og stor forståelse« gav ældste Scott en kaldelse til at blive Herrens apostel. »Jeg kunne ikke lade være med at græde,« sagde ældste Scott om den oplevelse. »Og derpå talte præsident Benson venligt om sin egen kaldelse for at berolige mig. Han bar vidnesbyrd om, hvordan mit kald var kommet. Jeg vil altid huske, hvor hensynsfuld og forstående Herrens profet var.«15 Ældste Scott blev opretholdt ved generalkonferencen den 1. oktober.

Ægteskab

Ældste Scott og hans hustru, Jeanene, nød at gøre mange ting sammen som fx at se på fugle, male (han anvendte vandfarver, hun pastelfarver) og lytte til jazz og sydamerikansk folkemusik.

Richard and Jeanene Scott reading scriptures

De, der har lyttet til ældste Scotts generalkonferencetaler, kender til hans kærlighed til Jeanene. Han talte ofte om hende, selv efter hun gik bort. I sin første generalkonferencetale som medlem af De Halvfjerds’ Første Kvorum i 1977 hyldede ældste Scott sin hustru som »en elsket, værdsat kammerat og hustru … Jeanene har altid været et eksempel på rent vidnesbyrd, kærlighed og hengivenhed; hun er en fast borg af styrke for mig.«16

I nyere tid så han i en inspirerende konferencetale om ægteskab tilbage på de mange udtryk for kærlighed, som han og Jeanene udvekslede for at styrke deres ægteskab. Han konkluderede: »Jeg ved, hvad det vil sige at elske en datter af vor Fader i himlen, som med ynde og hengivenhed fuldt ud levede op til en retskaffen kvindes feminine pragt. Jeg er sikker på, at når jeg engang ser hende igen på den anden side af sløret, vil vi opdage, at vi er endnu mere forelskede. Vi vil sætte endnu mere pris på hinanden efter at have tilbragt tid på hver sin side af sløret.«17

Nu er de blevet genforenet.

Noter

  1. Richard G. Scott, »Han lever«, Liahona, jan. 2000, s. 108.

  2. I »Elder Richard G. Scott of the Quorum of the Twelve«, Ensign, nov. 1988, s. 101.

  3. I Marvin K. Gardner, »Ældste Richard G. Scott: ›Den virkelige styrke kommer fra Herren‹«, Stjernen, feb. 1990, s. 18.

  4. Se Gardner, »Ældste Richard G. Scott: ›Den virkelige styrke kommer fra Herren‹«, Stjernen, feb. 1990, s. 19.

  5. Jeanene Watkins, i Gardner, »Ældste Richard G. Scott: ›Den virkelige styrke kommer fra Herren‹«, Stjernen, feb. 1990, s. 19.

  6. Richard G. Scott, »Velsignelserne ved evigt ægteskab«, Liahona, maj 2011, s. 94.

  7. I »Elder Richard G. Scott of the First Quorum of the Seventy«, Ensign, maj 1977, s. 102-103.

  8. Richard G. Scott, »Modtag templets velsignelser«, Liahona, juli 1999, s. 31.

  9. Richard G. Scott, »De svære beslutninger, Liahona, juni 2005, s. 8-9, 10.

  10. Richard G. Scott, »Gør hvad er ret«, Liahona, mar. 2001, s. 14.

  11. Wayne L. Gardner, i Gardner, »Ældste Richard G. Scott: ›Den virkelige styrke kommer fra Herren‹«, Stjernen, feb. 1990, s. 21.

  12. Richard G. Scott, »The Power of the Book of Mormon in My Life«, Ensign, okt. 1984, s. 9.

  13. Richard G. Scott, »At opnå åndelig vejledning«, Liahona, nov. 2009, s. 7.

  14. I »Elder Richard G. Scott of the Quorum of the Twelve«, Ensign, nov. 1988, s. 102.

  15. I »Elder Richard G. Scott of the Quorum of the Twelve«, Ensign, nov. 1988, s. 101.

  16. Richard G. Scott, »Taknemmelighed«, Stjernen, okt. 1977, s. 71.

  17. Richard G. Scott, »Velsignelserne ved evigt ægteskab«, Liahona, maj 2011, s. 97.