Til minde om
Præsident Thomas S. Monson: Profet og ven
»Frygt ikke. Vær ved godt mod. Fremtiden er lige så strålende som jeres tro.«1
FOTO PÅ FORSIDEN: SCOTT G. WINTERTON, DESERET NEWS
Patienten på skadestuen virkede parat til at blive udskrevet, men lægen og de øvrige medarbejdere i Salt Lake City tøvede lidt. Selv om mandens behandling på skadestuen syntes færdig, vakte hans usoignerede udseende og ustabile livsvilkår en del bekymring. »Har du nogen familie eller venner, som kunne hjælpe dig med at gennemføre din behandling?« spurgte lægen. »Ikke sådan rigtigt,« svarede patienten, indtil en erindring tonede frem: »Faktisk har jeg en ven, som nogle gange tager sig af mig. Han hedder Tom Monson.«2
Præsident Thomas Spencer Monson var »en særlig ven for samfundets svageste« og de »subsistensløse«, som en livslang ven formulerede det.3 Hele sit liv, herunder over tre årtier med meget presserende ansvar som medlem af Det Første Præsidentskab, satte han personlige besøg hos ældre venner og fremmede meget højt, og når Ånden tilskyndede til det, forlod han endog vigtige møder for at tilbyde syge børn præstedømmevelsignelser. Når han overværede professionelle sportsbegivenheder, inviterede han ikke fremtrædende kolleger eller embedsmænd til at ledsage sig, men han bragte venner fra sin opvækst i et beskedent nabolag. Han deltog i hver eneste gammel elev-fest på West High School med »Tom Monson« stående på navneskiltet. Samme Thomas Monson var ifølge en af sine sønner »fuldstændig ikke-diskriminerende med hensyn til en persons offentlige status, rolle eller andre velkendte præstationer: En beskeden ven fra 50 år siden vil modtage den samme – eller større – opmærksomhed som en guvernør, senator eller fremtrædende forretningsmand.«4
Fremtrædende og ukendte personer samt millioner af venner og følgere, både i og udenfor Kirken, mistede en loyal ven ved bortgangen af den 16. præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Præsident Monson har altid hævdet: »Jeg har altid behøvet Herrens hjælp, og jeg har altid bedt om den«,5 og han efterlod en embedsperiode markeret af at række ud til hele verden gennem humanitær hjælp, Kirkens hjemmesider, der har skabt større gennemsigtighed og hjulpet medlemmer til at forstå komplekse spørgsmål, informationskampagner rettet mod at hjælpe verden til at forstå Kirken og et virvar af nye metoder rettet mod at fremme arbejdet med frelse. Blandt disse var at sænke alderen, hvor unge mænd og unge kvinder kunne tjene på fuldtidsmission, en udvidelse af metoder, hvorved missionærer kunne række ud til andre (herunder anvendelse af teknologi), samt online forummer, hvor kirkeledere og medlemmer samles verden over til virtuelle drøftelser. I hans embedsperiode blev der udarbejdet en ny kirkehåndbog, som fremhævede at følge livet som discipel. Slægtshistorie blev forenklet, hvilket har gjort det lettere at finde og indsende navne til templet til stedfortrædende dåb og andre frelsende ordinancer.
Præsident Monson hilser på sin ven, Thelma Fetzer, da hun fejrer sin 100-års fødselsdag i 2010. Præsident Monson besøgte ofte ældre venner og fremmede.
Trods mange betydningsfulde præstationer er der nok ingen, der vil betvivle, at præsident Monsons vigtigste arv består af hans store, personlige eksempel. Et af hans yndlingsskriftsteder står i Apostlenes Gerninger 10:38, hvor Jesus fra Nazaret bliver beskrevet som en, der »færdedes overalt og gjorde vel«. Præsident Monson var altid optaget af at gøre noget godt, ligesom Frelseren formaner os til: Give mad til de sultne, give husly til en fremmed, klæde den nøgne, besøge den syge og træde ind i de fængsler af ensomhed og fortvivlelse, der ofte holder den ensomme fanget (se Matthæus 25:34-40). Hans humanisme, fremhævelse af mennesker frem for programmer og forpligtelse til at følge Ånden fik en journalist, som fulgte præsident Monson gennem årtier til at skrive: »Jeg har mødt meget få, som gør en så stor indsats for at opløfte og bringe fred, trøst og opmuntring til andre.«6 Et helt liv fyldt med familie, prøvelser, muligheder og selvfølgelig tjeneste har været med til at bidrage til Thomas S. Monsons eksemplariske kristuslignende arv og personlige tjenestegerning.
Et gavmildt hjem
På hjørnet af 500 South og 200 West, ikke så langt fra jernbanesporene, der går gennem Salt Lake City, forsørgede George Spencer og Gladys Condie Monson en familie midt i den store depression omgivet af Gladys slægtninge, som var efterkommere af pionerer fra Skotland. Georges bedsteforældre havde tilsluttet sig Kirken i Sverige og i England, før de emigrerede til USA og slog sig ned i Salt Lake City. Den 21. august 1927 blev George og Gladys’ første søn og andet barn født: Thomas Spencer Monson – opkaldt efter sin morfar, Thomas Sharp Condie, og sin far.
Familien Monson var omgivet af familie, men viste også mange andre deres kærlighed. Besøg fra sultne gennemrejsende var ikke ualmindeligt i nabolaget, og Gladys Monson modtog og bespiste dem »som var hver enkelt en inviteret gæst,« mindedes præsident Monson senere.7 Hun sendte også hver uge en søndagsmiddag til »Old Bob« længere nede ad gaden, som regelmæssigt tilbød Tom 10 cent for leveringen. »Jeg kan ikke tage imod pengene,« svarede Tom eftertænksomt. »Så får jeg med mor at bestille.«8 Om søndagen bar Toms far nogle gange onkel Elias, hans bror, der var forkrøblet af gigt, ud til sin Oldsmobile fra 1928 med Tom på slæb og kørte ham rundt i byen.
»I den periode af mit liv var jeg meget imponeret over min fars og mors handlinger,« bemærkede præsident Monson. »Det gik slet ikke op for mig, at de kun sjældent gik i kirke.«9 Han mindedes også en stemning af tolerance og velvilje: »Jeg hørte aldrig min far sige et negativt ord om en anden person. Faktisk ville han ikke blive i lokalet, hvis nogen talte respektløst eller negativt til en anden person.«10
Ikke overraskende begyndte disse holdninger og handlinger at smitte af på Tom. Han var en jul begejstret for at få et elektrisk togsæt, men alligevel tiggede han sin mor om – og fik – en ekstra vogn fra et mindre flot togsæt, der skulle gives som gave til en enkes søn længere nede ad gaden. Da Tom og hans mor senere afleverede gaven, og Tom så drengens begejstring over det beskedne togsæt, blev han ramt af skyldfølelse. Han løb hjem for at hente ikke blot den vogn, han havde taget fra sættet, men også en af sine egne.11 Tom tilbød også senere sine to kaniner som julemåltid til en vens familie, som aldrig havde smagt kalkun eller kylling.12 Og da en kvinde blev irriteret over, at Tom og hans venner slog baseballs ind i hendes have, når børnene i nabolaget spillede (hun snuppede ofte boldene og beholdt dem), besluttede Tom at afdramatisere situationen. Uden at tale om det begyndte han regelmæssigt at vande hendes have om sommeren og samle blade fra hendes græsplæne om efteråret. Så blev han en dag budt indenfor til et glas mælk og småkager – og hun gav ham en kasse med baseballs.13
Men præsident Monson erkendte ofte, at hans barndoms gode gerninger også blev ledsaget af gavtyvestreger, som nogle gange førte til skældud. Han og en fætter samlede engang alle naboernes løse hunde og placerede dem i kulskuret bag huset, hvorpå seks af dem væltede Toms far, da han åbnede døren.14 En eftermiddag trak primarypræsidenten Tom til side og fortalte, at hun var ked af det på grund af mange af drengenes vilde opførsel ved Primarys forprogram. Tom tilbød at hjælpe. »I det øjeblik«, mindedes han, »ophørte Primarys problem med disciplin.«15 Men der var stadig fristelser. Han overtalte engang en ven til en eftermiddag sammen med ham at pjække fra en primaryklasse. De ville smutte, lige efter at Tom tog en cent fra sin lomme og lagde den i bidragskassen til Primary Children’s Hospital. De ville derefter bruge 10 cent, som han havde i sin lomme, til at gå hen til Hatch Dairy og købe chokoladeispinde. Men planen gik skævt, da drengene opdagede, at Tom utilsigtet havde skænket 10 cents i stedet for en cent. Så begge kom tilbage, hvor Tom nedslået også skænkede en-centen. »I lang tid,« sagde han sagde senere, »følte jeg, at jeg havde den største investering i Primary Children’s Hospital.«16
Hyppige besøg til familiens hytte i Provo Canyon førte til en livslang kærlighed til andejagt, camping, fiskeri og svømning i floden. Engang reddede Tom oven i købet en pige, som strømmen havde revet ind i en farlig strømhvirvel.17 Han fortalte om en oplevelse, hvor han og en ven tåbeligt nok satte ild til noget ukrudt tæt på familiens hytte. Som altid brugte han historien som ramme til at fortælle om et vigtigt evangelisk princip.18
Flere besøg om ugen hos Chapmans offentlige bibliotek lidt nede ad gaden fra hans hjem i Salt Lake City indledte hans kærlighed til bøger og forfattere, hvilket senere gjorde ham i stand til at citere lange passager fra sine yndlingsdigtere som Wordsworth, Longfellow, Bryant, Tennyson og Shakespeare.19
En bestemt interesse var opdræt af brevduer, som han begyndte som ung og blev ved med som voksen, og det lærte den unge Tom en lektie om forvaltning, da en vejleder i Det Aronske Præstedømme gav ham en due, som blev ved med at vende tilbage til vejlederens hjem og derved skabte en mulighed for et ugentligt præstedømmeinterview med drengen.20 Men det var en højtelsket søndagsskolelærer, Lucy Gertsch, som Tom giver æren for at give ham en grundvold for sit vidnesbyrd om Jesus Kristus. Hendes kærlighed til en klasse med vilde drenge forandrede deres uregerlige adfærd, mens de lyttede til søsters Gertschs lektioner om Bibelen fyldt med Ånden.21
Vejen til at blive mand
De økonomiske begrænsninger under den store depression tvang Tom til som 12-årig at begynde at arbejde for sin far, som ledte et trykkeri.22 Men skyggen fra anden verdenskrig var større end selv depressionen, da Tom gik i high school. »Alle unge mænd vidste, at hvis [krigen] fortsatte, skulle han i militæret,« sagde præsident Monson om sine teenageår.23 Tom var god i skolen og elskede historie. Han begyndte at studere på University of Utah som 17-årig.24 Han overvejede alvorligt at blive historielærer, men valgte i stedet en erhvervsrettet uddannelse, samtidig med at han nød institutklasser undervist af dr. Lowell Bennion og dr. T. Edgar Lyon.25
På universitetet mødte han sit livs kærlighed. Han blev præsenteret for Frances Johnson ved en velkomstfest, og Tom besøgte hende efterfølgende. Han sagde senere eftertænksomt: »Jeg var ikke forberedt på den højtidelighed og ro, der herskede [i hendes hjem]«, idet han sammenlignede hans mere larmende hjem med familien Johnsons.26 Frances’ far bemærkede navnet Monson og gav med tårer i øjnene Tom et kram, da de to fandt ud af, at Toms grandonkel Elias havde præsenteret familien Johnson for evangeliet i Sverige.27 Både Tom og Frances elskede Big Band og gik ofte ud for at danse, når orkesterledere som Tommy Dorsey og Glenn Miller spillede.28
I 1945 meldte Tom sig til U.S. Naval Reserve. Om de første tre ugers rekruttid sagde han senere lidt humoristisk: »Jeg var overbevist om, at mit liv var i fare. Flåden forsøgte ikke at uddanne mig; den forsøgte at slå mig ihjel.« Men åndelige oplevelser kom også i de svære tider. Da en oversergent en søndag havde fået alle til at stå på række og i geled, hvorpå han havde sendt katolikker, jøder og protestanter til deres gudstjenester, gik han hen til Tom og spurgte: »Og hvad kalder I jer så?«
»Indtil det øjeblik,« mindedes præsident Monson senere, »havde jeg ikke set, at der stod andre ved siden af mig eller bag mig på eksercitspladsen. Næsten i kor svarede vi alle: ›Mormoner!‹«29
En aften lige før jul begyndte Toms SDH-ven Leland Merrill, som lå i køjen ved siden af, at jamre af smerte. Desperat hviskede han: »Monson, Monson, du er ældste, ikke?« og bad om en præstedømmevelsignelse – hvilket Tom aldrig før havde givet. Tom bad stille om hjælp og fik et svar: »Se i bunden af din køjesæk,« hvor han kl. 2 om natten fandt en missionærhåndbog, som havde instruktioner om, hvordan man velsigner de syge. »Mens ca. 60 nysgerrige sømænd så på, gik jeg i gang med at velsigne ham,« sagde han senere. »Før jeg nåede at pakke mit grej ned igen, sov Leland Merrill som et barn.«30 Tom lærte også af andre under militærtjenesten og beundrede en ung katolik, som knælede ned og bad hver aften, hvor »vi mormondrenge bad, mens vi lå i vores køjeseng.«31
Tom tjente i et år og kom hjem, hvorefter han bestod med førstekarakter fra University of Utah. Han begyndte at arbejde som reklamechef for det kirkeejede Deseret News. Adskillige måneder efter sin eksamen blev han gift med Frances Johnson i templet i Salt Lake City den 7. oktober 1948. »Jeg lærte ret hurtigt at klare mig selv,« sagde søster Monson om deres første år sammen.32 Næsten omgående bad Herren unge bror og søster Monson om at begynde deres utrættelige deltagelse i at opbygge Guds rige.
Efter sin militærtjeneste (til venstre) mødte Thomas Frances Johnson og giftede sig med hende. De fik tre børn: Thomas Lee, Clark Spencer og Ann Frances.
En personlig tjenestegerning
I maj 1950 blev Tom og Frances’ biskop, John R. Burt, kaldet til stavspræsidentskabet. Biskop Burt blev spurgt, hvem der skulle tjene som biskop efter ham og tøvede i flere minutter: »Jeg prøvede at regne ud, hvordan jeg skulle forklare [stavspræsidenten], hvorfor jeg mente, at en 22-årig knægt skulle efterfølge mig som biskop.«33 Sådan begyndte den unge Thomas S. Monsons tjeneste i Temple View 6.-7. Menighed med dens 85 enker og det største behov for velfærdshjælp i Kirken på den tid. Ved at tjene som biskop i denne særlige menighed blev Toms allerede veludviklede instinkt for barmhjertighed styrket og intensiveret. Han besøgte hver eneste enke ved juletid og medbragte gaver i form af slik, bøger eller stegte kyllinger.34 Han blev så tæt knyttet til »sine enker«, at han besøgte mange af dem hvert år længe efter hans afløsning fra at være biskop. Det lykkedes endda for ham at tale ved alle 85 begravelser, mens han var generalautoritet.35 »Min utilstrækkelighed gjorde mig ydmyg,« erindrede han om de fem år, han tjente som biskop, men han var taknemlig for, at »jeg meget tidligt i livet udviklede en ånd med barmhjertighed over for andre, som måtte være i nød, uanset deres alder eller omstændigheder.«36 Han betjente alle inden for menighedens grænser, også personer, der tilhørte andre trossamfund, og han søgte de mindre aktive medlemmer, selv om det betød, at han måtte besøge en tankstation en søndag formiddag, hvor han opfordrede en ung mand, der arbejdede i en smøregrav, til at komme tilbage til hans kvorumsmøder.37
Denne kaldelse medførte også en svær lektie. Mens biskop Monson deltog i et lederskabsmøde i staven, fik han en stærk tilskyndelse til straks at forlade mødet for at besøge et ældre medlem af menigheden, som blev behandlet på veteranhospitalet. Desværre var det stavspræsidenten, der talte, så den unge biskop ventede utålmodigt, indtil præsidenten var færdig, før han skyndte sig på hospitalet. Da han løb hen til mandens stue, standsede en sygeplejerske ham. Hun spurgte: »Er du biskop Monson?« og fortsatte med at fortælle ham, at »patienten spurgte efter dig, lige før han døde.«38 Biskop Monson kørte hjem den aften og lovede sig selv aldrig mere ikke at følge en tilskyndelse fra Helligånden, hvilket var en forpligtelse, som gang på gang blev efterlevet i resten af hans tjeneste i Kirken.
Han fortsatte med at tjene som rådgiver i stavspræsidentskabet som 27-årig og som missionspræsident i Canada i 1959 som 31-årig. Missionærer i hans varetægt husker en leder, der var så meget i harmoni med Ånden, at han ofte fulgte tilskyndelser til at besøge en missionærs lejlighed, lige før missionæren var ved at gøre noget forkert.39 Han fokuserede på missionærerne ved at lære alle deres navne, rådgive dem om deres problemer og bekymringer og faktisk gøre alt, hvad han kunne for at forhindre en tidlig hjemsendelse og disciplinærråd. På denne tid var familien Monson vokset til at omfatte to små børn, Thomas Lee og Ann Frances. Et tredje barn, Clark Spencer, blev født i Canada. Familien nød mere tid sammen på denne mission, end de var vant til, og Tom udviklede en stor kærlighed til Canada, som stadig var synlig i 2010, da han som præsident for Kirken indviede templet i Vancouver i Canada med et canadisk flag i sit knaphul og ændrede åbningssangen til »O Canada«.40
Tom blev ved sin hjemkomst til Salt Lake City direktør for Deseret Press, og Frances havde travlt med børnene, tjene i menighedskaldelser og støtte sin mand, som tjente i forskellige præstedømmekomiteer i Kirken på lederplan.
Toms omfattende involvering i Kirkens komiteer som fx Samordning for voksne, Missionering eller Genealogi lod ham faktisk tro, at en invitation til præsident David O. McKays kontor på en eller anden måde ville handle om hans aktuelle opgave. Det var ikke tilfældet. Præsident McKay fremsatte kaldelsen til at tjene som medlem af De Tolv Apostles Kvorum, hvor han skulle erstatte ældste N. Eldon Tanner, der var blevet kaldet som rådgiver i Det Første Præsidentskab. Tom følte sig så overvældet og overrasket, at han ikke kunne tale. Endelig forsikrede han præsident McKay, at »ethvert talent, hvormed jeg måtte være blevet velsignet, ville blive anvendt i Mesterens tjeneste, og at jeg ville give hele mit liv om nødvendigt.«41
Præsident Monson lovede at holde den hellige kaldelse fortrolig for alle andre end sin hustru, og han sov slet ikke natten før generalkonferencen den 4. oktober 1963. Ved ankomsten til konferencen sad han blandt medlemmerne af præstedømmets hjemmeundervisningskomité, hvor han var medlem. En ven ved hans side, Hugh Smith, fortalte ham om en sjov tilfældighed: De sidste to gange, hvor en generalautoritet var blevet kaldet, havde den mand siddet ved siden af Hugh.42 Da Thomas Monsons navn blev præsenteret, »så Hugh Smith på mig og sagde ganske enkelt: ›Lynet er slået ned for tredje gang.‹ Jeg tror, at turen nede fra tilhørerne og op til forhøjningen var mit livs længste tur.«43
Virke som medlem af De Tolv Apostles Kvorum
Thomas S. Monson blev som 36-årig den yngste mand kaldet til De Tolv Apostles Kvorum siden 1910, hvor Joseph Fielding Smith kom i Kvorummet som 33-årig. Hans virke hos De Tolv strakte sig over 22 år, fra 1963 indtil hans kaldelse til Det Første Præsidentskab under præsident Ezra Taft Benson i 1985, og omfattede at tjene i hver eneste større komité i Kirken og ofte som formand.44 I denne tid udviklede Kirkens medlemsskare sig fra en homogen gruppe med hovedvægt i det vestlige USA til et verdensomspændende og meget forskelligt globalt samfund.45 Han blev kaldet til apostelembedet af præsident David O. McKay, men fortsatte med at tjene under præsident Joseph Fielding Smith fra 1970 til 1972 og derefter under Harold B. Lee fra 1972 til 1973. Det var under præsident Spencer W. Kimballs embedsperiode fra 1973 til 1985, at præsident Monson ledte en komité for udgivelse af skrifterne, som i 1979 frembragte en udgave på 2.400 sider af King James-oversættelsen af Bibelen, der indeholdt en emneforklaring, bibelordbog og et helt nyt fodnotesystem. Præsident Monson deltog også under præsident Kimball i den skelsættende åbenbaring om, at alle værdige, mandlige medlemmer kunne modtage præstedømmet.46
Men for medlemmer, der var holdt tilbage bag jerntæppet i hele perioden efter anden verdenskrig, var præsident Monsons største præstation som medlem af De Tolv Apostles Kvorum hans tilsyn med de østeuropæiske hellige. »De faktiske velsignelser, som han bragte til vores land og til Europa,« bemærkede det tyske medlem af Det Første Præsidentskab Dieter F. Uchtdorf, »er så virkelige, så betydningsfulde og så enestående i værdi, at jeg virkelig tror, at Herren havde beredt ham til at være et redskab til at ændre Tysklands historie.«47 Det kommunistiske styre i Den Tyske Demokratiske Republik undertrykte kraftigt religiøsitet, og alligevel fortsatte Kirkens medlemmer med at være trofaste på trods af, at de blev diskrimineret, mistede job og uddannelsesmæssige muligheder og jævnligt blev overvåget, når de mødtes. Præsident Monson besøgte dem ofte, og en gang studerede han hele Kirkens håndbog i den hensigt at afskrive hele bogen, når han var krydset ind i Østtyskland, for det var ikke tilladt at medbringe kirkematerialer til landet. Han tog hen på et grenskontor og begyndte på denne opgave, og efter adskillige sider så han sig omkring og fandt et eksemplar af håndbogen på en hylde bag sig.48 Han arbejdede utrætteligt med østtyske repræsentanter for styret for at tillade, at i det mindste nogle få hellige kunne deltage i generalkonferencer og besøge templet uden for landet, men de østtyske hellige hungrede stadig efter de muligheder, som andre medlemmer rundt omkring i verden havde.
Så i 1978 lovede præsident Kimball præsident Monson, at »Herren [ikke] vil … nægte tempelvelsignelserne til disse værdige[, østtyske] medlemmer«, og tilføjede så med et smil: »Du finder ud af hvordan.«49 Da præsident Monson og en af Kirkens østtyske ledere Henry Burkhardt vedblev med at søge staten om tilladelse til, at seks par ad gangen kunne besøge templet i Schweiz, fik de et forbløffende forslag fra regeringslederne: »Hvorfor bygger I ikke et tempel her?« I oktober 1982 bekendtgjorde Det Første Præsidentskab, at et tempel ville blive opført i Freiberg i DDR, det første tempel nogensinde opført i et kommunistisk land. Denne bekendtgørelse var næsten lige så ubegribelig som den mirakuløse aftale, som præsident Monson, den daværende ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum og østtyske kirkeledere senere indgik med regeringsrepræsentanter og statsoverhovedet Erich Honecker om at tillade missionærer at komme ind i og forlade landet, før Berlinmurens fald.50 »Jeg er et levende vidne om,« skrev præsident Monson, »hvordan Herrens hånd har været tilkendegivet ved at våge over Kirkens medlemmer i det, der engang var kommunistisk styrede lande.«51
Ledere samledes til et foto med ældste Monson efter et præstedømmemøde i den nyligt oprettede mission i Dresden i Østtyskland.
Alligevel fortsatte præsident Monsons tjenestegerning midt i begivenheder, der forandrede verden, og overvældende administrative pligter med at fokusere på tilskyndelser fra Helligånden og med at række ud til den enkelte. Efter at have tilbudt en ven en velsignelse på et veteranhospital følte præsident Monson, at han havde »opnået mere godt ved det besøg end ved en uges møder i Kirkens hovedsæde.«52 Der er mange beretninger om små afstikkere fra opgaver som generalautoritet, hvor præsident Monson har besøgt hospitalsstuer, plejehjem og ensomme sygelejer for at besøge syge og ensomme, som ventede på ham. Da programmet for stavsmøder i Shreveport i Louisiana ikke gav præsident Monson mulighed for at besøge en døende pige, som havde bedt om en velsignelse af ham, var han alligevel parat ved lederskabsmødet lørdag aften, da »jeg hørte en røst tale til min ånd,« sagde han. »Budskabet var kort, ordene velkendte: ›Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres‹ (Mark 10:14).«53 Han kørte næste morgen de 130 km til Christal Methvins hjem, velsignede hende ved en familiesammenkomst fyldt med Ånden, før hun døde fire dage senere.
Når præsident Monson mødte fattige østtyske medlemmer, forærede han sine jakkesæt, sko, lommeregner og tilmed et sæt markerede skrifter væk.54 Og han glemte aldrig sine søskende i 6.-7. Menighed og holdt øje med de ældre og fattige venner som Ed Erickson, som præsident Monson inviterede med til familiesammenkomster og holdt fødselsdagsfester for. I en tale i 2009 sagde han: »Hav mod til at afstå fra at dømme og kritisere dem omkring jer, så vel som mod til at sørge for, at alle kommer med og føler sig elsket og værdsat.«55
Præsident Monsons ærlighed og venlighed skabte megen brobygning og velvilje for Kirken hos forskellige trossamfund, borgerorganisationer og lokale ledere. Han var vokset op i et nabolag med store forskelle, følte sig tæt knyttet til slægtninge tilhørende andre trossamfund og udtrykte oprigtigt: »Jeg tror, at der er gode mennesker overalt.«56 Han kom godt ud af det med andre, »hvoraf mange ikke nødvendigvis var medlem af Kirken,« bemærkede han, »men de tænker på lokalsamfundet og vil gerne gøre godt.«57 Samfundsledere, som fx en tidligere forlægger for Salt Lake Tribune, der var katolik, gav udtryk for deres påskønnelse: »Hvis Tom Monson nogensinde har mødt dig, er han din ven … Kirken gav dette lokalsamfund et særligt fællesskab gennem venskab, da den kaldte Tom Monson til Det Første Præsidentskab.«58 En forkæmper i samfundsanliggender i Salt Lake City bemærkede engang: »Jeg ved ikke, om folk ved, hvor meget SDH-kirken involverer sig i den velgørende verden. Præsident Monson er meget opmærksom på, hvad behovene er.«59 En anden religiøs leder skrev til præsident Monson: »Du åbner altid dit hjerte for at opfylde behov og anmodninger fra Frelsens Hær. Du og dine kolleger har bestemt overvældet os med jeres varme og elskværdige ånd.«60 Han deltog i og talte ved aktiviteter afholdt i forbindelse med genindvielsen i 1993 af den nyrestaurerede Madeleine-katedral i Salt Lake City og talte også ved katolske begravelser for nære venner.61
Hobbyer som dueopdræt gav et pusterum fra presset fra præsident Monsons pligter og inspirerede hans oldebørn til at kalde ham »bedstefar fugl«. Hans passion for dueopdræt var afspejlet i et spejdermærke for dueopdræt, som USA’s drengespejdere i en periode havde. Hans virke i USA’s drengespejderes bestyrelse begyndte i 1969 og fortsatte gennem årene, hvor han modtog belønningerne Sølvbæveren, Sølvbøflen og den internationale spejderbevægelses højeste belønning Bronzeulven i 1993. Men en tidligere højtstående spejderleder, Roy Williams, jokede med, at præsident Monson aldrig helt kom sig over spejdernes beslutning om at droppe spejdermærket for dueopdræt.62
Præsident Monsons interesser var vidtrækkende. Som medlem af De Tolv Apostles Kvorum tog han en kandidatgrad i erhvervsadministration (MBA), og på hans mange rejser kunne han godt lide at besøge militærkirkegårde – hellige steder, sagde han, der fremkalder tanker om »knuste drømme, uindfriede forhåbninger, sorgfyldte hjerter og liv, der blev afkortet af krigens skarpe le.«63 Han elskede at studere om anden verdenskrig, og han holdt på et lidt lettere plan meget af genudsendelser med Perry Mason i fjernsynet om aftenen, selvom han sommetider faldt i søvn og gik glip af slutningen.64 Han var også meget glad for musicals. »Jeg er, hvad min hustru Frances kalder ›skuespil-gal,‹« fortalte han engang tilhørerne ved en generalkonference.65 Han har også set sin andel af nytårsdagskampe med amerikansk fodbold, hvor »jeg begynder som en neutral person, der ser to fodboldhold, men på få minutter har jeg valgt det hold, som jeg synes burde vinde.«66 Han kunne tale om kyllinger på en hel flyvetur med sin sidemand, og ved et morgenmadsmøde for USA’s drengespejdere i Det Hvide Hus i 1989 fandt han en fælles kærlighed med USA’s præsident George Bush for engelske springer spaniels.67
Hans største interesse var selvfølgelig hans familie, som nåede at bestå af otte børnebørn og 12 oldebørn. Selv om hans tid hjemme var begrænset, husker hans børn, at de har spillet spil, fisket, gået på andejagt, fjernet ukrudt, gået i biografen, svømmet og kørt i slæde med deres far.68 To erindringer er særlig betydningsfulde for sønnen Tom: At spille dam som dreng med sin far, og at hans far fløj til Louisville i Kentucky for at give ham en velsignelse, da han havde fået lungebetændelse under sin rekruttid.69 Datteren Ann nød faderens rapporter søndag aften til familien, når han kom hjem fra kirkeopgaver. Og Clark værdsatte især den dag, hvor hans far kørte en omvej på 65 km, så han og Clark kunne studere en høgerede i nærheden af Randolph i Utah.70 Præsident Monson elskede at slå græs og deltage i familiens bordtennisturneringer i kælderen i deres hjem.71
Medlem af Det Første Præsidentskab
Præsident Monson tjente som rådgiver for tre af Kirkens præsidenter, blandt andet præsident Gordon B. Hinckley og præsident Ezra Taft Benson. Som 10-årig holdt han sin første tale på denne talerstol (herover til højre). Siden 2008 har hans rådgivere i Det Første Præsidentskab været Henry B. Eyring og Dieter F. Uchtdorf.
Thomas S. Monson tjente i 22 år i Det Første Præsidentskab, hvor han i 1985 begyndte som andenrådgiver til præsident Ezra Taft Benson og fortsatte i samme rolle med præsident Howard W. Hunter i 1994. Tretten af disse år, fra 1995 til 2008, var ved præsident Gordon B. Hinckleys side. Han kaldte præsident Monson som sin førsterådgiver.72 Præsident Monsons periode i Det Første Præsidentskab trak på hans omfattende baggrund i kirkeadministration og gav ham en stor arbejdsbyrde, som gjorde det svært at forlade kontoret. Præsident Hinckley blev den mest berejste præsident i Kirkens historie, og præsident Monson havde under denne ledelse ekstremt travlt. Mindre templer muliggjorde en hurtig vækst i tempelbyggeri, et meget stort nyt Konferencecenter blev opført, for at tusinder af medlemmer kunne overvære generalkonferencer og andre arrangementer, verdensomspændende oplæringsmøder via satellittransmission begyndte, og en Festdag på Rice-Eccles Stadion på University of Utah blev afholdt for at fejre profeten Joseph Smiths 200-års fødselsdag, hvor 42.000 unge fra Salt Lake-dalen og Wyoming optrådte.73
Med ældste Ronald A. Rasband fra De Tolv Apostles Kvorums ord havde præsident Monson som altid »aldrig for travlt til at se mennesker,«74 og i vinteren 2000 var den ene person, som han afså tid til, hans hustru. Da hun faldt og slog sig alvorligt, tilbragte han adskillige uger med at tage alt sit arbejde med til hendes hospitalsstue, indtil Frances endelig blev klar nok til at udtale sine første ord: »Jeg glemte at indsende den kvartalsvise skattebetaling.«75 En anden modtager af hans venlighed var Church News-journalist Gerry Avant, som ofte dækkede præsident Monsons rejser og engang blev inviteret med på noget sightseeing sammen med præsident og søster Monson, for som præsident Monson sagde til hende: »Du har arbejdet hårdt.«76
Kirkens præsident
Præsident Gordon B. Hinckley døde den 27. januar 2008. Det Første Præsidentskab blev opløst, og præsident Monson vendte tilbage til sin stilling som præsident for De Tolv Apostles Kvorum. Manden, som voksede op i nærheden af jernbanen, som iværksatte drengestreger i Primary og villigt gav sine begrænsede ejendele bort selv under den store depression, ville snart blive leder for millioner af sidste dages hellige verden over. »Jeg har aldrig spekuleret over, hvad der ventede længere fremme ad vejen på noget område i mit liv,« sagde han i et interview, kort tid før han skulle opretholdes som Kirkens præsident ved en højtidelig forsamling ved aprilkonferencen 2008. »Jeg vidste ikke, om præsident Hinckley måske levede længere end mig.« Han sagde: »Jeg har altid fulgt filosofien: ›Tjen, hvor du er kaldet, ikke hvor du har været, eller hvor du måske kommer hen. Tjen, hvor du er kaldet.‹«77
Thomas S. Monson blev indsat og ordineret som den 16. præsident for Kirken den 3. februar 2008 og valgte præsident Henry B. Eyring som sin førsterådgiver. Som sin andenrådgiver valgte han præsident Dieter F. Uchtdorf, der er tysker, taler flere sprog, er omvendt til Kirken og medlem af De Tolv Apostles Kvorum siden 2004. Det nye Første Præsidentskab var et symbol på den voksende kirkes globale natur.78 På en pressekonference den 4. februar 2008 fortalte præsident Monson journalisterne: »Som kirke rækker vi ikke blot ud til vores egne medlemmer, men også til gode mennesker over hele verden i en ånd af broderskab, der kommer fra Herren Jesus Kristus.«79
Denne ånd af broderskab og at række ud til andre blev kendetegnene på præsident Monsons tid som leder. Kirkens ledere samarbejdede regelmæssigt med katolikker, evangeliske kristne samt andre religiøse grupper og samfundsgrupper i humanitært arbejde og for at støtte moralske sager. Kirkens ledere inviterede andre religiøse ledere til at tale på SDH-universiteter og styrkede støtte til religionsfrihed med ressourcer online.80 Præsident Monson og medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum opfordrede også Kirkens medlemmer til at række ud til mennesker i andre trossamfund i forbindelse med at tjene og styrke lokalsamfundet og styrkede allerede eksisterende humanitære kontakter med andre institutioner for at afhjælpe de rystende behov hos mennesker ramt af naturlige og menneskeskabte katastrofer verden over. I de første fem år af præsident Monsons periode bidrog Kirken til nødhjælp i kølvandet på jordskælv i Haiti og Nepal, en japansk tsunami og oversvømmelser i Thailand. Den gav også hjælp til at vaccinere mennesker i ulande, sørge for rent vand i fjerntliggende landsbyer, lette fødevarekriser verden over og tilbyde katastrofehjælp i USA. Denne globale hjælp og indflydelse blev bemærket af Slate.com, som i 2009 placerede præsident Monson først på en liste over de 80 mest indflydelsesrige firsårige i USA, og »den eneste person på listen« ifølge artiklen, »som ledte millioner af mennesker som Guds profet.«81
Kirkens informationsafdeling begyndte også under præsident Monsons ledelse at række ud for at hjælpe andre til bedre at forstå forskelligheder blandt sidste dages hellige. Kampagnen »I’m a Mormon« (Jeg er mormon) handlede om sidste dages hellige, der arbejdede for så forskellige organisationer som Harley Davidson, Library of Congress og rockband. Kirkens hovedsæde lancerede også hjemmesider for unge og andre, og den kirkeejede BYUtv-kanal begyndte at producere yderst anerkendte programmer for at appellere til et bredere publikum. På Kirkens hjemmeside begyndte en serie af videoer af høj kvalitet at dukke op med scener fra Det Nye Testamente, som kunne værdsættes af mennesker fra mange trossamfund. Andre ressourcer på nettet var udgivelsen af adskillige evangeliske emneessay, beregnet på at gennemgå komplekse spørgsmål på en ligefrem og akademisk måde, og hjemmesiden Mormon and Gay (mormon og homoseksuel), som fremsatte relevante læresætninger fra Kirken og indeholdt personlige beretninger om sidste dages hellige homoseksuelle og deres familie.
De måske væsentligste ændringer, som fandt sted, mens præsident Monson var leder for Kirken, foregik imidlertid i historiske, administrative udviklinger. Betydningsfulde ændringer påvirkede, hvordan Kirken leder, fungerer, underviser og forkynder. I 2009 uddelte Kirken en dvd og en pjece om velfærdsprincipper, og i 2010 blev en ny instruktionshåndbog for Kirkens ledere udgivet og ledsaget af to verdensomspændende oplæringsmøder. Den nye håndbog fremhævede at arbejde i råd gennem åben og ærlig drøftelse, at lette biskoppens byrde gennem uddelegering, og vigtigst af alt, at hjælpe Kirkens medlemmer til at blive sande Jesu Kristi disciple. Også i 2010 begyndte medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum at indføre lederskabskonferencer for præstedømmeledere og områdegennemgang, som omfattede en omfattende gennemgang af humanitær tjeneste, velfærdsbehov, missionering og tempeltjeneste.
En af de mest opsigtsvækkende udviklinger under præsident Monsons ledelse blev bekendtgjort ved oktoberkonferencen 2012, hvor han bekendtgjorde, at mænd kunne begynde at tjene på fuldtidsmission som 18-årige og kvinder som 19-årige. Denne enestående ændring af retningslinjer, hvor aldersgrænsen blev sænket, skabte en begejstring for missionering, der medførte et historisk højt antal mænd og især kvinder på fuldtidsmission. Oprettelsen af nye missionærskoler og nye missioner fulgte i kølvandet på det voksende antal missionærer, som nåede op på 85.000 i slutningen af 2014. Medlemmerne blev også en del af »fremskyndelsen af værket« ved i hjemmet at forberede sønner og døtre bedre på en mission og deltage mere i den lokale missionering. Teknologi og forkyndelse online og oprettelsen af »oplæringsleder for søstre« – en lederrolle for søstermissionærer – bidrog også til den begejstrende følelse af fremskridt og udvikling, som bekendtgørelsen af sænkningen af missionsalderen skabte.
Muligheden for, at unge kvinder kan tage på mission i en yngre alder, passede også som hånd i handske med den vedvarende indsats i præsident Monsons profetperiode for bedre at involvere kvinder i lederskabet, i at træffe beslutninger og i deltagelse i menigheds- og stavsråd. Kirken udgav Døtre i mit rige og opmuntrede til dens anvendelse i hjemmet, i Hjælpeforeningen og Unge Piger samt i kvorummer for at hjælpe sidste dages hellige kvinder og mænd til at værdsætte den afgørende rolle, som søstre har spillet i evangeliet i hver eneste uddeling – især under Frelserens tjenestegerning og i perioden siden genoprettelsen i 1830 og indtil nu. I 2014 erstattede kvindernes møde ved generalkonferencen de årlige møder for Hjælpeforeningen og Unge Piger, hvor alle kvinder fra 8 år og ældre blev inviteret til at deltage i dette halvårlige møde.
Bedre og mere interaktive undervisningsmetoder, især for at hjælpe unge med fuldt ud at deltage i evangeliet, blev også prioriteret højt blandt præsident Monsons administrative nyskabelser. Søsætningen i 2013 af Kom og følg mig, en læseplan for unge beregnet til at »velsigne de unge i deres indsats for at blive fuldt omvendt til Jesu Kristi evangelium,«82 tilbød både lærere og unge bedre måder til at undervise, som Jesus Kristus gjorde. Den brugte ressourcer på nettet, de unges deltagelse og samtaler ledt af Ånden til at opbygge tro og forståelse af evangeliet. En tilsvarende indsats for at forbedre al undervisning i Kirken kom i 2016 med et nyt materiale Undervisning på Frelserens måde sammen med introduktionen af månedlige lærerrådsmøder i menigheder.
Præsident Monson sammen en pige, der skal komme mørtel på en hjørnesten til et tempel.
Filippinske medlemmer glæder sig over at høre præsident Monson spille klaver ved hjørnestensceremonien i forbindelse med templet i Cebu City i Filippinerne.
Bekendtgørelsen af nye templer, som skulle opføres over hele verden, fortsatte også, mens præsident Monson var præsident. Tempelindvielser og genindvielser førte til, at præsident Monson rejste rundt på hele kloden, herunder til Cebu City i Filippinerne, Curitiba i Brasilien, Kijev i Ukraine, Panama City i Panama og Kansas City i Missouri. I 2013 medførte introduktioner af ressourcer på nettet som en hjælp til medlemmer, så de kunne finde deres forfædre, til en stigning på 11 procent i indsendelse af slægtsnavne til tempelordinancer i det, der blev kaldt »et bannerår for slægtshistorie«.83
Men trods de store krav til hans tid var præsident Monson stadig Thomas Monson, den kirkeleder, som med ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorums ord »vil dukke op, højst sandsynligt uanmeldt, til en ganske almindelig ansats begravelse. Jeg kan ikke komme i tanker om noget, der beskriver præsident Monsons tjenestegerning mere, end den form for opmærksomhed over for den enkelte.«84
Præsident og søster Monson samt deres datter på vej ud efter et generalkonferencemøde.
Den 23. maj 2013 præsiderede han ved begravelsen af sin egen elskede hustru, Frances, efter hun gik bort den 17. maj på et hospital i Salt Lake City. »Hun har støttet mig fra den dag, vi blev gift,« sagde præsident Monson ved begravelsen og kaldte hende »den ideelle hustru og mor.«85 Han fortsatte resten af sin embedsperiode som enkemand og blev ofte ved særlige lejligheder ledsaget af sin datter, Ann.
Under præsident Monson blev en forbedret overholdelse af sabbatsdagen fremhævet som en vej til større tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Fra 2015 opfordrede en koordineret og vedvarende indsats på alle niveauer i Kirken og i hjemmet medlemmer til at gøre »sabbatten frydefuld« (se Es 58:13) ved at fokusere på Herren og deres pagter med ham for at høste de velsignelser, der er lovet de trofaste.
Præsident Monson blev også altid ved med at være opmærksom på dem, der havde forladt Kirken, og han behandlede dem aldrig som uegnede for riget. Da en ældre mand, som ikke havde været involveret i Kirken i 20 år, kom til en generalautoritet for at få råd om at vende tilbage, trak han et brev frem, som havde motiveret hans eget ønske om at komme tilbage: »Du har været væk længe nok, og det er tid til at komme tilbage. Tom.«86 Præsident Monson har sagt: »Jeg har erfaret, at der er lidt af en hellig i alle, og jeg ser efter det.«87
Selv som præsident for Kirken fastholdt han sin kammeratlighed med andre, sagde ældste L. Tom Perry (1922-2015) fra De Tolv Apostles Kvorum: »Han taler om BYU’s kamp eller Jazz; han er en stor sportsfan. Og så går han i gang med arbejdet.«88 Og han bevarede altid sin humoristiske sans. Ved en sammenkomst for medlemmerne af Tabernakelkoret i 2009 satte han sig ned ved det gigantiske orgel og gav sin udgave af »To a Birthday Party« fra et klaverhæfte for begyndere.89 I 2013 fejrede Kirken sine »100 år med spejderbevægelsen« med et arrangement, der også hyldede præsident Monsons livslange støtte til spejderbevægelsen, som er blot en af mange interesser, der gav ham kontakt med sine medmennesker, som han elskede at trøste og gøre glade, og inviterede alle spejdere, uanset deres religiøse tilknytning, til at deltage.
»At føle det lille puf fra Herren, disse tilskyndelser,« sagde præsident Monson i et interview i 1997, bragte ham størst glæde, især i situationer som den, hvor han havde besøgt sin far på hospitalet og bagefter skulle skynde sig til sit næste møde, men følte, at han alligevel skulle vente i nærheden af elevatoren. En familie bad ham om at give deres mor en velsignelse. Hun balancerede mellem liv og død, og han sagde ja. Senere den dag fik han fortalt, at hver eneste i familien havde kysset deres mor og sagt et fredfyldt farvel efter velsignelsen, og før hun døde.90
»Det er sket for mig hele mit liv så tit, at jeg forsøger at holde antennen oppe,« sagde præsident Monson. Og utallige personer – hvis beretning er blevet fortalt, men mange flere, hvis møde med Thomas Monson forbliver ukendt – kan bevidne denne bemærkelsesværdige mands forbindelse med det guddommelige. »Man udvikler en påskønnelse for, at vor himmelske Fader ved, hvem man er,« sagde præsident Monson eftertænksomt. »Han siger: ›Her, gør lige dette for mig.‹ Jeg takker ham altid.«91
Og hans vidnesbyrd til verden var urokkeligt. »Af hele mit hjerte og med min sjæls inderlighed«, sagde præsident Monson, »løfter jeg min stemme som et særligt vidne og erklærer, at Gud lever. Jesus er hans Søn, Faderens Enbårne i kødet. Han er vor Forløser; han er vor Formidler hos Faderen. Det var ham, der døde på korset for at sone for vore synder. Han blev opstandelsens førstegrøde. Fordi han døde, skal vi alle leve igen. ›O, hvilken skøn glæde denne erklæring bringer: ›Han lever! Vor Forløser stor‹‹ (Salmer og sange, nr. 70). Må hele verden vide det og efterleve denne viden«.92