Vi er bedre på grund af ham
Præsident Russell M. Nelson
Præsident for De Tolv Apostles Kvorum
Kære familie, brødre, søstre og venner, jeg er beæret over at tale om min leder, mentor og kære ven, præsident Thomas S. Monson.
Jeg har mange følelser for denne mand, som jeg har kendt og elsket i over 50 år. På vegne af alle generalautoriteter og de øverste ledere forkynder vi vores kærlighed og taknemmelighed for præsident Monson. Til hans familie – Thomas, Ann og Clark og deres ægtefæller, børn og børnebørn – udtrykker vi også vores dybeste kærlighed og medfølelse. Vi påskønner de dybfølte budskaber, vi har hørt fra Ann M. Dibb, præsident Dieter F. Uchtdorf og præsident Henry B. Eyring, og tabernakelkorets smukke sange.
Præsident Monson levede et fantastisk liv. Man vil aldrig se magen! Vi har grædt og vil græde mange tårer over adskillelsen. Vi kommer virkelig til at savne ham! Men vores sorg lindres af Herren Jesu Kristi forsoning. Hans bitre bæger gør vores tab udholdeligt. Hans forsoning gør opstandelsen til en realitet. Hans forsoning gør det muligt for familier at være sammen for evigt i vor himmelske Faders plan. Vi fryder os over at vide, at præsident Monson er sammen med sin elskede Frances igen, og at vi en dag igen kan være sammen med dem.
Siden præsident Monsons død er minder om hans liv blevet forberedt og præsenteret af medierne. Det har været spændende for mig. Derudover har fremtrædende personer og venner fra hele verden sendt deres kondolence og udtrykt deres dybe beundring.
Dette må man forvente for en mand, der har påvirket og formet skæbnen for millioner af mennesker rundt om i verden. Vi er alle bedre på grund af ham. Og Kirken er bedre på grund af ham. Han efterlader en arv af udvikling. Siden hans ordination som apostel i 1963 er Kirkens medlemstal steget fra 2,1 millioner til næsten 16 millioner. Antallet af missionærer på mission er steget fra 5.700 til flere end 70.000. Og templerne – dengang kun 12 – tæller nu 159, og flere er på vej.
Men selv med alt dette fokuserede præsident Monson hele tiden på den enkelte. Han mindede os om det med udtalelser som: »Send et brev til vennen, som du har forsømt,« »giv dit barn et knus,« »sig ›jeg elsker dig‹ oftere,« »sig altid tak« og »lad aldrig et problem, der skal løses, blive vigtigere end en person, der skal vises kærlighed.«
Præsident Monson søgte aldrig rampelyset. I en verden fyldt med »selfier« udviste han uselviskhed. Han var et eksempel på Herrens udtalelse, som lød: »Den største blandt jer skal være jeres tjener.«1 Han brugte sin tid på at besøge, velsigne og elske andre. Selv i sin alderdom fortsatte han med at tjene og besøgte jævnligt hospitaler og plejehjem.
I løbet af årene har jeg haft mange dejlige oplevelser med præsident Monson. Jeg vil gerne fortælle om en, hvor han anvendte overtalelse, langmodighed, mildhed, sagtmodighed og uskrømtet kærlighed til at nå nogle store mål.2
I 1985 fik jeg ansvaret for Kirken i Europa, en opgave præsident Monson havde i mange år. Jeg var hans juniorkammerat i meget af det udfordrende arbejde. Bag jerntæppet havde præsident Monson i næsten to årtier arbejdet på at etablere tillid med ledere i Den Tyske Demokratiske Republik.
I 1988 rejste han og jeg med en lille udsending af vores lokale kirkeledere til dens hovedstad Østberlin. I dette land, der havde været lukket for missionering i mere end 50 år, følte vi os tilskyndet til at bede om tilladelse til at missionere der. Vi bad også om tilladelse til, at værdige ældster fra det land kunne få mulighed for at tjene Herren som missionærer et andet sted.
Dette afgørende møde blev afholdt på en grå og trist dag den 28. oktober 1988. Vi mødtes med Erich Honecker, formand for statsrådet i Den Tyske Demokratiske Republik, og hans personale. Han indledte med en lang tale om kommunismens fortjeneste. (Det eneste, vi kunne gøre, var at lytte).
Så blev præsident Monson bedt om at tale, mens utallige kameraer blitzede løs. Han præsenterede modigt, men venligt sit budskab om, hvordan og hvorfor vores missionærer ville være gode for landet.
Efter præsident Monsons bøn ventede alle opmærksomt på formand Honeckers svar. Jeg vil aldrig glemme hans svar: »Præsident Monson, vi kender dig! Vi har observeret dig i mange år! Vi stoler på dig! Din anmodning om missionærer er godkendt!«
Da vi forlod det møde, gled skyerne til side et kort øjeblik og solen skinnede på os. Det virkede som om, himlen godkendte det, der lige var sket.
Nu hvor præsident Monsons liv er slut, føler vi, at Herrens velsignelser til hans profet Nefi ligeså gælder vores elskede, bortgåede leder:
»Velsignet er du [præsident Thomas S. Monson] for det, som du har gjort, for jeg har set, hvorledes du med utrættelighed har kundgjort ordet, som jeg har givet dig, for dette folk. Og du har ikke frygtet dem og har ikke søgt at redde dit eget liv, men har søgt min vilje og at holde mine befalinger.
Og se, fordi du har gjort dette med en sådan utrættelighed, se, så vil jeg velsigne dig [og din familie] for evigt«.3
Jeg erklærer højtideligt, at præsident Thomas S. Monson var Guds profet. Han underviste som en profet og vidnede som en profet. Han havde en profets mod og en profets venlighed. Han modtog åbenbaring som en profet og reagerede på den som en profet. Han levede som en profet og døde som en profet og beseglede sit liv med sit vidnesbyrd om, at Gud lever, at Jesus er Kristus, at hans kirke er blevet genoprettet på jorden, og at dette hellige værk er sandt. Det vidnesbyrd, som han bar så mange gange fra denne talerstol, tilslutter jeg mig ydmygt, i Jesu Kristi hellige navn. Amen.