»Præsident M. Russell Ballard: Delte dedikeret evangeliet med andre«, Liahona, jan. 2024.
Mindenummer
Præsident M. Russell Ballard: Delte dedikeret evangeliet med andre
»Jesus Kristus – menneskehedens Frelser og Forløser – er ikke død. Han lever – Guds opstandne Søn lever – det er mit vidnesbyrd, og han leder sin kirke i dag.«1
Da Russell Ballard var en ung bærer af Det Aronske Præstedømme, deltog han og en ven i et præstedømmemøde i Tabernaklet i Salt Lake City. »Vi var endt … ved trappen, hvor vi ikke havde noget at gøre,« forklarede han senere. »Præsident George Albert Smith [1870-1951] så på sin venlige måde vores trængsler og indbød os til at sidde på trappen. Mens vi sad der og fulgte mødet, troede jeg ikke på, at jeg nogensinde ville komme så tæt på denne talerstol. Jeg kan huske, at da vi forlod Tabernaklet, sagde jeg til min ven: ›Det kunne være rart at være generalautoritet; for så kunne man sidde i stolene oppe på forhøjningen‹ …
Jeg … anede ikke, at jeg en dag skulle tjene som biskop, missionspræsident, halvfjerdser og nu som apostel. Vi kan ikke forudse, hvilke planer Herren har med os. Det eneste, vi kan gøre, er at være beredte og værdige til det, som han måtte forlange af os.«2
Præsident M. Russell Ballard brugte sit liv på at forberede og udføre den tjeneste, han blev kaldet til at yde. Med sin særlige iver og begejstring for missionering nåede hans eksempel og vidnesbyrd utallige personer og hans opfordring til alle var at »rejse jer, lev op til jeres muligheder og vær fuldt ud forberedt til at tjene Herren.«3
Hårdt arbejde og ledelse
Melvin Russell Ballard jun. blev født i Salt Lake City den 8. oktober 1928, som søn af Melvin Russell Ballard sen. og Geraldine Smith Ballard. Som den eneste dreng ud af fire børn lærte Russell at respektere kvinder i en tidlig alder.
M. Russell Ballard som et lille barn.
Hans far, der var en dygtig forretningsmand, ejede en bilhandel, Ballard Motor Company. Selvom hans far ikke var aktiv i Kirken i Russells barndom, bemærkede Russell alligevel: »Han havde en stor indflydelse på mit liv. Han indgød et ønske i mig om at arbejde hårdt.«4
Hans fars professionelle liv var ikke det eneste eksempel på hårdt arbejde, som faderen satte for sin søn. Russells far ejede en lille ferskenplantage i Holladay i Utah, hvor han holdt bier, der kunne bestøve ferskenblomsterne. »Far elskede sine nænsomme honningbier … Min far prøvede altid på at engagere mig i sit arbejde med sine bistader, men jeg lod ham med glæde passe sine bier selv.«5
Den arv og indflydelse af hårdt arbejde, som hans far havde lært af sin far, fortsatte gennem Russell Ballards liv. Hans søster Ann Keddington huskede: »Han havde altid et job, selv da han var lille.« Hans første arbejde var at slå græs og passe haven, men han begyndte til sidst at arbejde om lørdagen og efter skole i sin fars bilforretning.6.
I high school havde Russell mulighed for at udvikle sine lederevner, deltage i elevrådet på East High School i Salt Lake City og være klassepræsident for East High Seminary i sit sidste år blandt mange andre aktiviteter.7 Efter high school gik han på University of Utah, hvor han sluttede sig til Sigma Chi Fraternity og fik øgenavnet »biskoppen« blandt sine brødre i broderskabet for sit eksempel på at være tro mod sin tro.8
Velsignelserne ved missionering
Portræt af M. Russell Ballard som ung missionær.
Russell blev kaldet til at tjene i Den Britiske Mission i 1948, hvor han var rådgiver i missionspræsidentskabet under to forskellige missionspræsidenter. Han tjente lige efter afslutningen på anden verdenskrig, og han forklarede senere, at »på det tidspunkt var mormoner til ›spot og spe‹ (3 Ne 16:9), og man grinede af missionærerne og gjorde nar ad dem.« Nogle kastede tilmed ting efter os, og nogle spyttede på os. Men vi trak os dog ikke tilbage.«9 Han lærte af sine oplevelser, og som han sagde, »elskede han at være missionær i England.«10
En af de største velsignelser, Russell fik ved at tage på mission, var et urokkeligt vidnesbyrd. Han mindedes: »På grund af min missionærerfaring blev jeg forankret til et vidnesbyrd om realiteten af genoprettelsen af Jesu Kristi Kirke gennem profeten Joseph Smith. Jeg stod i Hyde Park og på mange andre gadehjørner på De Britiske Øer og bar mit vidnesbyrd om, at Joseph Smith er Guds profet, at evangeliet var blevet gengivet i dets fylde, og at præstedømmet og myndigheden til at velsigne menneskeheden atter er på jorden. Jo mere jeg bar mit vidnesbyrd, jo mere blev det en del af mig.«11
Ældste Ballard forkynder på et torv i Nottingham i England i 1949.
Hans missionærtjeneste var vitterligt med til at forberede ham til mange fremtidige kaldelser. Lige inden præsident Ballard blev kaldet til De Tolv Apostles Kvorum, bemærkede han: »Af alt det jeg har lært af mine opgaver i Kirken, er der intet, der har haft større betydning end det, jeg lærte, da jeg som 19-årig virkede som fuldtidsmissionær på De Britiske Øer. Når jeg nu ser tilbage, kan jeg se, at ingen uddannelse i mit liv var vigtigere for det, jeg nu gør i Kirken, end den oplæring, jeg modtog som fuldtidsmissionær.«12
Hengiven familiefar
Efter sin mission fortsatte Russell sin uddannelse på University of Utah. Kort tid efter han var vendt hjem, tog han til en »rusfest«. Han forklarede: »En af mine venner … fortalte mig om en smuk andetårsstuderende, der hed Barbara Bowen, som han syntes, jeg burde møde. Han fandt hende og præsenterede os, og vi begyndte at danse.
Uheldigvis var det, hvad vi plejede at kalde en »prik-fest«, hvilket betød, at man kun kunne danse med pigen, indtil en anden person prikkede dig på skulderen. Barbara var livlig og populær, så der gik mindre end et minut, før en anden ung mand prikkede mig på skulderen.
Det var ikke nok for mig. På min mission havde jeg lært, hvor vigtigt det er at følge op, så jeg fik hendes telefonnummer, og jeg ringede til hende dagen efter for at invitere hende ud, men hun havde travlt med skolen og pligter. Heldigvis havde min mission lært mig at være udholdende, selv i modgang, og jeg fik til sidst en aftale om en date. Og den date førte til andre. På en eller anden måde lykkedes det mig på disse dates at overbevise hende om, at jeg var den eneste sande og levende hjemvendte missionær – i det mindste for hendes vedkommende.«13
Russell og Barbara blev gift den 28. august 1951.
Hans vedholdenhed og hengivenhed betalte sig, og han og Barbara blev gift i templet i Salt Lake City den 28. august 1951. De fik syv børn: Clark, Holly, Meleea, Tamara, Stacey, Brynn og Craig.
Præsident Ballard fortalte om en oplevelse, han havde som ung far, hvor han lærte, hvor krævende moderskabet kunne være. »Jeg tjente som rådgiver og senere som biskop i en 10-årig periode. I den tid blev vi velsignet med de seks af vores syv børn. Barbara var ofte udkørt, når jeg kom hjem søndag aften. Hun prøvede at forklare, hvordan det var at sidde på bageste række ved nadvermødet med vores unge familie. Så kom dagen, hvor jeg blev afløst. Efter at have siddet på forhøjningen i 10 år, skulle jeg nu sidde sammen med min familie på bageste række.
Menighedens kor af syngende mødre stod for musikken, og jeg sad pludselig alene med vores seks børn. Jeg har aldrig nogensinde været så bange. Jeg havde fingerdukker i gang på begge hænder, og det gik ikke så godt. Cheerios-pakken blev væk for mig, og det var pinligt. Malebøgerne gav ikke børnene den forventede underholdning.
Mens jeg kæmpede med børnene gennem mødet, så jeg op på Barbara, og hun betragtede mig og smilede. Jeg lærte at værdsætte alt det, som I kære mødre gør det godt og så trofast!«14
Ældste Ballard og hans familie på hans 80-års fødselsdag i oktober 2008.
Hans hustru huskede også den tid, han havde investeret i sin familie. Han var »ekstremt hengiven over for sin familie, og de er altid kommet først,« sagde hun. »Han var biskop i mange år og havde mange kirkejob, men disse ansvar har aldrig været til skade for hans familie. Når han var hjemme, fik han det meste ud af tiden.«15
Senere i livet nød præsident og søster Ballard at tilbringe tid sammen med deres børn, børnebørn og oldebørn. Hans børn og børnebørn påskønner minder om familieferier, hvor de besøgte Kirkens historiske steder som Palmyra, Kirtland og Nauvoo; deltog i indvielsen af templet i Preston i England i 1998; flere rejser i det hellige land og en rejse langs en del af pionerruten.
Efter sin hustrus bortgang i oktober 2018 bemærkede præsident Ballard: »Hvor er jeg taknemlig for at vide, hvor min elskede Barbara er, og at vi igen skal være sammen med vores familie for evigt.«16
Styrket af en arv af tro
Som efterkommer af profeten Joseph Smiths bror, Hyrum, var Russell Ballard altid stolt af sine pionerforfædre. To af hans bedstefædre og hans oldefar tjente i De Tolv Apostles Kvorum. Efter sit eget kald til det embede sagde præsident Ballard: »Jeg regner det for en velsignelse at være repræsentant nu for Joseph og Hyrums familie og offentligt anerkende, at det at følge min oldefar, Joseph F. Smith, og begge mine bedstefædre, Hyrum Mack Smith og Melvin J. Ballard, i De Tolv Apostles Råd er en stor ære og et stort ansvar. Jeg vil gøre mit allerbedste for at være den slags tjener, der er værdig til sådan en førstefødselsret.
Ved flere lejligheder har mine brødre forsikret mig om, at de følte, at mine forfædre havde opretholdt min kaldelse i rådene på den anden side såvel som Det Første Præsidentskab og De Tolvs Råd på denne side af sløret.«17
Det syn, som hans bedstefar Melvin J. Ballard havde om at omfavne Frelseren i templet i Salt Lake City, hjalp præsident Ballard igennem svære tider,18 og et skilt med sin farfars sidste ord i jordelivet – »Brødre, lad os frem for alt tænke lige« – hængt på en væg på sit kontor. »Jeg går ikke ind på mit kontor nogen dag i ugen, hvor jeg ikke ser de ord,« forklarede præsident Ballard. »Jeg synes, at de hjælper mig meget.«19 Disse to enkle ord, »tænk lige«, blev i sandhed et familiemotto for præsident Ballard, da han opfordrede sin familie til at tænke klart, når der skulle træffes gode beslutninger, og at huske evangeliets enkelhed.20
Præsident Ballard var et godt eksempel på at stole på og videregive en arv af tro gennem familien. For ham var Kirkens historie og de første helliges tro uudsletteligt forbundet med hans egen slægtshistorie. Han mindede os om, at vi alle kan »hente stor styrke, især vores unge, af at kende vores kirkes historie.«21 Selvom mange af de helliges tro blev prøvet på »mormonpionerernes historiske vandring i det 19. århundrede, må vi huske, at ›rejsen gennem livet fortsætter!‹ for os alle, idet vi kan vise vores egen ›tro i hvert et fodtrin.‹«22
Ældste Ballard kastede det ceremonielle første kast før en kamp hos Los Angeles Dodgers i august 2009.
Foto: Lori Shepler / AP
Virksomhedens succes og fejl
I sit professionelle liv arbejdede Russell Ballard i bil-, ejendoms- og investeringsbranchen. Livets vigtige lektier kom fra uventede kilder, og Russell lærte på egen hånd vigtigheden af at lytte til sin fars råd og Åndens tilskyndelser i både åndelige og timelige anliggender.
»Ford Motor Company ledte efter forhandlere, der skulle sælge deres nye modeller,« mindedes han. »Ford-ledere inviterede min far og mig til en forpremiere på, hvad de troede ville blive et fantastisk succesrigt produkt. Da vi så bilerne, advarede min far, som havde mere end 35 års erfaring i virksomheden, mig mod at blive forhandler.«
Præsident Ballard forklarede: »Mens jeg kæmpede med dette, spurgte jeg også Herren om det og bad om vejledning. Det var en stor beslutning; det involverede en masse penge, en masse forpligtelse fra min side. I det øjeblik, min far og jeg så bilerne, fik jeg det klare indtryk, at jeg ikke skulle gå videre med franchisen.«
Men præsident Ballard sagde: »Fords salgsmedarbejdere var meget overbevisende, og jeg valgte at blive Salt Lake Citys første – og faktisk sidste – Edsel-forhandler. Og hvis du ikke ved, hvad en Edsel er, så spørg din bedstefar. Han vil fortælle jer, at Edsel var en spektakulær fiasko.«
En Ford Edsel, som Russell Ballard solgte hos sin bilhandler i Salt Lake City.
Foto fra Getty Images
Præsident Ballard bemærkede: »Jeg lod mig rive væk fra Åndens tilskyndelser, som jeg havde haft tidligere. Jeg havde fulgt rådet i det niende afsnit af Lære og Pagter, men jeg holdt ikke fast i det indtryk, Herren havde givet mig.« Her ligger lærestregen: »Når I er villige til at lytte og lære, kommer nogle af livets mest betydningsfulde lærdomme fra dem, der er gået forud for jer … Hvis I lytter og reagerer på deres råd, kan de vejlede jer til valg, der vil være til jeres gavn og velsignelse og styre jer væk fra beslutninger, der kan ødelægge jer.«23
Selvom Russell ellers havde stor succes med alle sine forretningsanliggender, så tog han denne flop som en vigtig lærestreg, der kunne hjælpe ham til at »tænke lige« over den slags fremtidige beslutninger.24
I Herrens tjeneste
Efter at have tjent som biskop to gange tjente Russell Ballard i højråd og som præsternes kvorumsvejleder, før han i juli 1974 blev kaldet til at præsidere over Toronto-missionen i Canada. Den kaldelse viste sig at være en uvurderlig forberedelse til hans fremtidige fuldtidstjeneste i Kirken. To år senere, den 3. april 1976, blev han kaldet som medlem af De Halvfjerds’ Første Kvorum. Han blev kaldet til præsidentskabet for dette kvorum den 21. februar 1980. Som 57-årig blev han den 6. oktober 1985 kaldet som medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Hans ordination til den kaldelse den 10. oktober 1985 ved præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) var den sidste præstedømmeordination, som præsident Kimball udførte, inden han gik bort.
Den 14. januar 2018 efter præsident Thomas S. Monsons bortgang (1927-2018) og indsættelsen af præsident Russell M. Nelson som Kirkens 17. præsident blev præsident Ballard indsat som fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum.
Præsident Russell M. Nelson og præsident Ballard uden for Vatikanet i Rom i Italien i marts 2019.
Præsident Ballard havde i sin egenskab af generalautoritet mulighed for at være involveret i Herrens værk på forskellige måder. Han tjente som øverste leder for Missionsafdelingen og ledte også afdelingerne for læseplaner og samordning. Han hjalp også med at føre tilsyn med Kirkens informationskomité.
I 1980 bemyndigede han opførelsen af den første kirkebygning i Nigeria. Fire år senere vendte han tilbage til Afrika og rejste til Etiopien efter en hungersnød for at afgøre, hvordan man skulle fordele midler, der blev rejst ved en særlig faste i hele Kirken. Sammen med Glenn L. Pace, der dengang var direktør for Kirkens Velfærdsafdeling, mødtes de to med det eneste medlem af Kirken i Etiopien på det tidspunkt, en bærer af Det Melkisedekske Præstedømme. Under det møde udtalte præsident Ballard en bøn og en velsignelse over Etiopien, hvor han, som bror Pace mindedes, »påkaldte det hellige Melkisedekske Præstedømmes magt og myndighed og befalede elementerne at samles for at bringe regn over landet for dermed at kunne begynde at hjælpe dem, der havde lidt i så mange år. Det havde ikke regnet i et år, og bønnen blev bedt en klar og solrig søndag morgen.«
Senere den dag bemærkede bror Pace: »Jeg sad ved et lille skrivebord og skrev i min dagbog, da jeg hørte et tordenbrag. Jeg gik ud i gårdhaven tidsnok til at se begyndelsen på skybrud … Jeg gik ned ad gangen og bankede på ældste Ballards dør. Da han kom hen til døren, kunne jeg se, at han var blevet overvældet [ligesom jeg var blevet]. Vi bad en taksigelsesbøn og vendte tilbage til vores værelser og tanker. Fra den dag og frem regnede det, hvor end vi rejste.«25 For præsident Ballard blev det en skelsættende oplevelse.
Ældste Ballard besøgte Etiopien under hungersnøden i 1985 for at finde ud af, hvordan man bedst brugte over 6 millioner dollars, som Kirkens medlemmer donerede under en særlig faste.
En anden mindeværdig oplevelse var i 1988, da præsident Ballard dannede syv nye stave i Lima i Peru på en weekend. Hans bedstefar ældste Melvin J. Ballard havde indviet Sydamerika til forkyndelse af evangeliet i 1925, hvor han forudså Kirkens bemærkelsesværdige vækst der. Præsident Ballard sagde: »Denne oplevelse gav mig … en særlig følelse, fordi jeg følte bedstefars indflydelse på en ret dramatisk måde, da jeg vidste, at jeg til dels opfyldte hans bemærkelsesværdige profeti.«26
Lærdomme
Præsident Ballard understregede gennem alle sine lærdomme vigtigheden af at få et vidnesbyrd og dele budskabet om det gengivne evangelium: »Hvis vi ikke forstår og villigt fortæller andre om Jesu Kristi evangeliums gengivelse gennem profeten Joseph Smith, hvem skal så gøre det?«27 Han udfordrede ofte medlemmerne til at sætte en dato, hvor de kunne finde nogen, som de kunne dele evangeliet med, og han sørgede for at følge op på disse udfordringer.
Han roste også kvindernes vigtige rolle i hjemmet og Kirken, underviste i, hvordan man effektivt bruger råd og han kæmpede for fuldtidsmissionærers og medlemsmissionærers arbejde, så meget, at en af hans medapostle engang spøgte med, at »M’et« i hans navn stod for »missionær«.28
Han opmuntrede missionærer og medlemmer verden over med sit optimistiske syn på missionering. På Brigham Young University mindede han de studerende, hvoraf mange var tidligere eller kommende missionærer, om, at »Kirkens vækst … er virkelig i jeres hænder og i mine og i hænderne på de aktive medlemmer af Kirken.« Han sagde, at når han plejede at høre, at evangeliet skulle fortælles til alle levende sjæle, »sagde han til sig selv … Herren har bedt os om at gøre noget, der er umuligt. [Men] det er ikke umuligt. Det er ikke umuligt, hvis Kirkens medlemmer vil engagere sig i det, Herren har bedt dem om at gøre, og det er at være stærkt involveret i at bringe evangeliet ud til hele jorden.«
»Vi behøver ikke at bekymre os om at lade denne kirke vokse,« sagde han. »Herren vil sørge for, og Herren vil opløfte, og Herren vil inspirere, og Herren vil gøre det muligt for hans værk at rulle frem … Så må Gud velsigne jer og velsigne mig med, at vi må have det mod, den gode dømmekraft, den personlige disciplin og forberedelse – til på enhver måde at være beredte til at gøre vores del, hvad end den måtte bestå i, for at opbygge Guds rige overalt på jorden.«29
I Skotland mødtes præsident Ballard med regeringsledere i oktober 2021. På kirkegården, hvor hans tiptipoldeforældre gik i kirke og blev begravet.
Vidnesbyrd om det gengivne evangelium
Det vidnesbyrd, der var blevet sået i hans barndom, blev konsolideret under hans mission og styrket i løbet af hans livslange tjeneste, og var altid rodfæstet i enkelheden i evangeliets sandheder. »Jeg oplader min røst til hele verden for at vidne om, at jeg uden forbehold eller tvivl ved, at Joseph Smith indledte denne uddeling gennem guddommelig åbenbaring og påbegyndte Jesu Kristi Kirkes genoprettelse på jorden.«30
Sammen med Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum til indvielsen af templet i Rom i Italien i 2019.
Han erklærede, at vores tro »må være centreret om Jesus Kristus, hans liv, hans forsoning og om gengivelsen af hans evangelium på jorden i de sidste dage …
Intet er mere bemærkelsesværdigt eller vigtigt i dette liv end at vide, at Gud vor evige Fader og hans Søn, Jesus Kristus, igen har talt fra himlene og igen har kaldet profeter og apostle til at undervise i det evigtvarende evangeliums fylde på jorden.«31
Hans livslange tjeneste og hengivenhed for at fremskynde Herrens værk hjalp ham helt sikkert til at blive den, som Herren havde brug for, at han skulle være. »Min forståelse af evangeliet har givet mig vejledning om, hvilken slags far og nu bedstefar jeg bør være Mit vidnesbyrd, som jeg fik i min ungdom, har hjulpet mig til at tage imod enhver kaldelse i Kirken, deriblandt dette overvældende kald til at være medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Mit vidnesbyrd, der blev modtaget for lang tid siden på gadehjørnerne i England, er vokset linje på linje og forskrift på forskrift, indtil jeg kan stå foran jer … og som et særligt vidne bære vidnesbyrd om Herren Jesus Kristus, at vor Frelser lever, og at han er Gud vor evige Faders Søn. Mit liv har ikke været det samme, siden jeg forankrede min sjæl til sandhederne i Jesu Kristi gengivne evangelium.«32