»3 Nefi 11:12-17: ›Kom hen til mig‹«, Mormons Bog – Elevens hæfte 2024
»3 Nefi 11:12-17«, Mormons Bog – Elevens hæfte
3 Nefi 11:12-17
»Kom hen til mig«
Efter at være blevet introduceret som vor himmelske Faders elskede Søn, indbød Jesus Kristus folket til personligt at se, at han var blevet slået ihjel for verdens synder. En for en nærmede de sig ham og mærkede sårene i hans side og mærkerne efter naglerne i hans hænder og fødder. Denne lektion kan hjælpe jer til at få eller styrke jeres vidnesbyrd om, at Jesus Kristus led og døde for jer.
Tag ansvar for jeres vidnesbyrd
Tænk over, hvordan følgende opfordring fra præsident Russell M. Nelson gælder for jer.
Jeg bønfalder jer om at tage vare på jeres vidnesbyrd. Arbejd for det. Tag ejerskab på det. Pas på det. Plej det, så det vil vokse. Nær det med sandhed. Foruren det ikke med falske filosofier fra ikke-troende mænd og kvinder, mens I undrer jer over, hvorfor jeres vidnesbyrd svinder hen. (Russell M. Nelson, »Evighedens valg«, verdensomspændende foredrag for unge voksne, 15. maj 2022, ChurchofJesusChrist.org)
-
Hvorfor tror I, at det er vigtigt for hver person at »tage ansvar for« deres vidnesbyrd?
En af de vigtigste sandheder, vi kan have et vidnesbyrd om, er, at Jesus Kristus er Guds Søn og verdens Frelser. Tænk over, hvorfor folk har brug for at vide dette om ham. I kan studere Johannes 14:6 og Mosija 3:17 for at hjælpe jer til at se nogle af disse årsager.
I dag vil I studere en hellig interaktion, som Jesus Kristus havde med nefitterne. Når I studerer, så tænk over, hvad I kan gøre for at få eller styrke jeres vidnesbyrd om Jesus Kristus.
Jesus Kristus opfordrer nefitterne til at mærke hans sår
Husk, at mens en gruppe nefitter var samlet i landet Overflod, steg den opstandne Herre ned fra himlen. Han erklærede, at han var Jesus Kristus, og at han havde herliggjort Faderen ved at lide for verdens synder (se 3 Ne 11:1-11). Mængden bestod af mænd, kvinder og børn, der udgjorde omkring 2.500 mennesker (se 3 Ne 17:25).
Læs 3 Nefi 11:12-15 og se efter den opstandne Herres første opfordring til folket. I kan også se »Jesus Christ Appears in the Ancient Americas« på ChurchofJesusChrist.org, fra tidskode 13:29 til 16:03.
Når I studerer, så prøv at visualisere jer selv som en del af mængden. Visualisering af begivenheder eller ideer fra skrifterne kan indbyde Helligånden i jeres studium. Nedskriv alle tanker eller følelser, der kommer til jer, mens I studerer, grunder over og visualiserer.
-
Hvordan tror I, at folket havde det, da de så Frelseren og interagerede med ham »en efter en«? (3 Ne 11:15).
-
Hvilke dele af denne beretning valgte I at visualisere? Hvilke tanker og følelser havde I, da I gjorde det?
-
Hvad lærer disse vers jer om Frelserens tjenestegerning i åndeverdenen?
Følgende er et princip, vi kan lære af denne hellige beretning: Jesus Kristus opfordrer mig til at få et personligt vidnesbyrd om, at han er verdens Frelser. Overvej at notere dette princip i jeres skrifter eller i jeres notesbog.
Da biskop Gérald Caussé fra Det Præsiderende Biskopråd talte om Frelserens personlige indbydelse og tjenestegerning blandt nefitterne, sagde han:
Denne storslåede scene er klimakset i Mormons Bog. Hele evangeliets »gode nyhed« er omfattet i denne afbildning af Frelseren, der ømt udstrækker »barmhjertighedens arme« (Alma 5:33) for at byde hver enkelt at komme til ham og modtage velsignelsen ved hans forsoning …
Ligesom Jesus inviterede alle de nefitiske disciple til at føle sine sår, døde han for os hver især, personligt, som om I og jeg var den eneste person på jorden. Han giver os en personlig invitation til at komme til ham og trække på hans forsonings vidunderlige velsignelser. (Gérald Caussé, »Et levende vidne om den levende Kristus«, Liahona, maj 2020, s. 39)
-
Hvordan kan vi få vores eget vidnesbyrd om, at Jesus Kristus er verdens Frelser?
»Hosianna!«
Nefitterne blev dybt påvirket af deres personlige omgang med Frelseren.
Læs 3 Nefi 11:16-17 og se efter, hvordan mængden reagerede efter deres oplevelse med den opstandne Herre.
Det kan være en hjælp at vide, at hosianna er et hebraisk ord, der betyder »frels nu« eller »frels os«. Det bruges overalt i skrifterne som et udtryk for lovprisning og bønfaldelse og er blevet en fejring af Messias i alle tidsaldre (se Guide til Skrifterne, »Hosianna«, scriptures.ChurchofJesusChrist.org).
Følgende vil hjælpe jer til at bruge tid på at udtrykke jeres følelser for Frelseren eller lære om andre, der har båret deres vidnesbyrd om ham.